At holde høns er nemt, givende og lærerigt. Hvis man kun skal være selvforsynende med én ting fra sin have, så må det være
æg. Det siger jeg rigtig tit –  og jeg gentager det nu, fordi jeg er med i WWF’s kampagne. http://www.wwf.dk/.

Her havde jeg lovet at skrive en lille gratis pixi-bog om høns, hvis jeg kunne få 100 familier til at holde høns. Og da 200 skrev ind, at de var med på ideen, ja, så er hønsebogen nu en realitet. Du kan få den ved at skrive til WWF på s.madsen@wwf.dk. Og du kan læse en lidt længere version af den lille bog nedenfor.

WWF’s Earth Hour kampagne handler om bæredygtighed. Hvad har høns med bæredygtighed at gøre?

Høns er bæredygtige, fordi de leverer mad (proteiner) næsten gratis lige der, hvor vi bor og fordi de spiser vores madrester. Madrester, som ellers bliver smidt ud og som skulle have været afhentet i skraldeposer, som skulle køres væk i motoriserede køretøjer, for derpå at blive brændt af (i hvert fald de steder hvor der ikke er affaldssortering). Der koster alt sammen energi. Der ligeså godt kan blive til god energi hjemme i haven.

Det er et meget stort problem, at vi smider så meget mad ud fra de private og offentlige husholdninger. 40 procent af al den mad der er dyrket, forarbejdet, emballeret, kølet, kørt, fløjet og hentet hjem fra supermarkeder… bliver slet ikke spist. Det er fejlkøbt mad. Og så er der den mad, som bliver til overs på tallerkenerne. Det er ikke til at bære, at smide god mad direkte i

“Således har Signe Wenneberg begået en ny bog i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum, som er fyldt med viden og de gode historier. Lige fra historien om Flora Danica, til hvordan man laver frøbomber samt gode ideer til kreativitet med blomster. Bogen er, som Signe Wennebergs øvrige bøger, en æstetisk nydelse, fyldt med de gode fortællinger og masser af viden. Jeg vil på det varmeste anbefale bogen til alle blomsterelskere i alle aldre”. Anmeldelse fra bloggen http://guldoggroent.blogspot.dk/

Her er min nye bog.  Floras Blomsterbog – 149 kr. Den er billig – sådan at så mange børn som muligt får mulighed for at lære om glæden ved blomster og botanik. Det handler om alt fra Flora Danica til Frøbomber.

Blomster er naturens store slagnummer. Blomster er magiske. Blomster er tiltrækkende. De dufter. De kan spises. De er smukke for øjet. De kan plantes, sås, plukkes, arrangeres, presses og tegnes. Blomster er symboler på liv. Vi siger noget til hinanden med blomster. Vi siger tillykke. Vi udtrykker kærlighed, lykke, glæde, medfølelse, jubel og omsorg for syge med blomster. Vi indleder og afslutter endda livet med blomsterbuketter.

Blomster kan beundres i parker, haver, skove, grøfter, byggetomter og ikke mindst, når de forvilder sig op gennem asfalt eller fliser i byen. De findes på de bedste træer og buske. I bede, i altankasser, i krukker. Og vi kan selv sørge for flere blomster og mere blomstring. Det er det sjove ved det.

Mange børn oplever ikke længere natur hver dag. De kender måske heller ikke til blomsternes verden eller til blomsternes navne eller ved, hvad man kan med blomster. Måske ved de slet ikke hvor sjove blomster er eller hvorfor det er godt med bier og sommerfugle og det der svære ord “bio-diversitet”.

Alle mennesker – børn og voksne – har brug for jordforbindelse. Vi har brug for at være i kontakt med jorden, lytte til fuglene, se mirakler, når frø bliver til planter, mærke årstiderne og få lys. Det er engang sagt, at hvor der er blomster, er der også håb.

Floras Blomsterbog er tiltænkt ”Blomsten af Danmarks ungdom”. Den kan læses af store børn og gerne sammen med blomsterinteresserede bedstemødre og forklarende forældre.

Floras Blomsterbog er blevet til i samarbejde mellem Signe Wenneberg og Statens Naturhistoriske Museum (Botanisk Have) i anledning af de mange blomsterudstillinger på museerne lige nu. Bogen kan købes på museet, i Botanisk Haves butik og i udvalgte boghandler og signeret via mig. 

SIDSTE NYT!! Bogen har fået sin egen side: www.facebook.com/florasblomsterbog

Som I ved så bliver jeg aldrig valgt til noget og jeg vinder heller aldrig noget. Men til Mad+Medier-prisoverrækkelsen fredag aften den 3.maj vandt jeg!!! Jeg vandt. Jeg vandt. Jeg vandt. “Spis din have” vandt. Og blev “årets bedste bog om mad 2013″.

Jeg blev så overrumplet, at jeg måtte op og takke i strømpesokker (havde smidt de høje sko under bordet, for jeg skulle jo ingen steder)… Med tårer i øjnene prøvede jeg (uden helt at lykkes) at fremstamme en tak til mad+medier for det fantastiske arrangement og en tak til juryen ikke mindst for valget af min bog… (tusind tak for motivering Tina Scheftelowitz).

Og jeg prøvede at sige, at det er vidunderligt med denne hæder, ros og opmærksomhed til – ikke bare mig – men til alle os madkommunikatører. Som freelancer og forfatter bliver man ikke rigtig fejret eller hyldet til jubilæer eller noget, man lever sin egen stille skrivetilværelse og håber nogen læser og kan bruge det man skriver… Man håber også nogle gange, at det man skriver vil forandre verden bare en lille bitte smule (det er jo drivkraften, i hvert fald for mig). Men man ved aldrig helt om det læses eller værdsættes… Det ved jeg nu! Jeg forsøgte også at takke Gyldendal og bogens dygtige redaktør Hélène Wagn, den kloge Louise Haslund-Christensen som har holdt mig ud gennem mange bogudgivelser og ikke mindst min elskede grafiker Maria Hagerup, som jeg lige har afsluttet endnu en bog med (den er flot, Maria!)… Jeg forsøgte sådan set bare at sige tak. TAK!

Juryen (v. Tina S) sagde følgende: Vinderen af Mad og Mediers pris for “bedste bog om mad” 2013
Signe Wenneberg: Spis din Have.

Denne bog præsenterer fuld af fortællelyst og optimisme et af tidens allervigtigeste budskaber omkring forholdet mellem vores fødevareproduktion og de globale klimaproblemer. Bogen er en blændende god introduktion til det ultrarelevante begreb Urban Gardening, som kunne være en løsning, hvis vi handler i fællesskab. Dens absolutte force er af folkeoplysende karakter, og på pædagogisk vis behandler den alt fra råd om kompostbunker til opskrifter på lækre salatdressinger. En afgørende kvalitet er, at den kan læses og bruges af alle – ligegyldigt om man har sine egen have, en altankasse eller bare to urtepotter stående vindueskarmen.

Desuden er den godt boghåndværk; fotos, illustrationer og tekst danner en inspirerende og fængende helhed. Udstyrsmæssigt er der kælet for detaljerne hele vejen igennem lige fra papirkvalitet til den modige forside, der ligesom resten af bogen lader tekst fylde i stedet for billeder.

Vinderen er Signe Wenneberg med “Spis din have”.

Læs alle juryernes motiveringer her: http://madmedier.dk/2013/05/vindere-af-madmedier-prisen-2013/

Læs uddrag af Spis Din Have her: http://www.gyldendal.dk/~/media/Files/spis_din_have_uddrag2.ashx

Food Culture om prisuddeleingen

Bestil Spis Din Have hos din boghandler eller køb den signeret direkte af mig (send mail).

Kom til det næste foredrag om urban farming – hold øje med min Facebook-side… www.facebook.com/wenneberg

På opfordring: Min klumme fra Ugebladet Søndag hermed online…

Hvordan bærer du dig ad med at fokusere på det positive? Hvorfor har du altid et eller andet godt at fortælle? Hvordan kan det være, du altid føler dig heldig?

Det korte svar på de spørgsmål, som jeg får rigtig tit fra læserne af denne klumme, af mine bøger og af mine digitale opdateringer, er, at det er et valg. Og en vane. Jeg har simpelthen en gang for længe siden besluttet mig for at gøre som Pippi Langstrømpe: Fokusere på det sjove og positive. Være taknemmelig for små ting. Og lade være med hele tiden at finde fejlene og det, der ikke virker. Men kigge på det, der er godt og det, der virker.

Nu er det blevet til en vane. En vane, som jeg gør brug af lige nu, hvor jeg ligger i sengen med den onde mandeinfluenza (nyt ord!). Jeg er taknemmelig for solen, der skinner og dyrene (hun og kat), der ligger her på dynen. For at eksmand, der har været forbi med croissanter. For naboer og venner, der er kommet med mad til mig. Ja, jeg er endda virkelig taknemmelig for, at jeg i sidste uge satte fugle-foderbrættet der, hvor jeg kan se det fra soveværelset og for at jeg nu kan følge de smukke tyrkerduer. Der er altid noget at være glad for.

Jeg er ikke sådan ubetinget født Pippi-glad og ubekymret. Jeg har lært værdien af at være det hen ad vejen. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke forstod at værdsætte hver dag, som om det var den sidste. Hvor jeg ikke var klar over, at man altid må minde sig selv om at bidrage med noget positivt, til verden (til et selskab, til de sociale medier, til fællesskaberne). Man ved aldrig, hvornår det er for sent.

Mit liv har ikke altid været let. Så positivt anskuet bliver det ikke en kedelig selvbiografi, jeg kan skrive engang. Jeg har oplevet store sorger, trafikulykke, uhelbredelig sygdom, død, tab, svigt, skilsmisser og alt muligt. Og jeg har da også været helt nede. Når man har været der og når man har været tæt på døden, så ved man med sikkerhed, at livet er en gave og at verden er vidunderlig. Og glemmer jeg da, ja, så virker det for mig, at rette blikket mod nogen, der har det værre. Så pakker jeg sammen.

Men man kan ikke være lallende positiv hele tiden. Det er klart. Men man kan godt sætte en positiv grundstemning for sig selv og dem, man kommunikerer med. Her har jeg altid haft en 90/10-regel. Den handler om, at jeg maksimalt må komme med noget negativt/brok/øv 10 procent af tiden. Jeg vil anbefale alle der opdrager børn, kommunikerer med eksmænd eller bruger sociale medier, at agere på den måde. Den positive kommunikation breder sig nemlig som ringe i vandet.

Netop dette skrev jeg om i en bog, der udkom for et par år siden (NB. Lev livet selv – sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse – kan købes her på siden for 200 kr). Den er ubetinget den tekst, jeg nogensinde har fået flest læserhenvendelser på. Bogen handlede om at kommunikere positivt efter en skilsmisse. I mit arbejde som kommunikationsrådgiver har jeg brugt positiv kommunikation og det var derfor oplagt, at tage fat her. For at arbejde med en forandringssituation i en virksomhed er det samme som i en familie: Vi er bare meget mere tilbøjelige til at forstå vigtigheden af, at kommunikere positivt i det professionelle liv – i forhold til i det private liv. Men det er vigtigst og mest livsforandrende, at kommunikere positivt (eller i hvert fald i 90/10) i det private liv. Alt for mange har vænnet sig til at tale grimt i det private liv (og på de sociale medier). Man behøver blot tilbringe et øjeblik i IKEA for at høre, hvordan folk taler til hinanden i parforhold og familier.

Man kan gøre noget andet. Man kan beslutte sig at tale pænt. Derefter kan man ændre samtalen oppe i hovedet: Sige ”hvor er jeg bare heldig” til sig selv et par gange om dagen. Det virker! Jeg har mødt inspirerende mennesker, der har mistet alt i KZ-lejre og mennesker, der har mistet børn til aids i Afrika, som formåede at sige ”hvor er jeg bare heldig!”. Når de kan, så kan vi også. Man kan skrive fem ting ned hver aften, som kun må handle om noget, man er glad for og taknemmelig over. Man kan hver eneste gang, man oplever et eller andet, beslutte sig for at se på det sjove/gode/interessante ved situationen. Så bliver det en vane. Taknemmelighed er en vane, der kan læres. 

Hvor er det vildt. Jeg har lige opdaget, at jeg er blevet nomineret til MAD+MEDIERS kommunikationspris i hele tre kategorier!!! 1. Bedste madkommunikatør på Sociale Medier. 2. Bedste Madbog 2012 (Spis din have, Gyldendal). 3. Bedste mad-kommunikation for virksomheder og organisationer. Jeg er meget, meget beæret. Mange tak. Også tak til jer der har indstillet mig – især ham gymnasieeleven fra Fyn, der elsker Maggie :-)

I begrundelsen står der følgende:

Og de nominerede er …

Bøger om mad

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for Spis din have
. Urban gardening og det lokale er in. Selv uden en have kan bymennesket være med til at redde verden. Bogen er grundig og lærerig med en overflod af stemningsfulde billeder.

Madkommunikation for virksomheder og organisationer

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for kampagnen ”Burhønsenes befrielsesfront”
. Nomineres for den originale idé og den friske og nye måde at kommunikere en tung sag på. Med få midler har Signe Wenneberg formået at skabe synlighed om en sag, som for alvor har optaget forbrugerne.

Mad på sociale medier

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for Burhønsenes Befrielsesfront
Med den befriede burhøne, Maggie, har Signe Wenneberg skabt et madpolitisk fællesskab på Facebook – og endda fået folk til at købe høns på nye måder.

Jeg er meget glad og meget beæret. Uanset om jeg vinder en pris til slut. Tak!

LÆS også interview, da jeg var månedens madkommunikatør hos Mad&Medier i februar 2013.

Hermed denne uges klumme fra Ugebladet Søndag – hermed online.

For tiden oplever jeg den vildeste husmoderservice. Efter i årevis at have slæbt tunge poser med mad, mel og mælk, ufattelig mange liter mælk, er mine arme nu ved at genfinde deres naturlige længde. For nu er der i stedet en lang række stærke mænd, som strider sig gennem snestorme for at bære mine varer for mig. Det er ret skønt at se på. De slæber poser og kasser hele vejen ind i mit køkken. De kommer med mad. Yndlingskager. Husholdningsartikler. Krukker. De tunge jordposer til haven. Friske fisk. Lækre grøntsager. Frugt. Madpakkehalløj. Middagsretter. Opskrifter og alle mulige lækre ingredienser til vores aftensmad. De kommer endda også med bøger, planter og frø til drivhuset. Det er intet mindre end fantastisk! Og jeg fatter ikke, at jeg har været så lang tid om at ændre vaner.

Jeg er gået fra udelukkende at få post, brænde, halmballer og avisen leveret på matriklen til pludselig at gå all-in på nethandel. Jeg ved ikke, om vi skal beskylde finanskrisen, klimabekymringerne eller den sunde fornuft for at stå bag. Men faktum er, at jeg: A. Ikke gider shoppe = forbruge noget ubrugeligt mere. B. Er blevet helt vild med at bestille mine varer på nettet, da det sparer mig for at blive fristet til at købe alt muligt skrammel. Og så sparer det også brændstof, tænker jeg, når en enkelt bil kører rundt til mange kunder her i området på en gang. Nu vi er ved miljøet: Jeg får kvalme af, at vi smider 40 procent af al den mad, vi køber, ud igen. Der er brugt så meget af Moder Jords energi på at skabe maden, pakke maden, emballere maden, transportere maden… og så smider vi den bare ud. Når man køber velovervejet og på nettet, tror jeg på, at man kan formindske impulskøb og dermed madspild. (Det samme gælder for tøj). 

Min seneste bog hedder Spis Din Have – klimakrisen set fra køkkenhaven. Den er en glad og lettilgængelig bog om at dyrke i byer og på lidt plads. Men den er også en bog, der tager praktisk fat på, at vi stå overfor nogle meget store kriser i verden. Fødevarekrise. Klimakrise. Sundhedskrise (fedme, fejlernæring). Finanskrise. 

Bogen tager fat på det faktum, at vi er ved at gå rabundus. Fordi vi ikke tager livet og jorden alvorligt. Fordi vi spiser helt forkert – så vi bliver usunde, ikke sunde. 80 procent af vores sundhedsudgifter går allerede nu til livsstilssygdomme.

Vi spiser og drikker forkert. Og vi passer ikke på vores jord, som er den, der skal brødføde os.

Vi dyrker ikke jorden – mulden – på en måde, så den bliver bedre for vores efterkommere at dyrke og leve af. Det kan vi ændre på! Vi kan dyrke mere selv og kræve mere økologi i alle landbrugsproduktioner i hele verden.

Vi tager heller ikke vandet alvorligt. Så ville vi ikke sidde roligt på stolen mens 40 procent af alle danske vandboringer er blevet lukket af vandværkerne for bestandigt, fordi de er forurenede af roundup og andet skrammel, som vi alle sagde, ikke ville gøre nogen skade. Vi kan kræve, at der bruges mindre gift i landbruget – og vi kan selv undlade brug af roundup i haverne… Vi kan dyrke jorden rent og økologisk. Sådan at den bliver bedre for vores børn at dyrke end den var for os.

Min bog handler om, at vi selv kan gøre noget. Sammen med de millioner af andre mennesker verden over, der gør noget. Vi står foran den største fødevarekrise verden endnu har set. Vi er på vej mod de 9.milliarder mennesker i verden. Vi skal alle sammen have mad. Den mad skal komme fra jorden. Fra frø. Selv kød kommer helt grundlæggende fra frø – fra at noget mad til et dyr er groet ud af et frø.Vi må bruge jorden fornuftligt. Overalt. Vi kan gå med i den verdensomspændende bevægelse, som allerede er meget stor i Amerika, Asien, Afrika og ja, på Cuba, og dyrke mad i byerne. Indrette byerne på at alt mad ikke skal bringes ind i lastbiler og fly – men at noget kan dyrkes og skabes inden for bygrænserne. Det handler om Urban Farming.

Vi kan skabe køkkenhaver i parkerne og hjemme hos os selv i baghaverne. Vi kan lave små lommeparker med høns og højbede, som kan vise børn, at mad faktisk ikke gror henne i supermarkeder. Vi kan lave suppekøkkener med mad dyrket inde i byerne. Vi kan dyrke en lille smule selv og være med i community gardens – fælles haver – ligesom de ses i USA, hvor selv præsidentparret går foran og er selvforsynende med en have i byen – foran det hvide hus i Washington DC.

Vi kan alle sammen gøre noget. At vi ikke kan gøre alt og blive totalt selvforsynende året rundt betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Alle kan dyrke en lille smule. Om ikke andet bare krydderurter i altankassen. Det handler min bog om…

Bogen kan købes i alle boghandler, lånes på biblioteket eller købes signeret af mig. Den er vistnok billigst hos netboghandlerne. 

Politiken i dag…. Serie om elite. HERMED ONLINE (tryk på dette link).

Jeg gør lige opmærksom på, at min rubrik var “Intet sted er uligheden større end inde i mikroovnene” – jeg har ikke valgt den uhensigtsmæssige rubrik med underklassen… 

Der foregår noget rituelt hjemme hos haveelskerne i denne tid: Julen er overstået. Vi er ovre det værste mørke. Vi er forbi Kyndelmisse.  Om lidt er det vinterferie. Lyset er kommet tilbage. Og så kommer nyorienteringen. Et helt nyt år. Et helt blankt lærred i haven, der kan males på med blomster og farver og former. Hvilken mulighed for igen at begynde forfra. Se magien spille igen… Og nu til det rituelle. Vi sidder og luner os. Ryggen har godt af en pause. Der er ild i brændeovnen. Te på kanden. Katten spinder. Og… Der åbnes for gode yndlingswebsteder, som sælger frø. Åh, skønne frøposer. Knitrende små frøposer, som det er så nemt at forkøbe sig i. Nemt at få tilsendt med posten. De vejer jo næsten ingenting og giver næring til store drømme om skønhed, farver, buketter og pragt. Hvis de da ikke ligefrem lover mad. For indenfor de seneste år, har frø til grøntsager overhalet salget af frø til blomster. Det nyttige tager over for det æstetiske.

Frøperspektiveringer

At sysle med at så og plante er mere end at så og plante. Det er et lille bitte bidrag en bedre verden og mere grøn og mere logisk verden. Vi har set det før – under 2.verdenskrig – hvor havebøger blev revet væk og hvor alle med respekt for sig selv og verdensfreden, såede, plantede og høstede… Og hvor Victory Gardens Bevægelsen blev til… (dette har jeg skrevet meget mere om i min seneste bog: Spis din have – klimakrisen set fra køkkenhaven).

Nu har vi en anden krise. Også den krise kan vi tænke den ind i vores bortgemte kompostkasser og sydvendte køkkenhaver: Hvis vi alle sammen dyrkede en lille smule have til husbehov (gerne i en altankasse) så kunne vi alle sammen lære nogle børn (og voksne) at mad ikke nødvendigvis kommer fra supermarkeder og at det er en tanke værd. Det her med lokal mad, klimabevidsthed og bæredygtighed. (FORTSÆTTES NEDENFOR – DU FÅR EN FRØLISTE – DU SKAL BARE TRYKKE PÅ CONTINUE READING…). 

Hermed på opfordring denne uges klumme fra ugebladet Søndag online… 

”Jeg elsker Marianne Jelved!”. Hørte jeg mig selv sige. “Endelig kommer der en 69-årig kvinde ind på scenen og viser de unge, hvordan det skal gøres. Jeg vil også virkelig gerne have Mogens Lykketoft tilbage. Og Ritt Bjerregaard. Og Poul Nyrup. Og Jytte Hilden. Hilden er lige blevet 70 år, det er jo ingen alder, hun har masser at byde på… Alle fra det gamle band, burde samles igen”… Sagde jeg, og jublede lidt ved tanken.

”Okay”, sagde min gamle venstreorienterede kollega, som er blevet borgerlig på sine gamle dage og som beskylder mig for at være konservativ. Hvad han denne dag havde ret i. For jeg fortsatte: ”Der burde være en aldersgrænse i Folketinget. Man skal tilbage til de tider, hvor man skulle være fyldt 30 år for at bestemme noget. Indtil da kunne man bare bruge tiden på at blive vis. Og i øvrigt”… sagde jeg og blev helt begejstret ved tanken: ”Så skal man også helst have prøvet, at gå ned med en fiskefabrik eller frisørforretning i en finanskrise. Eller noget andet, der har givet lidt knubs. Man burde faktisk også have prøvet at være arbejdsløs. Eller arbejdsgiver. Gerne begge dele for at skabe noget perspektiv, ingen af delene er jo lette…”. Forsatte jeg. ”Og så skal man for resten også have taget filosofikum. Ja, det kan man godt nok ikke mere, men alligevel. Så må man læse noget litteratur, noget filosofi, noget historie – og i hvert fald alle store politikeres biografier og alle de store taler gennem tiden…

Man skal vide noget. Det er det, jeg mener. Man skal bruge det til at finde ud af, hvad det er, man ikke ved, at man ikke ved”. Sagde jeg, og min kollega lyttede tålmodigt og grinede lidt i det skæg, han har anlagt fordi han synes, det er pænt med sådan noget gråsprængt look. ”Det nytter ikke noget, at de, der bestemmer, ikke har erkendt deres ikke-viden! Og jeg mener også – og måske frem for alt – at man skal have haft en hel masse skod-jobs og have fået alle mulige forskellige erfaringer ude fra livet, hvis man vil være med til at bestemme”.

”Skod-jobs?”. Sagde min kollega og smilede mildt i vintersolen. Vi var ude at gå tur. Man taler og tænker så godt, når man går. Nogle gange kommer alle mulige ideer farende. Andre gange, får man formuleret, hvad man har været irriteret over længe, uden rigtig at kunne formulere det, før benene går derudaf. Det sker igen og igen for mig. Især i øjeblikket, hvor jeg går meget lange ture hele tiden i håbet om, at de kilo, jeg har taget på, siden jeg blev 40 år, vil rasle af, mens jeg går.

”Ja, skodjobs, sådan nogle som både du og jeg har haft masser af!”. Fortsatte jeg, da min skrive-kollega gennem snart tyve år spurgte: ”Der sidder folk i folketinget, og laver love, som handler om folks arbejdsliv, men de har aldrig nogensinde haft et arbejdsliv udenfor Christiansborg. Nogle af dem har haft meget, meget begrænsede erhvervserfaringer. Næsten ingen har prøvet at skabe arbejdspladser i virkeligheden. Der er næsten heller ingen selvstændige derinde… Og jeg tror ikke på, at man kan være politiker – og i grunden heller ikke journalist – hvis man ikke har prøvet at være derude, hvor folk er, hvis man ikke har gjort sig erfaringer på egen krop. Hvis man ikke både har haft skodjobs, hvor man har tørret lort og hvor man har lavet spandevis af kaffe og haft umulige mødetider og en underbetalt løn. Hvis man ikke har prøvet noget, så falder man let i den med at dele folk op i tabere og vindere, ofre og skurke. Man tror, at dem, der skaber arbejdspladser, er onde, hvis man er venstreorienteret og at dem, der er arbejdsløse, er dovne, hvis man er borgerlig. Man aner ikke noget om noget, hvis man ikke har prøvet at være ude i virkeligheden selv!”.

Min kollega skuttede sig i de fem graders frost, satte sig på en bænk og gav sig til at drage paralleller til Brødrene Mann’s forfatterskab. Hvilket bare understregede min pointe.  Der er meget godt at sige om ungdom, men erfaringer, dem får man med alderen. Med erfaringer følger indsigt. Man kan gå direkte fra folkeskole til folketing (med en blød mellemlanding i noget mellemlang eller lang uddannelse), men det giver ikke det, som mine venner i Afrika kalder ”life skills”. Vi er til fals for ungdom i Danmark. Vi falder på halen over dukse, der går den direkte vej – ja, vi opfordrer ligefrem de unge til at ”komme hurtigt gennem studierne” og ind på arbejdsmarkedet (og ind i ministerierne, lader det også til). Jeg synes, vi skulle gøre noget andet. Jeg synes, det er meget mere forbilledligt, at være vis. At være et menneske med visdom og evnen til at reflektere og sætte sager i sammenhæng. Ligesom nu Marianne Jelved.