Brødkurvsfinten

Har du oplevet, at din bordherre sidder og glor på sin Smartphone? Har du prøvet at undervise eller holde

foredrag for folk, der hellere vil kigge ned i deres Ipad end op på dig? Og hånden på hjertet: Er familien online, når I sidder rundt om bordet derhjemme en hverdag og spiser? Så er det måske tid til at indføre brødkurvsfinten og generobre måltidet.

I slutningen af sidste år ville tilfældet, at jeg kom til at holde en del foredrag for lærere i hele landet. Det handlede om strategisk brug af sociale medier (i retorisk kontekst, som er mit speciale). Samtidig underviste jeg arbejdsløse akademikere i det samme (i moduler over flere dage). Og på nogenlunde samme tid fik jeg, der sådan set elsker sociale medier, privat nok af at lave mad for mine venner og familie for at have en hyggelig og privat aften – for så havne som et tag (person, man peger ud på et billede, eventuelt med lukkede øjne eller et fjollet ansigtsudtryk) eller se fotos fra mit (rodede) køkken på Facebook og Instagram. Jeg kom derfor med en bøn til mine gæster. En bøn, som senere gik videre til mine kursister. Og som endte med en regel, der var ret stor enighed om (fornemmede jeg) når jeg holdt de her foredrag ude blandt lærere og undervisere. Reglen hedder BRØDKURVSFINTEN. Den går ud på, at alle Ipads og Smartphones  samles i en brødkurv ved indgangen. Her ligger de så indtil folk siger farvel. Hvis nogen har små børn/babysittere, så må telefonen blive i jakkelommen (ikke på bordet!).

Det jeg ønsker mig, er at vi igen kan være sammen på en måde, hvor vi er til stede i det vi gør. At vi nyder øjeblikket sammen. At vi smager på maden. At vi hører efter. At vi fører en offline samtale rundt om et bord. At vi hører efter hvad vores værtinde taler om i stedet for at tage billeder af hende, mens hun er iført forklæde og kogte kinder. At vi lytter til vores lærer, som forsøger at lære os noget vigtigt, i stedet for at glo ned i det seneste twitter-feed eller snap-chatte med vennerne, som er det de unge gør lige nu. At vi er til stede!

Jeg har altid ment, at lærergerningen er verdens vigtigste erhverv. Når jeg har rejst i Afrika og Asien oplever

jeg, at de fremmeste piger altid vil være enten læge, sygeplejerske eller lærer. Især lærer. Man skal ikke længere væk end Finland for at opleve, at lærergerningen stadig har høj prestige. I Danmark burde vi skatte vores lærere mere og der burde indføres nogle høflighedsformer, der aftvang respekt for lærernes arbejde med at lære næste generation kundskaber. En af dem kunne være brødkurvsfinten på alle skoler. Også på alle læreranstalter og universiteter og ja… på kurser for arbejdsløse akademikere. Man kan ikke lære nogen noget, hvis de har deres opmærksomhed et andet sted. Derfor skal vi have telefonerne væk.

Jeg skriver og sender denne klumme fra en læsesal på et hotel på en ø ude i regnskoven i det nordvestlige Malaysia, hvor jeg er på rejse med mine store sønner. Og hvordan har det at være her mindet mig om, at jeg ville skrive om brødkurvsfinten? Jo, på hele denne ø, som består af 300 hektar regnskov, et par små hvide sandstrande, et stort spaområde, en del spisehuse (malaysisk mad kan virkelig anbefales, men det er en sidebemærkning) – alt med samme ejer. En ejer, der har besluttet, at der kun er internetadgang et eneste sted på øen: I læsesalen. Det betyder meget: Alle gæster er sammen på en anden måde i løbet af dagen. Og der er en anden ro end der var på det forrige hotel, vi var på, hvor der var Internetadgang overalt, og hvor alle nationaliteter gik rundt for at fange wifi og alle – og jeg mener alle – gloede ned i skærme hele tiden. I stedet for at nyde rejsen. Her på stedet mødes man om aftenen i den hyggelige åbne, smukke trækonstruktion, som er læsesalen, hvor der er bøger, ro, computere, smukke læsesenge og læsestole. Her sidder man sammen og ordner roligt det man nu skal. Nogen læser, nogen spiller kort og nogen er på nettet. Og det er det. Til morgenmaden (lokale frugter, smoothies, indiske pandekager, stærke nudelretter, kinesiske supper) taler folk sammen eller kigger ud over havet. Ingen er online. Det samme ses frokost og aften. Der er simpelthen indført en ”læsesalsfinte” her og jeg ville ønske, jeg kunne tage den med hjem til Danmark. Men det er nok ikke muligt. Det er brødkurvsfinten til gengæld.

Det er skønt at være online og de sociale medier er geniale. Men tiden er kommet til at indføre lidt høflige restriktioner og generobre det ægte samvær.

Ovenstående er denne uges klumme i Ugebladet Søndag. Bragt på opfordring.