Som I ved så bliver jeg aldrig valgt til noget og jeg vinder heller aldrig noget. Men til Mad+Medier-prisoverrækkelsen fredag aften den 3.maj vandt jeg!!! Jeg vandt. Jeg vandt. Jeg vandt. “Spis din have” vandt. Og blev “årets bedste bog om mad 2013″.

Jeg blev så overrumplet, at jeg måtte op og takke i strømpesokker (havde smidt de høje sko under bordet, for jeg skulle jo ingen steder)… Med tårer i øjnene prøvede jeg (uden helt at lykkes) at fremstamme en tak til mad+medier for det fantastiske arrangement og en tak til juryen ikke mindst for valget af min bog… (tusind tak for motivering Tina Scheftelowitz).

Og jeg prøvede at sige, at det er vidunderligt med denne hæder, ros og opmærksomhed til – ikke bare mig – men til alle os madkommunikatører. Som freelancer og forfatter bliver man ikke rigtig fejret eller hyldet til jubilæer eller noget, man lever sin egen stille skrivetilværelse og håber nogen læser og kan bruge det man skriver… Man håber også nogle gange, at det man skriver vil forandre verden bare en lille bitte smule (det er jo drivkraften, i hvert fald for mig). Men man ved aldrig helt om det læses eller værdsættes… Det ved jeg nu! Jeg forsøgte også at takke Gyldendal og bogens dygtige redaktør Hélène Wagn, den kloge Louise Haslund-Christensen som har holdt mig ud gennem mange bogudgivelser og ikke mindst min elskede grafiker Maria Hagerup, som jeg lige har afsluttet endnu en bog med (den er flot, Maria!)… Jeg forsøgte sådan set bare at sige tak. TAK!

Juryen (v. Tina S) sagde følgende: Vinderen af Mad og Mediers pris for “bedste bog om mad” 2013
Signe Wenneberg: Spis din Have.

Denne bog præsenterer fuld af fortællelyst og optimisme et af tidens allervigtigeste budskaber omkring forholdet mellem vores fødevareproduktion og de globale klimaproblemer. Bogen er en blændende god introduktion til det ultrarelevante begreb Urban Gardening, som kunne være en løsning, hvis vi handler i fællesskab. Dens absolutte force er af folkeoplysende karakter, og på pædagogisk vis behandler den alt fra råd om kompostbunker til opskrifter på lækre salatdressinger. En afgørende kvalitet er, at den kan læses og bruges af alle – ligegyldigt om man har sine egen have, en altankasse eller bare to urtepotter stående vindueskarmen.

Desuden er den godt boghåndværk; fotos, illustrationer og tekst danner en inspirerende og fængende helhed. Udstyrsmæssigt er der kælet for detaljerne hele vejen igennem lige fra papirkvalitet til den modige forside, der ligesom resten af bogen lader tekst fylde i stedet for billeder.

Vinderen er Signe Wenneberg med “Spis din have”.

Læs alle juryernes motiveringer her: http://madmedier.dk/2013/05/vindere-af-madmedier-prisen-2013/

Læs uddrag af Spis Din Have her: http://www.gyldendal.dk/~/media/Files/spis_din_have_uddrag2.ashx

Food Culture om prisuddeleingen

Bestil Spis Din Have hos din boghandler eller køb den signeret direkte af mig (send mail).

Kom til det næste foredrag om urban farming – hold øje med min Facebook-side… www.facebook.com/wenneberg

På opfordring: Min klumme fra Ugebladet Søndag hermed online…

Hvordan bærer du dig ad med at fokusere på det positive? Hvorfor har du altid et eller andet godt at fortælle? Hvordan kan det være, du altid føler dig heldig?

Det korte svar på de spørgsmål, som jeg får rigtig tit fra læserne af denne klumme, af mine bøger og af mine digitale opdateringer, er, at det er et valg. Og en vane. Jeg har simpelthen en gang for længe siden besluttet mig for at gøre som Pippi Langstrømpe: Fokusere på det sjove og positive. Være taknemmelig for små ting. Og lade være med hele tiden at finde fejlene og det, der ikke virker. Men kigge på det, der er godt og det, der virker.

Nu er det blevet til en vane. En vane, som jeg gør brug af lige nu, hvor jeg ligger i sengen med den onde mandeinfluenza (nyt ord!). Jeg er taknemmelig for solen, der skinner og dyrene (hun og kat), der ligger her på dynen. For at eksmand, der har været forbi med croissanter. For naboer og venner, der er kommet med mad til mig. Ja, jeg er endda virkelig taknemmelig for, at jeg i sidste uge satte fugle-foderbrættet der, hvor jeg kan se det fra soveværelset og for at jeg nu kan følge de smukke tyrkerduer. Der er altid noget at være glad for.

Jeg er ikke sådan ubetinget født Pippi-glad og ubekymret. Jeg har lært værdien af at være det hen ad vejen. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke forstod at værdsætte hver dag, som om det var den sidste. Hvor jeg ikke var klar over, at man altid må minde sig selv om at bidrage med noget positivt, til verden (til et selskab, til de sociale medier, til fællesskaberne). Man ved aldrig, hvornår det er for sent.

Mit liv har ikke altid været let. Så positivt anskuet bliver det ikke en kedelig selvbiografi, jeg kan skrive engang. Jeg har oplevet store sorger, trafikulykke, uhelbredelig sygdom, død, tab, svigt, skilsmisser og alt muligt. Og jeg har da også været helt nede. Når man har været der og når man har været tæt på døden, så ved man med sikkerhed, at livet er en gave og at verden er vidunderlig. Og glemmer jeg da, ja, så virker det for mig, at rette blikket mod nogen, der har det værre. Så pakker jeg sammen.

Men man kan ikke være lallende positiv hele tiden. Det er klart. Men man kan godt sætte en positiv grundstemning for sig selv og dem, man kommunikerer med. Her har jeg altid haft en 90/10-regel. Den handler om, at jeg maksimalt må komme med noget negativt/brok/øv 10 procent af tiden. Jeg vil anbefale alle der opdrager børn, kommunikerer med eksmænd eller bruger sociale medier, at agere på den måde. Den positive kommunikation breder sig nemlig som ringe i vandet.

Netop dette skrev jeg om i en bog, der udkom for et par år siden (NB. Lev livet selv – sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse – kan købes her på siden for 200 kr). Den er ubetinget den tekst, jeg nogensinde har fået flest læserhenvendelser på. Bogen handlede om at kommunikere positivt efter en skilsmisse. I mit arbejde som kommunikationsrådgiver har jeg brugt positiv kommunikation og det var derfor oplagt, at tage fat her. For at arbejde med en forandringssituation i en virksomhed er det samme som i en familie: Vi er bare meget mere tilbøjelige til at forstå vigtigheden af, at kommunikere positivt i det professionelle liv – i forhold til i det private liv. Men det er vigtigst og mest livsforandrende, at kommunikere positivt (eller i hvert fald i 90/10) i det private liv. Alt for mange har vænnet sig til at tale grimt i det private liv (og på de sociale medier). Man behøver blot tilbringe et øjeblik i IKEA for at høre, hvordan folk taler til hinanden i parforhold og familier.

Man kan gøre noget andet. Man kan beslutte sig at tale pænt. Derefter kan man ændre samtalen oppe i hovedet: Sige ”hvor er jeg bare heldig” til sig selv et par gange om dagen. Det virker! Jeg har mødt inspirerende mennesker, der har mistet alt i KZ-lejre og mennesker, der har mistet børn til aids i Afrika, som formåede at sige ”hvor er jeg bare heldig!”. Når de kan, så kan vi også. Man kan skrive fem ting ned hver aften, som kun må handle om noget, man er glad for og taknemmelig over. Man kan hver eneste gang, man oplever et eller andet, beslutte sig for at se på det sjove/gode/interessante ved situationen. Så bliver det en vane. Taknemmelighed er en vane, der kan læres. 

Hvor er det vildt. Jeg har lige opdaget, at jeg er blevet nomineret til MAD+MEDIERS kommunikationspris i hele tre kategorier!!! 1. Bedste madkommunikatør på Sociale Medier. 2. Bedste Madbog 2012 (Spis din have, Gyldendal). 3. Bedste mad-kommunikation for virksomheder og organisationer. Jeg er meget, meget beæret. Mange tak. Også tak til jer der har indstillet mig – især ham gymnasieeleven fra Fyn, der elsker Maggie :-)

I begrundelsen står der følgende:

Og de nominerede er …

Bøger om mad

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for Spis din have
. Urban gardening og det lokale er in. Selv uden en have kan bymennesket være med til at redde verden. Bogen er grundig og lærerig med en overflod af stemningsfulde billeder.

Madkommunikation for virksomheder og organisationer

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for kampagnen ”Burhønsenes befrielsesfront”
. Nomineres for den originale idé og den friske og nye måde at kommunikere en tung sag på. Med få midler har Signe Wenneberg formået at skabe synlighed om en sag, som for alvor har optaget forbrugerne.

Mad på sociale medier

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for Burhønsenes Befrielsesfront
Med den befriede burhøne, Maggie, har Signe Wenneberg skabt et madpolitisk fællesskab på Facebook – og endda fået folk til at købe høns på nye måder.

Jeg er meget glad og meget beæret. Uanset om jeg vinder en pris til slut. Tak!

LÆS også interview, da jeg var månedens madkommunikatør hos Mad&Medier i februar 2013.

http://madmedier.dk/2013/02/manedens-madkommunikator-februar-2013/

Tak til Mad+Medier. Jeg er månedens madkommunikatør i februar 2013. Læs interview ved at trykke på link. Jeg forklarer lidt om at skabe bevægelser på sociale medier og om min tilgang til arbejdet:

- “Når det handler om mit yndlingsemne: Mad, så kan vi også bruge den positive kommunikation til at flytte bjerge. Jeg tror ikke et sekund på, at vi flytter noget ved at råbe og skrige ad dem, der køber fx buræg og metermedister. Jeg tror på høflig og venlig oplysning. Jeg tror, vi skal sætte danskernes, efter min mening, skrækkelige forbrugsvaner ind i en kontekst. Forklare, hvad de ikke ved om fødevarer. Forklare, at vi er den nation i Europa, som bruger færrest penge på mad i forhold til vores indkomst. Det store flertal af danskerne vil have alting billigt. Og bliver rasende, når de opdager at de bliver syge af at spise billig skod-mad. Eller bliver rasende over, at dyrene, som de gerne spiser, bliver mishandlede. Lige nu ser vi, at danskerne synes, at det er ”nogens skyld” og kalder det ”svindel”, når en eller anden klam omgang lasagne til 9,95 kr fra Aldi viser sig at indeholde en blanding af slam og hestekød fra østlandene. Folk ved simpelthen ikke, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet”...

(LÆS MERE VED AT TRYKKE PÅ LINK OVERFOR… ELLER VED AT TRYKKE HER).

”Der står en mand, jeg aldrig før har mødt og laver mad i mit køkken. Det dufter helt fantastisk” sagde jeg til min veninde  i telefonen og inviterede hende over. Og sådan gik det til at min veninde, min yngste søn, en fremmed mand og jeg, spiste et af de mest lysende mindeværdige måltider i mit liv en tirsdag aften i denne vinters mørke.

Men lad mig begynde et andet sted end ved køkkenbordet. Da Obama blev genvalgt holdt han en fantastisk tale – med tråde tilbage til Kennedy-æraen: ”Dette betyder ikke, at jeres arbejde er gjort. Borgeres opgave som medlemmer af et demokrati ender ikke med jeres stemme. Amerika har aldrig handlet om ”hvad nogen kan gøre for os”: Det har altid handlet om hvad ”vi kan gøre sammen”. (Søg evt. på Election Night, Chicago).

Nu er Danmark jo ikke Amerika. Men alligevel er vi alle sammen beboere i den samme globale landsby, hvor de samme vinde blæser.

Finanskrise og arbejdsløshed har ramt store dele af verden. Internettet har været en revolution over hele jordkloden. De sociale medier fører mennesker sammen. ”Hvad der er mit, er dit” – siger man om den nye tænkning i fællesskaber. Vi følger med i alt fra store valg til små hverdagsbegivenheder på en daglig basis. For vi lever i en lille verden nu. Og vi kan lade os inspirere af hinanden på tværs af landegrænser, sprog og fag.

I gamle dage – før den digitale revolution – var det normalt straks at spørge folk: Hvor bor du? Hvad er du uddannet? Hvad arbejder du med? Det var hvad, der gav identitet og mening i ”gamle dage”. I dag og i fremtiden kommer vi til at spørge: Hvad brænder du for? Hvor er du på vej hen? Hvad har du oplevet?

At have et stort hus, en stor bil og et fast job er ikke så tillokkende længere. Det giver ikke den samme anseelse, som det gjorde før. Tværtimod virker det nu pludselig fastlåst, klimauvenligt, dyrt, egoistisk og kedeligt.

Anseelse høstes nu på andre måder. Anseelse får dem, der er noget for andre. Dem, der deler. Dem, der er frivillige, besøgsvenner og dem, der har oplevet noget spændende. Dem, der kan berige andre mennesker, deltage i demokratiet og i samtalen på en begavet måde. Både den samtale der foregår rundt om køkkenborde og i de nye medier. Dem, der viser verden, at de bidrager positivt, er helte. Lad mig illustrere det med manden i mit køkken.

Lad os kalde ham T. For et par uger siden blev han skilt, mistede sit arbejde, måtte gå et semester om og flyttede ind på et værelse – uden andet end en seng, en computer og en pose havregryn. Han var rimeligt meget på røven. I stedet for at gå i sort, gik han på Facebook. Her oprettede T, som er en habil kok, en side, hvor han tilbød at komme ud og lave mad til folk mod at spise med. Jeg så straks siden og jublede over initiativet og blev dermed en af dem, der nåede at få en aftale i T’s kalender inden succesen overmandede ham. Og sådan gik det til, at T dukkede op i mit køkken en tirsdag kl.14. Han har god tid – også til brød, der skal hæve. Han fik kontanter og gik på indkøb. Lavede i løbet af de næste fem timer den mest fantastiske middag. Brød. Labskovs. Rødkålssalat. Råsyltede rødbeder. Peberrodsskum. Som han serverede i mit køkken. Det var godt. Det var så forbilledligt. Fordi T deler ud af sit overskud, nu hvor han selv har underskud.

Han har tid og evner og det deler han ud af. Ved at få køkkener til at dufte fantastisk og ved at skabe sig nye venner rundt om køkkenborde med lysende måltider.

Og når nogen spørger, hvad T laver og hvor han er på vej hen, så handler det ikke, som det ville have gjort i gamle dage, om, hvor han arbejder, hvor han bor, hvad han ejer… Men om hvad han bidrager med til verden. Og hans bidrag er stort. Det synes jeg, vi andre kan lære meget af. Del ud af hvad du har.

Godt nytår!

Klumme i Ugebladet Søndag. Bragt uge 1, 2013.

Har du lyst til at få en af de meget få ledige pladser på workshoppen hjemme i min egen have dette forår (2013)? Så skriv en mail.

Det koster 695 kr ex moms for en eftermiddag i haven.

Der er blomsterfrø, kaffe, te, saft og kage – og min allernyeste bog Floras Blomsterbog – med i prisen. Du får selvfølgelig også min lille hønsebog med i goodie-bag’en…

Mine andre bøger kan tilkøbes, signeres og skrives med på fakturaen.

Jeg holder to workshops. Den med børn bliver efter  sommerferien pga travlhed. Den for voksne bliver den 28.maj.

En for voksne – der er nybegyndere i haven. Her kommer vi omkring altaner (som min næste bog handler om), urban farming, drivhus, egne erfaringer, kompost, højbede, stop-spild-af-mad, høns (alt om pasning og pleje), blomster, frø, forspiring, krukker, kasser og så videre. Spørg om alt. Ingen spørgsmål er dumme!!!

En for børn – der gerne vil vide alt om at så, om at passe høns og blive fortrolige med at dyrke. Både på altaner, i højbede, i drivhus og med kompost fra egen kompostkasse.

Send en mail hvis du vil med i haven. Nu eller senere…

Hverdage er et projekt, som kigger nærmere på andre menneskers hverdage og hvordan andre har indrettet sig i livet. Jeg er blevet spurgt om min hverdag her. Læs med og hør, hvad det er jeg arbejder på for tiden. Det handler om rejser…

DETTE ER EN BLOG OM HJEMVE FRA UGEBLADET SØNDAG

Kender du det? Nogle gange er det ikke til at holde ud, at det, at tiden går, og man bliver ældre, også betyder, at man må finde sig i at miste. Miste mennesker, miste dyr og miste steder.

Jeg har for eksempel sådan lyst til at tage hjem i dag. Men det er fem år siden, min mor flyttede fra huset og haven, som var blevet alt for stort for hende at passe alene… Siden har jeg ikke været rigtig hjemme. Hendes nye lejlighed er nydelig. Men den er ikke hjem. Så jeg tager tit turen hjem i tankerne.

Jeg ville kunne køre turen hjem i søvne. Tage alle svingene på den bakkede, smalle landevej med lukkede øjne. Jeg ville gå hen ad gårdspladsen og vide præcis, hvordan gruset føltes. Jeg ville kende de tre trin op ad stentrappen, jeg ville åbne døren og kende den særlige lyd af den store grønne dør, der bandt lidt. Jeg ville gå ind og råbe hej, og vide, at min mor sikkert rumsterede med et eller andet og næppe ville høre mig.

Jeg ville gå de ni trin op fra hoveddøren til hallen (hvor jeg ofte i min iver er skvattet og har forstuvet foden) og videre ud i

Her er på opfordring online-version af min klumme fra Ugebladet Søndag.

Mit nærmeste supermarked – nede for enden af min vej – er et discount-supermarked. Her kommer jeg tit i en fart og køber økomælk, citroner og mærkelige tilbud. I køen står jeg og glor ned i de andre kunders indkøbskurve. Og det er ofte en klam oplevelse. Nogle gange tænker jeg, at indkøbskurvene er en generations selvudlevering af rungende uvidenhed. Af gastronomisk analfabetisme, som Claus Meyer så flot ville kalde det. Af, at vi – i modsætning til lande som Italien – bruger alt for få penge på ordentlig mad og alt for mange penge på hvad? Fladskærme? Charterrejser? Megamonstertilbud?

Det er som om, vi har mistet grebet om, hvad der er vigtigt. Mad er vigtigt, for vi bliver hvad vi spiser.

Vi har pludselig mistet det, vores formødre, der holdt hus og havde holdninger til deres husholdning, lærte fra sig. Vi har glemt, at buræg er billige, fordi de kommer fra

SE INDSLAG HER

Der er drivhus i DR’s Aftenshowet igen i aften. De andre tirsdage har det handlet om urban farming, om havens store projekter (drivhus og høns og bede) og om skønne danske planter. Denne gang skal det handle om det vigtigste, der overhovedet er at sige om have: Vi får det bedre, af at være udendørs! Vi får det bedre af at være i kontakt med en have, med naturen, med træerne. Vi får det bedre af, tilbringe tid i drivhuse (lysterapirum), med hårdt fysisk havearbejde (gratis fittness) og ude i lyset (som også giver nødvendigt D-vitamin). Og nej, du behøver ikke have din egen have for være med her. Alle kan få adgang til haveterapi! I aften kommer den dygtige overlæge, Bente Klarlund (som du måske kender fra Politikens brevkasse), med i drivhuset og fortæller om, hvorfor haveterapi virker. Nedenfor har jeg skrevet om haveterapi for jer, der vil vide mere. Og min bog om haveterapi fra 2009 kan købes til 75 kr på tilbud via dette link.

”En have er den bedste alternative terapi”, siger Germaine Greer, australsk forfatter, feminist og haveelsker. Vi, der nyder sommerens arbejde i haven – og savner havearbejdet forfærdeligt om vinteren – må give hende ret. Mennesker får det bedre af at være aktive udendørs i vind og vejr.

Når mennesker får antidepressive midler, så er det serotonin-indholdet i hjernen, der