DER sidder en mand inde i min radio og taler om noget meget alvorligt lyder det til. Han taler om danske tabermænd.Tabermænd, der har tabt terræn, set i forhold til dengang, hvor de havde hele riget og magten og æren. Nu er det ikke fordi, det ikke er alvorligt, at nogle danske mænd føler sig ensomme, fattige og marginaliserede. Men lad mig minde om fakta. Mænd er statistisk set vindere. I Danmark og i resten af verden. Og det har de været i tusindvis af år. På så mange måder.
Mænd ejer hovedparten af jorden i verden og i Danmark. De ejer ordene – ”mankind” er også kvinder. De ejer hovedparten af den faste ejendom. De har gaflet broderparten (tjek lige det ord) af pengene til sig selv og andre mænd. De har 94 procent af lederposterne i erhvervslivet her i vores smukke demokrati. Her, hvor alle er lige meget værd, hvor kvinder nu er veluddannede og hvor der burde være rigeligt med rekrutteringsgrundlag. Det med de 94 procent er vigtigt. Ikke fordi vi skal tale om at kvinder er tabere. Men fordi hele samfundet taber, når der ikke rekrutteres blandt de kloge kvinder, men kun blandt mere eller mindre velbegavede mænd. Køn er vigtigt også blandt ledere. Fordi ledere leder andre mennesker – både mænd og kvinder – og de bestemmer over værdier og hvad mænds og kvinders penge skal bruges til. Hvis vi ser på finanskrisen og på diverse bankkrak ville vi kvinder, der har tabt penge, måske gerne have haft, at der havde været et par kvinder med til at bestemme. Kvinder er typisk mere forsigtige og holistiske i finansforretninger. Der ville have været rart, for alle os
tabermænd og taberkvinder, der har tabt på mænd.
Jeg er lige kommet hjem fra Afrika. Det er tredje gang, jeg har rejst ud i den tredje verden, for at skrive om det, der med et dejligt mundret dansk ord hedder ”empowerment” af kvinder. Kvinder i verden – i hele verden – har et problem. Et virkeligt problem. Ikke et selvskabt problem, som det, ham i radioen sidder og mukker over.
Bare for at give et par overskrifter, så mangler der 100 millioner kvinder og pigebørn i verden. De burde være her. Men de er væk. Forsvundet fra jordens overflade. Hvor er de henne? Pigefostre aborteres med vilje (efter scanning). Grufuldt. Men endnu mere grufuldt er det, at en ustyrlig masse små pigebørn forsvinder i løbet af deres første leveår. Har de fået puden over hovedet? Vi ved det ikke.
Senere ved vi med sikkerhed, at et drengebarn og en mand har fem gange så stor chance for at modtage lægehjælp, hvis han er syg – end hvis piger og kvinder bliver syge. Til gengæld har drenge, der når skolealderen meget større chance for at modtage undervisning og de skal ikke tage sig af husarbejde og vandhentning. Ligesom der er mange flere små piger, der arbejder, end der er drenge. Fremme ved 10-12 års alderen, så har pigerne i Afrika, Indien, Pakistan, Indonesien, Kina og Østeuropa en gigantisk stor risiko for at blive kidnappet til slaveri og prostitution. ”Trafficing” er et større problem end slaveriet var i det 19.århundrede: Der er flere piger, som er forsvundet, solgt og eksporteret end der var slaver i hele slaveriets historie. I Afrika, har jeg set havne, hvorfra der blev skippet slaver af sted, men jeg har også set hvordan nutidens slaver lever og hvordan nutidens slaver undertrykkes. Jeg har set piger, der er blevet overhældt med syre, kvinder der er blevet gennembanket til ukendelighed, kvinder, der pukler, kvinder, der er uden rettigheder, kvinder, der må findes sig i dovne, tyranniske mænd og i mænd, der gifter sig med mange kvinder på en gang og mishandler hele familien og tager livet af pigebørnene.
Hjemme i Danmark, skal man høre meget før ørerne falder af. Tabermænd. De danske mænd, som føler sig som tabere, kan med fordel lære lidt af de stærke kvinder, jeg har mødt i udviklingslandene. Kvinder, som virkelig har tabt i livets store lotteri, men som rejser sig og kæmper sig frem ud af ingenting. De kvinder sidder ikke og vræler inde i en radio. De kvinder er mine forbilleder. De kæmper. De arbejder. De letter rumpen. De dyrker mad. De prøver at tage et lille bitte mikrolån. De prøver at lave en lille bitte forretning. De prøver at sende deres børn i skole, for at de kan lære det, de ikke selv fik lært. De forsøger, at mætte mange munde og tage sig af gamle og af børn, der ikke er deres egne. De er noget for nogen. Et sted så jeg en plakat, der siger det meget godt: Get Exited And Make Things! Kære tabermand. Rejs dig op, gør noget. Vær noget for nogen. Måske nogle af dem, der virkelig har brug for opmærksomhed.
***
NB. Jeg rejste med Danmission og Danida til Tanzania, hvor jeg besøgte Aids-projekter, kvinde-projekter, landbrugs-projekter og ikke mindst fantastiske dialog projekter for voldsramte kvinder i det meget voldelige vestlige Tanzania.
Denne tekst er en klumme fra Ugebladet Søndag, der udkom mandag 2.januar 2012. Hermed online.
og der var 80 vilde sydsjællandske haveentusiaster samlet.
hvor vi ser os selv som en del af en stor helhed, vi kan påvirke i det små. Vi forsøger at påvirke byerne i en mere grøn retning. Blomster og grønsager dyrkes, hvor det lader sig gøre og dyrkes nu også af politiske årsager af mennesker, der strengt taget ikke behøver tage det hårde slid i køkkenhaven. Vi spiser rå mad og grove grødblandinger som om vi var ”hjemme på landet”. Intet er mere oppe i tiden end ”urban farming”,