By: Tanja Johansen

Tanja Johansen — Wed, 23 Feb 2011 11:59:40 +0000

Tusind tak for den fine blog du har skrevet! Det varmer helt inde i hjertet, når der med, desværre, store mellemrum, er et menneske som ser virkeligheden, bag kommunernes lynch justits.
Det er svært at sætte sig ind i, hvor stor en forbrydelse det er at fratage et menneske eksistensgrundlaget og samtidigt bruger medierne til at retfærdiggøre denne handling, ved at udråbe en bestemt gruppe i befolkningen, som sociale bedragere.
Troen på demokratiet og retssamfundet smuldrer bort, når man på egen krop oplever, at blive udråbt og straffet som forbryder, uden beviser og uden en “sandssynliggørelse”, som bunder i noget der har afsæt i lovgivningen. Retsikkerheden fordrer at retstilstanden skal være klar, det skal således indenfor det strafferetlige område, være klart beskrevet hvad der er ulovligt- det må ikke være beskrevet i vagt formulerede “gummiparagraffer”, der kan anvendes vilkårlig.
Det siger sig selv, at en bekendtgørelse der giver kommunalarbejdere lov til at fratage folk deres ydelser uden at bevise, at de har gjort noget galt, er et skred i retssikkerheden og når den samlede vurdering af, hvordan “sandsynliggøre” skal tolkes er at kommunalarbejderen selv må vurdere, hvad der er ulovligt, så bliver det umuligt at navigere rundt i, hvad man må og ikke må.
Når man dertil lægger at man i nogle kommuner anvender bonusordninger til dem der fanger flest “sociale bedragere”, sætter budgetkrav og i øvrigt ikke kræver at kommunal arbejderen har en relevant uddannelse, til at varetage en sådan magt, så kan det ikke komme bag på nogen, at det må ende i store uretfærdigheder på stribe.
Loven siger, at man ikke må have fælles økonomi og fælles husholdning, som enlig forsørger. Det er til at forholde sig til. De utallige fortolkninger af fælles husholdning er til gengæld umuligt at efterleve, medmindre far er død eller slet ikke inde i billedet.
Metoden er grundlovsstridig og i klar strid med menneskerettighedernes art. 6, der siger at anklagede for forbrydelser har ret til en retfærdig og offentlig rettergang og til at anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist og art. 7 der siger, at ingen kan straffes for noget, som ikke var strafbart, da det blev begået.
Men menneskerettigheder, retsikkerhed og almindelig lovgivning er en by i Rusland, når man først er fanget i det offentliges net, hvor man bevidst tilsidesætter selv de retningslinjer som er dem givet på dette område. F.eks kravet om at kommunen skal melde socialt bedrageri til politiet. Kommunerne ved godt, at deres sager hviler på så løst et grundlag, at de aldrig vil vinde sagen i en normal domstol, så strategien til succes har været og er, at tage loven i egne hænder og selv dømme borgeren for socialt bedrageri. I det offentlige system har man nemlig ikke krav på juridisk bistand og forsvar, forsikringen dækker ikke og fri proces kan man ikke få, for det er nemlig statsamtet der bestemmer hvem der skal tilkendes dette. Borgeren der er straffet og dømt af det offentlige, har ingen muligheder for at tage sagen ud i en normal domstol, for advokater er dyre (og i øvrigt meget svære at finde, hvis man skal have en med speciale i socialret) og man har ingen penge, for dem har man fået frataget.
Og nu ser man så kommunerne komme frem med ønsker om, at sætte lovgivningen fuldstændig ud af funktion for folk der modtager en eller anden form for offentlig ydelse. For så kan de fange dobbelt så mange “sociale bedragere”. Det er folkeforførelse af værste skuffe og minder skræmmende meget om nazi-Tysklands “del og hersk” metoder. De mange millioner som kommunerne praler med de har inddraget i forbindelse med socialt bedrageri er alene et udtryk for, hvor mange millioner de har frataget mennesker. Det er ikke op til kommunerne at dømme folk, som bedragere og med viden om, hvad disse “domme” bunder i, så er det mere held end forstand, hvis der er reele sociale bedragere bag disse kommunale succeshistorier. Det er æreskrænkende at være en del af denne statistik og på den måde blive ringeagtet i sine medborgeres øjne. For hvilken forbrydelse? At have et godt forældre samarbejde, på trods af at man ikke længere ønskede at leve sammen som en familie.
Og hvem betaler den ultimatives pris? Det gør børnene!
Skam over politikkerne, som med deres kedelige menneskesyn, smadrer det fundament vores samfund hviler på og skam over mennesker som for ussel mammon, vender det blinde øje til almindelig sund fornuft og med sladretante metoder, ødelægger livet for små børn.
Hvis loven ikke er lige for alle, hvad er det så for et samfund vi lever i og hvordan kan vi stille os op og fordømme bananrepublikker, når vi ikke er et hak bedre selv?
Det er sandheden, men hvordan får man sine medmennesker til at se den, når løgnen centrifugerer rundt og er langt mere underholdene?
Jeg ved det ikke? Jeg ved bare, at jeg bliver så taknemmelig og varm om hjertet, når enkelte, heriblandt dig, stiller sig op og taler for os, der er oppe mod en mægtig modstander.
Vi trænger nemlig til et ordenligt kram, til støtte og til hjælp, i et system, hvor vi ikke kan vende os nogen steder hen.
Af hjertet tak!! Du giver håb om, at den danske sjæl ikke er helt forrådnet.

Comments on: Skilsmissekommunikation

By: Tanja Johansen