Der sker så meget i haven lige nu. Og havebøgerne vælter frem, som rabarber på en maj-morgen. Kille Enna skriver om kartofler. Anette Eckmann fortæller om heksemad. Min ti år gamle bog Den Første Have er genudkommet med ny forside og nyt forord (og er snart at få i Bogklubben Bolig&Livsstil – og fås selvfølgelig med rabat i min lille havebutik). Mette Melchior skriver om havefesterne. Ghita Nørby er på roserne. Karina Demuth er i sommerhushaven. Og så skriver en eller anden, vi ved ikke hvem, om Isabellas køkkenhave.

Nogle gange er en spade ikke en spade. Og derfor kører der en meget sjov ballade inde på Politikens bogtillægs sider. Søren Ryge anmeldte for nylig ”Isabellas Store Bog Om Køkkenhaven” i den tro, at Isabella Smith, som bogens titel antyder, stod bag udgivelsen. Det står fast at Søren Ryge ikke er vild med Isabella Smith. Han er heller ikke glad for den bog, som Smith intet har haft med at gøre. Derfor er de to havemennesker trådt ud af havegangen for at toppes inde i Politikens spinatbed.

Og det er da også en underlig udgivelse, Ryge tager afstand fra i sin anmeldelse. Og hele det her bogprojekt er rigtig synd for en, der hedder Pernille. Mere om det om lidt.

Glad var jeg, da jeg fik den flotte ”Isabellas store bog om køkkenhaven” i hånden. Jeg kan jo lide den slags. Og har elsket mange af Politikens forlags tidligere udgivelser i denne genre

I disse dage er jeg i Skagen. Jeg skriver på den næste bog. Den handler måske ikke så overraskende om haven. Men denne gang møder haven klimaforandringerne, guerrilla gardeners, miljøaktivisterne og de urbane farmere. Bogen handler om at vi skal… Spise fra haven! Spise grønt. Spise lokalt.

Vi skal droppe de ”meningsløse” planter som græs – der kræver klimanedbrydende græsslåning og ikke giver noget igen – og i stedet dyrke de meningsfulde afgrøder, der ikke kræver benzindrevet omsorg og som giver meget igen. Dyrke noget grønt, der kan spises nede i gården, oppe på taget, henne på den nærmeste byggetomt, ude på altanen, henne i nyttehaven, ovre i kolonihaven, oppe i sommerhushaven eller hjemme i villahaven – eller i din nabos have som I måske kan deles om. Vi bor jo i et land hvor alle har mulighed for at dyrke noget de kan spise. Og det er vigtigt.  Det er billigt. Det er smart. Det er sundt. Det er klimavenligt. Det kan redde verden.

I forbindelse med arbejdet med bogen har jeg i dag lavet en Facebook-side kaldet “Grow what you eat”. Den fik 100 fans på den første time den var i luften… Du kan gå ind og være med. Det er fuldkommen non-profit og bare ment som et diskussionsforum, hvor vi kan dele fif, opskrifter, frø, planter – men også viden og måske endda jord via denne side. Måske har nogen jord, der gerne vil have dyrket, af jordløse grønsagsdyrkere. Jeg tænker denne side kan være opslagstavlen, hvor de finder frem til hinanden…

Danmarks Naturfredningsforening og MATAS samarbejder om at sætte fokus på rent drikkevand. Og jeg er rigtig glad for, at de har spurgt mig om jeg vil være med til at henlede opmærksomheden på vores vand.

Vand er liv. Vand har været

Debatindlæg fra Politiken – onsdag den 30.marts 2011. Skrevet til serien Den Der Familie. Her bringes den uforkortede udgave.

Signe Wenneberg har skrevet om ”den der familie” gennem mange år – således også i sin første bog, en antologi om voksne skilsmissebørn fra 1997 med bidrag fra bl.a. Martin Kongstad, Katrine Wiedemann og Uffe Buchard (Aschehoug). I sin seneste bog fokuserer hun på positiv skilsmissekommunikation. Lev Livet Selv, Gyldendal, 2010. KAN KØBES I BUTIKKEN eller i Gyldendals webshop.

DEN RUMMELIGE FAMILIE

Bedsteforældre er en kæmpe ressource – også i den fraskilte familie

I andre dele af verden dumper børn naturligt ned i storfamilier, der også består af ældre medlemmer, som der lyttes til. Herhjemme opererer Danmarks Statistik med 37 forskellige familieformer. Men alligevel er opfattelsen af en rigtig familie synonymt med et snorlige par med et par børn: Et perfekt par-selv-projekt. Men også par, kan vi læse, der formår at koste så meget rundt med hinanden, at der tales om aftalefamilier, stressede børn, sure bestemmemaskine-koner og cafelatte-mænd med boller af spelt. Hvor trist.

Her bringer jeg online-version af det debatindlæg der er at finde på s.9 i Politiken Debat i dag, onsdag den 23.2.2011.

Man straffer folk, der gør sig umage

I en række artikler i Politiken i oktober kunne vi måbende læse om Joy-Maria Frederiksen, som har begået den synd, at invitere sin eksmand til aftensmad. Det skal straffes. Nu er der faldet dom i sagen – og den enlige mor skal betale 100.000 kr til Høje-Tåstrup kommune. Det er de ydelser hun har modtaget til sine børn siden far og mor blev skilt for to år

Her er min seneste klumme i ugebladet Søndag (for tiden Danmarks største kvindeblad).

Et nyt år er godt i gang og det er hermed tid til at høre nyhedsværter og vejrværter sige Fe-Bu-Rar. Her er en helt usaglig liste over tidens mest irriterende ord og vendinger. Fortsæt selv listen derhjemme.

Fe-bu-rar og handle ind. Der er en måned, som hedder februar. Og man kan enten handle eller købe ind.

Sædkvalitet. Når man nu tænker i billeder, er det altså lidt tapetklisteragtigt, at det er blevet sådan et normalt emne at tale om ved middagsselskaber. Jeg kan heller ikke udholde at høre om ”temperaturtagning” fordi jeg ser det for mig. Det er simpelthen lidt mere information, end jeg har brug for.

Jeg tror på, at man bliver klogere af at rejse ud i verden og møde de mennesker, man kun kender fra medier. Jeg tror, det er en rigtig god ide at lære mennesker i alle lande at kende, for så bliver verden faktisk mindre, når vi finder ud af, hvor ens vi i grunden er. Jeg tror også på, at det er en god ide at kvinder i Danmark og i andre lande – i Mellemøsten for eksempel – går sammen og danner netværk, så vi kan udviske fordomme sammen. Jeg har skrevet lidt om Albrightgruppens besøg i Syrien her. TRYK PÅ LINKET.

Jeg holder naturligvis fortsat foredrag om værdien af netværk på tværs af køn, grænser og netværk via nettet og de sociale medier. “Networking is a business – start investing now” – som Madeleine Albright har formuleret det.

Mange har spurgt mig om klummen fra UGEBLADET SØNDAG i denne uge ligger online. Det gør den nu. Jeg har lagt den ud her på min hjemmeside. Klummen handler om at sige ja!

For et par år siden fandt jeg ud af noget, som jeg selv synes var meget snedigt, men som mange sikkert har regnet ud for længst: Man bestemmer selv, hvor sjovt eller hvor kedeligt man har det.

Blog # 4 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh om KLIMA. Baggrund: Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt i verden og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”. De har netop afsluttet en rejse til Bangladesh, verdens 3.fattigste land.

9960 nye økologiske køkkenhaver i Nilphamari – eller hvordan de fattige dealer med klimaforandringerne

Mens jeg har været i Bangladesh, har jeg været ude at besøge de små landbrug i de fjerneste egne. Jeg har gået rundt i rismarker, i Dardjeling-temarker og i køkkenhaver. Ærindet med min rejse var at sætte fokus på “empowerment of women”. Men det er

Blog # 3 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh, verdens 3.fattigste land – nabo til Indien, Nepal og Burma. Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er blevet udpeget som ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt i verden og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”.

Blog # 3 fra det nordlige Bangladesh / At rejse er at leve – og at aflive myter

Hvordan er det derude? Bliver jeg spurgt, hvis der slipper en sms eller en mail igennem det usikre mobilnet langt ude på landet, hvor jeg rejser rundt. Får du noget at spise?

Vi spiser ris og dal, ris og dal, ris og dal (dal er en slags karry-kikærte-blanding som binder risen sammen). Det smager slet ikke dårligt. Tit får vi grønsager fra de lokale køkkenhaver til. Tomater, blomkål, agurk. Plus måske lidt ged eller kyllingekød tilberedt i en rundbundet gryde over ild med olie, chili og karry. Der er ti slags ris, her i området, får vi forklaret og jeg kan ærligt sige, at jeg har fået nok af ris. På heldige dage finder vi banan og papaya. Man kan kun få hvad der dyrkes lokalt og er i sæson.