Rejseblog fra Afrika – # 1 ud af 3. I samarbejde med MetroXpress.

TANZANIA. Vi var virkelig sultne, da vi vågnede på et skur-agtigt grænsehotel uden mad, strøm eller toiletter. Vi var ved en grænseovergang mellem Uganda og Tanzania. Vi havde rejst uafbrudt i fire dage. Havde intet fået siden et kedeligt morgenmåltid i Ugandas hovedstad Kampala og nu var det morgenen efter den morgenmad. Vi havde ventet i ti timer på stempelmanden for at komme over grænsen. Sådan er det her.

Færdselsreglerne er anderledes og venligere end i Uganda. Her er også mindre beskidt. Der er fælles rengøringsdag i naturen hver lørdag, fik vi at vide, og der er fællesarbejdsdage hver tirsdag, hvor man lapper huller i veje. Landet er frodigt og smukt, som vi sådan kører igennem det denne formiddag. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der er sket her. Folkemordet i Rwanda lige omme på den anden side af bjergene. AIDS-epidemien. Og her og der ses stadig markante mærker efter krigen mod den sindssyge ugandiske diktator Idi Amin (1978-79). Der er stadig afbrændte huse og kirker på bakketoppe som står som monumenter fra den krig.

Vi kørte og kørte. Og kørte fast på savannen. Det har været regntid et par måneder nu og det har regnet rigtig meget denne regntid, derfor kører biler fast og skrider ud. Vi kom nogenlunde hurtigt op igen og igennem, modsat de mange lastbiler og biler, der ikke var firehjulstrækkere som vores, hvor passagerne måtte fortsætte til fods og køretøjer efterlades. Videre. På savannen så vi masser af fantastiske fugle, blandt andet flokke af Marabou storke, men ingen elefanter og aber, som man ellers også kan støde på her.

Vores ven kørte hurtigt, som man gør, for at flyve over hullerne i vejen og vi nåede frem til en lille by, hvor vi endelig kunne få noget mad. Ah, omelet og samosa.

HJÆLPEPROJEKT FOR AIDSBØRN

 

Vi tilbragte resten af dagen med at høre om det virkelig nyttige arbejde, som vores ven Vernant Mugenyi arbejder med. Og som støttes af den danske stat og af den folkekirkelige organisation Danmission. Det handler om at hjælpe de børn, der har mistet forældre til AIDS, som var en kæmpestor epidemi her i området fra begyndelsen af 1990erne. Omkring 1995 var der 15 procent smittede i området, nu er det tal nede på 3.7. De smittede bliver ofte opdaget, når de melder sig som bloddonorer for syge slægtninge. De fleste tror på held, heksekunst, Gud og overtro her, så mange går ikke af egen drift hen og får en test, sådan som vi danskere ville gøre, hvis folk var døde som fluer omkring os, som det er sket her.

Vernant forklarer, at hjælpe-organisationen for de AIDS-efterladte børn har taget hånd om først børnenes fuldkommen basale behov: Mad og husly. Senere er der blevet overskud til at fokusere på at sende dem i skole, sørge for at de får både en boglig uddannelse, men også lærer om husgerning og havepasning samt borgerrettigheder og juridiske rettigheder. Børnene her skal lære alt i skolen for hjemme, er de en del af de ”child headed” familier. Familier bestående kun af børn.

Mens Vernant viser mig rundt i sin ”forsøgshave” som han har lavet for at forklare børnene om dyrkningsmetoder, sædskifte, kompost, jordforbedring og biodiversitet, fortæller han om arbejdet. Der dyrkes ananas, tomater, bønner, hvidløg, mango, kokos, løg, kartofler, brødfrugter, mange slags bananer og blomster her. Jeg elsker Vernants kommentar om blomsterne:

”Blomster er vigtige, må du forstå, det er vigtigt, at vi lærer børnene, ikke bare om at overleve, men at vi også tager os tid til at lære dem om blomster, om æstetik og om at holde et hjem. Noget deres mødre ville lære dem, hvis de var her”.

Vernant fortæller videre om den power-grød, som består af fem konsorter og tre slags grønne urter, som han bruger i arbejdet med at få de helt tynde og udsultede børn op i vægt og fremviser stolt vægtskemaer og BMI-indexer for ”sine børn”. Ligesom han viser mig skemaer over betalte skolepenge og afkrydsningslister fra skolerne, hvor det ses, at børnene møder frem. Han er meget optaget af børnenes juridiske rettigheder og har ikke tal på hvor mange børn, han er eller har været værge for.

NØDHJÆLPEN ER GÅET IND I EN NY FASE

Fordi AIDS er ved at være et ”gammelt” problem, er børnene, der er ofre for sygdommen, også ved at blive ældre. Nogle af dem er fyldt 18 år og er voksne. Hvad så? Så hjælper skolen og organisationen børnene med at få deres arv. I Afrika har næsten alle traditionelt ejerskab over et jordlod. Og børnene (sønnerne) skal arve deres fædres jord og værdier. Men ofte kan de slet ikke huske, hvad der tilhører dem og deres familie, fordi de var så små, da de blev ladt alene tilbage. Derfor indkalder organisationen vidner, kører retssager og laver et omfattende detektivarbejde, så børnene får det tilbage, der tilhører dem. Jeg hører succeshistorier om børn, der har fået deres arv. Kaffeplantager, butikker, huse, hytter, marker og endda et byhus i Dar es Salaam. Man kan næsten altid finde en nabo eller et familiemedlem, som kan huske helt præcis hvad der ejes af hvem. Det med, hvis jordstykke der er hvis, er noget man traditionelt har været vældig opmærksom på i Afrika. Derfor lykkes det at få de forældreløse børn, som nu er unge og næsten voksne at få deres arv.

Nogle af de børn, der bliver hjulpet er Linus og Irene. To søskende i en søskendeflok på fire, der har været alene hjemme de otte år, der er gået siden forældrene døde af AIDS.

Inden jeg får lov til at komme hjem i Linus og Irenes simple hus, taler jeg med dem på skolen. Vi taler om mange ting. Jeg fortæller om mine børn, om sne og om fodbold, som Linus er meget optaget af og Irene fortæller om sit liv som overhoved i en familie. Irene er 18 år, men ser meget yngre ud. Linus er 14 år og har de smukkeste skrå øjne, der dog er alt, alt for alvorlige. Ingen af børnene her på skolen for AIDS-forældreløse smiler med øjnene. De er afrettede. Går rundt i deres hullede skoleuniformer og dårlige sko og gør som der bliver sagt. Men de smiler ikke. Og de smiler slet ikke med øjnene. Mange af dem har ret dårlige tænder, og jeg tænker som mor, at der ikke er nogen, der husker dem på at børste tænder om aftenen. Tænker, at jeg burde have haft tandbørster med til de her børn. Alle børnene. På hele skolen.

Linus og Irene går med til at vise os hvor de bor. De kommer med ind på flapsæderne bag i landroveren. De er tydeligt lettede over at slippe for at skulle gå i en time for at komme hjem. Jeg tilbyder dem en kiks og Linus beholder hele pakken, som spises hurtigt. Børnenes lærer forklarer, at i dag var en af de dage, hvor der ikke var grød til børnene på skolen og derfor har de intet fået at spise i dag. Det sætter min egen lille sult de forudgående dage lidt i relief. Man kan ikke sammenligne. Det ved jeg godt. Men alligevel. Der er ingen, som serverer omelet og samosa for Linus og Irene, når de er sultne, sådan som nogen serverede for os i morges.

ALENE HJEMME

Hjemme hos Linus og Irene er der meget, der er hjerteskærende – selv om det virkelig er fint, at børnene har fået hjælp. Huset er bygget til børnene af AIDS-projektet. Det lerhus de fire små børn blev efterladt i, da forældrene døde, var da ved at brase sammen. Og efter et par år var det gennemhullet. Men indeholdt stadig fire små børn, der var helt alene i verden. Nu har de et hus med en forstue helt uden møbler og to værelser. Et til pigerne. Et til drengene. I drengenes værelse hænger en snor med et par stykker tøj lagt hen over. Der er en enkeltseng med en madras uden betræk. Og et hullet lagen til deling. I pigernes værelse er der en smal skummadras uden betræk på gulvet og et mørkeblåt lagen til deling. Intet andet. I stuen hænger et par fodboldtegninger. Irene, der er husets overhoved, fordi hun er storesøster, trækker et hullet plasttæppe frem fra brænderummet bagerst. Det lægger hun fint til rette på stuegulvet, så der ser pænere ud. Udenfor er et såkaldt køkken. Et klægt lille skur med et bål i midten. På markerne omkring huset dyrker børnene majs og bønner, de kan spise. Og der er også plads til et par blomster. Her sender jeg Vernant en kærlig tanke.

Jeg spørger, hvad der i grunden er det værste, ved at bo børn helt alene uden forældre. Svaret var mere hjerteskærende end man havde kunnet forestille sig. Irene forklarer:

”Vi lader som om, der er nogen, der passer på os. Vi lader som om, der er nogen at komme hjem til, nogen, der venter på os og nogen, der holder af os. I virkeligheden er der ingen. Men vi er nødt til at lade som om for at overleve”.

Jeg vil vide om der slet ikke er nogen, bedstemødre eller nogen fra landsbyen, som giver dem et knus engang imellem. ”Nej, der er ingen. Der er ingen, der bekymrer sig om os”.

Da vi siger farvel giver jeg begge børn et kæmpeknus. Linus holder fast i lang tid.

Selv om børnene føler, at der ikke er nogen, der bekymrer sig om dem, så er der i det mindste skolen og der er hjælpeorganisationerne, som donerer til skolen. Verdenssamfundet hjælper. Vi hjælper. Nødhjælpen hjælper faktisk. Skolen, som bliver betalt af projektet og skolen, der på trods af den ligger en time væk til fods og på trods af, at der ikke altid er hverken power-grød eller såkaldt blød grød, at få, også er børnenes eneste faste holdepunkt. Skolen, der holder styr på børnene. Hjælper dem med skolepengene, boligen, skoleuniformerne, juraen. Men selvfølgelig ikke knus. Og heller ikke tandbørster.

Det tog mig fire dage og en hel masse besværligheder at nå frem til de projekter, jeg gerne ville fortælle om her i Afrika. Undervejs, når jeg var mest sulten og mest træt, tænkte jeg, om det overhovedet er umagen værd, at rejse så langt for at kunne gøre så lidt, som jeg kan. Derfor har jeg tænkt nøje over, hvad jeg kan fortælle, der har den størst mulige værdi. Og når alt kommer til alt, er den besked, jeg med mest vægt kan sende herudefra, dette: I skal vide, at hjælpearbejdet nytter.

Mit næste rejsebrev kommer til at handle om mit besøg hos bønderne i de smukke grønne bjerge helt oppe i nord-øst Tanzania meget, meget langt væk fra alting og med den flotteste udsigt over Rwanda.

SLUT

Facebook kommentarer

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...