Som I ved så bliver jeg aldrig valgt til noget og jeg vinder heller aldrig noget. Men til Mad+Medier-prisoverrækkelsen fredag aften den 3.maj vandt jeg!!! Jeg vandt. Jeg vandt. Jeg vandt. “Spis din have” vandt. Og blev “årets bedste bog om mad 2013″.

Jeg blev så overrumplet, at jeg måtte op og takke i strømpesokker (havde smidt de høje sko under bordet, for jeg skulle jo ingen steder)… Med tårer i øjnene prøvede jeg (uden helt at lykkes) at fremstamme en tak til mad+medier for det fantastiske arrangement og en tak til juryen ikke mindst for valget af min bog… (tusind tak for motivering Tina Scheftelowitz).

Og jeg prøvede at sige, at det er vidunderligt med denne hæder, ros og opmærksomhed til – ikke bare mig – men til alle os madkommunikatører. Som freelancer og forfatter bliver man ikke rigtig fejret eller hyldet til jubilæer eller noget, man lever sin egen stille skrivetilværelse og håber nogen læser og kan bruge det man skriver… Man håber også nogle gange, at det man skriver vil forandre verden bare en lille bitte smule (det er jo drivkraften, i hvert fald for mig). Men man ved aldrig helt om det læses eller værdsættes… Det ved jeg nu! Jeg forsøgte også at takke Gyldendal og bogens dygtige redaktør Hélène Wagn, den kloge Louise Haslund-Christensen som har holdt mig ud gennem mange bogudgivelser og ikke mindst min elskede grafiker Maria Hagerup, som jeg lige har afsluttet endnu en bog med (den er flot, Maria!)… Jeg forsøgte sådan set bare at sige tak. TAK!

Juryen (v. Tina S) sagde følgende: Vinderen af Mad og Mediers pris for “bedste bog om mad” 2013
Signe Wenneberg: Spis din Have.

Denne bog præsenterer fuld af fortællelyst og optimisme et af tidens allervigtigeste budskaber omkring forholdet mellem vores fødevareproduktion og de globale klimaproblemer. Bogen er en blændende god introduktion til det ultrarelevante begreb Urban Gardening, som kunne være en løsning, hvis vi handler i fællesskab. Dens absolutte force er af folkeoplysende karakter, og på pædagogisk vis behandler den alt fra råd om kompostbunker til opskrifter på lækre salatdressinger. En afgørende kvalitet er, at den kan læses og bruges af alle – ligegyldigt om man har sine egen have, en altankasse eller bare to urtepotter stående vindueskarmen.

Desuden er den godt boghåndværk; fotos, illustrationer og tekst danner en inspirerende og fængende helhed. Udstyrsmæssigt er der kælet for detaljerne hele vejen igennem lige fra papirkvalitet til den modige forside, der ligesom resten af bogen lader tekst fylde i stedet for billeder.

Vinderen er Signe Wenneberg med “Spis din have”.

Læs alle juryernes motiveringer her: http://madmedier.dk/2013/05/vindere-af-madmedier-prisen-2013/

Læs uddrag af Spis Din Have her: http://www.gyldendal.dk/~/media/Files/spis_din_have_uddrag2.ashx

Food Culture om prisuddeleingen

Bestil Spis Din Have hos din boghandler eller køb den signeret direkte af mig (send mail).

Kom til det næste foredrag om urban farming – hold øje med min Facebook-side… www.facebook.com/wenneberg

Min seneste bog hedder Spis Din Have – klimakrisen set fra køkkenhaven. Den er en glad og lettilgængelig bog om at dyrke i byer og på lidt plads. Men den er også en bog, der tager praktisk fat på, at vi stå overfor nogle meget store kriser i verden. Fødevarekrise. Klimakrise. Sundhedskrise (fedme, fejlernæring). Finanskrise. 

Bogen tager fat på det faktum, at vi er ved at gå rabundus. Fordi vi ikke tager livet og jorden alvorligt. Fordi vi spiser helt forkert – så vi bliver usunde, ikke sunde. 80 procent af vores sundhedsudgifter går allerede nu til livsstilssygdomme.

Vi spiser og drikker forkert. Og vi passer ikke på vores jord, som er den, der skal brødføde os.

Vi dyrker ikke jorden – mulden – på en måde, så den bliver bedre for vores efterkommere at dyrke og leve af. Det kan vi ændre på! Vi kan dyrke mere selv og kræve mere økologi i alle landbrugsproduktioner i hele verden.

Vi tager heller ikke vandet alvorligt. Så ville vi ikke sidde roligt på stolen mens 40 procent af alle danske vandboringer er blevet lukket af vandværkerne for bestandigt, fordi de er forurenede af roundup og andet skrammel, som vi alle sagde, ikke ville gøre nogen skade. Vi kan kræve, at der bruges mindre gift i landbruget – og vi kan selv undlade brug af roundup i haverne… Vi kan dyrke jorden rent og økologisk. Sådan at den bliver bedre for vores børn at dyrke end den var for os.

Min bog handler om, at vi selv kan gøre noget. Sammen med de millioner af andre mennesker verden over, der gør noget. Vi står foran den største fødevarekrise verden endnu har set. Vi er på vej mod de 9.milliarder mennesker i verden. Vi skal alle sammen have mad. Den mad skal komme fra jorden. Fra frø. Selv kød kommer helt grundlæggende fra frø – fra at noget mad til et dyr er groet ud af et frø.Vi må bruge jorden fornuftligt. Overalt. Vi kan gå med i den verdensomspændende bevægelse, som allerede er meget stor i Amerika, Asien, Afrika og ja, på Cuba, og dyrke mad i byerne. Indrette byerne på at alt mad ikke skal bringes ind i lastbiler og fly – men at noget kan dyrkes og skabes inden for bygrænserne. Det handler om Urban Farming.

Vi kan skabe køkkenhaver i parkerne og hjemme hos os selv i baghaverne. Vi kan lave små lommeparker med høns og højbede, som kan vise børn, at mad faktisk ikke gror henne i supermarkeder. Vi kan lave suppekøkkener med mad dyrket inde i byerne. Vi kan dyrke en lille smule selv og være med i community gardens – fælles haver – ligesom de ses i USA, hvor selv præsidentparret går foran og er selvforsynende med en have i byen – foran det hvide hus i Washington DC.

Vi kan alle sammen gøre noget. At vi ikke kan gøre alt og blive totalt selvforsynende året rundt betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Alle kan dyrke en lille smule. Om ikke andet bare krydderurter i altankassen. Det handler min bog om…

Bogen kan købes i alle boghandler, lånes på biblioteket eller købes signeret af mig. Den er vistnok billigst hos netboghandlerne. 

Politiken i dag…. Serie om elite. HERMED ONLINE (tryk på dette link).

Jeg gør lige opmærksom på, at min rubrik var “Intet sted er uligheden større end inde i mikroovnene” – jeg har ikke valgt den uhensigtsmæssige rubrik med underklassen… 

Hermed på opfordring denne uges klumme fra ugebladet Søndag online… 

”Jeg elsker Marianne Jelved!”. Hørte jeg mig selv sige. “Endelig kommer der en 69-årig kvinde ind på scenen og viser de unge, hvordan det skal gøres. Jeg vil også virkelig gerne have Mogens Lykketoft tilbage. Og Ritt Bjerregaard. Og Poul Nyrup. Og Jytte Hilden. Hilden er lige blevet 70 år, det er jo ingen alder, hun har masser at byde på… Alle fra det gamle band, burde samles igen”… Sagde jeg, og jublede lidt ved tanken.

”Okay”, sagde min gamle venstreorienterede kollega, som er blevet borgerlig på sine gamle dage og som beskylder mig for at være konservativ. Hvad han denne dag havde ret i. For jeg fortsatte: ”Der burde være en aldersgrænse i Folketinget. Man skal tilbage til de tider, hvor man skulle være fyldt 30 år for at bestemme noget. Indtil da kunne man bare bruge tiden på at blive vis. Og i øvrigt”… sagde jeg og blev helt begejstret ved tanken: ”Så skal man også helst have prøvet, at gå ned med en fiskefabrik eller frisørforretning i en finanskrise. Eller noget andet, der har givet lidt knubs. Man burde faktisk også have prøvet at være arbejdsløs. Eller arbejdsgiver. Gerne begge dele for at skabe noget perspektiv, ingen af delene er jo lette…”. Forsatte jeg. ”Og så skal man for resten også have taget filosofikum. Ja, det kan man godt nok ikke mere, men alligevel. Så må man læse noget litteratur, noget filosofi, noget historie – og i hvert fald alle store politikeres biografier og alle de store taler gennem tiden…

Man skal vide noget. Det er det, jeg mener. Man skal bruge det til at finde ud af, hvad det er, man ikke ved, at man ikke ved”. Sagde jeg, og min kollega lyttede tålmodigt og grinede lidt i det skæg, han har anlagt fordi han synes, det er pænt med sådan noget gråsprængt look. ”Det nytter ikke noget, at de, der bestemmer, ikke har erkendt deres ikke-viden! Og jeg mener også – og måske frem for alt – at man skal have haft en hel masse skod-jobs og have fået alle mulige forskellige erfaringer ude fra livet, hvis man vil være med til at bestemme”.

”Skod-jobs?”. Sagde min kollega og smilede mildt i vintersolen. Vi var ude at gå tur. Man taler og tænker så godt, når man går. Nogle gange kommer alle mulige ideer farende. Andre gange, får man formuleret, hvad man har været irriteret over længe, uden rigtig at kunne formulere det, før benene går derudaf. Det sker igen og igen for mig. Især i øjeblikket, hvor jeg går meget lange ture hele tiden i håbet om, at de kilo, jeg har taget på, siden jeg blev 40 år, vil rasle af, mens jeg går.

”Ja, skodjobs, sådan nogle som både du og jeg har haft masser af!”. Fortsatte jeg, da min skrive-kollega gennem snart tyve år spurgte: ”Der sidder folk i folketinget, og laver love, som handler om folks arbejdsliv, men de har aldrig nogensinde haft et arbejdsliv udenfor Christiansborg. Nogle af dem har haft meget, meget begrænsede erhvervserfaringer. Næsten ingen har prøvet at skabe arbejdspladser i virkeligheden. Der er næsten heller ingen selvstændige derinde… Og jeg tror ikke på, at man kan være politiker – og i grunden heller ikke journalist – hvis man ikke har prøvet at være derude, hvor folk er, hvis man ikke har gjort sig erfaringer på egen krop. Hvis man ikke både har haft skodjobs, hvor man har tørret lort og hvor man har lavet spandevis af kaffe og haft umulige mødetider og en underbetalt løn. Hvis man ikke har prøvet noget, så falder man let i den med at dele folk op i tabere og vindere, ofre og skurke. Man tror, at dem, der skaber arbejdspladser, er onde, hvis man er venstreorienteret og at dem, der er arbejdsløse, er dovne, hvis man er borgerlig. Man aner ikke noget om noget, hvis man ikke har prøvet at være ude i virkeligheden selv!”.

Min kollega skuttede sig i de fem graders frost, satte sig på en bænk og gav sig til at drage paralleller til Brødrene Mann’s forfatterskab. Hvilket bare understregede min pointe.  Der er meget godt at sige om ungdom, men erfaringer, dem får man med alderen. Med erfaringer følger indsigt. Man kan gå direkte fra folkeskole til folketing (med en blød mellemlanding i noget mellemlang eller lang uddannelse), men det giver ikke det, som mine venner i Afrika kalder ”life skills”. Vi er til fals for ungdom i Danmark. Vi falder på halen over dukse, der går den direkte vej – ja, vi opfordrer ligefrem de unge til at ”komme hurtigt gennem studierne” og ind på arbejdsmarkedet (og ind i ministerierne, lader det også til). Jeg synes, vi skulle gøre noget andet. Jeg synes, det er meget mere forbilledligt, at være vis. At være et menneske med visdom og evnen til at reflektere og sætte sager i sammenhæng. Ligesom nu Marianne Jelved.

http://madmedier.dk/2013/02/manedens-madkommunikator-februar-2013/

Tak til Mad+Medier. Jeg er månedens madkommunikatør i februar 2013. Læs interview ved at trykke på link. Jeg forklarer lidt om at skabe bevægelser på sociale medier og om min tilgang til arbejdet:

- “Når det handler om mit yndlingsemne: Mad, så kan vi også bruge den positive kommunikation til at flytte bjerge. Jeg tror ikke et sekund på, at vi flytter noget ved at råbe og skrige ad dem, der køber fx buræg og metermedister. Jeg tror på høflig og venlig oplysning. Jeg tror, vi skal sætte danskernes, efter min mening, skrækkelige forbrugsvaner ind i en kontekst. Forklare, hvad de ikke ved om fødevarer. Forklare, at vi er den nation i Europa, som bruger færrest penge på mad i forhold til vores indkomst. Det store flertal af danskerne vil have alting billigt. Og bliver rasende, når de opdager at de bliver syge af at spise billig skod-mad. Eller bliver rasende over, at dyrene, som de gerne spiser, bliver mishandlede. Lige nu ser vi, at danskerne synes, at det er ”nogens skyld” og kalder det ”svindel”, når en eller anden klam omgang lasagne til 9,95 kr fra Aldi viser sig at indeholde en blanding af slam og hestekød fra østlandene. Folk ved simpelthen ikke, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet”...

(LÆS MERE VED AT TRYKKE PÅ LINK OVERFOR… ELLER VED AT TRYKKE HER).

Klumme fra ugebladet Søndag hermed online som lovet. (Er trykt i bladet i denne uge).

En kulturminister er gået af efter grov chikane på nettet. En sygeplejerske er død. En statsminister kaldes ting. Hvordan skal vi lære børn og unge, at gebærde sig civiliseret – i livet og på sociale medier – når de voksne er sådan nogle dårlige forbilleder?

Engang for mange år siden, før de sociale medier, blev jeg ringet op af en journalist fra Berlingske. Han ville gerne lave en artikel med udgangspunkt i min nye bog, som han roste. ”Herligt”. Sagde jeg. Og han tilføjede: ”Ja, og jeg vil også gerne interviewe dig, fordi alle mine kvindelige kolleger synes du er skideirriterende”. ”Okay”. Sagde jeg. Og har husket det lige siden. Det sidder der bare. Bum.

Dette er et enkelt ord og en harmløs oplevelse set i forhold til den voksenmobning, jeg ser finder sted på alle mulige danske arbejdspladser og på sociale medier. Men det viser, at ord betyder noget. Et enkelt ord betyder noget. For tiden er det som om ”idioter med internetforbindelse” har fået frit slag til at give den gas med grimme ord. Som om læserbrevs-kommentarsporene fra formiddagsaviserne er flyttet over på Facebook. Jeg har mærket den frådende horde selv. Andre mærker dem meget tydeligere. Det må stoppes. For det bringer ikke vores civilisation i nogen heldigere retning.

Tiden har ændret sig. Medierne er revolutioneret. Alle har mulighed for at deltage i en fuldkommen ucensureret debat på de sociale medier og alting bliver stående for altid (undtagen når gode sjæle er så venlige at slette og censurere). Det kræver virkelig noget af dem, der deltager. Først og fremmest: Omtanke.

Meget er ændret. Til det værre. At der i gamle dage sad nogle kvindelige journalister og bitchede over en kollega (mig) kunne ikke rigtig gøre den store skade. Gad de endelig skrive en dårlig anmeldelse eller kommentar (om mig), ja, så var avisen jo bare fiskepapir dagen efter. Herregud.

Omvendt. I dag kan de, der mener, at nogen er skideirriterende, gøre rigtig meget skade. De kan med et par enkelte klik, en opdatering, et satirisk indlæg få andre menneskers verden til at ramle. Fordi kommunikationen er ude af kontrol og ofte væk fra kontekst. Det kan have fatale konsekvenser. Nogen klarer ikke presset. Som sygeplejersken fra England, der tog sit liv efter at være blevet hele verdens talk-of-town, da hun – måske lidt naivt – var hoppet på en australsk radio-kanals telefonfis (værterne udgav sig for at være den engelske dronning, som ville høre til kronprinsessen indlagt på hospitalet)…

Eller som kulturministeren, der gik. Og efterfølgende skrev således på sin væg: Kære alle …det er vigtigt at vægopslag og kommentarer overholder god takt og tone. Det betyder bl.a., at indlæg ikke må være injurierende, diskriminerende, krænkende eller have karakter af at være chikane mod andre. Så en venlig opfordring: Skriv pænt til hinanden og undgå personangreb….Tonen har været overraskende hård på det seneste. Derfor vil I fremadrettet opleve…, at jeg går ind og sletter særligt hadske indlæg. Det håber jeg I har forståelse for.

I dag kan man fuldkommen uden regning sige ting om folk, man aldrig ville sige til dem, hvis man stod overfor dem. Ville en tv-personlighed sige til statsministeren, at hun lignede en frigid botox-narrøv, hvis han stod overfor hende? Ville vi like det? Næppe. Men på nettet siger han det. Og folk liker det. Og hvert et like er skyldig og bærer ansvar for, at det her er løbet af sporet.

Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke skal ”kaste med sten, når jeg selv bor i glashus”. Ja, jeg er skideirriterende. Ja, der er andre, der er skideirriterende. Og hvad så? Lad os komme videre. Vi kan alle sammen være med til at skabe den gode stemning på arbejdspladser og i den offentlige debat… Vi kan vise os selv og hinanden, at vi har andet at bruge vores korte tid her på jorden til, end at mobbe hinanden. For ærlig talt: Fører det vores civilisation i nye gode retninger? Er det særskilt forbilledligt overfor næste generation?

PS. Måske ved du det ikke, men jeg holder – med afsæt i mit fag, retorikken – foredrag om strategisk brug af sociale medier på arbejdspladser, kurser og konferencer. Her taler jeg også om tonen – og om at anvende de sociale medier hensigtsmæssigt. Ring, hvis du har brug for en taler eller foredragsholder om emnet.

PPS. Trine Krebs har nedenfor – klogt – bragt en præcisering af  begrebet idiot. “An idiot in Athenian democracy was someone who was characterized by self-centeredness and concerned almost exclusively with private—as opposed to public—affairs.[6] Idiocy was the natural state of ignorance into which all persons were born and its opposite, citizenship, was effected through formalized education.[6] In Athenian democracy, idiots were born and citizens were made through education (although citizenship was also largely hereditary). “Idiot” originally referred to “layman, person lacking professional skill”, “person so mentally deficient as to be incapable of ordinary reasoning”. Declining to take part in public life, such as democratic government of the polis (city state), was considered dishonorable. “Idiots” were seen as having bad judgment in public and political matters. Over time, the term “idiot” shifted away from its original connotation of selfishness and came to refer to individuals with overall bad judgment–individuals who are “stupid”. 

Jeg er glad. Og stolt. For i dag er K-forum udkommet med en liste over de mest læste/kommenterede artikler fra 2012. Og gæt hvad? Jeg har skrevet tre ud af de ti der er på listen.

Når man skriver, så tænker man tit “arh, det er der vist ingen der læser det her”… I gamle dage, da jeg skrev i en avis, altså en rigtig papiravis, da blev jeg altid meget overrasket, når bordherrer, læserbrevsskribenter og venner havde en mening om noget jeg havde skrevet… Jamen, den avis, der havnede i min entre og i min mors entre, var det virkelig den samme, som den, der blev læst af alle andre? (Det var Politiken og dengang læste alle Politiken). Ja, det gjorde den. Jeg synes det var ret vildt.

Nu om dage, hvor det jeg skriver tit er blogs, da er det nemmere at se, hvem og hvor mange der læser, kommenterer, anbefaler, liker og så videre. Der er kontant aftegning. Der er statistikker. Analyser. Med det samme.

I gamle dag kunne man måske få respons i læserbrevsspalten nogle dage eller en uge efter en artikel havde været bragt i avisen. Nu sker det øjeblikkeligt. Det er ofte godt. Og sommetider skidt. Men mest godt. 

I dag er jeg så glad. For nu ved jeg, at nogen læser det jeg skriver – og det føles godt, som blogger, skibent og journalist, at lukke året med en viden om, at der faktisk er nogen, der gider læse og kommentere, det man skriver. Tak!

LÆS OGSÅ DEN NYESTE ARTIKEL PÅ K-FORUM. 

Her er min første klumme fra ugebladet Søndag i år. Fik jeg ret i at høflighed ville blive det helt store her i 2012?

Ja, jeg er så blevet 70 år siden vi talte sammen sidst. Men det er der jo så mange gode rock-and-roll-folk der er. Jeg er 1. Begyndt at bruge mine læsebriller hele tiden. Jeg har 2. Været i radioen, hvor jeg talte om ”høflighed som det nye klister for sammenhængskraften” med en jævnaldrende teolog. Jeg har 3. Nynnet, mens jeg har genlæst mine julekort, da jeg lagde dem væk, i en pose, sådan som min mor gør. Ikke noget med at smide pæne håndskrevne breve ud; de skal i kassen med julepynt, så man kan læse dem igen næste år og glædes over dem. Jeg er 70 år.

For et par måneder tid siden, da jeg stadig var først i fyrrene, skrev jeg på facebook, at jeg nok havde været den sidste tante, der skrev julekort. Fra nu af erkendte jeg, at det var en skik, der var gået af mode (jeg tog fejl). Og for første gang ville jeg ikke sende mine evindelige papirjulekort med billeder af børn, hund, kat (og høns, ja, kommentarer frabedes) og småt og stort, fra året der gik. Det var egentlig bare en udmelding til mine venner. En erkendelse.

Men så skete der noget. Som jeg måske burde have regnet ud: Julekort er det nye. Venlighed og høflighed er det nye. At være noget for nogen, er det, der holder det hele sammen. Selvfølgelig!

Jeg har længe arbejdet med ”positiv kommunikation” henne i mit arbejde som kommunikations-konsulent. Her handler det om at få virksomheder og organisationer til at dele god energi, frem for det modsatte. Det er god energi, at tale om positive historier og udvise venlighed, som vi fx har set det i kampagnen for buschauffører. Det er trist energi at tale om at ”der er så meget kvinder ikke forstår”. Nuvel.

Just som jeg havde skrevet min opdatering, ja, så væltede det praktisk talt ind med julekort. Med kærlige hilsener. Også fra jer kære læsere af Søndag. Tak! (Jeg har selvfølgelig svaret alle igen).

Hvad kan vi lægge i den store bunke af venlige og høflige julekort? En hel masse. De er – som jeg formulerede i en lidt anden sammenhæng i radioen – det klister, der holder sammen på det hele. For nok er det fantastisk med de sociale medier, hvor man kan kommunikere til 5000 personer på en gang, når man skriver til sine såkaldte venner. Det er smart. For det er en ny måde at sende et lille ”julekort” eller et lille ”mikro-nyhedsbrev”, men der mangler alligevel noget nerve. Den nerve finder vi kun i en-til-en kommunikationen. Det kan være på sms (det nye postkort). Det kan være i bussen. Det kan være, når vi holder døren for nogen (gør endelig det). Det kan være, når vi ser vores kassemand i øjnene og lige veksler et par ord. Det kan være, når vi husker en fødselsdag.

Når man først begynder at lægge mærke til det, så er det som om høflighed i fællesskabet hyldes overalt i disse dage (undtagen i det politiske liv, sjovt nok). Torben Steno har agiteret for at genindføre ikke bare høflighed, men tiltaleformen De. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Ligesom man ved samme lejlighed kunne kalde lærere ved efternavn i skolen, for at genindføre respekten for voksne og lærde mennesker. (Jeg sagde jo, jeg er blevet 30 år ældre siden sidst).

Der har aldrig før været så mange frivillige, der ønskede at hjælpe til med de fattiges jul og der har aldrig været så mange unge, som har ønsket at lave frivilligt socialt arbejde. Blandt almindelige mennesker er det, som om, det, at være høflig, hjælpsom, venlig og positiv i kommunikationen med andre, er det, der skal bringe os sikkert gennem krisen. Sådan som det har været i de andre meget store kriser i historien, hvor medmenneskelighed og hjælpsomhed, har bragt os sikkert over sundet og gennem krige.

Det er som om det personlige ansvar for at verden bliver et rart sted at være –med eller uden penge og så længe det varer – igen tages alvorligt af den enkelte. Prøv at lyt til snakken på gaden: Man bander mindre end for få år siden. Man hilser pænt. Man sætter sin mobil på lydløs af høflighed (det er nyt). Der synes at være opnået konsensus om at bidrage positivt – også på de sociale medier – som om den kollektive tanke har ramt os, at der er skidt nok i verden. Jeg er ikke blevet 70 år. Indrømmet. Men jeg har besluttet mig til at ”se og lære” og tale sådan som de gamle, før jeg selv bliver gammel. Jeg tror på, at høflighed er det nye her i 2012.

PS. Jeg ved ikke om jeg fik ret. Det er som om der blev to lejre. En, hvor høflighed virkelig er det nye – der kom endda et program på tv om “Høflighed på 100 dage” her i 2012. Men der blev også en mere hård tone, en mere skinger vrede og meget mere voksenmobning i det offentlige rum, end jeg i hvert fald, nogensinde har set før. Det er skadeligt for alle – og ikke mindst for den gode samtale. Som man får lyst til at melde sig ud af. Ja, jeg har også fået lyst til at melde mig ud af Facebook pga dem, der ødelægger den gode stemning derinde. Men julekort… Dem skal jeg i gang med at sende. Man kan ikke sende nok god karma ud! Og i år sender jeg ikke kun private julekort – men også kort til dem, jeg har haft noget at gøre med professionelt i år. Alt er godt.

Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at DR og Egmontfonden i denne uge har sat fokus på skilsmisser og børn med skilte forældre. Det sker under den, synes jeg, meget uheldige overskrift “Når hele børn deles”.

Grunden til, at jeg er blevet vred over DR’s dækning (se Facebook), er, at jeg synes, DR stigmatiserer det, de vedblivende kalder skilsmissebørn. For mig er skilsmissebørn et stigmatiserende skældsord og jeg anvender det ikke selv. Børn er bare børn.

Vi må lære vores børn, at slemme ting sker. Men at man kan komme videre. Skilsmisser er ofte slemme. Ikke altid. Men det kan lade sig gøre at komme godt videre. Som det hedder i buddismen: “Pain is inevitable, suffering is optional”.

Først i det nye år holder Mette Haulund og jeg et seminar, både i Århus og København, for alle der arbejder professionelt med børn og unge og gerne vil have gode værktøjer omkring sorg og skilsmisse. Send en mail, hvis du vil med allerede nu – jeg samler navnene.

Jeg sender ofte min bog om skilsmissekommunikation (LEV LIVET SELV), til nogen, der skriver efter den. Og i dag har jeg fået denne meget overskudagtige respons fra en læser, jeg ikke kender:

“Mange tak fordi, du sendte bogen. Jeg blev meget rørt over den, din hilsen indeni den samt frøene, der allerede er sået af min mindste pige og spiret og smagt på. Bogen er faldet lige der, hvor jeg havde brug for den, og jeg henter rigtig mange gode tanker og handlingsideer fra den. Jeg er sådan én, der tror, at jeg har set lyset og ved og har set og hørt det meste, men der var SÅ mange ting i din bog, der nærmest kom bag på mig, og som har ændret mit syn på mange ting omkring skilsmisser. Især er jeg glad for afsnittene omkring positive tanker/psykologi samt hvordan man skal opbygge sig selv. Dit afsnit om utroskab gav mig også indsigt i en side af sagen, som jeg ikke selv har set – men derimod været skyld i. Det var meget sundt at vende perspektivet også der. Ligeså synes jeg, du skriver rigtig godt om børnene, de er vigtige – det vidste jeg – men dine strategier i forhold til at gøre det godt for dem er meget brugbare og inspirerende. Så mange tak for alle dine kloge ord og empatiske indsigter. Jeg har straks anbefalet den til mine venner og veninder og håber, at de vil bruge den. Mange kærlige hilsner XX”.

Her følger en anmeldelse af min bog LEV LIVET SELV. Den er skrevet af Signe Hegelund og er fra Bogmagasinet. Du kan købe

Her er på opfordring online-version af min klumme fra Ugebladet Søndag.

Mit nærmeste supermarked – nede for enden af min vej – er et discount-supermarked. Her kommer jeg tit i en fart og køber økomælk, citroner og mærkelige tilbud. I køen står jeg og glor ned i de andre kunders indkøbskurve. Og det er ofte en klam oplevelse. Nogle gange tænker jeg, at indkøbskurvene er en generations selvudlevering af rungende uvidenhed. Af gastronomisk analfabetisme, som Claus Meyer så flot ville kalde det. Af, at vi – i modsætning til lande som Italien – bruger alt for få penge på ordentlig mad og alt for mange penge på hvad? Fladskærme? Charterrejser? Megamonstertilbud?

Det er som om, vi har mistet grebet om, hvad der er vigtigt. Mad er vigtigt, for vi bliver hvad vi spiser.

Vi har pludselig mistet det, vores formødre, der holdt hus og havde holdninger til deres husholdning, lærte fra sig. Vi har glemt, at buræg er billige, fordi de kommer fra