dyrevelfærd

Du er hér::/dyrevelfærd
­

I dag er det 4 år siden ex-burhønen Maggie døde – men hun er stadig med os

I dag den 17. oktober er det fire år siden Maggie døde. Det var en smuk dag. Ligesom i dag. [...]

Stop stress: Alle medarbejdere burde have en kontorhund

Reklame. Formalia skal være i orden, venner, så I skal vide, at dette er et sponsoreret indlæg.  Forleden fik jeg [...]

Ti ting du kan gøre i haven i næste uge

Denne uge i haven. Nu begynder det hele forfra, og det er en meget stor fornøjelse. Nedenfor har jeg skrevet ti ting, du [...]

På vej på posthuset – skal du have noget med?

Skal du have noget med? Når jeg skal på posthuset om lidt? Du gør sådan her: Skriver på mail - [...]

Mormors kødløse mandage

Et gammelt udtryk hedder ”hjemme ved mors kødgryder”. Der noget ved talemåden, som altid har undret mig. Jeg kan ikke [...]

Guide til høns

At holde høns er nemt, givende og lærerigt. Hvis man kun skal være selvforsynende med én ting fra sin have, [...]

Sådan køber vi ind om ti år

Om ti år er alting anderledes! Tag med til en mere bæredygtig verden anno 2025 SÅDAN KØBER DU IND OM [...]

Du og jeg, Alfred

Mens jeg skriver disse linjer aer jeg min gamle kat Alfred for noget nær sidste gang. Jeg græder og hvisker [...]

Maggie er død

Den legendariske havehøne Maggie, som var maskot for Burhønsenes Befrielsesfront og på den måde havde næsten 9000 fans (i dag 2015 = 13.000) på Facebook, er død. Hun vil blive savnet. Men det lille kræ nåede at gøre en kæmpe forskel. Mange fortæller, at de tænker sig om en ekstra gang, når de lurer på en pakke buræg, eller en alt for billig skod-kylling, takket være ex-burhønen Maggie og den historie hun kunne fortælle om ”factory-farming”.  Maggie kan ses en sidste gang på DR2 søndag aften (20.oktober 2013) i debatprogrammet ”På den anden side”. Maggies kamp for flere havehøns og færre burhøns/tremmekyllinger fortsætter ufortrødent i græsrodsbevægelsen Burhønsenes Befrielsesfront. Det er lørdag eftermiddag. Jeg har ikke kunnet fortælle jer det før nu, fordi jeg har været så ked af det, men Maggie er død. Og nu vil jeg fortælle hele historien til jer – alle jer børn og voksne, der gennem tiden har skrevet så mange breve og hilsener til Maggie og til jer, der har  interesseret jer så inderligt for hende. Og jeg lover, at det nok også skal ende med at jeg skriver en børnebog om hende, sådan som rigtig mange børn har bedt mig om. Maggie døde torsdag (17. oktober) en værdig og naturlig – men dog en meget voldsom – død. Og hun er nu begravet nede i den baghaven. Hun ligger i en pæn papæske som før indeholdt forårsløg og er pakket ind i laksefarvede aviser. Hun har fået blomster med sig i graven og et fint kors af bambus ovenpå. Til foråret kommer der tulipaner op fra Maggies lille grav. ”Min mor er bare meget glad for dyr og det er vores yndlingshøne, det er derfor…” sagde min yngste søn forklarende og undskyldende til de andre mennesker, der sad med deres hunde i venteværelset. Jeg tudede som om jeg var med i en tegneserie og var sådan en figur, der kan få tårerne til at sprøjte ud til alle sider. Vi kommer der tit. Hos dyrlægerne. Vi kender dem. Vi henter mad til katten og hunden og får fikset dem, når der er noget. Den ene dyrlæge er mor til en af legekammeraterne og har engang – en søndag eftermiddag – syet min finger sammen uden anden bedøvelse end gintonic midt i et halloweenparty, hvor jeg med lidt for stor entusiasme skar grøntsager til den uhyggelige knoglesuppe. ”Du er blå i hovedet af at græde, skat” sagde min mor pragmatisk, da hun også kom ned hos dyrlægen. Nu var Maggie netop død, helt død. Hun døde af sig selv, mens jeg ventede med hende inde på operationsstuen. Ventede på at hun kunne få en sprøjte, så hun i det mindste ikke skulle lide. Min kloge søn havde ringet efter sin kloge mormor, der kan finde ud af alt med dyr og natur og begravelser og hvem der skal huske at vaske hænder. Min mor mindede mig (og min søn) om, at jeg aldrig har været god til det med dyr og død. Når slagtebilen kom for at hente vores lam på gårdspladsen derhjemme tudede jeg. Når ænderne skulle slagtes til jul tudede jeg. Når kattekillingerne skulle aflives løb jeg ind i skoven. Når hønsene skulle udskiftes fordi et nyt hold skulle lægge æg, sørgede jeg for ikke at være hjemme. Da vores gamle airdale-terrier døde tudede jeg i to måneder. ”Men det er også fordi… Maggie er ingen helt almindelig høne…”. Forklarede jeg grædende veterinærsygeplejersken og klinikassistenten og den anden dyrlæge, som var på vagt. Og de var alle sammen helt utrolig forstående og kærlige og hvis jeg nogensinde står med et dyr, der skal dø igen, vil jeg hen til dem. (De har endda ringet efterfølgende og hørt, om jeg var okay). Udefra set giver det jo ingen mening. Selvfølgelig ikke. Jeg flippede helt ud over en høne, en høne som jo (TRYK PÅ DEN GRØNNE CONTINUE READIN KNAP, HVIS DIN TEKST ER DELT HER) […]

Den Giftfri Have

Jeg har skrevet otte blogindlæg dette forår - og netop publiceret det sidste - om den giftfri have. Om alt [...]