Jeg blev så overrumplet, at jeg måtte op og takke i strømpesokker (havde smidt de høje sko under bordet, for jeg skulle jo ingen steder)… Med tårer i øjnene prøvede jeg (uden helt at lykkes) at fremstamme en tak til mad+medier for det fantastiske arrangement og en tak til juryen ikke mindst for valget af min bog… (tusind tak for motivering Tina Scheftelowitz).

Og jeg prøvede at sige, at det er vidunderligt med denne hæder, ros og opmærksomhed til – ikke bare mig – men til alle os madkommunikatører. Som freelancer og forfatter bliver man ikke rigtig fejret eller hyldet til jubilæer eller noget, man lever sin egen stille skrivetilværelse og håber nogen læser og kan bruge det man skriver… Man håber også nogle gange, at det man skriver vil forandre verden bare en lille bitte smule (det er jo drivkraften, i hvert fald for mig). Men man ved aldrig helt om det læses eller værdsættes… Det ved jeg nu! Jeg forsøgte også at takke Gyldendal og bogens dygtige redaktør Hélène Wagn, den kloge Louise Haslund-Christensen som har holdt mig ud gennem mange bogudgivelser og ikke mindst min elskede grafiker Maria Hagerup, som jeg lige har afsluttet endnu en bog med (den er flot, Maria!)… Jeg forsøgte sådan set bare at sige tak. TAK!

Juryen (v. Tina S) sagde følgende: Vinderen af Mad og Mediers pris for “bedste bog om mad” 2013
Signe Wenneberg: Spis din Have.

Denne bog præsenterer fuld af fortællelyst og optimisme et af tidens allervigtigeste budskaber omkring forholdet mellem vores fødevareproduktion og de globale klimaproblemer. Bogen er en blændende god introduktion til det ultrarelevante begreb Urban Gardening, som kunne være en løsning, hvis vi handler i fællesskab. Dens absolutte force er af folkeoplysende karakter, og på pædagogisk vis behandler den alt fra råd om kompostbunker til opskrifter på lækre salatdressinger. En afgørende kvalitet er, at den kan læses og bruges af alle – ligegyldigt om man har sine egen have, en altankasse eller bare to urtepotter stående vindueskarmen.

Desuden er den godt boghåndværk; fotos, illustrationer og tekst danner en inspirerende og fængende helhed. Udstyrsmæssigt er der kælet for detaljerne hele vejen igennem lige fra papirkvalitet til den modige forside, der ligesom resten af bogen lader tekst fylde i stedet for billeder.

Vinderen er Signe Wenneberg med “Spis din have”.

Læs alle juryernes motiveringer her: http://madmedier.dk/2013/05/vindere-af-madmedier-prisen-2013/

Læs uddrag af Spis Din Have her: http://www.gyldendal.dk/~/media/Files/spis_din_have_uddrag2.ashx

Food Culture om prisuddeleingen

Bestil Spis Din Have hos din boghandler eller køb den signeret direkte af mig (send mail).

Kom til det næste foredrag om urban farming – hold øje med min Facebook-side… www.facebook.com/wenneberg

På opfordring: Min klumme fra Ugebladet Søndag hermed online…

Hvordan bærer du dig ad med at fokusere på det positive? Hvorfor har du altid et eller andet godt at fortælle? Hvordan kan det være, du altid føler dig heldig?

Det korte svar på de spørgsmål, som jeg får rigtig tit fra læserne af denne klumme, af mine bøger og af mine digitale opdateringer, er, at det er et valg. Og en vane. Jeg har simpelthen en gang for længe siden besluttet mig for at gøre som Pippi Langstrømpe: Fokusere på det sjove og positive. Være taknemmelig for små ting. Og lade være med hele tiden at finde fejlene og det, der ikke virker. Men kigge på det, der er godt og det, der virker.

Nu er det blevet til en vane. En vane, som jeg gør brug af lige nu, hvor jeg ligger i sengen med den onde mandeinfluenza (nyt ord!). Jeg er taknemmelig for solen, der skinner og dyrene (hun og kat), der ligger her på dynen. For at eksmand, der har været forbi med croissanter. For naboer og venner, der er kommet med mad til mig. Ja, jeg er endda virkelig taknemmelig for, at jeg i sidste uge satte fugle-foderbrættet der, hvor jeg kan se det fra soveværelset og for at jeg nu kan følge de smukke tyrkerduer. Der er altid noget at være glad for.

Jeg er ikke sådan ubetinget født Pippi-glad og ubekymret. Jeg har lært værdien af at være det hen ad vejen. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke forstod at værdsætte hver dag, som om det var den sidste. Hvor jeg ikke var klar over, at man altid må minde sig selv om at bidrage med noget positivt, til verden (til et selskab, til de sociale medier, til fællesskaberne). Man ved aldrig, hvornår det er for sent.

Mit liv har ikke altid været let. Så positivt anskuet bliver det ikke en kedelig selvbiografi, jeg kan skrive engang. Jeg har oplevet store sorger, trafikulykke, uhelbredelig sygdom, død, tab, svigt, skilsmisser og alt muligt. Og jeg har da også været helt nede. Når man har været der og når man har været tæt på døden, så ved man med sikkerhed, at livet er en gave og at verden er vidunderlig. Og glemmer jeg da, ja, så virker det for mig, at rette blikket mod nogen, der har det værre. Så pakker jeg sammen.

Men man kan ikke være lallende positiv hele tiden. Det er klart. Men man kan godt sætte en positiv grundstemning for sig selv og dem, man kommunikerer med. Her har jeg altid haft en 90/10-regel. Den handler om, at jeg maksimalt må komme med noget negativt/brok/øv 10 procent af tiden. Jeg vil anbefale alle der opdrager børn, kommunikerer med eksmænd eller bruger sociale medier, at agere på den måde. Den positive kommunikation breder sig nemlig som ringe i vandet.

Netop dette skrev jeg om i en bog, der udkom for et par år siden (NB. Lev livet selv – sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse – kan købes her på siden for 200 kr). Den er ubetinget den tekst, jeg nogensinde har fået flest læserhenvendelser på. Bogen handlede om at kommunikere positivt efter en skilsmisse. I mit arbejde som kommunikationsrådgiver har jeg brugt positiv kommunikation og det var derfor oplagt, at tage fat her. For at arbejde med en forandringssituation i en virksomhed er det samme som i en familie: Vi er bare meget mere tilbøjelige til at forstå vigtigheden af, at kommunikere positivt i det professionelle liv – i forhold til i det private liv. Men det er vigtigst og mest livsforandrende, at kommunikere positivt (eller i hvert fald i 90/10) i det private liv. Alt for mange har vænnet sig til at tale grimt i det private liv (og på de sociale medier). Man behøver blot tilbringe et øjeblik i IKEA for at høre, hvordan folk taler til hinanden i parforhold og familier.

Man kan gøre noget andet. Man kan beslutte sig at tale pænt. Derefter kan man ændre samtalen oppe i hovedet: Sige ”hvor er jeg bare heldig” til sig selv et par gange om dagen. Det virker! Jeg har mødt inspirerende mennesker, der har mistet alt i KZ-lejre og mennesker, der har mistet børn til aids i Afrika, som formåede at sige ”hvor er jeg bare heldig!”. Når de kan, så kan vi også. Man kan skrive fem ting ned hver aften, som kun må handle om noget, man er glad for og taknemmelig over. Man kan hver eneste gang, man oplever et eller andet, beslutte sig for at se på det sjove/gode/interessante ved situationen. Så bliver det en vane. Taknemmelighed er en vane, der kan læres. 

I begrundelsen står der følgende:

Og de nominerede er …

Bøger om mad

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for Spis din have
. Urban gardening og det lokale er in. Selv uden en have kan bymennesket være med til at redde verden. Bogen er grundig og lærerig med en overflod af stemningsfulde billeder.

Madkommunikation for virksomheder og organisationer

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for kampagnen ”Burhønsenes befrielsesfront”
. Nomineres for den originale idé og den friske og nye måde at kommunikere en tung sag på. Med få midler har Signe Wenneberg formået at skabe synlighed om en sag, som for alvor har optaget forbrugerne.

Mad på sociale medier

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for Burhønsenes Befrielsesfront
Med den befriede burhøne, Maggie, har Signe Wenneberg skabt et madpolitisk fællesskab på Facebook – og endda fået folk til at købe høns på nye måder.

Jeg er meget glad og meget beæret. Uanset om jeg vinder en pris til slut. Tak!

LÆS også interview, da jeg var månedens madkommunikatør hos Mad&Medier i februar 2013.

Tak til Mad+Medier. Jeg er månedens madkommunikatør i februar 2013. Læs interview ved at trykke på link. Jeg forklarer lidt om at skabe bevægelser på sociale medier og om min tilgang til arbejdet:

- “Når det handler om mit yndlingsemne: Mad, så kan vi også bruge den positive kommunikation til at flytte bjerge. Jeg tror ikke et sekund på, at vi flytter noget ved at råbe og skrige ad dem, der køber fx buræg og metermedister. Jeg tror på høflig og venlig oplysning. Jeg tror, vi skal sætte danskernes, efter min mening, skrækkelige forbrugsvaner ind i en kontekst. Forklare, hvad de ikke ved om fødevarer. Forklare, at vi er den nation i Europa, som bruger færrest penge på mad i forhold til vores indkomst. Det store flertal af danskerne vil have alting billigt. Og bliver rasende, når de opdager at de bliver syge af at spise billig skod-mad. Eller bliver rasende over, at dyrene, som de gerne spiser, bliver mishandlede. Lige nu ser vi, at danskerne synes, at det er ”nogens skyld” og kalder det ”svindel”, når en eller anden klam omgang lasagne til 9,95 kr fra Aldi viser sig at indeholde en blanding af slam og hestekød fra østlandene. Folk ved simpelthen ikke, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet”...

(LÆS MERE VED AT TRYKKE PÅ LINK OVERFOR… ELLER VED AT TRYKKE HER).

Men lad mig begynde et andet sted end ved køkkenbordet. Da Obama blev genvalgt holdt han en fantastisk tale – med tråde tilbage til Kennedy-æraen: ”Dette betyder ikke, at jeres arbejde er gjort. Borgeres opgave som medlemmer af et demokrati ender ikke med jeres stemme. Amerika har aldrig handlet om ”hvad nogen kan gøre for os”: Det har altid handlet om hvad ”vi kan gøre sammen”. (Søg evt. på Election Night, Chicago).

Nu er Danmark jo ikke Amerika. Men alligevel er vi alle sammen beboere i den samme globale landsby, hvor de samme vinde blæser.

Finanskrise og arbejdsløshed har ramt store dele af verden. Internettet har været en revolution over hele jordkloden. De sociale medier fører mennesker sammen. ”Hvad der er mit, er dit” – siger man om den nye tænkning i fællesskaber. Vi følger med i alt fra store valg til små hverdagsbegivenheder på en daglig basis. For vi lever i en lille verden nu. Og vi kan lade os inspirere af hinanden på tværs af landegrænser, sprog og fag.

I gamle dage – før den digitale revolution – var det normalt straks at spørge folk: Hvor bor du? Hvad er du uddannet? Hvad arbejder du med? Det var hvad, der gav identitet og mening i ”gamle dage”. I dag og i fremtiden kommer vi til at spørge: Hvad brænder du for? Hvor er du på vej hen? Hvad har du oplevet?

At have et stort hus, en stor bil og et fast job er ikke så tillokkende længere. Det giver ikke den samme anseelse, som det gjorde før. Tværtimod virker det nu pludselig fastlåst, klimauvenligt, dyrt, egoistisk og kedeligt.

Anseelse høstes nu på andre måder. Anseelse får dem, der er noget for andre. Dem, der deler. Dem, der er frivillige, besøgsvenner og dem, der har oplevet noget spændende. Dem, der kan berige andre mennesker, deltage i demokratiet og i samtalen på en begavet måde. Både den samtale der foregår rundt om køkkenborde og i de nye medier. Dem, der viser verden, at de bidrager positivt, er helte. Lad mig illustrere det med manden i mit køkken.

Lad os kalde ham T. For et par uger siden blev han skilt, mistede sit arbejde, måtte gå et semester om og flyttede ind på et værelse – uden andet end en seng, en computer og en pose havregryn. Han var rimeligt meget på røven. I stedet for at gå i sort, gik han på Facebook. Her oprettede T, som er en habil kok, en side, hvor han tilbød at komme ud og lave mad til folk mod at spise med. Jeg så straks siden og jublede over initiativet og blev dermed en af dem, der nåede at få en aftale i T’s kalender inden succesen overmandede ham. Og sådan gik det til, at T dukkede op i mit køkken en tirsdag kl.14. Han har god tid – også til brød, der skal hæve. Han fik kontanter og gik på indkøb. Lavede i løbet af de næste fem timer den mest fantastiske middag. Brød. Labskovs. Rødkålssalat. Råsyltede rødbeder. Peberrodsskum. Som han serverede i mit køkken. Det var godt. Det var så forbilledligt. Fordi T deler ud af sit overskud, nu hvor han selv har underskud.

Han har tid og evner og det deler han ud af. Ved at få køkkener til at dufte fantastisk og ved at skabe sig nye venner rundt om køkkenborde med lysende måltider.

Og når nogen spørger, hvad T laver og hvor han er på vej hen, så handler det ikke, som det ville have gjort i gamle dage, om, hvor han arbejder, hvor han bor, hvad han ejer… Men om hvad han bidrager med til verden. Og hans bidrag er stort. Det synes jeg, vi andre kan lære meget af. Del ud af hvad du har.

Godt nytår!

Klumme i Ugebladet Søndag. Bragt uge 1, 2013.

hjemme i min egen have dette forår (2013)? Så skriv en mail.

Det koster 695 kr ex moms for en eftermiddag i haven.

Der er blomsterfrø, kaffe, te, saft og kage – og min allernyeste bog Floras Blomsterbog – med i prisen. Du får selvfølgelig også min lille hønsebog med i goodie-bag’en…

Mine andre bøger kan tilkøbes, signeres og skrives med på fakturaen.

Jeg holder to workshops. Den med børn bliver efter  sommerferien pga travlhed. Den for voksne bliver den 28.maj.

En for voksne – der er nybegyndere i haven. Her kommer vi omkring altaner (som min næste bog handler om), urban farming, drivhus, egne erfaringer, kompost, højbede, stop-spild-af-mad, høns (alt om pasning og pleje), blomster, frø, forspiring, krukker, kasser og så videre. Spørg om alt. Ingen spørgsmål er dumme!!!

En for børn – der gerne vil vide alt om at så, om at passe høns og blive fortrolige med at dyrke. Både på altaner, i højbede, i drivhus og med kompost fra egen kompostkasse.

Send en mail hvis du vil med i haven. Nu eller senere…

Kender du det? Nogle gange er det ikke til at holde ud, at det, at tiden går, og man bliver ældre, også betyder, at man må finde sig i at miste. Miste mennesker, miste dyr og miste steder.

Jeg har for eksempel sådan lyst til at tage hjem i dag. Men det er fem år siden, min mor flyttede fra huset og haven, som var blevet alt for stort for hende at passe alene… Siden har jeg ikke været rigtig hjemme. Hendes nye lejlighed er nydelig. Men den er ikke hjem. Så jeg tager tit turen hjem i tankerne.

Jeg ville kunne køre turen hjem i søvne. Tage alle svingene på den bakkede, smalle landevej med lukkede øjne. Jeg ville gå hen ad gårdspladsen og vide præcis, hvordan gruset føltes. Jeg ville kende de tre trin op ad stentrappen, jeg ville åbne døren og kende den særlige lyd af den store grønne dør, der bandt lidt. Jeg ville gå ind og råbe hej, og vide, at min mor sikkert rumsterede med et eller andet og næppe ville høre mig.

Jeg ville gå de ni trin op fra hoveddøren til hallen (hvor jeg ofte i min iver er skvattet og har forstuvet foden) og videre ud i køkkenet, hvor der ville stå en citronkage med citronglasur på køkkenbordet. Et rosmarinbrød ville hvile på risten ved siden af ovnen og der ville være en simregryde, min mor havde glemt at slukke for, på komfuret. Jeg ville slukke og tage tefilteret op af teen. Så ville jeg gå lidt rundt og lede. Savne den gamle hund, Sarah, som førhen altid kom og ville lege, savne katten, Martha, som mine børn også nåede at kende. Jeg ville finde min mor i gang med et eller andet kreativt. Hun ville smile og sige: Tog du brænde med ind? Jeg ville tage brændekurven fra pladsen ved kakkelovnen i spisestuen og gå ud i hesteboksen til venstre, hvor det tørre brænde lå. Jeg ville tage avisen med ind fra hylden ved karlekammeret, og lige se, hvordan det gik med urtehaven eller snebunkerne, alt efter årstiden. Jeg ville komme ind igen og føle mig hjemme. Sætte mig og spise kage, drikke te af fine kopper med underkopper og med mælk til i mælkekande. Aldrig nogensinde i kartonen på bordet!

Jeg ville høre nyt om haven, naboerne, skoven,  jagten, dyrene, vejret og om gæster, der havde besøgt vores sted siden sidst. Telefonen ville ringe – højlydt, med en ekstra klokke over døren til pejsestuen – og min mor ville lægge en postbunke med forskelligt hen til mig, mens hun talte med en veninde. Hun ville have lagt Bilka-avisen fra Næstved fra til mig, planteskole-reklameavisen fra Køge, nogle artikler fra Politiken, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad. Artiklerne ville være klippet pænt ud med en lang papirsaks og der ville være skrevet dato på med skråskrift. Der ville være noget vi skulle tale om og noget vi skulle diskutere. Der ville nok også være er par bøger i ”min bunke”.

Senere ville vi gå en tur. Helt ud for enden af skoven, ved granerne, eller ved de høje bøge. Derud hvor man rigtig kan trække vejret som min mor ville sige. Vi ville tale om, hvor der kunne være et godt juletræ. Jeg ville vide præcis hvilke blomster og urter, der groede hvor, for jeg har indsamlet dem så mange gange. Engang lagde jeg dem også i pres. Jeg ville vide, hvor der var stier, huller, rævegrave, bække og svampe. Jeg ville huske på, hvor man kunne komme frem til hest og hvordan det var at cykle i buldermørke gennem skoven, med hovedet opad, for at finde vej via himlen.

Vi ville spise aftensmad. Vi ville sætte os ind i havestuen for at se tv. Jeg ville nok sætte mig i London-sofaen. Min mor ville sidde i Børge Mogensen-stolen med fodskammel. Så ville vi se tv på et gammeldags tv på hjul. Vi ville nok også se en film. Jeg ville tage et tæppe over mig som min mor selv havde strikket og det ville lugte af hele mit liv og hele min barndom. Jeg ville blive noget så træt, trættere end jeg nogensinde bliver noget andet sted. Min mor ville spørge, om det var ok, at hun havde redt op til mig i gæsteværelset, som om det ikke var 20 år siden, mit værelse holdt op med at eksistere. Og jeg ville lægge mig til at sove i sengetøj, der duftede af at have hængt til tørre i vinden i skoven. Jeg ville sove længere end jeg gør noget andet sted.

Næste dag ville jeg køre hjem. Hjem til mig selv. Som jo aldrig bliver ”hjem” på samme måde. Hjem eksisterer ikke mere. Men det findes i tankerne. Og min mor findes. Heldigvis.

Denne blog er en klumme fra ugebladet søndag, der blev bragt i foråret 2012 og nu er online på opfordring fra læserne. 

Mit nærmeste supermarked – nede for enden af min vej – er et discount-supermarked. Her kommer jeg tit i en fart og køber økomælk, citroner og mærkelige tilbud. I køen står jeg og glor ned i de andre kunders indkøbskurve. Og det er ofte en klam oplevelse. Nogle gange tænker jeg, at indkøbskurvene er en generations selvudlevering af rungende uvidenhed. Af gastronomisk analfabetisme, som Claus Meyer så flot ville kalde det. Af, at vi – i modsætning til lande som Italien – bruger alt for få penge på ordentlig mad og alt for mange penge på hvad? Fladskærme? Charterrejser? Megamonstertilbud?

Det er som om, vi har mistet grebet om, hvad der er vigtigt. Mad er vigtigt, for vi bliver hvad vi spiser.

Vi har pludselig mistet det, vores formødre, der holdt hus og havde holdninger til deres husholdning, lærte fra sig. Vi har glemt, at buræg er billige, fordi de kommer fra levende dyr, der bliver holdt indespærrede i små mørke bure under kummerlige forhold – på hvad der svarer til et stykke A4-papir – før de aflives. Vi har glemt alt det, der gennem generationer, er indsamlet af viden om mad. Om ”lidt men godt”. Om at spise varieret og strække et madbudget. Det gør mig meget bekymret, når jeg står der og kigger i indkøbskurve, for jeg ved ikke, hvordan vi skal overleve, uden vores formødres viden om det, at… overleve.

Jeg er sådan en, der taler om mad, elsker mad, laver mad, spiser mad, serverer mad, sylter, koger, steger, bager, tænker på mad, eksperimenter med mad, laver mad ud af rester, dyrker mad og nogle gange overvejer, om mad er min måde at vise kærlighed på. For dem jeg elsker, får det at føle med mad. Hvis vi talte engelsk, ville jeg hedde en ”foodie”… et meget bedre ord, end det danske madøre, der lyder så griseøre-agtigt.

Jeg er en ”foodie”. Men jeg er fandendgalemig ikke ude i et elitært projekt, sådan som nogen gerne vil skyde mig og andre mad-mennesker i skoene. Jeg elsker mad og jorden, den kommer fra. Jeg er vokset op på landet. Længere væk end syvogtyvende kartoffelrække. Som barn havde jeg pligter i køkkenhaven, holdt høns, hentede mælk på nabogården, bagte havregrynskager og gik til 4H for at lære at lave mad, mens mine københavnerveninder fortæller, at de gik til moderne dans.

Senere ville jeg være kok. Og arbejdede da også en del år i restaurationsbranchen. Og endnu flere holdninger til mad fik jeg, da mit lille barn fik diabetes type 1. Ad den vej fik jeg oplevet det danske sygehusvæsen indefra. Og set, hvad det gør ved det og ved os, at vores sundhedsvæsen bogstaveligt talt er blevet lagt ned af livsstilssygdomme. Over 80 procent af alle udgifter i vores sundhedssystem går til livsstilssygdomme, hvor mange af dem kunne have været undgået med en sundere livsstil. Nu og fremover vil det være et kæmpestort problem, at folk bliver så kæmpestore, at de ikke kan ligge i hospitalssengene, sidde på toiletterne og gå på deres kæmpestore ben. De store mennesker kommer ikke til at få gode liv, fordi deres livsstil har ødelagt den mulighed. De kommer ikke til at bidrage til fællesskabet. Det kommer til at være invalide og pasningskrævende. Mange børn, kommer ikke til at overleve deres forældre – fordi de spiser sig ihjel. Allerede nu er der danske børn, som er så fejlernærede, at de får konstateret den livsstilsbetingede gammelmandssukkersyge (diabetes type 2). Det her burde få alle alarmklokker til at ringe.

Derfor: Hvis jeg var statsminister, fødevareminister eller sundhedsminister, så ville jeg straks bede om taletid i tv og radio og holde en tale til nationen: ”Houston! Vi har et problem!”. Vi er ved at æde os selv ihjel. Det er ret beset ret alvorligt. Jeg ville indføre suppekøkkener. Og køkkenhave- og husholdningsprogrammer på nationalt tv (public service-undervisning) og sms-tjenester med gode mad-råd. Jeg ville indføre daglig idræt i skolerne og husholdningstimer på alle klassetrin (for børn fra 6 år til 19 år). Inklusiv budgetlægning, køkkenhavepasning og brug af rester (vi smider 40 procent af al mad ud – helt ubrugt, hvilket ikke bare er en hån mod verdens sultende, men også mod Moder Natur, der har skabt maden til os).

Det velfærdssamfund, som vores stolte bedsteforældre har skabt til os i deres ansigts sved og på en diæt af vand og grød, det er vi ved at ødelægge i bjerge af stivelse, fedt, sukker, alkohol, røg, sodavand, kanelsnegle, skumfiduser og fastfood…. Foruden – kan jeg se i indkøbskurvene i mit discountsupermarked – frosmad og noget dåse- og pulvermad til børn, som er ældre end børnene selv. Plus ustyrlige mængder af super-forarbejdet fabriks-mad i papæsker, som har en kilopris, der er højere end de fleste gode råvarer. Men folk ved det ikke. Fordi de ikke har fået den viden med sig noget sted fra.

Hvem slår spegepølsen i bordet og får mad, motion og husholdning på skemaerne? Gerne nu.

Der er drivhus i DR’s Aftenshowet igen i aften. De andre tirsdage har det handlet om urban farming, om havens store projekter (drivhus og høns og bede) og om skønne danske planter. Denne gang skal det handle om det vigtigste, der overhovedet er at sige om have: Vi får det bedre, af at være udendørs! Vi får det bedre af at være i kontakt med en have, med naturen, med træerne. Vi får det bedre af, tilbringe tid i drivhuse (lysterapirum), med hårdt fysisk havearbejde (gratis fittness) og ude i lyset (som også giver nødvendigt D-vitamin). Og nej, du behøver ikke have din egen have for være med her. Alle kan få adgang til haveterapi! I aften kommer den dygtige overlæge, Bente Klarlund (som du måske kender fra Politikens brevkasse), med i drivhuset og fortæller om, hvorfor haveterapi virker. Nedenfor har jeg skrevet om haveterapi for jer, der vil vide mere. Og min bog om haveterapi fra 2009 kan købes til 75 kr på tilbud via dette link.

”En have er den bedste alternative terapi”, siger Germaine Greer, australsk forfatter, feminist og haveelsker. Vi, der nyder sommerens arbejde i haven – og savner havearbejdet forfærdeligt om vinteren – må give hende ret. Mennesker får det bedre af at være aktive udendørs i vind og vejr.

Når mennesker får antidepressive midler, så er det serotonin-indholdet i hjernen, der fremmes, det samme kan ske, hvis de opholder sig i dagslys og motionerer udendørs. I den senere tid har vi i Danmark oplevet et stigende fokus på forebyggelse, frem for på symptom-behandling. Hvad kan man selv gøre for at få det bedre? For at få mere ro indeni? Komme i bedre form? Være mere sund? Sove bedre? Her kommer have og havearbejde frem i sundhedsdebatten.

Der er ikke længere noget ”mormor-agtigt” over det, at have en sund trang til havearbejde og bruge sine kræfter bag en håndskubbet (klimakorrekt) græsslåmaskine. Det anerkendes tværtimod, et langt sundt liv fordrer, at vi er aktive mindst en time om dagen. Og ”haveterapi” kan være velgørende. Der er stigende fokus på at daglige gåture (eller hårdt gravearbejde) forebygger og kurerer mange sygdomme og begyndende overvægt. Et er det fysiske velbefindende. Noget andet det psykiske: Daglige, rutineprægede sysler i haven, kan skabe ro i sindet og kan virke helbredende også for dem med alvorlig stress.

Systematisk havearbejde i kontrollerede former – haveterapi – bliver i dag mere og mere anerkendt som behandling og forebyggelse af stress. Undersøgelser fra udlandet viser, at haveterapi er dobbelt så virksomt mod stress som almindelig terapi og meget bedre end piller. Det vil sige, de stressede har større mulighed for at komme tilbage i et normalt arbejdsliv – og de gør det hurtigere end ved traditionel behandling af klinisk stress (vi taler om alvorlig stress her).

I USA tilbyder man soldater hjemvendt fra krigszoner – og mange af dem har post-traumatisk stress-syndrom – at blive farmere og urbane gartnere, som en led i deres rehabilitering. Andre steder i USA bliver det mere og mere almindeligt, at anlægge terapihaver i forbindelse med krisecentre for voldsramte kvinder og børn. Og i USA kan man også tage en universitetsuddannelse som haveterapeut på mange Universiteter – eller gå til konferencer om Haveterapi og melde sig ind i en landsdækkende forening for Horticultural Therapy. I det akademiske tidsskrift ”Journal of therapeutic Horticulture” kan man læse om den nyeste forskning. Nu også fra København.

I Danmark er også stigende fokus på havens terapeutiske virkning på moderne, stressede mennesker – og på mennesker i dyb krise. Personligt er jeg meget optaget af de danske terapi-haver, der er på vej eller opført for nylig. En er ganske hemmelig, idet den er forbeholdt brugerne af Dannerhuset; et krisecenter for voldsramte kvinder og børn. Men erfaringerne derfra kommer vi helt sikkert til at høre mere om. En anden er terapihaven på Aboretet i Hørsholm som åbnede sidste år og som er den første forskningsbaserede terapihave på Dansk jord (modtager patienter med stress). Haven hedder Nacadia – Paradisets Have – og er et haveprojekt, som KU-Life/Rigshospitalet har været i gang med siden 2007 i samarbejde med Realdania.

Sverige har i flere år haft terapihaver. Først de seneste år har man forsket i det herhjemme. Og det er da også den svenske professor og landskabsarkitekt Ulrika K. Stigsdotter, som jeg traf i forbindelse med min bog om netop ”Haveterapi” (Politikens forlag, 2009), der leder begge haveprojekter i Danmark. Med sig har hun bl.a. erfaringer fra terapihaverne i Alnarp ved Malmø. I Nacadia er der otte haverum med hver sit særpræg: I et miljø er der lyd af vand og af dyr. I et andet er der vild og uberørt og lidt mystisk natur. I et tredje er der statuer og kulturelementer. Man forventer at kunne tage 8-12 stressede patienter i behandling med haveterapi i forløb på ti til tolv uger. Fra udlandet ved vi, at patienterne får det bedre i denne udendørs terapi – hvor meget foregår i store drivhuse… Ligesom vi andre får det bedre af haveterapi hjemme i vores egne haver og drivhuse.

Men hvad præcist er det, der gør, at vi får det bedre af haveterapi? Havemennesker, jeg har interviewet gennem tiden, kommer med hver sin forklaring. Men fælles er, at det er fuldkommen selvfølgeligt for dem, at de får det bedre af havearbejde og udendørsliv: De får det bedre af motion, lys, kontakten til jorden, af luft, sol, kontakt med dyr og af årstidernes skiften.

Det, at se ”havens langsomme skuespil” – og de store mirakler, når et lille frø, der ser helt dødt ud, genopstår fra de døde med en lille spire, der trænger op gennem jorden, op mod lyset, er så livsbekræftende, at det virker terapeutisk. Udendørsmennesker fortæller, at de er kommet over store kriser, sygdom, stress, sorg og så videre ved at bruge haven aktivt.

Jeg ved fra mig selv, at jeg har haft store oplevelser i naturen og i haven. Jeg har et meget nært forhold til Kongens Have og til træerne der, som jeg kender rigtig godt efter at have arbejdet i haven i 3 ½ år (jeg har hund) og omkring haven i endnu flere år (med kontorhund). Jeg har oplevet, at jeg igen og igen kan blive ”nulstillet” og ”helbredt” i udendørs. Og det behøver ikke at være i min egen have… Når tempoet er blevet lidt for højt, når der er lidt for mange skærme der blinker, lidt for mange bib-lyde og telefoner, lidt for meget tempo, i den kommunikationsbranche, jeg arbejder i, så er det ud i haven. Ud at blive fysisk udmattet. Ud at blive menneske igen. Ud og bruge hænderne. Ud og se lyset. Ud og få noget sol. Ud og være væk fra skærme. Så bliver man så rolig. Og så sover man godt om natten.

TAK til JULIANA DRIVHUSE for at stille drivhuset i Kongens Have til rådighed – og for at donere det til børn, der skal lære om grønsager og maddannelse, når vi er færdige med det. Læs mere om drivhuset i Kongens Have her: www.drivhuscenter.dk / www.juliana.com / www.drivhusklubben.dk – og være med i den nystartede klub på facebook www.facebook.com/drivhusklubben

Genbrugskasserne i drivhuset er leveret – som meget andet godt – af min faste samarbejdspartner: Anlægsgartnerfirmaet Skov & Anlæg.

Min ny bog om urban farming – “Spis din have” – kan købes her.

Min bog om HAVETERAPI kan købes på tilbud her. (tryk på link)

Jeg kan bookes til foredrag om urban farming og om haveterapi – send en mail her… signeSNABELAsignewenneberg.dk

SE OGSÅ NÆSTE KURSUS HER