This is my blog in Danish. I'm an urban farmer, foodie and author. I work as a speaker, journalist & communication strategist

autentisk

Du er hér::/autentisk
­
  • IMG_0923

Fra Haslev til Huffington

Det er kæmpe stort for mig, at jeg dette efterår er kommet til at skrive for verdens største nyhedsmedie: Huffington [...]

  • collage-juletilbud-ny

Julefrokost med økomad og bæredygtigt indhold

Fortjener din GRUPPE AF MEDARBEJDERE eller KUNDER en helt særlig afslutning på året? Med fokus på bæredygtighed og fantastisk mad? [...]

  • Skærmbillede 2015-02-24 kl. 22.36.04

Sådan køber vi ind om ti år

Til Folkemødet udkom Fairtrade-magasinet sammen med Politiken - og det fås stadig (1.august 2015) i alle Irma-butikker (måske også andre [...]

  • ffe805832f61fe4482c292b22c989890

På onsdag tages første spadestik

VELKOMMEN TIL EN NY BLOG. Kære venner! Jeg har en stor nyhed til jer. Da jeg kom til at købe [...]

  • IMG_2443

Maggie er død

Den legendariske havehøne Maggie, som var maskot for Burhønsenes Befrielsesfront og på den måde havde næsten 9000 fans (i dag 2015 = 13.000) på Facebook, er død. Hun vil blive savnet. Men det lille kræ nåede at gøre en kæmpe forskel. Mange fortæller, at de tænker sig om en ekstra gang, når de lurer på en pakke buræg, eller en alt for billig skod-kylling, takket være ex-burhønen Maggie og den historie hun kunne fortælle om ”factory-farming”.  Maggie kan ses en sidste gang på DR2 søndag aften (20.oktober 2013) i debatprogrammet ”På den anden side”. Maggies kamp for flere havehøns og færre burhøns/tremmekyllinger fortsætter ufortrødent i græsrodsbevægelsen Burhønsenes Befrielsesfront. Det er lørdag eftermiddag. Jeg har ikke kunnet fortælle jer det før nu, fordi jeg har været så ked af det, men Maggie er død. Og nu vil jeg fortælle hele historien til jer – alle jer børn og voksne, der gennem tiden har skrevet så mange breve og hilsener til Maggie og til jer, der har  interesseret jer så inderligt for hende. Og jeg lover, at det nok også skal ende med at jeg skriver en børnebog om hende, sådan som rigtig mange børn har bedt mig om. Maggie døde torsdag (17. oktober) en værdig og naturlig – men dog en meget voldsom – død. Og hun er nu begravet nede i den baghaven. Hun ligger i en pæn papæske som før indeholdt forårsløg og er pakket ind i laksefarvede aviser. Hun har fået blomster med sig i graven og et fint kors af bambus ovenpå. Til foråret kommer der tulipaner op fra Maggies lille grav. ”Min mor er bare meget glad for dyr og det er vores yndlingshøne, det er derfor…” sagde min yngste søn forklarende og undskyldende til de andre mennesker, der sad med deres hunde i venteværelset. Jeg tudede som om jeg var med i en tegneserie og var sådan en figur, der kan få tårerne til at sprøjte ud til alle sider. Vi kommer der tit. Hos dyrlægerne. Vi kender dem. Vi henter mad til katten og hunden og får fikset dem, når der er noget. Den ene dyrlæge er mor til en af legekammeraterne og har engang – en søndag eftermiddag – syet min finger sammen uden anden bedøvelse end gintonic midt i et halloweenparty, hvor jeg med lidt for stor entusiasme skar grøntsager til den uhyggelige knoglesuppe. ”Du er blå i hovedet af at græde, skat” sagde min mor pragmatisk, da hun også kom ned hos dyrlægen. Nu var Maggie netop død, helt død. Hun døde af sig selv, mens jeg ventede med hende inde på operationsstuen. Ventede på at hun kunne få en sprøjte, så hun i det mindste ikke skulle lide. Min kloge søn havde ringet efter sin kloge mormor, der kan finde ud af alt med dyr og natur og begravelser og hvem der skal huske at vaske hænder. Min mor mindede mig (og min søn) om, at jeg aldrig har været god til det med dyr og død. Når slagtebilen kom for at hente vores lam på gårdspladsen derhjemme tudede jeg. Når ænderne skulle slagtes til jul tudede jeg. Når kattekillingerne skulle aflives løb jeg ind i skoven. Når hønsene skulle udskiftes fordi et nyt hold skulle lægge æg, sørgede jeg for ikke at være hjemme. Da vores gamle airdale-terrier døde tudede jeg i to måneder. ”Men det er også fordi… Maggie er ingen helt almindelig høne…”. Forklarede jeg grædende veterinærsygeplejersken og klinikassistenten og den anden dyrlæge, som var på vagt. Og de var alle sammen helt utrolig forstående og kærlige og hvis jeg nogensinde står med et dyr, der skal dø igen, vil jeg hen til dem. (De har endda ringet efterfølgende og hørt, om jeg var okay). Udefra set giver det jo ingen mening. Selvfølgelig ikke. Jeg flippede helt ud over en høne, en høne som jo (TRYK PÅ DEN GRØNNE CONTINUE READIN KNAP, HVIS DIN TEKST ER DELT HER) […]

  • 999109_10151787737133290_858085477_n

Sommerhuset som klumme i Søndag

På opfordring bringer jeg her digital udgave af min seneste klumme fra ugebladet Søndag. Den handler  - ikke overraskende for [...]

  • ffe805832f61fe4482c292b22c989890

Bæredygtigt Byggeri

Bæredygtigt byggeri - klimakrisen set fra Brombærhuset er arbejdstitlen på min næste bog. Min første bog om hus&have hed "Den [...]

  • _MG_4489

Mig og Maggie

Hermed på opfordring min seneste klumme fra ugebladet Søndag lagt online. Det handler - igen - om ex-burhønen Maggie. Hendes [...]

Jeg vandt!

Min seneste klumme fra Ugebladet Søndag hermed online. Det er første - og måske eneste gang - jeg skriver om [...]

Spis Din Have kåret som “Årets bog om mad 2013”

Som I ved så bliver jeg aldrig valgt til noget og jeg vinder heller aldrig noget. Men til Mad+Medier-prisoverrækkelsen fredag [...]