Vi er nået til uge 35 i haven. Nedenfor kan du som altid se en liste over, hvad vi kan give os til i haven, nu hvor det bliver lidt koldere, nætterne bliver lidt længere og der er en del af høste i drivhus og køkkenhave.
Men først skal det handle om noget, der ligger mig meget på sinde. Noget, jeg holder foredrag om senere i dag (søndag) på Aros i Aarhus. Kom hvis du kan (gratis). Ellers får du lige hovedpunkterne her. Det handler om fremtidens have og planetens overlevelse.
Hvis du ikke gider læse det, men bare vil have en blød livsstilssøndag, så spring direkte til de ti hotte havetendenser nederst. Men jeg bliver glad, kære læser, hvis du hænger i.
Hvordan ser jeg fremtidens have? Jeg ser den som uhyre vigtig.
En have er defineret som ”et indhegnet stykke jord”. Haven er jord. Vi har hver eneste kvadratmeter jord i verden til låns fra vores børnebørn og oldebørn og det forpligter.
Vi må igen skabe forbindelse til jorden. Vi må igen behandle jorden ordentligt. Vi må igen lære kommende generationer, at gøre det mest meningsfulde, man kan gøre i verden (ud over at sprede venlighed) nemlig at dyrke mad.
Vi består af mad. Alle kroppe består af mad. Fra jord. Vi skal lære mad og jord bedre at kende igen.
Noget er gået galt. Vi har kunnet alt det med at kende jorden, samle, jage, høste, så, fiske, passe, dyrke, fouragere og tilberede rigtig mad fra jorden i tusindvis af år. Men på to generationer glemte vi det.
Vi fjernede os fra råvarerne. Fra køkkenhaverne. Fra hønsene (som alle havde førhen). Fra bærrene. Fra skaldyrene, som vores forfædres bopladser og møddinger var fyldt med.
Vi holdt op med at spise rigtig mad. Mad, som oldemor ville kunne genkende som noget spiseligt. Vi gav os til at spise noget fra papæsker med mælk på. Vi gav os til at drikke mad for nemheds skyld, som om vi var babyer. Vi begyndte at spise mad på farten. Over tyve procent af amerikanske børnemåltider indtages i biler.
Vi gav os til at spise noget, som nogen havde givet kæmpe tilskud til, ja, en burger er ikke så billig, som den forekommer, den er billig, fordi vi betaler for den to-tre gange: Først ved kassen. Så via tilskud til kød, til hvede, til olie. Og bagefter betaler vi en tredje gang: Med vores sundhed, krop og velbefindende. Type 2 diabetes er af WHO klassificeret som en pandemi; den største trussel mod verdenssundheden.
Vi havde balance. Vi havde en rigdom af jord og dyr og fisk og biodiversitet og frugtbarhed. Plus nedslidning og hårdt arbejde. Men så kom hjulet. Og så kom den smarte industrialisering. Fede maskiner, kunne hjælpe os, så vi ikke blev slidt op. Så kom fabrikkerne og urbaniseringen. Vi fjernede os fra landet. Så kom togene, lastbilerne og fly, der gjorde, at mad ikke længere behøvede at gro, hvor de blev spist. Som dengang da Amager eksempelvis var Københavns spisekammer og dejlig tæt på. For slet ikke at tale om dengang da Kongens Have i København var den selvforsynende Monarks køkkenhave.
Nå, men så kom køleskabene, frysere og vacumpakker og så skulle alt jo være godt. Men så begyndte vi at spilde mad helt vildt (50 procent) selv om vi netop nu kunne bevare mad.
Illustration af kartoffelspild, set på World food Summit. Af 100 kartofler spises 25.
Og netop som vi havde mulighed for at få mad fra alle mulige små producenter, netop som vi kunne finde dem via internettet, netop som vi kunne skabe noget sammenhæng mellem producent og forbruger, så blev alt monopoliseret. Kæmpe store brands. Kæmpe store kapitalinteresser. Kæmpe supermarkedskæder køber ind til alle forbrugere. Der er i dag kun 110 indgange til forbrugerne i Europa (fraset små farmers markeder og vejboder mm). Der er masser af producenter og masser af mennesker, som skal spise, men der er kun 110 led, som bestemmer, hvad der skal købes ind til Europas supermarkeder og til 160 millioner forbruger fra 3 millioner landmænd (tallet har jeg fra World Food Summit, mere om det nedenfor. Studie af Jan Willem Grievink, European Food Study).
Der er både økonomiske interesser og politiske interesser. Men forbrugerne får skylden. De køber jo bras, hører vi. Det kan de bare lade være med, hører vi. Men så nemt er det ikke. Der er en årsssammenhæng. Forbrugerne ved ikke, hvad de ikke ved, om mad. Viden er gået tabt i to-tre generationer. Og mad bliver enten noget der skal overstås (eventuelt drikkes) eller noget, der bliver en mystifystisk sundhedsbesættelse. I stedet for bare: God mad let at lave.
Men der er en dejlig nyhed. Et paradigmeskifte har været i gang i nogle år. Et godt tegn var FN’s 17 Bæredygtighedsmål. Et andet godt tegn er debatter på alt fra den store World Food Forum på Christiansborg i denne uge – til små landsbymarkeder i Lejre og Esrum, også i de seneste dage. Det foregår lige nu. På tværs af partiskel, geografi, socialklasser. Og blandt landegrænser, landmænd, kokke, producenter, ministre, skolelærere, forbrugere, havefolk osv.
Fødevaredebat på Esrum Kloster lørdag den 26.august 2017
Derfor: Vi kommer til at lave en cirkelbevægelse tilbage til jorden. Den jord, alt det landlige, som vi kastede smuds på for et par generationer siden, da vi begyndte at hælde gift ud over jorden (både i landbruget og i haverne) og ned i drikkevandet (det ses nu i vandboringer, der lukkes en for en og det bliver bare værre) og ikke forstod, at vi gør jorden gold når vi overdyrker, overgøder og glemmer balancen. Vi efterlader således jord ligeså ubrugelig som en plade hvidt vat, der kun kan dyrkes i, hvis der hældes endnu mere kunstigt snask ud over igen og igen.
Jorden er levende. Jorden skal have planterester og biologisk materiale tilført i en helt naturlig cyklus, sådan har det været i tusindvis af organiske år. Det er gået fint sådan. Det går ikke fint, med de principper, der har hersket de seneste to generationer. Bierne dør. Rapsen smøres ind i giftig tjære, der dræber bierne. Kornet sprøjtes. Vi ved det er kræftfremkaldende. Vi ved, der er store problemer med fertilitet. Vi ved, der er en sammenhæng. Vi må tilbage til jorden. Til landet. Til haverne. Til gårdene. Til landbrug, vi kan deltage i og som vi kan stole på. Ligesom vi nu ser det med kogræsserlaug, må vi finde måder, at deltage i dyrkning af ren mad. Og vi må udnytte alle kvadratmeter jord.
Det vil sige, at vi også må dyrke mad i alle typer af haver. Haverne er tæt på. Her kan der dagligt tilføres organisk materiale. Vi må en gang for alle holde op med at smide organisk materiale væk til forbrænding. Det skal forbedre jorden. Vi må, i alt hvad vi gør, tage udgangspunkt i jorden, fordi jorden giver os maden, der giver os livet.
Mad kommer fra jorden. Tænk over det. Hvad har du spist i aftes? I dag? Noget, som kommer fra dyr? Noget som kommer fra træer og fra jord? Har du selv været med til at skabe maden?
Den største frigørelse for mennesker – mænd, kvinder og børn – verden over ligger i, at kunne skabe sund, gratis, lokal mad fra jorden, hvor de bor, også i byer. Det er verdens vigtigste ”life-skill” at lære børn, ud over empati, selvfølgelig.
Det har jeg skrevet meget mere om i bogen ”Spis Din Have – klimakrisen set fra køkkenhaven” (som vandt prisen for Årets Bog Om Mad i 2013).
Hjemmedyrkede tomater.
World food summit
Torsdag og fredag i denne uge var jeg til det føromtalte World Food Summit på Christiansborg (virkelig flot initieret og eksekveret af det danske fødevare- og miljøministerium) her talte man om madspild, selvforsyning, økologi, bæredygtig global fødevareforsyning, ja, endda de madørkener (Food Deserts), hvor flere og flere børn vokser op uden adgang til andet end friturestegt fast food. Hvor er det herligt, at det nu endelig er kommet helt op på den internationale politiske agenda. Og skønt, at fantastiske oplægsholdere fra hele verden mødtes i Danmark under visionen: ”Vi tror på at alle mennesker skal være i stand til at tilberede deres egen mad på baggrund af grundlæggende viden om mad, madkvalitet og kulturel diversitet – samtidig med at de ikke spilder mad”.
Rene Redzepi talte om en fremtid, hvor alle samler mad og introducerede sig selv: ”Jeg er snart 40 år. Jeg er far til 3. Jeg er søn af en albansk, muslimsk immigrant. Jeg boede delvis i det tidligere Jugoslavien før krigen brød ud. Efter det boede vi fuld tid i Danmark, min mor er dansk. Jeg er gift med en jøde. Jeg elsker mexicansk mad. Jeg arbejder med ny nordisk mad og jeg er mere kreativt klar end nogensinde før til at gentænke Noma med årstider og selvforsyning”.
Det er helt fair at gentage – som åbningstaleren Rene Redzepi – at verdens nuværende fødevaresystem er brudt sammen. Og det er helt fair at minde om, som den kvindelige, indiske fødevareminister Harsimrat Kaur Badal gjorde, at man sådan set hele tiden laver ”fuldkommen frisk, vegetarisk mad af lokale ingredienser” i det Indien, hvor køleskabe, supermarkeder og infrastruktur ikke er slået igennem. Hun mindede også om, at hun kommer fra et land, hvor der hver eneste dag er medmennesker, som dør af sult, mens vi diskuterer madspild.
Læs eventuelt mere ved at søge på #worldfoodsummit #betterfood
Et af ugens bedste øjeblikke – for mig – var dette: Lars Løkke Rasmussen bad en af mine store helte, manden med den gule oste-hat, Stephen Ritz fra The Bronx Machine, om et visitkort, fordi han gerne vil høre mere om urban garden-projekterne blandt skolebørn i et belastet boligområde i storbyen New York, hvor ”food deserts” er udbredte, men hvor det, at dyrke mad hjælper på alt – fra kriminalitet til sundhed til karaktergennemsnit.
For tusind år siden, da jeg læste retorik, var jeg fascineret af nyttefilosofien. Af ”utilitarismen” som handler om ”mest mulig nytte til fleste muligt”. Sådan ser jeg fremtidens haver. Der bliver ikke længere plads til den luksus, som vi har kendt i en ganske kort periode i havernes verdenshistorie, nemlig tiden med græstæpper og motoriserede plæneklippere.
I fremtiden tror jeg, at alle haver er nyttehaver og køkkenhaver, hvor der skabes mad til mennesker og levesteder for nyttige insekter.
Arkitekten Carolyn Steel, der talte til #worldfoodsummit og som har skrevet den rigtig gode bog ”Hungry City”(som jeg citerede i min bog ”Spis din have”) kalder fremtidens haver for ”Sitopia” (af det græske Sitos (mad) og Topos (sted). Hun taler desuden om, at vi må forstå nutidens urbane paradoks med fødevarekrise, fastfood, mad i biler, livsstilssygdomme, monopol med mere ud fra græsk bystatsfilosofi. Vi er – som Aristoteles sagde – politiske dyr. Men vi er dyr. Vi skal have mad. Vi kan se vores husholdninger som Oikonomia = hus + holdning. Det vil sige, væk fra mad som optankning, men mad som noget, der er en del af en større politisk, økonomisk, økologisk, sundhedsmæssig, global sammenhæng. Det private måltid er altid et forbrugerpolitisk måltid. Fordi forbrugeren altid støtter det ene eller det andet med sit indkøb. Men hvad hvis nu, vi bare dyrkede mere selv i vores nyttehaver og fødevarefællesskaber og købte resten på lokale farmers markeder, som går en bue uden om den magtfulde monopolisering?
Ti optimistiske (men nødvendige) fremtidige havetendenser
Nordiske haver er rodede haver. Der er ikke råd til havemænd i den skandinaviske velfærdsmodel og det ses i haverne. Der er ikke lige kanter, der er mindre og mindre græs, der er frugt, som ligger og bliver til fugleføde under træerne. Vi kan lide det sådan.
Æg hedder Egg på engelsk netop fordi vikingerne tog høns af den robuste gamle danske landrace med på skibene. Der blev spist æg! Det er en del af hvem vi er. Vi kommer til at se mange flere høns i fremtidens haver, fordi de omdanner afklip og ukrudt til proteiner i køkkenet. (Det er ikke lovligt i Danmark, at give høns madaffald, men nogen gør det alligevel og mener, at det er cirkulær økonomi i praksis).
Vi vil se meget store partier med blomster, som tiltrækker bier og andre vigtige insekter, som har haft hårde vilkår grundet monokultur i det konventionelle landbrug. Vi holder op med at købe importerede blomster – og går over til danske, økologiske, årstidsbestemte blomster i buketter.
Græsplæner udfases. Ikke flere kaloriefattige kvadratmeter i fremtidens udendørs spisekamre.
Deleøkonomien slår igennem og alle deles om alt fra hækkeklippere til græsslåmaskiner. Indtil der ikke længere er brug for den slags, fordi der plantes klogere. Hække afløses af bær- og frugthegn og græsplæner afløses af køkkenhaver. Deleøkonomi er også delearbejdskraft i nyttehaverne. Dem, der bor i lejligheder deltager også i havearbejdet, mod at få del i høsten.
Skolehaver vil ses ved alle skoler ligesom efter anden verdenskrig. Alle børn skal lære verdens vigtigste fundamentale viden: At dyrke mad.
Der plantes mange træer også i byerne. Mange træer vil være frugtbærende. Gamle sorter genindføres. Birk udfases i byer på grund af allergi og fordi frugttræer giver mere nytte.
Al havejord dyrkes som køkkenhaver. Gælder også baghaver, taghaver, gårdhaver, byhaver, parker og parkeringspladser (hver der dyrkes i kasser). Gælder også haver ved institutioner, hospitaler, plejehjem, krisecentre. Havearbejdet og frembringelsen af mad bliver en naturlig del af stressterapi og det virker, ikke mindst fordi det giver mening at være med til at skabe mad, som vi lever af. Man kan se resultatet af sin indsats og man er ude i lyset.
Taghaven Østergro.
I Detroit er der over tusind haveforeninger. Det kommer vi også til at se i byer over resten af verden. Det handler om fællesskab og forening omkring dyrkning af mad, som sælges, gives væk og bruges i socialøkonomiske sammenhænge, sådan så ingen børn skal undvære grøntsager og være henvist til fastfood i food deserts. Kæmpedrivhuse vil gøre det ud for nye forsamlingshuse i byer og på landet.
At finde vild mad (fouragere) i og udenfor haven året rundt kommer igen til at være sagen for mennesker, der indtil for nylig var jægere og samlere. Vi kommer igen til at værdsætte mad. Forstå den sande værdi af mad, som vi selv har været med til at dyrke, samle, tilberede. Derfor smider vi heller ikke længere mad ud.
Vild mad!
UGE 35 i haven
Citronmelissen ligner en busk nu. Den skal klippes helt ned, for den er kedelig i smagen og fylder for meget. Jeg har været heldig, at der så kommer friske skud helt til frosten kommer.
Mynten kan også klippes ned. Heldigvis er der netop nu blomster og de er fine i duftende buketter.
Pluk rigeligt af de invasive blomsterarter og afmærk, hvor de breder sig. De skal flyttes senere til separate voksesteder. I min have er det gylderis, sæbeurt, dueurt, gederams og rødkløver.
Hækken skal ses efter for vildskud, som klippes af. Her er det ahorn, som er mest irriterende.
Tomaterne skal reddes. Fjern blade, så de kan få mere lys og mere sol. Tag eventuelt nogle tomater ind i vindueskarmen, hvor de kan blive rigtigt røde
Valnødderne falder så småt ned og samles dag for dag. Læg dem i et stort fad udendørs, så falder skallerne af efterhånden.
Roserne gødes for allersidste gang i år. Fra nu af skal de bare gå i dvale.
Crowdfunding. Jeg vil bede dig og de andre læsere om at betale en lille smule. Direkte. Via mobilepay, det er pærelet. Lige så let som at betale i en vejbod.
Intet medieforbrug er gratis. Her beder jeg dig betale direkte. Tilgengæld er her ingen larm, ingen smarte telefonsælgere, ingen reklamer. Her er kun frivillige betalinger fra jer læsere, der betaler, når I læser noget I synes om.
Du kan sende opbakning til mit fortsatte arbejde på MOBILE PAY: 21 43 54 63. Jeg ser det! Og bliver virkelig glad.
Mine blogindlæg læses på www.pov.international. Foredrag kan bookes direkte af mig – kontaktinfo her: www.signewenneberg.dk
Her er link til alle tidligere ugentlige haveklummer – fra uge 1 og frem til nu. http://pov.international/author/signewenneberg/ Værsgo!
Følg med på Instagram, hvor jeg gør mig umage for at formidle årstidens blomster, haver og natur. www.instagram.com/signewenneberg
Fotokreditering: Alle billeder her er taget af mig og må ikke hapses uden tilladelse.
Og en lille ting efter rulleteksterne
Ikke flere ord. Her georginer fra høstmarkedet i Esrum.
