At drikke te i Danmark er som at stikke tungen ud af bilvinduet i fuld fart på motorvejen en klam regnvejrseftermiddag i november. Det har alt sammen en forkert temperatur. Det smager ikke rigtig af noget. Og man ville egentlig helst have undværet oplevelsen.
“Hvem skal man sove med heromkring for at få en god kop te og en chokoladekiks?” var en af Hugh Grants guld-replikker i filmen Love Actually. Mens det i USA, England og i Kina, Indien og ja endda i Afrika er ret nemt at få sig en rigtig god kop te – selv på tankstationer, landevejsbeverdinger og i lufthavne, ja, så er det nærmest umuligt i Danmark.
Beder man om en kop te i Danmark, bliver som regel budt noget helt andet. Man får en kop lunken kalk-vand fra en plast-thermokande, der lugter af klam filterkaffe og får så – efter noget lederi i skuffer og gemmer – udleveret et alt for gammelt, usselt te-brev med parfumeret solbærsmag... Og en flødekapsel, ti minutter senere, hvis man beder om mælk. Eller varm mælkeskum i mikrokande, hvis man er på cafe.
Hvis man slet og ret beder om en DEJLIG VARM KOP SORT TE MED MÆLK (a nice cuppa tea with a bisquit) – som er en helt almindelig ordre i andre lande, bliver man ofte modtaget med irritation. Let himmelvendte øjne. Man er træls, fordi man ikke bare beder om kaffe. Man får ikke mælken udleveret samtidig med teen. Man får te i tyk minikaffekop. Man får ikke tebrevet udleveret samtidig med vandet. Man bliver betjent dårligt, fordi man er en irriterende tedrikker. Og så betaler man tit 22, 28 og 40 kroner for ingenting. For noget halvkogt vand med en lille pose i, som man ender med at smide ud, fordi det er udrikkeligt. Jeg smider tre ud af fire af de kopper te, jeg køber, ud igen. Med stor ærgrelse. For jeg køber jo en kop te, fordi jeg virkelig, virkelig trænger til en kop te, som en kaffedrikker trænger til en kop kaffe.
Det seneste år har jeg rejst meget rundt i Danmark for at holde foredrag og holde møder. Jeg er på landevejene. Sommetider er jeg også med bus, fly og tog, hvor det også er umuligt at opdrive en god kop te. Men jeg er oftest i bil, fordi jeg har en masse bøger og sager med. Jeg er gerne af sted fra tidlig morgen til sen aften. Og jeg får – som fuldkommen inkarneret tedrikker – selvfølgelig lyst til en kop te undervejs. En rigtig god stor kop te. Men det er umuligt at finde. Og det er dog ikke raketvidenskab. Vi taler om te. Der kun kræver tre ting for at funke: Friskkogt vand. Frisk sort te. Frisk kold letmælk. Vil man være helt alternativ kan man også tilbyde en kop urtete til de rejsende eller gæsterne på det sted, hvor man nu serverer. Og man kan sørge for store gode tekopper, som hos fx kaffekæden Starbucks i udlandet, hvis man virkelig vil være rar ved tedrikkerne.
Ret skal være ret. Man kan godt få en god kop te i Danmark. Man kan gå på tesalon i små gader i store byer og man kan få sig en på opleveren. Det er dejligt, når man har tid til den slags. Og jeg elsker det selvfølgelig. Men her taler jeg om hverdagsteen. Jeg drikker på en god dag 15-20 kopper te. Jeg elsker te. Hele min familie drikker te og har altid gjort det.
Det er nemt at drikke te hjemme, hvor jeg har en kogende vandhane, noget god te, en stor kande, letmælk i køleskabet og store tekopper. Men jeg er ikke altid hjemme og ville blive glad for at kunne få te serveret i løbet af en arbejdsdag ude. Jeg ved, at mange har det som jeg. Og da jeg skrev om det på Facebook i morges, kom der straks over 100 kommentarer fra folk, der tørster efter god te rundt om i Danmark.
Dette er derfor en opfordring. Tænk på tedrikkerne. Hvis du er husmor, værtinde, servitrice, stewardesse, tankpasser, tjener, sygepasser – eller hvis du serverer på et plejehjem, på en landevejskro eller på en cafe, så prøv noget nyt: Gør te-drikkerne vildt glade! Jeg tror faktisk det kunne blive en guldgrube, at sætte et skilt ved vejen: ”HER SERVERES EN GOD KOP TE. VI VED HVAD DU TRÆNGER TIL!”. Jeg ved, at jeg ville holde ind. Som Hugh siger: “Who do you have to screw around here to get a cup of tea and a chocolate biscuit?”…
Ovenstående er en klumme fra ugebladet Søndag. Første gang bragt her i dec. 2013, nu opdateret på opfordring fra læser, der ikke kunne finde den.
