Min seneste bog hedder Spis Din Have – klimakrisen set fra køkkenhaven. Den er en glad og lettilgængelig bog om at dyrke i byer og på lidt plads. Men den er også en bog, der tager praktisk fat på, at vi stå overfor nogle meget store kriser i verden. Fødevarekrise. Klimakrise. Sundhedskrise (fedme, fejlernæring). Finanskrise. 

Bogen tager fat på det faktum, at vi er ved at gå rabundus. Fordi vi ikke tager livet og jorden alvorligt. Fordi vi spiser helt forkert – så vi bliver usunde, ikke sunde. 80 procent af vores sundhedsudgifter går allerede nu til livsstilssygdomme.

Vi spiser og drikker forkert. Og vi passer ikke på vores jord, som er den, der skal brødføde os.

Vi dyrker ikke jorden – mulden – på en måde, så den bliver bedre for vores efterkommere at dyrke og leve af. Det kan vi ændre på! Vi kan dyrke mere selv og kræve mere økologi i alle landbrugsproduktioner i hele verden.

Vi tager heller ikke vandet alvorligt. Så ville vi ikke sidde roligt på stolen mens 40 procent af alle danske vandboringer er blevet lukket af vandværkerne for bestandigt, fordi de er forurenede af roundup og andet skrammel, som vi alle sagde, ikke ville gøre nogen skade. Vi kan kræve, at der bruges mindre gift i landbruget – og vi kan selv undlade brug af roundup i haverne… Vi kan dyrke jorden rent og økologisk. Sådan at den bliver bedre for vores børn at dyrke end den var for os.

Min bog handler om, at vi selv kan gøre noget. Sammen med de millioner af andre mennesker verden over, der gør noget. Vi står foran den største fødevarekrise verden endnu har set. Vi er på vej mod de 9.milliarder mennesker i verden. Vi skal alle sammen have mad. Den mad skal komme fra jorden. Fra frø. Selv kød kommer helt grundlæggende fra frø – fra at noget mad til et dyr er groet ud af et frø.Vi må bruge jorden fornuftligt. Overalt. Vi kan gå med i den verdensomspændende bevægelse, som allerede er meget stor i Amerika, Asien, Afrika og ja, på Cuba, og dyrke mad i byerne. Indrette byerne på at alt mad ikke skal bringes ind i lastbiler og fly – men at noget kan dyrkes og skabes inden for bygrænserne. Det handler om Urban Farming.

Vi kan skabe køkkenhaver i parkerne og hjemme hos os selv i baghaverne. Vi kan lave små lommeparker med høns og højbede, som kan vise børn, at mad faktisk ikke gror henne i supermarkeder. Vi kan lave suppekøkkener med mad dyrket inde i byerne. Vi kan dyrke en lille smule selv og være med i community gardens – fælles haver – ligesom de ses i USA, hvor selv præsidentparret går foran og er selvforsynende med en have i byen – foran det hvide hus i Washington DC.

Vi kan alle sammen gøre noget. At vi ikke kan gøre alt og blive totalt selvforsynende året rundt betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Alle kan dyrke en lille smule. Om ikke andet bare krydderurter i altankassen. Det handler min bog om…

Bogen kan købes i alle boghandler, lånes på biblioteket eller købes signeret af mig. Den er vistnok billigst hos netboghandlerne. 

Politiken i dag…. Serie om elite. HERMED ONLINE (tryk på dette link).

Jeg gør lige opmærksom på, at min rubrik var “Intet sted er uligheden større end inde i mikroovnene” – jeg har ikke valgt den uhensigtsmæssige rubrik med underklassen… 

Klumme fra ugebladet Søndag hermed online som lovet. (Er trykt i bladet i denne uge).

En kulturminister er gået af efter grov chikane på nettet. En sygeplejerske er død. En statsminister kaldes ting. Hvordan skal vi lære børn og unge, at gebærde sig civiliseret – i livet og på sociale medier – når de voksne er sådan nogle dårlige forbilleder?

Engang for mange år siden, før de sociale medier, blev jeg ringet op af en journalist fra Berlingske. Han ville gerne lave en artikel med udgangspunkt i min nye bog, som han roste. ”Herligt”. Sagde jeg. Og han tilføjede: ”Ja, og jeg vil også gerne interviewe dig, fordi alle mine kvindelige kolleger synes du er skideirriterende”. ”Okay”. Sagde jeg. Og har husket det lige siden. Det sidder der bare. Bum.

Dette er et enkelt ord og en harmløs oplevelse set i forhold til den voksenmobning, jeg ser finder sted på alle mulige danske arbejdspladser og på sociale medier. Men det viser, at ord betyder noget. Et enkelt ord betyder noget. For tiden er det som om ”idioter med internetforbindelse” har fået frit slag til at give den gas med grimme ord. Som om læserbrevs-kommentarsporene fra formiddagsaviserne er flyttet over på Facebook. Jeg har mærket den frådende horde selv. Andre mærker dem meget tydeligere. Det må stoppes. For det bringer ikke vores civilisation i nogen heldigere retning.

Tiden har ændret sig. Medierne er revolutioneret. Alle har mulighed for at deltage i en fuldkommen ucensureret debat på de sociale medier og alting bliver stående for altid (undtagen når gode sjæle er så venlige at slette og censurere). Det kræver virkelig noget af dem, der deltager. Først og fremmest: Omtanke.

Meget er ændret. Til det værre. At der i gamle dage sad nogle kvindelige journalister og bitchede over en kollega (mig) kunne ikke rigtig gøre den store skade. Gad de endelig skrive en dårlig anmeldelse eller kommentar (om mig), ja, så var avisen jo bare fiskepapir dagen efter. Herregud.

Omvendt. I dag kan de, der mener, at nogen er skideirriterende, gøre rigtig meget skade. De kan med et par enkelte klik, en opdatering, et satirisk indlæg få andre menneskers verden til at ramle. Fordi kommunikationen er ude af kontrol og ofte væk fra kontekst. Det kan have fatale konsekvenser. Nogen klarer ikke presset. Som sygeplejersken fra England, der tog sit liv efter at være blevet hele verdens talk-of-town, da hun – måske lidt naivt – var hoppet på en australsk radio-kanals telefonfis (værterne udgav sig for at være den engelske dronning, som ville høre til kronprinsessen indlagt på hospitalet)…

Eller som kulturministeren, der gik. Og efterfølgende skrev således på sin væg: Kære alle …det er vigtigt at vægopslag og kommentarer overholder god takt og tone. Det betyder bl.a., at indlæg ikke må være injurierende, diskriminerende, krænkende eller have karakter af at være chikane mod andre. Så en venlig opfordring: Skriv pænt til hinanden og undgå personangreb….Tonen har været overraskende hård på det seneste. Derfor vil I fremadrettet opleve…, at jeg går ind og sletter særligt hadske indlæg. Det håber jeg I har forståelse for.

I dag kan man fuldkommen uden regning sige ting om folk, man aldrig ville sige til dem, hvis man stod overfor dem. Ville en tv-personlighed sige til statsministeren, at hun lignede en frigid botox-narrøv, hvis han stod overfor hende? Ville vi like det? Næppe. Men på nettet siger han det. Og folk liker det. Og hvert et like er skyldig og bærer ansvar for, at det her er løbet af sporet.

Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke skal ”kaste med sten, når jeg selv bor i glashus”. Ja, jeg er skideirriterende. Ja, der er andre, der er skideirriterende. Og hvad så? Lad os komme videre. Vi kan alle sammen være med til at skabe den gode stemning på arbejdspladser og i den offentlige debat… Vi kan vise os selv og hinanden, at vi har andet at bruge vores korte tid her på jorden til, end at mobbe hinanden. For ærlig talt: Fører det vores civilisation i nye gode retninger? Er det særskilt forbilledligt overfor næste generation?

PS. Måske ved du det ikke, men jeg holder – med afsæt i mit fag, retorikken – foredrag om strategisk brug af sociale medier på arbejdspladser, kurser og konferencer. Her taler jeg også om tonen – og om at anvende de sociale medier hensigtsmæssigt. Ring, hvis du har brug for en taler eller foredragsholder om emnet.

PPS. Trine Krebs har nedenfor – klogt – bragt en præcisering af  begrebet idiot. “An idiot in Athenian democracy was someone who was characterized by self-centeredness and concerned almost exclusively with private—as opposed to public—affairs.[6] Idiocy was the natural state of ignorance into which all persons were born and its opposite, citizenship, was effected through formalized education.[6] In Athenian democracy, idiots were born and citizens were made through education (although citizenship was also largely hereditary). “Idiot” originally referred to “layman, person lacking professional skill”, “person so mentally deficient as to be incapable of ordinary reasoning”. Declining to take part in public life, such as democratic government of the polis (city state), was considered dishonorable. “Idiots” were seen as having bad judgment in public and political matters. Over time, the term “idiot” shifted away from its original connotation of selfishness and came to refer to individuals with overall bad judgment–individuals who are “stupid”. 

I aftes lavede jeg mad med Adam Price på DR1. (Tryk på link for at se programmet).  Ja, faktisk var programmet optaget i november, da der stadig var lidt grønne tomater i mit drivhus og da der stadig var en enkelt blomst tilbage i haven, som jeg kunne tage med i buket til bordet. Sikke mange der har set programmet! Jeg er blevet lagt ned af beskeder. Burhønsenes Befrielsesfront  - og dermed ex-burhønen Maggie - har fået over 300 nye venner på Facebook siden i aftes. Jeg har fået rigtig mange mails. Og der er helt vildt mange, som skriver inde på Facebook. Mange som vil vide hvor kompostspanden er fra (den er fra 360 grader nord i Torvehallerne, det sted, hvor jeg også henter kyllinger). Og der er mange  som leder efter opskriften på den kylling, jeg lavede. DR er nemlig kommet til at sætte en forkert opskrift på hjemmesiden (Adams franske kylling står som min danske kylling). Så her kommer den.

En stor dansk land kylling – og jeg insisterer på, at det skal være en, der har haft et godt liv ellers kan det være ligemeget, ellers kan man bare spise noget andet… Men altså, en kylling på ca 2 kilo, 100 dage gammel, købes hos 360 grader nord i Torvehallerne eller et andet godt sted… Den ankommer til køkkenet og skoldes under kogende vand.

Brun den i en god jerngryde med tyk bund og låg. Brunes i smør (ikke kærgården og sådan noget bras). Læg et par halve skalotteløg, et par gulerødder, et par hvidløg, timian, peberkorn, laurbærblade og rosmarin ved mens kyllingen steger og koger (giver smag til sovs og sies fra senere). Kom et bundt persille og måske en sukkerknald ind i kyllingen.

Vendes og brunes i ca 50 minutter til en time. Skal være fin brun og falde let fra ved benene.

Kog små danske øko-kartofler – evt m skræld, hvis de er pæne eller hvis det er sommer. Kog i 10 min, lad stå i 10-15 min. Masser af salt. Gerne også en kvist af løvstikke, hvis det er sæson i haven.

Agurkesalat laves af 1-2 agurker – og det er nødvendigt, at bruge et mandolinjern… En genial opfindelse. Tynde tynde skiver. Lagen laves af hyldeblomsteddike, rørsukker, salt, peber og vand. Server også gerne asier til. Denne dag var der også grønne tomater i agurkesalaten, som aldrig kommer helt ens ud her i køkkenet…

Sovsen bruger basen fra stegningen af kyllingen (som nu ligger på et pænt fad og måske på blade af grønkål eller noget). Med et fladt piskeris piskes sovs – dvs hønsekødsfond (evt terning), salt, peber, kartoffelvand (bemærk, at det er salt i sig selv) evt en sjat rødvin og i hvert fald noget ribsgele og en del fløde til en god sovs. Hvis man synes, kan man jævne sovsen. Men brug ikke kulør. Si sovsen til sidst, så laurbærblade osv ikke kommer med op i den opvarmede sovsekande.

Mormorsalaten består af gammeldags hovedsalat, vasket og duppet tør. Dressingen er fløde rørt/pisket med lidt rørsukker, salt og peber og dråber af citron, som blandes langsomt i, så dressingen tyknes uden at skille…

Server god dansk øl og vand til.

PS. Skjorten – som så mange har skrevet til mig om – er fra Whiite. De har en butik i Kronprinsensgade, hvor der stadig er et par stykker tilbage har jeg set, fås ellers også i Magasin osv. Kompostspanden er – ligesom kyllingen – fra 36o grader nord i Torvehallerne. Fås også hos www.pulito.dk

”Der står en mand, jeg aldrig før har mødt og laver mad i mit køkken. Det dufter helt fantastisk” sagde jeg til min veninde  i telefonen og inviterede hende over. Og sådan gik det til at min veninde, min yngste søn, en fremmed mand og jeg, spiste et af de mest lysende mindeværdige måltider i mit liv en tirsdag aften i denne vinters mørke.

Men lad mig begynde et andet sted end ved køkkenbordet. Da Obama blev genvalgt holdt han en fantastisk tale – med tråde tilbage til Kennedy-æraen: ”Dette betyder ikke, at jeres arbejde er gjort. Borgeres opgave som medlemmer af et demokrati ender ikke med jeres stemme. Amerika har aldrig handlet om ”hvad nogen kan gøre for os”: Det har altid handlet om hvad ”vi kan gøre sammen”. (Søg evt. på Election Night, Chicago).

Nu er Danmark jo ikke Amerika. Men alligevel er vi alle sammen beboere i den samme globale landsby, hvor de samme vinde blæser.

Finanskrise og arbejdsløshed har ramt store dele af verden. Internettet har været en revolution over hele jordkloden. De sociale medier fører mennesker sammen. ”Hvad der er mit, er dit” – siger man om den nye tænkning i fællesskaber. Vi følger med i alt fra store valg til små hverdagsbegivenheder på en daglig basis. For vi lever i en lille verden nu. Og vi kan lade os inspirere af hinanden på tværs af landegrænser, sprog og fag.

I gamle dage – før den digitale revolution – var det normalt straks at spørge folk: Hvor bor du? Hvad er du uddannet? Hvad arbejder du med? Det var hvad, der gav identitet og mening i ”gamle dage”. I dag og i fremtiden kommer vi til at spørge: Hvad brænder du for? Hvor er du på vej hen? Hvad har du oplevet?

At have et stort hus, en stor bil og et fast job er ikke så tillokkende længere. Det giver ikke den samme anseelse, som det gjorde før. Tværtimod virker det nu pludselig fastlåst, klimauvenligt, dyrt, egoistisk og kedeligt.

Anseelse høstes nu på andre måder. Anseelse får dem, der er noget for andre. Dem, der deler. Dem, der er frivillige, besøgsvenner og dem, der har oplevet noget spændende. Dem, der kan berige andre mennesker, deltage i demokratiet og i samtalen på en begavet måde. Både den samtale der foregår rundt om køkkenborde og i de nye medier. Dem, der viser verden, at de bidrager positivt, er helte. Lad mig illustrere det med manden i mit køkken.

Lad os kalde ham T. For et par uger siden blev han skilt, mistede sit arbejde, måtte gå et semester om og flyttede ind på et værelse – uden andet end en seng, en computer og en pose havregryn. Han var rimeligt meget på røven. I stedet for at gå i sort, gik han på Facebook. Her oprettede T, som er en habil kok, en side, hvor han tilbød at komme ud og lave mad til folk mod at spise med. Jeg så straks siden og jublede over initiativet og blev dermed en af dem, der nåede at få en aftale i T’s kalender inden succesen overmandede ham. Og sådan gik det til, at T dukkede op i mit køkken en tirsdag kl.14. Han har god tid – også til brød, der skal hæve. Han fik kontanter og gik på indkøb. Lavede i løbet af de næste fem timer den mest fantastiske middag. Brød. Labskovs. Rødkålssalat. Råsyltede rødbeder. Peberrodsskum. Som han serverede i mit køkken. Det var godt. Det var så forbilledligt. Fordi T deler ud af sit overskud, nu hvor han selv har underskud.

Han har tid og evner og det deler han ud af. Ved at få køkkener til at dufte fantastisk og ved at skabe sig nye venner rundt om køkkenborde med lysende måltider.

Og når nogen spørger, hvad T laver og hvor han er på vej hen, så handler det ikke, som det ville have gjort i gamle dage, om, hvor han arbejder, hvor han bor, hvad han ejer… Men om hvad han bidrager med til verden. Og hans bidrag er stort. Det synes jeg, vi andre kan lære meget af. Del ud af hvad du har.

Godt nytår!

Klumme i Ugebladet Søndag. Bragt uge 1, 2013.

Her er min første klumme fra ugebladet Søndag i år. Fik jeg ret i at høflighed ville blive det helt store her i 2012?

Ja, jeg er så blevet 70 år siden vi talte sammen sidst. Men det er der jo så mange gode rock-and-roll-folk der er. Jeg er 1. Begyndt at bruge mine læsebriller hele tiden. Jeg har 2. Været i radioen, hvor jeg talte om ”høflighed som det nye klister for sammenhængskraften” med en jævnaldrende teolog. Jeg har 3. Nynnet, mens jeg har genlæst mine julekort, da jeg lagde dem væk, i en pose, sådan som min mor gør. Ikke noget med at smide pæne håndskrevne breve ud; de skal i kassen med julepynt, så man kan læse dem igen næste år og glædes over dem. Jeg er 70 år.

For et par måneder tid siden, da jeg stadig var først i fyrrene, skrev jeg på facebook, at jeg nok havde været den sidste tante, der skrev julekort. Fra nu af erkendte jeg, at det var en skik, der var gået af mode (jeg tog fejl). Og for første gang ville jeg ikke sende mine evindelige papirjulekort med billeder af børn, hund, kat (og høns, ja, kommentarer frabedes) og småt og stort, fra året der gik. Det var egentlig bare en udmelding til mine venner. En erkendelse.

Men så skete der noget. Som jeg måske burde have regnet ud: Julekort er det nye. Venlighed og høflighed er det nye. At være noget for nogen, er det, der holder det hele sammen. Selvfølgelig!

Jeg har længe arbejdet med ”positiv kommunikation” henne i mit arbejde som kommunikations-konsulent. Her handler det om at få virksomheder og organisationer til at dele god energi, frem for det modsatte. Det er god energi, at tale om positive historier og udvise venlighed, som vi fx har set det i kampagnen for buschauffører. Det er trist energi at tale om at ”der er så meget kvinder ikke forstår”. Nuvel.

Just som jeg havde skrevet min opdatering, ja, så væltede det praktisk talt ind med julekort. Med kærlige hilsener. Også fra jer kære læsere af Søndag. Tak! (Jeg har selvfølgelig svaret alle igen).

Hvad kan vi lægge i den store bunke af venlige og høflige julekort? En hel masse. De er – som jeg formulerede i en lidt anden sammenhæng i radioen – det klister, der holder sammen på det hele. For nok er det fantastisk med de sociale medier, hvor man kan kommunikere til 5000 personer på en gang, når man skriver til sine såkaldte venner. Det er smart. For det er en ny måde at sende et lille ”julekort” eller et lille ”mikro-nyhedsbrev”, men der mangler alligevel noget nerve. Den nerve finder vi kun i en-til-en kommunikationen. Det kan være på sms (det nye postkort). Det kan være i bussen. Det kan være, når vi holder døren for nogen (gør endelig det). Det kan være, når vi ser vores kassemand i øjnene og lige veksler et par ord. Det kan være, når vi husker en fødselsdag.

Når man først begynder at lægge mærke til det, så er det som om høflighed i fællesskabet hyldes overalt i disse dage (undtagen i det politiske liv, sjovt nok). Torben Steno har agiteret for at genindføre ikke bare høflighed, men tiltaleformen De. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Ligesom man ved samme lejlighed kunne kalde lærere ved efternavn i skolen, for at genindføre respekten for voksne og lærde mennesker. (Jeg sagde jo, jeg er blevet 30 år ældre siden sidst).

Der har aldrig før været så mange frivillige, der ønskede at hjælpe til med de fattiges jul og der har aldrig været så mange unge, som har ønsket at lave frivilligt socialt arbejde. Blandt almindelige mennesker er det, som om, det, at være høflig, hjælpsom, venlig og positiv i kommunikationen med andre, er det, der skal bringe os sikkert gennem krisen. Sådan som det har været i de andre meget store kriser i historien, hvor medmenneskelighed og hjælpsomhed, har bragt os sikkert over sundet og gennem krige.

Det er som om det personlige ansvar for at verden bliver et rart sted at være –med eller uden penge og så længe det varer – igen tages alvorligt af den enkelte. Prøv at lyt til snakken på gaden: Man bander mindre end for få år siden. Man hilser pænt. Man sætter sin mobil på lydløs af høflighed (det er nyt). Der synes at være opnået konsensus om at bidrage positivt – også på de sociale medier – som om den kollektive tanke har ramt os, at der er skidt nok i verden. Jeg er ikke blevet 70 år. Indrømmet. Men jeg har besluttet mig til at ”se og lære” og tale sådan som de gamle, før jeg selv bliver gammel. Jeg tror på, at høflighed er det nye her i 2012.

PS. Jeg ved ikke om jeg fik ret. Det er som om der blev to lejre. En, hvor høflighed virkelig er det nye – der kom endda et program på tv om “Høflighed på 100 dage” her i 2012. Men der blev også en mere hård tone, en mere skinger vrede og meget mere voksenmobning i det offentlige rum, end jeg i hvert fald, nogensinde har set før. Det er skadeligt for alle – og ikke mindst for den gode samtale. Som man får lyst til at melde sig ud af. Ja, jeg har også fået lyst til at melde mig ud af Facebook pga dem, der ødelægger den gode stemning derinde. Men julekort… Dem skal jeg i gang med at sende. Man kan ikke sende nok god karma ud! Og i år sender jeg ikke kun private julekort – men også kort til dem, jeg har haft noget at gøre med professionelt i år. Alt er godt.

Har du lyst til at få en af de meget få ledige pladser på workshoppen hjemme i min egen have dette forår (2013)? Så skriv en mail.

Det koster 695 kr ex moms for en eftermiddag i haven.

Der er blomsterfrø, kaffe, te, saft og kage – og min allernyeste bog Floras Blomsterbog – med i prisen. Du får selvfølgelig også min lille hønsebog med i goodie-bag’en…

Mine andre bøger kan tilkøbes, signeres og skrives med på fakturaen.

Jeg holder to workshops. Den med børn bliver efter  sommerferien pga travlhed. Den for voksne bliver den 28.maj.

En for voksne – der er nybegyndere i haven. Her kommer vi omkring altaner (som min næste bog handler om), urban farming, drivhus, egne erfaringer, kompost, højbede, stop-spild-af-mad, høns (alt om pasning og pleje), blomster, frø, forspiring, krukker, kasser og så videre. Spørg om alt. Ingen spørgsmål er dumme!!!

En for børn – der gerne vil vide alt om at så, om at passe høns og blive fortrolige med at dyrke. Både på altaner, i højbede, i drivhus og med kompost fra egen kompostkasse.

Send en mail hvis du vil med i haven. Nu eller senere…

Hverdage er et projekt, som kigger nærmere på andre menneskers hverdage og hvordan andre har indrettet sig i livet. Jeg er blevet spurgt om min hverdag her. Læs med og hør, hvad det er jeg arbejder på for tiden. Det handler om rejser…

Spis din have og kom på Bogmesse. Jeg bliver interviewet om min nye bog SPIS DIN HAVE på Gyldendals stand (Tranescenen 2) kl.14.15. Det er Annette Nyvang fra Politiken, der stiller spørgsmål om urban farming, hvorfor det er et politisk projekt at Obama familien er selvforsynende med deres køkkenhave midt i Washington DC og hvad det er med drivhuse, guerrilla gardening og kassekøkkenhaver…

NEDENFOR kan I se udsnit af den positive omtale (tak for helt overvældnede omtale i øvrigt) af bogen, da den udkom tidligere i år.

DETTE ER EN BLOG OM HJEMVE FRA UGEBLADET SØNDAG

Kender du det? Nogle gange er det ikke til at holde ud, at det, at tiden går, og man bliver ældre, også betyder, at man må finde sig i at miste. Miste mennesker, miste dyr og miste steder.

Jeg har for eksempel sådan lyst til at tage hjem i dag. Men det er fem år siden, min mor flyttede fra huset og haven, som var blevet alt for stort for hende at passe alene… Siden har jeg ikke været rigtig hjemme. Hendes nye lejlighed er nydelig. Men den er ikke hjem. Så jeg tager tit turen hjem i tankerne.

Jeg ville kunne køre turen hjem i søvne. Tage alle svingene på den bakkede, smalle landevej med lukkede øjne. Jeg ville gå hen ad gårdspladsen og vide præcis, hvordan gruset føltes. Jeg ville kende de tre trin op ad stentrappen, jeg ville åbne døren og kende den særlige lyd af den store grønne dør, der bandt lidt. Jeg ville gå ind og råbe hej, og vide, at min mor sikkert rumsterede med et eller andet og næppe ville høre mig.

Jeg ville gå de ni trin op fra hoveddøren til hallen (hvor jeg ofte i min iver er skvattet og har forstuvet foden) og videre ud i