Skilsmissekommunikation
Her bringer jeg online-version af det debatindlæg der er at finde på s.9 i Politiken Debat i dag, onsdag den 23.2.2011.
Man straffer folk, der gør sig umage
I en række artikler i Politiken i oktober kunne vi måbende læse om Joy-Maria Frederiksen, som har begået den synd, at invitere sin eksmand til aftensmad. Det skal straffes. Nu er der faldet dom i sagen – og den enlige mor skal betale 100.000 kr til Høje-Tåstrup kommune. Det er de ydelser hun har modtaget til sine børn siden far og mor blev skilt for to år siden. Hvori består Joy-Maria Frederiksens forbrydelse? Hun er et moderne menneske – som forstår, at det gælder om at have øjnene på bolden i en skilsmissesituation. Bolden er børnene. Hun inviterer af og til sin eksmand til at spise med, når han afleverer børnene. Han har, som den ansvarlige far han åbenbart er, købt lidt ind for sine børns mor, da hun lå syg. Og far og mor deler fortsat en gammel bil, der følger børnene. Det er en nabo, der har angivet. Anonymt. Og så kørte sagen. Der nu har nået sin foreløbige afslutning.
Sidste år udgav jeg en bog om positiv skilsmissekommunikation på forlaget Gyldendal og talte i den forbindelse med rigtig mange skilsmisseforældre. Jeg fokuserede på dem, der er gode til at være skilt. Hvad kan nye skilsmissefamilier lære af dem? De fortæller samstemmende, at de sætter børnene først. De spiser sammen med børnene. De fortager sig ting sammen med børnene. Tager måske endda på ferie sammen eller holder jul sammen. De bor måske i en periode lige efter skilsmissen på skift i den samme bolig, sådan at det ikke er børnene, der skal flytte frem og tilbage, men de voksne. De hjælper hinanden i småt og stort, fordi de erkender, at de altid vil være i familie, når de har børn sammen. De er rummelige overfor hinanden og forsøger at holde kontakten til hele barnets store familie – det vil sige også den tidligere svigerfamilie, som altid vil være barnets familie.
Joy-Maria Frederiksen og hendes eks-mand er en af disse moderne skilsmissefamilier, som der heldigvis findes flere og flere af. Men reglerne på området er 40 år gamle og tager ikke højde for, at os, der er 2. og 3.generations-skilsmissefamilier, er blevet klogere. Vi, der er forældre nu, har lært af vores egne skilsmissebarndomme i 1970erne og 1980erne. Vi forsøger generelt at fokusere mindre på egne behov og mere på helheden. Øjnene på bolden.
Vi kører ikke modellen med ”clean cut” i dag – sådan som man gjorde i gamle dage. Heldigvis ikke så tit i hvert fald. For vi ved, og har mærket på vores egne skilsmissebarnekroppe, at det ikke gjorde noget godt for nogen, at far og mor ”ikke kunne forholde sig til” at spise en hurtig middag sammen ”for børnenes skyld”. For 30-40 år siden, da loven blev lavet, var det i det hele taget rasende umoderne at gøre noget ”for børnenes skyld”. Tiden var en anden. Dengang var det topmoderne at have gang i et selvrealiseringsprojekt, som for første gang i historien eksempelvis sendte småbørn i heldagsinstitutioner og ændrede den måde, man opdragede børn på for bestandigt (man overlod det til andre). I 1971, da loven blev lavet, ændrede familiestrukturerne sig voldsomt, skilsmisser blev meget almindelige og det var helt normalt, at et brud betød, at eks-familier fuldkommen mistede hinanden af syne.
I dag kan netop dette aflæses ikke bare i den lov, der er så forældet og som kriminaliserer familier, der ses og spiser sammen, men også i testamenterne. 22 procent af den tids skilsmissefædre, har forsøgt at skrive ”gamle børn” ud af testamentet og prøver at komme omkring en minimal tvangsarv til ”de tidligere børn”, fordi de helt har mistet kontakten med dem. Sådan er det heldigvis ikke mere – nutidens skilsmissefædre er engagerede og mister ikke børnene af syne. Nu er tendensen, at skilsmisseforældre taler sammen og at de deler børnene imellem sig, bor tæt på hinanden, holder fødselsdage sammen og kommunikerer positivt med hinanden.
De 40 år gamle regler stammer fra loven om Børnetilskud. Den lov må straks laves om og tilpasses virkeligheden. Joy-Maria Frederiksen skal ikke have en bøde. Hun skal have en ordentlig krammer, fordi hun gør sig umage med sin rummelige skilsmissefamilie.
PS. Bogen jeg omtaler er Lev Livet Selv – sådan bliver du lykkelig efter en skilsmisse. Forlaget Gyldendal. 2010. 269 kr. Fås hos boghandler, på biblioteker – og kan købes med rabat her hos Gyldendal online (tryk på link, så er du videre). Den fås også hos mig i Kronprinsessegade 15. Jeg holder foredrag om emnet over hele landet. Se dette link… http://signewenneberg.dk/foredrag/
Hvis du vil læse mere: Så har jeg skrevet en artikel på K-forum om emnet. Søg under skilsmissekommunikation.
Kommentarer
Trackback from your site.
Comments (1)
Tanja Johansen
| #
Tusind tak for den fine blog du har skrevet! Det varmer helt inde i hjertet, når der med, desværre, store mellemrum, er et menneske som ser virkeligheden, bag kommunernes lynch justits.
Det er svært at sætte sig ind i, hvor stor en forbrydelse det er at fratage et menneske eksistensgrundlaget og samtidigt bruger medierne til at retfærdiggøre denne handling, ved at udråbe en bestemt gruppe i befolkningen, som sociale bedragere.
Troen på demokratiet og retssamfundet smuldrer bort, når man på egen krop oplever, at blive udråbt og straffet som forbryder, uden beviser og uden en “sandssynliggørelse”, som bunder i noget der har afsæt i lovgivningen. Retsikkerheden fordrer at retstilstanden skal være klar, det skal således indenfor det strafferetlige område, være klart beskrevet hvad der er ulovligt- det må ikke være beskrevet i vagt formulerede “gummiparagraffer”, der kan anvendes vilkårlig.
Det siger sig selv, at en bekendtgørelse der giver kommunalarbejdere lov til at fratage folk deres ydelser uden at bevise, at de har gjort noget galt, er et skred i retssikkerheden og når den samlede vurdering af, hvordan “sandsynliggøre” skal tolkes er at kommunalarbejderen selv må vurdere, hvad der er ulovligt, så bliver det umuligt at navigere rundt i, hvad man må og ikke må.
Når man dertil lægger at man i nogle kommuner anvender bonusordninger til dem der fanger flest “sociale bedragere”, sætter budgetkrav og i øvrigt ikke kræver at kommunal arbejderen har en relevant uddannelse, til at varetage en sådan magt, så kan det ikke komme bag på nogen, at det må ende i store uretfærdigheder på stribe.
Loven siger, at man ikke må have fælles økonomi og fælles husholdning, som enlig forsørger. Det er til at forholde sig til. De utallige fortolkninger af fælles husholdning er til gengæld umuligt at efterleve, medmindre far er død eller slet ikke inde i billedet.
Metoden er grundlovsstridig og i klar strid med menneskerettighedernes art. 6, der siger at anklagede for forbrydelser har ret til en retfærdig og offentlig rettergang og til at anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist og art. 7 der siger, at ingen kan straffes for noget, som ikke var strafbart, da det blev begået.
Men menneskerettigheder, retsikkerhed og almindelig lovgivning er en by i Rusland, når man først er fanget i det offentliges net, hvor man bevidst tilsidesætter selv de retningslinjer som er dem givet på dette område. F.eks kravet om at kommunen skal melde socialt bedrageri til politiet. Kommunerne ved godt, at deres sager hviler på så løst et grundlag, at de aldrig vil vinde sagen i en normal domstol, så strategien til succes har været og er, at tage loven i egne hænder og selv dømme borgeren for socialt bedrageri. I det offentlige system har man nemlig ikke krav på juridisk bistand og forsvar, forsikringen dækker ikke og fri proces kan man ikke få, for det er nemlig statsamtet der bestemmer hvem der skal tilkendes dette. Borgeren der er straffet og dømt af det offentlige, har ingen muligheder for at tage sagen ud i en normal domstol, for advokater er dyre (og i øvrigt meget svære at finde, hvis man skal have en med speciale i socialret) og man har ingen penge, for dem har man fået frataget.
Og nu ser man så kommunerne komme frem med ønsker om, at sætte lovgivningen fuldstændig ud af funktion for folk der modtager en eller anden form for offentlig ydelse. For så kan de fange dobbelt så mange “sociale bedragere”. Det er folkeforførelse af værste skuffe og minder skræmmende meget om nazi-Tysklands “del og hersk” metoder. De mange millioner som kommunerne praler med de har inddraget i forbindelse med socialt bedrageri er alene et udtryk for, hvor mange millioner de har frataget mennesker. Det er ikke op til kommunerne at dømme folk, som bedragere og med viden om, hvad disse “domme” bunder i, så er det mere held end forstand, hvis der er reele sociale bedragere bag disse kommunale succeshistorier. Det er æreskrænkende at være en del af denne statistik og på den måde blive ringeagtet i sine medborgeres øjne. For hvilken forbrydelse? At have et godt forældre samarbejde, på trods af at man ikke længere ønskede at leve sammen som en familie.
Og hvem betaler den ultimatives pris? Det gør børnene!
Skam over politikkerne, som med deres kedelige menneskesyn, smadrer det fundament vores samfund hviler på og skam over mennesker som for ussel mammon, vender det blinde øje til almindelig sund fornuft og med sladretante metoder, ødelægger livet for små børn.
Hvis loven ikke er lige for alle, hvad er det så for et samfund vi lever i og hvordan kan vi stille os op og fordømme bananrepublikker, når vi ikke er et hak bedre selv?
Det er sandheden, men hvordan får man sine medmennesker til at se den, når løgnen centrifugerer rundt og er langt mere underholdene?
Jeg ved det ikke? Jeg ved bare, at jeg bliver så taknemmelig og varm om hjertet, når enkelte, heriblandt dig, stiller sig op og taler for os, der er oppe mod en mægtig modstander.
Vi trænger nemlig til et ordenligt kram, til støtte og til hjælp, i et system, hvor vi ikke kan vende os nogen steder hen.
Af hjertet tak!! Du giver håb om, at den danske sjæl ikke er helt forrådnet.
Reply