Her er på mange opfordringer min klumme fra Ugebladet Søndag, der udkom mandag 2.januar 2011. Hermed online.

DER sidder en mand inde i min radio og taler om noget meget alvorligt lyder det til. Han taler om danske tabermænd.Tabermænd, der har tabt terræn, set i forhold til dengang, hvor de havde hele riget og magten og æren. Nu er det ikke fordi, det ikke er alvorligt, at nogle danske mænd føler sig ensomme, fattige og marginaliserede. Men lad mig minde om fakta. Mænd er statistisk set vindere. I Danmark og i resten af verden. Og det har de været i tusindvis af år. På så mange måder.

Mænd ejer hovedparten af jorden i verden og i Danmark. De ejer ordene – ”mankind” er også kvinder. De ejer hovedparten af den faste ejendom. De har gaflet broderparten (tjek lige det ord) af pengene til sig selv og andre mænd. De har 94 procent af lederposterne i erhvervslivet her i vores smukke demokrati. Her, hvor alle er lige meget værd, hvor kvinder nu er veluddannede og hvor der burde være rigeligt med rekrutteringsgrundlag. Det med de 94 procent er vigtigt. Ikke fordi vi skal tale om at kvinder er tabere. Men fordi hele samfundet taber, når der ikke rekrutteres blandt de kloge kvinder, men kun blandt mere eller mindre velbegavede mænd. Køn er vigtigt også blandt ledere. Fordi ledere leder andre mennesker – både mænd og kvinder – og de bestemmer over værdier og hvad mænds og kvinders penge skal bruges til. Hvis vi ser på finanskrisen og på diverse bankkrak ville vi kvinder, der har tabt penge, måske gerne have haft, at der havde været et par kvinder med til at bestemme. Kvinder er typisk mere forsigtige og holistiske i finansforretninger. Der ville have været rart, for alle os tabermænd og taberkvinder, der har tabt på mænd.

Jeg er lige kommet hjem fra Afrika. Det er tredje gang, jeg har rejst ud i den tredje verden, for at skrive om det, der med et dejligt mundret dansk ord hedder ”empowerment” af kvinder. Kvinder i verden – i hele verden – har et problem. Et virkeligt problem. Ikke et selvskabt problem, som det, ham i radioen sidder og mukker over.

Bare for at give et par overskrifter, så mangler der 100 millioner kvinder og pigebørn i verden. De burde være her. Men de er væk. Forsvundet fra jordens overflade. Hvor er de henne? Pigefostre aborteres med vilje (efter scanning). Grufuldt. Men endnu mere grufuldt er det, at en ustyrlig masse små pigebørn forsvinder i løbet af deres første leveår. Har de fået puden over hovedet? Vi ved det ikke.

Senere ved vi med sikkerhed, at et drengebarn og en mand har fem gange så stor chance for at modtage lægehjælp, hvis han er syg – end hvis piger og kvinder bliver syge. Til gengæld har drenge, der når skolealderen meget større chance for at modtage undervisning og de skal ikke tage sig af husarbejde og vandhentning. Ligesom der er mange flere små piger, der arbejder, end der er drenge. Fremme ved 10-12 års alderen, så har pigerne i Indien, Pakistan, Indonesien, Kina og Østeuropa en gigantisk stor risiko for at blive kidnappet til slaveri og prostitution. ”Trafficing” er et større problem end slaveriet var i det 19.århundrede: Der er flere piger, som er forsvundet, solgt og eksporteret end der var slaver i hele slaveriets historie. I Afrika, har jeg set havne, hvorfra der blev skippet slaver af sted, men jeg har også set hvordan nutidens slaver lever og hvordan nutidens slaver undertrykkes. Jeg har set piger, der er blevet overhældt med syre, kvinder der er blevet gennembanket til ukendelighed, kvinder, der pukler, kvinder, der er uden rettigheder, kvinder, der må findes sig i dovne, tyranniske mænd og i mænd, der gifter sig med mange kvinder på en gang og mishandler hele familien og tager livet af pigebørnene.

Hjemme i Danmark, skal man høre meget før ørerne falder af. Tabermænd. De danske mænd, som føler sig som tabere, kan med fordel lære lidt af de stærke kvinder, jeg har mødt i udviklingslandene. Kvinder, som virkelig har tabt i livets store lotteri, men som rejser sig og kæmper sig frem ud af ingenting. De kvinder sidder ikke og vræler inde i en radio. De kvinder er mine forbilleder. De kæmper. De arbejder. De letter rumpen. De dyrker mad. De prøver at tage et lille bitte mikrolån. De prøver at lave en lille bitte forretning. De prøver at sende deres børn i skole, for at de kan lære det, de ikke selv fik lært. De forsøger, at mætte mange munde og tage sig af gamle og af børn, der ikke er deres egne. De er noget for nogen. Et sted så jeg en plakat, der siger det meget godt: Get Exited And Make Things! Kære tabermand. Rejs dig op, gør noget. Vær noget for nogen. Måske nogle af dem, der virkelig har brug for opmærksomhed.

***

NB. Jeg rejste med Danmission og Danida til Tanzania, hvor jeg besøgte Aids-projekter, kvinde-projekter, landbrugs-projekter og ikke mindst fantastiske dialog projekter for voldsramte kvinder i det meget voldelige vestlige Tanzania. Læs mere om disse rejser nedenfor på denne side og via mit nyhedsbrev og via Facebook.

(Dette er en artikel jeg skrev til MS / Berlingske Tidende d. 4.4.2010. Den er ikke lagt på nettet – så efter mange forespørgsler bringer jeg den nu her på min blog. Copyright Signe Wenneberg).

Urban Gardening – haven er kommet til byen

Torsdag inden påske landede H&M’s nyeste satsning ”The Garden Collection” i butikkerne. Lørdag meldte afdelingerne i København K. ”næsten alt udsolgt” af denne blomstrede have-kollektion af øko-certificerede materialer. Og det er ikke tilfældigt. Snarere er det en del af en global trend, ja, nogle taler ligefrem om et paradigmeskift, hvor vi ser os selv som en del af en stor helhed, vi kan påvirke i det små. Vi forsøger at påvirke byerne i en mere grøn retning. Blomster og grønsager dyrkes, hvor det lader sig gøre og dyrkes nu også af politiske årsager af mennesker, der strengt taget ikke behøver tage det hårde slid i køkkenhaven. Vi spiser rå mad og grove grødblandinger som om vi var ”hjemme på landet”. Intet er mere oppe i tiden end ”urban farming”, ”urban gardening”. De hippe forældre i storbyerne kalder nu deres natur-børn for Storm, Bjørn, August eller Liv, Viola, Rosa, Anemone, Flora.

For tiden laver jeg næsten ikke andet end at holde foredrag. Det handler især om Positiv Kommunikation - og hvorfor det kan ses på bundlinjen, når virksomheden får gang i de positive kommunikations-processer. Det handler om Grønt Forbrug – fra klidmoster til klimabevidst fashionista. Det handler om Netværk – sådan skaber og vedligeholdes professionelle netværk. Det handler om diabetes og sundhed - og om den pandemi vi står overfor. Det handler om retorik – og om at kommunikere hensigtsmæssigt. Det handler om STORYTELLING og den gode historie, der sælger varen, sagen, politikken… Det handler om stragegisk brug af  Sociale Medier.

Og endelig handler rigtig mange foredrag til foråret det også om HAVEN – drømmehaven derhjemme. Men også hvordan man skaber haver og grønne miljøer også i de offenlige byrum, om guerrilla gardening og urban gardening. (Ny bog fra Gyldendal ude til marts 2012). Og der er også foredrag om mine vilde rejser som velgørenhedsambassadør - og om hvorfor det er vigtigt med Empowement of Women, hvis vi vil redde verden…

REFERENCER OM FOREDRAG – om foredraget Positiv Kommunikation – afholdt hos Statoil oktober 2011:

Signe Wenneberg gav mig og mine medarbejdere en solid positiv indsprøjtning der fuldkommen levede op til både mine og mine medarbejderes forventninger.

Signe er en medlevende og inspirerende foredragsholder, der kan få det mest positive ud af alle hændelser og kan få deltagerne til hendes foredrag til at få samme opfattelse.

Det er en fantastisk egenskab på den korte tid der er til rådighed.

Jeg kan varmt anbefale Signes foredrag til konferencer, teambuilding dage eller bare som et godt indlæg efter en lang mødedag.

Søren Liltorp, Laboratory manager, STATOIL

Kære venner – jeg har lige været tre uger væk fra denne side, fordi jeg har været i valgkamp henne på www.stemsigne.dk. Jeg forsøgte at komme i Folketinget for at ændre verden i en mere grøn retning derfra. Jeg fik mange personlige stemmer – tak for dem – men blev ikke valgt ind. Nu skal vi videre her på siden, som altid har været fri for partipolitik. Her handler det om haven. Om mine bøger. Om mine foredrag. Om mine rejser i tredje verden som velgørenhedsambassadør (det kommer du til at høre mere til). Om mad. Om dyr. Om urban farming og guerrilla gardening. Om grønt forbrug – som jeg arbejder med til daglig. Og oplevelser fra mit arbejdsliv som kommunikationsrådgiver. Om familieliv – ikke mit, men manges – når jeg skriver om familieformer og skilsmisser, som jeg gjorde i min seneste bog. Vi ses og skrives ved. Her. Tak for tålmodigheden!

PS. Alle foredrag bookes her hos Plan4U. Tal med Thomas og Maybritt, de har styr på kalenderen. Tryk på dette link!

Vil du høre mig holde foredrag? Så mød op i Odsherred – Asnæs Bibliotek – på onsdag den 11.maj kl.19.

Her bringer jeg online-version af det debatindlæg der er at finde på s.9 i Politiken Debat i dag, onsdag den 23.2.2011.

Man straffer folk, der gør sig umage

I en række artikler i Politiken i oktober kunne vi måbende læse om Joy-Maria Frederiksen, som har begået den synd, at invitere sin eksmand til aftensmad. Det skal straffes. Nu er der faldet dom i sagen – og den enlige mor skal betale 100.000 kr til Høje-Tåstrup kommune. Det er de ydelser hun har modtaget til sine børn siden far og mor blev skilt for to år

Jeg tror på, at man bliver klogere af at rejse ud i verden og møde de mennesker, man kun kender fra medier. Jeg tror, det er en rigtig god ide at lære mennesker i alle lande at kende, for så bliver verden faktisk mindre, når vi finder ud af, hvor ens vi i grunden er. Jeg tror også på, at det er en god ide at kvinder i Danmark og i andre lande – i Mellemøsten for eksempel – går sammen og danner netværk, så vi kan udviske fordomme sammen. Jeg har skrevet lidt om Albrightgruppens besøg i Syrien her. TRYK PÅ LINKET.

Jeg holder naturligvis fortsat foredrag om værdien af netværk på tværs af køn, grænser og netværk via nettet og de sociale medier. “Networking is a business – start investing now” – som Madeleine Albright har formuleret det.

Dem, der intet har, takker meget – og os, der har meget, takker ikke særligt meget.

Det, jeg har tænkt mest på siden jeg kom hjem fra Afrika og Bangladesh er nok taknemmelighed.

Jeg tænker med taknemmelighed på smukke Runa Leila, der inviterede mig indenfor i sin hytte i landsbyen sammen med de andre kvinder og deres småbørn, da vi blev fanget af troperegnen, som trommede på hendes sivtag. Hun havde en mand hun var glad for, to børn hun var stolt af, en hytte på størrelse med mit redskabsskur og en seng, hvor alle sov sammen under farvestrålende lagner. Hun fortalte at det var meget meningsfuldt for hende, at hun arbejdede ulønnet som frivillig sundhedshjælper og vi blev hurtigt enige om, at det er smart at anbefale andre kvinder alle mulige former for prævention, så man ikke bliver gravid

Blog # 4 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh om KLIMA. Baggrund: Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt i verden og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”. De har netop afsluttet en rejse til Bangladesh, verdens 3.fattigste land.

9960 nye økologiske køkkenhaver i Nilphamari – eller hvordan de fattige dealer med klimaforandringerne

Mens jeg har været i Bangladesh, har jeg været ude at besøge de små landbrug i de fjerneste egne. Jeg har gået rundt i rismarker, i Dardjeling-temarker og i køkkenhaver. Ærindet med min rejse var at sætte fokus på “empowerment of women”. Men det er

Blog # 3 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh, verdens 3.fattigste land – nabo til Indien, Nepal og Burma. Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er blevet udpeget som ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt i verden og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”.

Blog # 3 fra det nordlige Bangladesh / At rejse er at leve – og at aflive myter

Hvordan er det derude? Bliver jeg spurgt, hvis der slipper en sms eller en mail igennem det usikre mobilnet langt ude på landet, hvor jeg rejser rundt. Får du noget at spise?

Vi spiser ris og dal, ris og dal, ris og dal (dal er en slags karry-kikærte-blanding som binder risen sammen). Det smager slet ikke dårligt. Tit får vi grønsager fra de lokale køkkenhaver til. Tomater, blomkål, agurk. Plus måske lidt ged eller kyllingekød tilberedt i en rundbundet gryde over ild med olie, chili og karry. Der er ti slags ris, her i området, får vi forklaret og jeg kan ærligt sige, at jeg har fået nok af ris. På heldige dage finder vi banan og papaya. Man kan kun få hvad der dyrkes lokalt og er i sæson.