Kærlighed og kildevand

Denne blog er en klumme i ugebladet Søndag. Mandag d. 6.september 2010.

Min næste bog handler om at spise sin have. Derfor prøver jeg at sætte mig ind i den svære kunst at dyrke grønsager – og det har fået mig til at tænke nøje over…  Kærlighed. Det, at dyrke noget biodynamisk, kan sammenlignes med kærlighed. Hvis det da ikke ER kærlighed.

Den biodynamiske inspirator Rudolf Steiner sagde, i et foredrag til landmænd i 1924, at ”i naturen påvirker alle elementer hinanden i en gensidig vekselvirkning. Det ene påvirker altid det andet”.

Det er ikke meget, der skal til. Lidt støv fra en blomst på en bi bestøver en anden blomst og der kommer en bedre tomat- eller æblehøst. Et kærlighedsbarn bliver til i et lille bitte svagt øjeblik og det er stor lykke. En smule velomsat organisk gødning – røllike og brændenældesnask – opblødt i regnvand spredes og skaber mirakler. En uventet berøring – eller blot et blik mellem en mand og en kvinde – kan afgøre skæbner. Man ved, hvad man ved. Der er ikke noget at gøre.

Men så pludselig kan den naturlige vekselvirkning blive forstyrret. I konventionelt landbrug har man en tendens til at overdrive og til at ensrette. Når man vil gøre noget godt for sine marker, så gør man for meget. Man kører kæmpe tankvogne af gødning ud og vi holder os for næsen. I biodynamisk landbrug gøder man også. Ganske lidt. En antydning. En smule organisk gødning spredt ud, når månen står rigtigt på himlen. Man giver sin jord opmærksomhed, der hverken lugter eller skader andet levende. Man skal efterlade jorden i en bedre stand, end man overtog den. Tænk, hvis man kunne sige det, om mødet mellem mennesker. Give mere end man tager. Efterlade det menneske, man har mødt og måske elsket, i en bedre forfatning. Tænke på ”den anden” og på fællesskabet, før man tænker på sig selv. Vise, at man forstår, at ”den anden” er en ”knap ressource”, der skal værdsættes her i dette forunderlige liv.

Sagt med et smil vil jeg påstå, at først nu, hvor jeg forstår grønsagsdykning, forstår jeg, hvad jeg har imod tidens mange dating-scenarier: Det er ikke de mest interessante og mest velsmagende jordbær, der vinder i konventionel drift, men de nemmeste, smukkeste og glatteste. På datingsiderne kan vi udskifte jordbær med mennesker. Der foregår udvælgelse – kurtisering er det vel næppe – som ikke forekommer særlig organisk eller eftertænksom. Ikke noget med at værdsætte biodiversitet. En af varianterne kaldes speed-dating. Et par minutter til at sige ”duer ikke, væk”. Videre. Datingmarkedet er effektivt og resultatorienteret. Ligesom det konventionelle landbrug. Det er som forskellen mellem fast-food og slow-food. Det kan påstås, at vi bliver mætte af begge dele. Men ingen er vel i tvivl om, at ”rigtig mad” er mad, som vores tipoldemødre ville genkende som mad, hvis de kom forbi, det er ikke langtidsholdbare færdigretter/hurtige happy meals med ingredienser fra syv lande sat sammen i noget salt og fedt materiale, som påstår, at det er mad.

Det er endelig gået op for mig, præcis hvad det er, jeg har imod systematisk dating og pladderromantisk virak, som er så målrettet, effektivt og iscenesat.

Engang forsøgte en mand sig med en storslået invitation: Kuvert med flybillet til Middelhavshavn, dress-code, lyst-yacht, champagne og hele udtrækket. Jeg afslog høfligt. Skrev, at han nok havde fået fat i den forkerte, for jeg ville sådan set hellere sidde i en gammel sweater ved et lejrbål under en fuldmåne og dele røverhistorier. Jeg følte mig fejlcastet til det fancy. Jeg følte, at det blev forventet af mig, at jeg iført fjerboa faldt jublende om på et laksefarvet satinsengetæppe med stiletmorgentøfler roterende over hovedet, som en russisk oliemilliardærs hustru, mens jeg takkede min skaber for mit held (og bad om mere). Men det er ikke lige mig.

Romantik er som at dyrke biodynamisk, det handler om antydningens kunst. Kærlighed er noget meget fint og sårbart noget, ligesom unge grønsager: Alt, alt, alt kan jo gå galt, når man dyrker sin have. Der kan komme uvejr. Farer udefra. Snegle. Lus. Væksten er svær… Det kræver indfølingsevne og også godt med held, at få noget til at gro. Men så pludselig, så kommer der spirer, planter, blomster, farver og stor frugtbarhed – og man er lykkelig. Og man ved, det snart er forbi. Livet i haven er kort.Det bliver vinter om lidt. Men det bliver altid forår og sommer igen i haven og i naturen. Og vekselvirkningen er livsbekræftende.

Det siger vel ikke så lidt om mit uromantiske væsen, at det skulle være, da jeg satte mig grundigt ind i grønsagsdyrkning, at jeg – så småt – begyndte at forstå kærlighed.

Kommentarer