Min seneste bog hedder Spis Din Have – klimakrisen set fra køkkenhaven. Den er en glad og lettilgængelig bog om at dyrke i byer og på lidt plads. Men den er også en bog, der tager praktisk fat på, at vi stå overfor nogle meget store kriser i verden. Fødevarekrise. Klimakrise. Sundhedskrise (fedme, fejlernæring). Finanskrise. 

Bogen tager fat på det faktum, at vi er ved at gå rabundus. Fordi vi ikke tager livet og jorden alvorligt. Fordi vi spiser helt forkert – så vi bliver usunde, ikke sunde. 80 procent af vores sundhedsudgifter går allerede nu til livsstilssygdomme.

Vi spiser og drikker forkert. Og vi passer ikke på vores jord, som er den, der skal brødføde os.

Vi dyrker ikke jorden – mulden – på en måde, så den bliver bedre for vores efterkommere at dyrke og leve af. Det kan vi ændre på! Vi kan dyrke mere selv og kræve mere økologi i alle landbrugsproduktioner i hele verden.

Vi tager heller ikke vandet alvorligt. Så ville vi ikke sidde roligt på stolen mens 40 procent af alle danske vandboringer er blevet lukket af vandværkerne for bestandigt, fordi de er forurenede af roundup og andet skrammel, som vi alle sagde, ikke ville gøre nogen skade. Vi kan kræve, at der bruges mindre gift i landbruget – og vi kan selv undlade brug af roundup i haverne… Vi kan dyrke jorden rent og økologisk. Sådan at den bliver bedre for vores børn at dyrke end den var for os.

Min bog handler om, at vi selv kan gøre noget. Sammen med de millioner af andre mennesker verden over, der gør noget. Vi står foran den største fødevarekrise verden endnu har set. Vi er på vej mod de 9.milliarder mennesker i verden. Vi skal alle sammen have mad. Den mad skal komme fra jorden. Fra frø. Selv kød kommer helt grundlæggende fra frø – fra at noget mad til et dyr er groet ud af et frø.Vi må bruge jorden fornuftligt. Overalt. Vi kan gå med i den verdensomspændende bevægelse, som allerede er meget stor i Amerika, Asien, Afrika og ja, på Cuba, og dyrke mad i byerne. Indrette byerne på at alt mad ikke skal bringes ind i lastbiler og fly – men at noget kan dyrkes og skabes inden for bygrænserne. Det handler om Urban Farming.

Vi kan skabe køkkenhaver i parkerne og hjemme hos os selv i baghaverne. Vi kan lave små lommeparker med høns og højbede, som kan vise børn, at mad faktisk ikke gror henne i supermarkeder. Vi kan lave suppekøkkener med mad dyrket inde i byerne. Vi kan dyrke en lille smule selv og være med i community gardens – fælles haver – ligesom de ses i USA, hvor selv præsidentparret går foran og er selvforsynende med en have i byen – foran det hvide hus i Washington DC.

Vi kan alle sammen gøre noget. At vi ikke kan gøre alt og blive totalt selvforsynende året rundt betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Alle kan dyrke en lille smule. Om ikke andet bare krydderurter i altankassen. Det handler min bog om…

Bogen kan købes i alle boghandler, lånes på biblioteket eller købes signeret af mig. Den er vistnok billigst hos netboghandlerne. 

Der foregår noget rituelt hjemme hos haveelskerne i denne tid: Julen er overstået. Vi er ovre det værste mørke. Vi er forbi Kyndelmisse.  Om lidt er det vinterferie. Lyset er kommet tilbage. Og så kommer nyorienteringen. Et helt nyt år. Et helt blankt lærred i haven, der kan males på med blomster og farver og former. Hvilken mulighed for igen at begynde forfra. Se magien spille igen… Og nu til det rituelle. Vi sidder og luner os. Ryggen har godt af en pause. Der er ild i brændeovnen. Te på kanden. Katten spinder. Og… Der åbnes for gode yndlingswebsteder, som sælger frø. Åh, skønne frøposer. Knitrende små frøposer, som det er så nemt at forkøbe sig i. Nemt at få tilsendt med posten. De vejer jo næsten ingenting og giver næring til store drømme om skønhed, farver, buketter og pragt. Hvis de da ikke ligefrem lover mad. For indenfor de seneste år, har frø til grøntsager overhalet salget af frø til blomster. Det nyttige tager over for det æstetiske.

Frøperspektiveringer

At sysle med at så og plante er mere end at så og plante. Det er et lille bitte bidrag en bedre verden og mere grøn og mere logisk verden. Vi har set det før – under 2.verdenskrig – hvor havebøger blev revet væk og hvor alle med respekt for sig selv og verdensfreden, såede, plantede og høstede… Og hvor Victory Gardens Bevægelsen blev til… (dette har jeg skrevet meget mere om i min seneste bog: Spis din have – klimakrisen set fra køkkenhaven).

Nu har vi en anden krise. Også den krise kan vi tænke den ind i vores bortgemte kompostkasser og sydvendte køkkenhaver: Hvis vi alle sammen dyrkede en lille smule have til husbehov (gerne i en altankasse) så kunne vi alle sammen lære nogle børn (og voksne) at mad ikke nødvendigvis kommer fra supermarkeder og at det er en tanke værd. Det her med lokal mad, klimabevidsthed og bæredygtighed. (FORTSÆTTES NEDENFOR – DU FÅR EN FRØLISTE – DU SKAL BARE TRYKKE PÅ CONTINUE READING…). 

Klumme fra ugebladet Søndag hermed online som lovet. (Er trykt i bladet i denne uge).

En kulturminister er gået af efter grov chikane på nettet. En sygeplejerske er død. En statsminister kaldes ting. Hvordan skal vi lære børn og unge, at gebærde sig civiliseret – i livet og på sociale medier – når de voksne er sådan nogle dårlige forbilleder?

Engang for mange år siden, før de sociale medier, blev jeg ringet op af en journalist fra Berlingske. Han ville gerne lave en artikel med udgangspunkt i min nye bog, som han roste. ”Herligt”. Sagde jeg. Og han tilføjede: ”Ja, og jeg vil også gerne interviewe dig, fordi alle mine kvindelige kolleger synes du er skideirriterende”. ”Okay”. Sagde jeg. Og har husket det lige siden. Det sidder der bare. Bum.

Dette er et enkelt ord og en harmløs oplevelse set i forhold til den voksenmobning, jeg ser finder sted på alle mulige danske arbejdspladser og på sociale medier. Men det viser, at ord betyder noget. Et enkelt ord betyder noget. For tiden er det som om ”idioter med internetforbindelse” har fået frit slag til at give den gas med grimme ord. Som om læserbrevs-kommentarsporene fra formiddagsaviserne er flyttet over på Facebook. Jeg har mærket den frådende horde selv. Andre mærker dem meget tydeligere. Det må stoppes. For det bringer ikke vores civilisation i nogen heldigere retning.

Tiden har ændret sig. Medierne er revolutioneret. Alle har mulighed for at deltage i en fuldkommen ucensureret debat på de sociale medier og alting bliver stående for altid (undtagen når gode sjæle er så venlige at slette og censurere). Det kræver virkelig noget af dem, der deltager. Først og fremmest: Omtanke.

Meget er ændret. Til det værre. At der i gamle dage sad nogle kvindelige journalister og bitchede over en kollega (mig) kunne ikke rigtig gøre den store skade. Gad de endelig skrive en dårlig anmeldelse eller kommentar (om mig), ja, så var avisen jo bare fiskepapir dagen efter. Herregud.

Omvendt. I dag kan de, der mener, at nogen er skideirriterende, gøre rigtig meget skade. De kan med et par enkelte klik, en opdatering, et satirisk indlæg få andre menneskers verden til at ramle. Fordi kommunikationen er ude af kontrol og ofte væk fra kontekst. Det kan have fatale konsekvenser. Nogen klarer ikke presset. Som sygeplejersken fra England, der tog sit liv efter at være blevet hele verdens talk-of-town, da hun – måske lidt naivt – var hoppet på en australsk radio-kanals telefonfis (værterne udgav sig for at være den engelske dronning, som ville høre til kronprinsessen indlagt på hospitalet)…

Eller som kulturministeren, der gik. Og efterfølgende skrev således på sin væg: Kære alle …det er vigtigt at vægopslag og kommentarer overholder god takt og tone. Det betyder bl.a., at indlæg ikke må være injurierende, diskriminerende, krænkende eller have karakter af at være chikane mod andre. Så en venlig opfordring: Skriv pænt til hinanden og undgå personangreb….Tonen har været overraskende hård på det seneste. Derfor vil I fremadrettet opleve…, at jeg går ind og sletter særligt hadske indlæg. Det håber jeg I har forståelse for.

I dag kan man fuldkommen uden regning sige ting om folk, man aldrig ville sige til dem, hvis man stod overfor dem. Ville en tv-personlighed sige til statsministeren, at hun lignede en frigid botox-narrøv, hvis han stod overfor hende? Ville vi like det? Næppe. Men på nettet siger han det. Og folk liker det. Og hvert et like er skyldig og bærer ansvar for, at det her er løbet af sporet.

Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke skal ”kaste med sten, når jeg selv bor i glashus”. Ja, jeg er skideirriterende. Ja, der er andre, der er skideirriterende. Og hvad så? Lad os komme videre. Vi kan alle sammen være med til at skabe den gode stemning på arbejdspladser og i den offentlige debat… Vi kan vise os selv og hinanden, at vi har andet at bruge vores korte tid her på jorden til, end at mobbe hinanden. For ærlig talt: Fører det vores civilisation i nye gode retninger? Er det særskilt forbilledligt overfor næste generation?

PS. Måske ved du det ikke, men jeg holder – med afsæt i mit fag, retorikken – foredrag om strategisk brug af sociale medier på arbejdspladser, kurser og konferencer. Her taler jeg også om tonen – og om at anvende de sociale medier hensigtsmæssigt. Ring, hvis du har brug for en taler eller foredragsholder om emnet.

PPS. Trine Krebs har nedenfor – klogt – bragt en præcisering af  begrebet idiot. “An idiot in Athenian democracy was someone who was characterized by self-centeredness and concerned almost exclusively with private—as opposed to public—affairs.[6] Idiocy was the natural state of ignorance into which all persons were born and its opposite, citizenship, was effected through formalized education.[6] In Athenian democracy, idiots were born and citizens were made through education (although citizenship was also largely hereditary). “Idiot” originally referred to “layman, person lacking professional skill”, “person so mentally deficient as to be incapable of ordinary reasoning”. Declining to take part in public life, such as democratic government of the polis (city state), was considered dishonorable. “Idiots” were seen as having bad judgment in public and political matters. Over time, the term “idiot” shifted away from its original connotation of selfishness and came to refer to individuals with overall bad judgment–individuals who are “stupid”. 

Har du lyst til at få en af de meget få ledige pladser på workshoppen hjemme i min egen have dette forår (2013)? Så skriv en mail.

Det koster 695 kr ex moms for en eftermiddag i haven.

Der er blomsterfrø, kaffe, te, saft og kage – og min allernyeste bog Floras Blomsterbog – med i prisen. Du får selvfølgelig også min lille hønsebog med i goodie-bag’en…

Mine andre bøger kan tilkøbes, signeres og skrives med på fakturaen.

Jeg holder to workshops. Den med børn bliver efter  sommerferien pga travlhed. Den for voksne bliver den 28.maj.

En for voksne – der er nybegyndere i haven. Her kommer vi omkring altaner (som min næste bog handler om), urban farming, drivhus, egne erfaringer, kompost, højbede, stop-spild-af-mad, høns (alt om pasning og pleje), blomster, frø, forspiring, krukker, kasser og så videre. Spørg om alt. Ingen spørgsmål er dumme!!!

En for børn – der gerne vil vide alt om at så, om at passe høns og blive fortrolige med at dyrke. Både på altaner, i højbede, i drivhus og med kompost fra egen kompostkasse.

Send en mail hvis du vil med i haven. Nu eller senere…

I går skrev jeg en update på Facebook, der fik 400 likes på en time. 500 på to timer. 700 på tre timer. 800 på tre en halv time. Da vi nåede midnat var den liket 2100 gange… Nu til morgen 2200 likes. Den er delt 118 gange. Der er over 200, som har kommenteret. Det er ret spændende, hvis man interesserer sig for organisk spredning af nyheder og holdninger via de sociale medier…

Nedenfor skriver jeg om, hvad du og din virksomhed/organisation kan gøre, for at engagere mange mennesker på sociale medier. Det er noget, jeg har fokus på som formidler: Jeg underviser i strategisk brug af sociale medier (i fredags var det en flok præster, jeg underviste). Jeg holder foredrag om strategisk brug af sociale medier. Jeg bruger de sociale medier, når jeg er PR-rådgiver for mine kunder – og når jeg varetager mine kunders synlighed på web og sociale medier. Men her kommer først min update.

“Jeg siger det lige igen. På vegne af hele korpset af freelancere og selvstændige journalister og kommunikationsrådgivere. Vi lever ikke af luft. Vi skal have løn ligesom alle andre. Inden klokken 12 i dag har jeg fået tre henvendelser fra 1. et meget stort medie. 2. en meget stor kommune. 3. en meget stor virksomhed. Der alle sammen ville have mig til at arbejde gratis. Jeg skulle i et af tilfældene tage tre dage ud af min kalender, deltage i konference, lave en massiv presseindsats for denne begivenhed på alle tænkelige medier – også sociale medier og tv… (og det gør jeg gerne og det er jeg god til). Men der var altså desværre ikke råd til honorar for opgaven. Hvordan kan så mange få sig selv til at kræve så meget af andre – mens de selv får løn, pension og hævesænkebord? Tænk over det næste gang du “tilbyder” gratis arbejde til en freelancer/selvstændig. Vi spiser ikke luft. Du mailer jo heller ikke efter en vvs’er og tænker, at han kan lave dit toilet for sjov og uden at sende en regning”.

Bum. 400 likes. 500 likes. 600 likes. 700 likes. 2200 likes. Share, share, share. Og kommentarer. Og en artikel på journalisten.dk. En artikel på K-forum. Hvad skete der her?

1. Den retoriske situation. Karakteristika for “den retoriske situation” er her, at vi var i et forum af rigtig mange formidlere, selvstændige, journalister osv. Mine relationer på Facebook – 5000 venner og knap 2000 subscribers – er ofte fra den skuffe. Derfor talte jeg direkte til målgruppen med updaten. Og da den nåede ud i 118 andre netværk end mine egne – via shares – kan updaten have været læst af langt over 100.000 på en enkelt dag. Det, at andre går ind og deler et udsagn “blåstempler” udsagnet. Det er også derfor så mange kommercielle virksomheder (og mange politikere) gerne vil have “influentials” til at dele og blåstemple deres sider og produkter. Fordi det virker. Men der er bare den hage ved det, at det kun virker, hvis det virker autentisk… Det virker ikke når modtageren “lugter” at “en kendt” er betalt for at tale godt om et produkt på de sociale medier.

2. Genkendelse. Jeg talte om noget mange genkender. Fra sig selv eller fra deres relationer. Det virker.

3. Sprog. Sproget er frisk, ligetil og med kant. Tilpasset målgruppen og tilpasset mediet.

4. Uden frygt. Der var ikke noget sukkerlage og se mig elsk mig og tryk like, så er du sød, i denne update. Prop aldrig nogensinde dit budskab og dit produkt ned i halsen på FB-brugerne. Heller ikke via annoncer. Sælg varen uden sukker.

5. Tidstypisk. Vi bevæger os fra en mig-mig-kultur til en mere fællesskabs-orienteret kultur. Her er et eksempel på hvordan moderne “arbejdskamp” engagerer. Det engagerer fællesskabet. Og det tiltaler de nye fællesskaber.

6. Autenticitet. Jeg er autentisk som afsender og mit budskab er autentisk. Det virker.

7. Call-to-action. Jeg adresserer en bestemt gruppe og beder dem om at handle anderledes. Det virker også.

8. Kvalitet og kvantitet. Ja, den her fik 2200 likes. Men husk, at mange likes i sig selv ikke er et mål. Det er meget vigtigere at engagere de “rigtige”. Dem, der kan gøre en forskel (i retorikken kendt som “mediators of change”). Derfor anbefaler jeg heller aldrig konkurrencer og finurlige annoncer. Hvis der er tale om en side, der skal likes, så byg gerne langsomt op.

Alt dette tænkte jeg ikke så nøje over, da jeg opdaterede. Jeg handlede bare på en autentisk følelse og skrev derudaf. Analysen kom først senere. Sammen med eftertankerne…

Jeg vil gerne takke for de mange kommentarer, de mange shares, de mange beskeder og den søde mail, jeg fik her til morgen om at komme gratis til konference som et plaster på såret. Jeg vil gerne takke de af mine kunder, der har tilkendegivet, at jeg skal holde fast. En sagde, at  det er godt nok, at jeg arbejder gratis cirka 20 procent af min tid – og her gør jeg det som græsrod og for velgørende formål (se mine blogs fra Afrika og Asien). Jeg behøver ikke arbejde gratis for store virksomheder, kommuner, organisationer og ikke mindst store medieinstitutioner. Nej vel?

Ring eller skriv, hvis du skal bruge en kommunikationsrådgiver eller foredragsholder. Jeg er ikke gratis. Og det er du jo heller ikke :-)

Læs evt mere her. Min baggrundsartikel på K-forum.

PS. Statusopdateringen er nu oppe på 2660 likes… Dette blogindlæg var delt 66 gange – men informationen forsvandt, da jeg opdaterede indlægget. Beklager.

I disse dage befinder jeg mig i USA. Jeg har været på arbejds- og studietur i Washington DC og er nu rejst videre med toget op gennem fem stater – og lige nu befinder jeg mig i Philadelphia. Overalt kigger jeg på URBAN FARMING projekter – og her er nok at se på, tage billeder af og blive inspireret af.

Philadelphia (og New Jersey området) er førende indenfor Urban Farming. I dag har jeg været vidt omkring og jeg har taget et hav af billeder og et hav af notater og glæder mig til at bruge det hele i mit arbejde derhjemme.

Måske skal jeg lige sige, at jeg hjemme i Danmark er selvstændig kommunikationskonsulent især med kunder indenfor forbrug, madkultur og fødevarer. Her bruger jeg min research dagligt. Og så holder jeg:

1. Workshops i min egen have både for børn og for voksne. 2. Workshops i institutioner eller på arbejdspladser. 3. På opfordring af flere af mine kunder samtidig holder jeg også arrangementer for medarbejdere eller sommerafslutnings-arrangementer, hvor jeg planlægger cykelture, grøn mad, kok i en have, mad i min have og information om urban farming. 4. Og sidst men ikke mindst: Foredrag om udviklingen indenfor grønt forbrug, grøn byudvikling og urban farming – og her kommer jeg også ind på haveterapi og hvorfor vi får det bedre af at være udendørs.

Jeg ved ikke noget bedre, end når nogen, jeg engang har holdt foredrag for, ringer og siger, at de meget gerne vil booke mig igen! Det skete for mig i dag, da en brancheforening i Jylland ringede og spurgte, om jeg ville komme igen. Ja tak meget gerne! Nu er aftalen på plads og jeg skal tale om det, jeg elsker allermest: Mit arbejde, mit fag, det, jeg er uddannet til, det, jeg har beskæftiget mig med hele mit arbejdsliv. Hensigtsmæssig kommunikation. Eller som det nu står i programmet:

“Signe Wenneberg er retoriker og kommunikationsrådgiver med speciale i strategisk brug af sociale medier. Hun er også tidligere bureauchef og har en kommerciel  tilgang til virksomheders digitale tilstedeværelser og den PR, de kan høste der. I dagens oplæg anlægger Signe Wenneberg en kritisk vinkel på de sociale medier, der nu er blevet hvermandseje. Hvad virker og hvad virker ikke? (Forsøg endelig ikke at sælge noget på tæppehandlermåden via de sociale medier). Hvilke fora er gode til hvilke ærinder? (Pinterest er fantastisk til alle der laver oplæg). Hvilken strategi bør man lægge for hvor og hvordan man er præsent? (Man kan ikke være overalt, men man kan godt bruge fem minutter hver dag på sin profil). Hvad er mest rentabelt? Hvad er mest kommunikativt hensigtsmæssigt? Hvad fordrer denne retoriske situation af moderne virksomheder og af ansatte? Eller af uddannelsesinstitutioner og studerende? Signe Wenneberg viser gode og dårlige eksempler og laver en SWOT på tidens medieforbrug. Og vi får et view over alt fra Pinterest og Facebook og går derfra godt rustede til at træffe beslutninger vedrørende strategisk brug af sociale medier”. 

Hvis du vil have et lignende foredrag, så skriv.Og hvis du er fra kommunikationsbranchen, så kan du allerede høre mig tale om Pinterest til K-forums kursus den 7.juni. Det foregår i København. Læs også min artikel om Pinterest her.

Og hvis du interesserer dig for denne debat, så kan jeg virkelig anbefale Timme Bisgaard Munks nye artikel på K-forum.

Kære alle jer, der skal på workshop i min have på lørdag! 

Så er foredragssæsonen i gang og jeg kører land og rige rundt.  29.februar var jeg at finde på Fensmark Biblotek. Det var skægt og der var 80 vilde sydsjællandske haveentusiaster samlet.

På lørdag er jeg i tre jyske byer – i tre planteskoler, hvor jeg taler om fremtidens have og vores havedrømme. Jeg er i Odder, Horsens og Vejen. Tre foredrag på en dag…

Og på onsdag er jeg på Tarm Bibliotek. Her taler jeg om min bog “Lev livet selv” – og om hvordan man ved hjælp af positiv kommunikation, kan få et rigtig godt liv også efter en skilsmisse, et tab, et brud.

Og der kommer mere…

KONTAKT MIG PÅ 21435463 – hvis jeg skal komme og holde foredrag.

DER sidder en mand inde i min radio og taler om noget meget alvorligt lyder det til. Han taler om danske tabermænd.Tabermænd, der har tabt terræn, set i forhold til dengang, hvor de havde hele riget og magten og æren. Nu er det ikke fordi, det ikke er alvorligt, at nogle danske mænd føler sig ensomme, fattige og marginaliserede. Men lad mig minde om fakta. Mænd er statistisk set vindere. I Danmark og i resten af verden. Og det har de været i tusindvis af år. På så mange måder.

Mænd ejer hovedparten af jorden i verden og i Danmark. De ejer ordene – ”mankind” er også kvinder. De ejer hovedparten af den faste ejendom. De har gaflet broderparten (tjek lige det ord) af pengene til sig selv og andre mænd. De har 94 procent af lederposterne i erhvervslivet her i vores smukke demokrati. Her, hvor alle er lige meget værd, hvor kvinder nu er veluddannede og hvor der burde være rigeligt med rekrutteringsgrundlag. Det med de 94 procent er vigtigt. Ikke fordi vi skal tale om at kvinder er tabere. Men fordi hele samfundet taber, når der ikke rekrutteres blandt de kloge kvinder, men kun blandt mere eller mindre velbegavede mænd. Køn er vigtigt også blandt ledere. Fordi ledere leder andre mennesker – både mænd og kvinder – og de bestemmer over værdier og hvad mænds og kvinders penge skal bruges til. Hvis vi ser på finanskrisen og på diverse bankkrak ville vi kvinder, der har tabt penge, måske gerne have haft, at der havde været et par kvinder med til at bestemme. Kvinder er typisk mere forsigtige og holistiske i finansforretninger. Der ville have været rart, for alle os tabermænd og taberkvinder, der har tabt på mænd.

Jeg er lige kommet hjem fra Afrika. Det er tredje gang, jeg har rejst ud i den tredje verden, for at skrive om det, der med et dejligt mundret dansk ord hedder ”empowerment” af kvinder. Kvinder i verden – i hele verden – har et problem. Et virkeligt problem. Ikke et selvskabt problem, som det, ham i radioen sidder og mukker over.

Bare for at give et par overskrifter, så mangler der 100 millioner kvinder og pigebørn i verden. De burde være her. Men de er væk. Forsvundet fra jordens overflade. Hvor er de henne? Pigefostre aborteres med vilje (efter scanning). Grufuldt. Men endnu mere grufuldt er det, at en ustyrlig masse små pigebørn forsvinder i løbet af deres første leveår. Har de fået puden over hovedet? Vi ved det ikke.

Senere ved vi med sikkerhed, at et drengebarn og en mand har fem gange så stor chance for at modtage lægehjælp, hvis han er syg – end hvis piger og kvinder bliver syge. Til gengæld har drenge, der når skolealderen meget større chance for at modtage undervisning og de skal ikke tage sig af husarbejde og vandhentning. Ligesom der er mange flere små piger, der arbejder, end der er drenge. Fremme ved 10-12 års alderen, så har pigerne i Afrika, Indien, Pakistan, Indonesien, Kina og Østeuropa en gigantisk stor risiko for at blive kidnappet til slaveri og prostitution. ”Trafficing” er et større problem end slaveriet var i det 19.århundrede: Der er flere piger, som er forsvundet, solgt og eksporteret end der var slaver i hele slaveriets historie. I Afrika, har jeg set havne, hvorfra der blev skippet slaver af sted, men jeg har også set hvordan nutidens slaver lever og hvordan nutidens slaver undertrykkes. Jeg har set piger, der er blevet overhældt med syre, kvinder der er blevet gennembanket til ukendelighed, kvinder, der pukler, kvinder, der er uden rettigheder, kvinder, der må findes sig i dovne, tyranniske mænd og i mænd, der gifter sig med mange kvinder på en gang og mishandler hele familien og tager livet af pigebørnene.

Hjemme i Danmark, skal man høre meget før ørerne falder af. Tabermænd. De danske mænd, som føler sig som tabere, kan med fordel lære lidt af de stærke kvinder, jeg har mødt i udviklingslandene. Kvinder, som virkelig har tabt i livets store lotteri, men som rejser sig og kæmper sig frem ud af ingenting. De kvinder sidder ikke og vræler inde i en radio. De kvinder er mine forbilleder. De kæmper. De arbejder. De letter rumpen. De dyrker mad. De prøver at tage et lille bitte mikrolån. De prøver at lave en lille bitte forretning. De prøver at sende deres børn i skole, for at de kan lære det, de ikke selv fik lært. De forsøger, at mætte mange munde og tage sig af gamle og af børn, der ikke er deres egne. De er noget for nogen. Et sted så jeg en plakat, der siger det meget godt: Get Exited And Make Things! Kære tabermand. Rejs dig op, gør noget. Vær noget for nogen. Måske nogle af dem, der virkelig har brug for opmærksomhed.

***

NB. Jeg rejste med Danmission og Danida til Tanzania, hvor jeg besøgte Aids-projekter, kvinde-projekter, landbrugs-projekter og ikke mindst fantastiske dialog projekter for voldsramte kvinder i det meget voldelige vestlige Tanzania. 

Denne tekst er en klumme fra Ugebladet Søndag, der udkom mandag 2.januar 2012. Hermed online.