Her er min første klumme fra ugebladet Søndag i år. Fik jeg ret i at høflighed ville blive det helt store her i 2012?
Ja, jeg er så blevet 70 år siden vi talte sammen sidst. Men det er der jo så mange gode rock-and-roll-folk der er. Jeg er 1. Begyndt at bruge mine læsebriller hele tiden. Jeg har 2. Været i radioen, hvor jeg talte om ”høflighed som det nye klister for sammenhængskraften” med en jævnaldrende teolog. Jeg har 3. Nynnet, mens jeg har genlæst mine julekort, da jeg lagde dem væk, i en pose, sådan som min mor gør. Ikke noget med at smide pæne håndskrevne breve ud; de skal i kassen med julepynt, så man kan læse dem igen næste år og glædes over dem. Jeg er 70 år.
For et par måneder tid siden, da jeg stadig var først i fyrrene, skrev jeg på facebook, at jeg nok havde været den sidste tante, der skrev julekort. Fra nu af erkendte jeg, at det var en skik, der var gået af mode (jeg tog fejl). Og for første gang ville jeg ikke sende mine evindelige papirjulekort med billeder af børn, hund, kat (og høns, ja, kommentarer frabedes) og småt og stort, fra året der gik. Det var egentlig bare en udmelding til mine venner. En erkendelse.
Men så skete der noget. Som jeg måske burde have regnet ud: Julekort er det nye. Venlighed og høflighed er det nye. At være noget for nogen, er det, der holder det hele sammen. Selvfølgelig!
Jeg har længe arbejdet med ”positiv kommunikation” henne i mit arbejde som kommunikations-konsulent. Her handler det om at få virksomheder og organisationer til at dele god energi, frem for det modsatte. Det er god energi, at tale om positive historier og udvise venlighed, som vi fx har set det i kampagnen for buschauffører. Det er trist energi at tale om at ”der er så meget kvinder ikke forstår”. Nuvel.
Just som jeg havde skrevet min opdatering, ja, så væltede det praktisk talt ind med julekort. Med kærlige hilsener. Også fra jer kære læsere af Søndag. Tak! (Jeg har selvfølgelig svaret alle igen).
Hvad kan vi lægge i den store bunke af venlige og høflige julekort? En hel masse. De er – som jeg formulerede i en lidt anden sammenhæng i radioen – det klister, der holder sammen på det hele. For nok er det fantastisk med de sociale medier, hvor man kan kommunikere til 5000 personer på en gang, når man skriver til sine såkaldte venner. Det er smart. For det er en ny måde at sende et lille ”julekort” eller et lille ”mikro-nyhedsbrev”, men der mangler alligevel noget nerve. Den nerve finder vi kun i en-til-en kommunikationen. Det kan være på sms (det nye postkort). Det kan være i bussen. Det kan være, når vi holder døren for nogen (gør endelig det). Det kan være, når vi ser vores kassemand i øjnene og lige veksler et par ord. Det kan være, når vi husker en fødselsdag.
Når man først begynder at lægge mærke til det, så er det som om høflighed i fællesskabet hyldes overalt i disse dage (undtagen i det politiske liv, sjovt nok). Torben Steno har agiteret for at genindføre ikke bare høflighed, men tiltaleformen De. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Ligesom man ved samme lejlighed kunne kalde lærere ved efternavn i skolen, for at genindføre respekten for voksne og lærde mennesker. (Jeg sagde jo, jeg er blevet 30 år ældre siden sidst).
Der har aldrig før været så mange frivillige, der ønskede at hjælpe til med de fattiges jul og der har aldrig været så mange unge, som har ønsket at lave frivilligt socialt arbejde. Blandt almindelige mennesker er det, som om, det, at være høflig, hjælpsom, venlig og positiv i kommunikationen med andre, er det, der skal bringe os sikkert gennem krisen. Sådan som det har været i de andre meget store kriser i historien, hvor medmenneskelighed og hjælpsomhed, har bragt os sikkert over sundet og gennem krige.
Det er som om det personlige ansvar for at verden bliver et rart sted at være –med eller uden penge og så længe det varer – igen tages alvorligt af den enkelte. Prøv at lyt til snakken på gaden: Man bander mindre end for få år siden. Man hilser pænt. Man sætter sin mobil på lydløs af høflighed (det er nyt). Der synes at være opnået konsensus om at bidrage positivt – også på de sociale medier – som om den kollektive tanke har ramt os, at der er skidt nok i verden. Jeg er ikke blevet 70 år. Indrømmet. Men jeg har besluttet mig til at ”se og lære” og tale sådan som de gamle, før jeg selv bliver gammel. Jeg tror på, at høflighed er det nye her i 2012.
PS. Jeg ved ikke om jeg fik ret. Det er som om der blev to lejre. En, hvor høflighed virkelig er det nye – der kom endda et program på tv om “Høflighed på 100 dage” her i 2012. Men der blev også en mere hård tone, en mere skinger vrede og meget mere voksenmobning i det offentlige rum, end jeg i hvert fald, nogensinde har set før. Det er skadeligt for alle – og ikke mindst for den gode samtale. Som man får lyst til at melde sig ud af. Ja, jeg har også fået lyst til at melde mig ud af Facebook pga dem, der ødelægger den gode stemning derinde. Men julekort… Dem skal jeg i gang med at sende. Man kan ikke sende nok god karma ud! Og i år sender jeg ikke kun private julekort – men også kort til dem, jeg har haft noget at gøre med professionelt i år. Alt er godt.
