DER sidder en mand inde i min radio og taler om noget meget alvorligt lyder det til. Han taler om danske tabermænd.Tabermænd, der har tabt terræn, set i forhold til dengang, hvor de havde hele riget og magten og æren. Nu er det ikke fordi, det ikke er alvorligt, at nogle danske mænd føler sig ensomme, fattige og marginaliserede. Men lad mig minde om fakta. Mænd er statistisk set vindere. I Danmark og i resten af verden. Og det har de været i tusindvis af år. På så mange måder.

Mænd ejer hovedparten af jorden i verden og i Danmark. De ejer ordene – ”mankind” er også kvinder. De ejer hovedparten af den faste ejendom. De har gaflet broderparten (tjek lige det ord) af pengene til sig selv og andre mænd. De har 94 procent af lederposterne i erhvervslivet her i vores smukke demokrati. Her, hvor alle er lige meget værd, hvor kvinder nu er veluddannede og hvor der burde være rigeligt med rekrutteringsgrundlag. Det med de 94 procent er vigtigt. Ikke fordi vi skal tale om at kvinder er tabere. Men fordi hele samfundet taber, når der ikke rekrutteres blandt de kloge kvinder, men kun blandt mere eller mindre velbegavede mænd. Køn er vigtigt også blandt ledere. Fordi ledere leder andre mennesker – både mænd og kvinder – og de bestemmer over værdier og hvad mænds og kvinders penge skal bruges til. Hvis vi ser på finanskrisen og på diverse bankkrak ville vi kvinder, der har tabt penge, måske gerne have haft, at der havde været et par kvinder med til at bestemme. Kvinder er typisk mere forsigtige og holistiske i finansforretninger. Der ville have været rart, for alle os tabermænd og taberkvinder, der har tabt på mænd.

Jeg er lige kommet hjem fra Afrika. Det er tredje gang, jeg har rejst ud i den tredje verden, for at skrive om det, der med et dejligt mundret dansk ord hedder ”empowerment” af kvinder. Kvinder i verden – i hele verden – har et problem. Et virkeligt problem. Ikke et selvskabt problem, som det, ham i radioen sidder og mukker over.

Bare for at give et par overskrifter, så mangler der 100 millioner kvinder og pigebørn i verden. De burde være her. Men de er væk. Forsvundet fra jordens overflade. Hvor er de henne? Pigefostre aborteres med vilje (efter scanning). Grufuldt. Men endnu mere grufuldt er det, at en ustyrlig masse små pigebørn forsvinder i løbet af deres første leveår. Har de fået puden over hovedet? Vi ved det ikke.

Senere ved vi med sikkerhed, at et drengebarn og en mand har fem gange så stor chance for at modtage lægehjælp, hvis han er syg – end hvis piger og kvinder bliver syge. Til gengæld har drenge, der når skolealderen meget større chance for at modtage undervisning og de skal ikke tage sig af husarbejde og vandhentning. Ligesom der er mange flere små piger, der arbejder, end der er drenge. Fremme ved 10-12 års alderen, så har pigerne i Indien, Pakistan, Indonesien, Kina og Østeuropa en gigantisk stor risiko for at blive kidnappet til slaveri og prostitution. ”Trafficing” er et større problem end slaveriet var i det 19.århundrede: Der er flere piger, som er forsvundet, solgt og eksporteret end der var slaver i hele slaveriets historie. I Afrika, har jeg set havne, hvorfra der blev skippet slaver af sted, men jeg har også set hvordan nutidens slaver lever og hvordan nutidens slaver undertrykkes. Jeg har set piger, der er blevet overhældt med syre, kvinder der er blevet gennembanket til ukendelighed, kvinder, der pukler, kvinder, der er uden rettigheder, kvinder, der må findes sig i dovne, tyranniske mænd og i mænd, der gifter sig med mange kvinder på en gang og mishandler hele familien og tager livet af pigebørnene.

Hjemme i Danmark, skal man høre meget før ørerne falder af. Tabermænd. De danske mænd, som føler sig som tabere, kan med fordel lære lidt af de stærke kvinder, jeg har mødt i udviklingslandene. Kvinder, som virkelig har tabt i livets store lotteri, men som rejser sig og kæmper sig frem ud af ingenting. De kvinder sidder ikke og vræler inde i en radio. De kvinder er mine forbilleder. De kæmper. De arbejder. De letter rumpen. De dyrker mad. De prøver at tage et lille bitte mikrolån. De prøver at lave en lille bitte forretning. De prøver at sende deres børn i skole, for at de kan lære det, de ikke selv fik lært. De forsøger, at mætte mange munde og tage sig af gamle og af børn, der ikke er deres egne. De er noget for nogen. Et sted så jeg en plakat, der siger det meget godt: Get Exited And Make Things! Kære tabermand. Rejs dig op, gør noget. Vær noget for nogen. Måske nogle af dem, der virkelig har brug for opmærksomhed.

***

NB. Jeg rejste med Danmission og Danida til Tanzania, hvor jeg besøgte Aids-projekter, kvinde-projekter, landbrugs-projekter og ikke mindst fantastiske dialog projekter for voldsramte kvinder i det meget voldelige vestlige Tanzania. Læs mere om disse rejser nedenfor på denne side og via mit nyhedsbrev og via Facebook.

Du kan få bøgerne tilsendt for 50 kr – eller du kan hente dem i Gothersgade hos Wiingaard Boheme Interiør, hos min søde veninde Maria (den butik er i øvrigt i sig selv et besøg værd).

Her er tilbuddet som det ser ud på facebook.

Skriv til mig på mail signeSNABELAsignewenneberg.dk – eller ring på 21435463, så finder vi ud af hvilken bog du har brug for. Og hvordan jeg skal signere bogen og til hvem…

TANZANIA. Vi var virkelig sultne, da vi vågnede på et skur-agtigt grænsehotel uden mad, strøm eller toiletter. Vi var ved en grænseovergang mellem Uganda og Tanzania. Vi havde rejst uafbrudt i fire dage. Havde intet fået siden et kedeligt morgenmåltid i Ugandas hovedstad Kampala og nu var det morgenen efter den morgenmad. Vi havde ventet i ti timer på stempelmanden for at komme over grænsen. Sådan er det her.

Færdselsreglerne er anderledes og venligere end i Uganda. Her er også mindre beskidt. Der er fælles rengøringsdag i naturen hver lørdag, fik vi at vide, og der er fællesarbejdsdage hver tirsdag, hvor man lapper huller i veje. Landet er frodigt og smukt, som vi sådan kører igennem det denne formiddag. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der er sket her. Folkemordet i Rwanda lige omme på den anden side af bjergene. AIDS-epidemien. Og her og der ses stadig markante mærker efter krigen mod den sindssyge ugandiske diktator Idi Amin (1978-79). Der er stadig afbrændte huse og kirker på bakketoppe som står som monumenter fra den krig.

Vi kørte og kørte. Og kørte fast på savannen. Det har været regntid et par måneder nu og det har regnet rigtig meget denne regntid, derfor kører biler fast og skrider ud. Vi kom nogenlunde hurtigt op igen og igennem, modsat de mange lastbiler og biler, der ikke var firehjulstrækkere som vores, hvor passagerne måtte fortsætte til fods og køretøjer efterlades. Videre. På savannen så vi masser af fantastiske fugle, blandt andet flokke af Marabou storke, men ingen elefanter og aber, som man ellers også kan støde på her.

Vores ven kørte hurtigt, som man gør, for at flyve over hullerne i vejen og vi nåede frem til en lille by, hvor vi endelig kunne få noget mad. Ah, omelet og samosa.

HJÆLPEPROJEKT FOR AIDSBØRN

Vi tilbragte resten af dagen med at høre om det virkelig nyttige arbejde, som vores ven Vernant Mugenyi arbejder med. Og som støttes af den danske stat og af den folkekirkelige organisation Danmission. Det handler om at hjælpe de børn, der har mistet forældre til AIDS, som var en kæmpestor epidemi her i området fra begyndelsen af 1990erne. Omkring 1995 var der 15 procent smittede i området, nu er det tal nede på 3.7. De smittede bliver ofte opdaget, når de melder sig som bloddonorer for syge slægtninge. De fleste tror på held, heksekunst, Gud og overtro her, så mange går ikke af egen drift hen og får en test, sådan som vi danskere ville gøre, hvis folk var døde som fluer omkring os, som det er sket her.

Vernant forklarer, at hjælpe-organisationen for de AIDS-efterladte børn har taget hånd om først børnenes fuldkommen basale behov: Mad og husly. Senere er der blevet overskud til at fokusere på at sende dem i skole, sørge for at de får både en boglig uddannelse, men også lærer om husgerning og havepasning samt borgerrettigheder og juridiske rettigheder. Børnene her skal lære alt i skolen for hjemme, er de en del af de ”child headed” familier. Familier bestående kun af børn.

Mens Vernant viser mig rundt i sin ”forsøgshave” som han har lavet for at forklare børnene om dyrkningsmetoder, sædskifte, kompost, jordforbedring og biodiversitet, fortæller han om arbejdet. Der dyrkes ananas, tomater, bønner, hvidløg, mango, kokos, løg, kartofler, brødfrugter, mange slags bananer og blomster her. Jeg elsker Vernants kommentar om blomsterne:

”Blomster er vigtige, må du forstå, det er vigtigt, at vi lærer børnene, ikke bare om at overleve, men at vi også tager os tid til at lære dem om blomster, om æstetik og om at holde et hjem. Noget deres mødre ville lære dem, hvis de var her”.

Vernant fortæller videre om den power-grød, som består af fem konsorter og tre slags grønne urter, som han bruger i arbejdet med at få de helt tynde og udsultede børn op i vægt og fremviser stolt vægtskemaer og BMI-indexer for ”sine børn”. Ligesom han viser mig skemaer over betalte skolepenge og afkrydsningslister fra skolerne, hvor det ses, at børnene møder frem. Han er meget optaget af børnenes juridiske rettigheder og har ikke tal på hvor mange børn, han er eller har været værge for.

NØDHJÆLPEN ER GÅET IND I EN NY FASE

Fordi AIDS er ved at være et ”gammelt” problem, er børnene, der er ofre for sygdommen, også ved at blive ældre. Nogle af dem er fyldt 18 år og er voksne. Hvad så? Så hjælper skolen og organisationen børnene med at få deres arv. I Afrika har næsten alle traditionelt ejerskab over et jordlod. Og børnene (sønnerne) skal arve deres fædres jord og værdier. Men ofte kan de slet ikke huske, hvad der tilhører dem og deres familie, fordi de var så små, da de blev ladt alene tilbage. Derfor indkalder organisationen vidner, kører retssager og laver et omfattende detektivarbejde, så børnene får det tilbage, der tilhører dem. Jeg hører succeshistorier om børn, der har fået deres arv. Kaffeplantager, butikker, huse, hytter, marker og endda et byhus i Dar es Salaam. Man kan næsten altid finde en nabo eller et familiemedlem, som kan huske helt præcis hvad der ejes af hvem. Det med, hvis jordstykke der er hvis, er noget man traditionelt har været vældig opmærksom på i Afrika. Derfor lykkes det at få de forældreløse børn, som nu er unge og næsten voksne at få deres arv.

Nogle af de børn, der bliver hjulpet er Linus og Irene. To søskende i en søskendeflok på fire, der har været alene hjemme de otte år, der er gået siden forældrene døde af AIDS.

Inden jeg får lov til at komme hjem i Linus og Irenes simple hus, taler jeg med dem på skolen. Vi taler om mange ting. Jeg fortæller om mine børn, om sne og om fodbold, som Linus er meget optaget af og Irene fortæller om sit liv som overhoved i en familie. Irene er 18 år, men ser meget yngre ud. Linus er 14 år og har de smukkeste skrå øjne, der dog er alt, alt for alvorlige. Ingen af børnene her på skolen for AIDS-forældreløse smiler med øjnene. De er afrettede. Går rundt i deres hullede skoleuniformer og dårlige sko og gør som der bliver sagt. Men de smiler ikke. Og de smiler slet ikke med øjnene. Mange af dem har ret dårlige tænder, og jeg tænker som mor, at der ikke er nogen, der husker dem på at børste tænder om aftenen. Tænker, at jeg burde have haft tandbørster med til de her børn. Alle børnene. På hele skolen.

Linus og Irene går med til at vise os hvor de bor. De kommer med ind på flapsæderne bag i landroveren. De er tydeligt lettede over at slippe for at skulle gå i en time for at komme hjem. Jeg tilbyder dem en kiks og Linus beholder hele pakken, som spises hurtigt. Børnenes lærer forklarer, at i dag var en af de dage, hvor der ikke var grød til børnene på skolen og derfor har de intet fået at spise i dag. Det sætter min egen lille sult de forudgående dage lidt i relief. Man kan ikke sammenligne. Det ved jeg godt. Men alligevel. Der er ingen, som serverer omelet og samosa for Linus og Irene, når de er sultne, sådan som nogen serverede for os i morges.

ALENE HJEMME

Hjemme hos Linus og Irene er der meget, der er hjerteskærende – selv om det virkelig er fint, at børnene har fået hjælp. Huset er bygget til børnene af AIDS-projektet. Det lerhus de fire små børn blev efterladt i, da forældrene døde, var da ved at brase sammen. Og efter et par år var det gennemhullet. Men indeholdt stadig fire små børn, der var helt alene i verden. Nu har de et hus med en forstue helt uden møbler og to værelser. Et til pigerne. Et til drengene. I drengenes værelse hænger en snor med et par stykker tøj lagt hen over. Der er en enkeltseng med en madras uden betræk. Og et hullet lagen til deling. I pigernes værelse er der en smal skummadras uden betræk på gulvet og et mørkeblåt lagen til deling. Intet andet. I stuen hænger et par fodboldtegninger. Irene, der er husets overhoved, fordi hun er storesøster, trækker et hullet plasttæppe frem fra brænderummet bagerst. Det lægger hun fint til rette på stuegulvet, så der ser pænere ud. Udenfor er et såkaldt køkken. Et klægt lille skur med et bål i midten. På markerne omkring huset dyrker børnene majs og bønner, de kan spise. Og der er også plads til et par blomster. Her sender jeg Vernant en kærlig tanke.

Jeg spørger, hvad der i grunden er det værste, ved at bo børn helt alene uden forældre. Svaret var mere hjerteskærende end man havde kunnet forestille sig. Irene forklarer:

”Vi lader som om, der er nogen, der passer på os. Vi lader som om, der er nogen at komme hjem til, nogen, der venter på os og nogen, der holder af os. I virkeligheden er der ingen. Men vi er nødt til at lade som om for at overleve”.

Jeg vil vide om der slet ikke er nogen, bedstemødre eller nogen fra landsbyen, som giver dem et knus engang imellem. ”Nej, der er ingen. Der er ingen, der bekymrer sig om os”.

Da vi siger farvel giver jeg begge børn et kæmpeknus. Linus holder fast i lang tid.

Selv om børnene føler, at der ikke er nogen, der bekymrer sig om dem, så er der i det mindste skolen og der er hjælpeorganisationerne, som donerer til skolen. Verdenssamfundet hjælper. Vi hjælper. Nødhjælpen hjælper faktisk. Skolen, som bliver betalt af projektet og skolen, der på trods af den ligger en time væk til fods og på trods af, at der ikke altid er hverken power-grød eller såkaldt blød grød, at få, også er børnenes eneste faste holdepunkt. Skolen, der holder styr på børnene. Hjælper dem med skolepengene, boligen, skoleuniformerne, juraen. Men selvfølgelig ikke knus. Og heller ikke tandbørster.

Det tog mig fire dage og en hel masse besværligheder at nå frem til de projekter, jeg gerne ville fortælle om her i Afrika. Undervejs, når jeg var mest sulten og mest træt, tænkte jeg, om det overhovedet er umagen værd, at rejse så langt for at kunne gøre så lidt, som jeg kan. Derfor har jeg tænkt nøje over, hvad jeg kan fortælle, der har den størst mulige værdi. Og når alt kommer til alt, er den besked, jeg med mest vægt kan sende herudefra, dette: I skal vide, at hjælpearbejdet nytter.

Mit næste rejsebrev kommer til at handle om mit besøg hos bønderne i de smukke grønne bjerge helt oppe i nord-øst Tanzania meget, meget langt væk fra alting og med den flotteste udsigt over Rwanda.

SLUT

Denne gang hedder min rute noget i retning af dette: London-Entebbe-Uganda-Tanzania-Rwoanda-Bukoba-Mwanza-Kilmanjaro-Dar es Salaam-Zanzibar-Nairobi-London-København… Jeg sender billeder, blogs og beskeder hjem via Facebook, via denne blog og så skriver jeg denne gang også i MetroXpress.

Vi høres ved.

PS. Tak til farmor og mormor, der passer alting herhjemme for de heldige børn, hunden, kæmpekatten og ikke mindst Maggie…

(Dette er en artikel jeg skrev til MS / Berlingske Tidende d. 4.4.2010. Den er ikke lagt på nettet – så efter mange forespørgsler bringer jeg den nu her på min blog. Copyright Signe Wenneberg).

Urban Gardening – haven er kommet til byen

Torsdag inden påske landede H&M’s nyeste satsning ”The Garden Collection” i butikkerne. Lørdag meldte afdelingerne i København K. ”næsten alt udsolgt” af denne blomstrede have-kollektion af øko-certificerede materialer. Og det er ikke tilfældigt. Snarere er det en del af en global trend, ja, nogle taler ligefrem om et paradigmeskift, hvor vi ser os selv som en del af en stor helhed, vi kan påvirke i det små. Vi forsøger at påvirke byerne i en mere grøn retning. Blomster og grønsager dyrkes, hvor det lader sig gøre og dyrkes nu også af politiske årsager af mennesker, der strengt taget ikke behøver tage det hårde slid i køkkenhaven. Vi spiser rå mad og grove grødblandinger som om vi var ”hjemme på landet”. Intet er mere oppe i tiden end ”urban farming”, ”urban gardening”. De hippe forældre i storbyerne kalder nu deres natur-børn for Storm, Bjørn, August eller Liv, Viola, Rosa, Anemone, Flora.

New York-designeren Marc Jacobs har skabt en haveinspireret succes med blomsterdufte. Og flakoner (samt ringe og duftdimser) udformet som store flower-power plast-blomster. Samt farmer-inspirerede beklædningskollektioner med hjemmestrik, ål i sokkerne og klude-lapper, som om vi er hjemme på gården og lige har sat en lap på skjorten.

Den London-baserede designer Stella McCartney, er noget så storby-trendy som veganer, biodynamiker og opfostret på en økologisk gård. Hun bevæger sig ligeledes i have-universet, således også da hun kreerede de vidunderlige kostumer til 2010-udgaven af Alice in Wonderland. Alice er den ultimative ”It-girl” inden for Urban Gardening: Den civilt ulydige blomsterpige, som har dyr som venner og taler med planterne, bliver af urbane designere verden over lovprist som det vildeste stil-ikon.

Vores hjemlige stil-ikon nummeo uno, sangerinden Pernille Rosendahl, bor i københavner-bydelen Frederiksberg og udtaler til Alt for Damerne, at hun elsker at tage op på Camilla Plums gård, spise æbletærte, købe økologiske varer og klappe dyrene sammen med sønnen. På Frederiksberg bor også Claus Meyer, der i sin nye bog ”Salatværksted” viser firs opskrifter på grønt: Den gastronomiske iværksætter Claus Meyer er first-mover som urban gartner og dyrker sin salat, holder høns og eksperimenterer med spirer og kompost fem minutter fra centrum.

Undergrund

Urban Gardening afspejles i mode, mad og livsstil. Men tendensen udspringer fra NGO’erne; den øko-politiske undergrunds-scene. Hvor bevægelser som ”Guerrilla Gardening”, ”Edible Estates”, ”Attack on the Front Lawn” og ”Urban Farming”. Det handler også om social ansvarlighed og hjælpe fattige med at få adgang til grønsager. Som Urban Farming skriver: ”Vores mission er at skabe fødevarer for mennesker, der mangler mad, ved at plante haver på meget usædvanlige steder. På samme tid arbejder vi for diversitet. Vi uddanner de unge, de voksne og de ældre i havebrug, så vi kan skabe et bæredygtigt system, der kan højne den grønne standard i vores byer”.

Urbane arkitekter viser strålende løsninger på at komme væk fra horisontalt landbrug på landet og over i ”vertikal farming” i byerne: Landbrug i højhuse. Ja, der kan måske godt bo køer i etageejendomme, det gjorde der faktisk i København i gamle dage. De bevidste forbrugere laver ny (landskabs-) arkitektur og de skaber haverevolutioner. Laver køkkenhaver, taghaver, skolehaver, fælleshaver, de dyrker grønsager på altaner, op ad mure og på steder, hvor de ikke må, fordi de gør havebrug polisk som ”guerrilla gardeners”. Her har især yngre bygartnere fundet sammen i civil ulydighed med frø som våben. Og internettet gør det muligt at møde ligesindede og koordinere have-aktionerne.

Stor tilslutning

Facebook har over 500 grupper om havebrug og mange grupper af biodynamisk og økologisk tilsnit. Det er ikke langhårede hippier fra fortiden, som finder sammen i virtuelle kollektiver: Dette er fora for urbane og fremtrædende repræsentanter fra den kreative klasse i byerne.

Nogle af de mest søgte titler på Amazon refererer til natur og økosystemer. En hedder endda ”Green Is The New Black”. På den engelske udgave af Amazon ledte jeg efter en have-og-sylte-bog fra 1940erne, som jeg huskede fra toppen af The Sunday Times bestseller-liste. Jeg ville finde bogen og videregive titlen, for det er interessant, at vi ikke længere køber smukke og ubrugelige coffee-table-books med blomstrede vattæppe-looks til haven, men nu vender tilbage til de gamle funktionelle dyder: Dyrk det du spiser og sylt det du dyrker. I stedet for at finde syltebogen snublede jeg over dette vilde faktum: Syv ud af ti emner på Amazons liste over bedst sælgende titler inden for have handler om biodynamik på Rudolf Steiner-måden, to andre top-10-bestsellere handler om kompost. Og, nå ja, nr. 1 på bestsellerlisten er en ikke helt dum kalender med svedglinsende havemænd i åbne skovmandsskjorter.

Der er flere overraskelser. John Seymour’s 32 år gamle klassiker ”Den Selvforsynende Have” er blevet en ny overraskende bestseller dette forår herhjemme. Redaktør Louise Haslund Christensen fra Gyldendal udtaler: ”Det er helt vildt. De sidste to måneder er den gået som varmt brød”. På samme forlag kommer snart en havebog af ”Bonderøven”, den unge charmerende Frank Erichsen, der i forrige uge uventet modtog en af Billed-Bladets priser for sine DR2-programmer. Bonderøvs-tv, der ses af byboere og wanna-be farmere.

Fremtidsfarm

Farmer-trenden er naglet fast to signifikante steder; I Bloom og i Monocle. Bloom er et tykt magasin, der udelukkende beskæftiger sig med trends som udspringer af blomster, planter og havebrug/landbrug. Og det er ikke få, skal vi tro Li Edelkoort, som har grundlagt Bloom og som er omrejsende hollandsk-fransk fremtidsforsker og på Times liste over de mest indflydelsesrige profiler inden for mode og design. Bladet koster 500 kroner, men til gengæld forstyrres det æstetiske indtryk ikke af reklamer. Det helt nye nummer hedder slet og ret: “FARM OF THE FUTURE!”. Sidste sommer lod über-city-drengen Tyler Brûleé overraskende nok sit magasin Monocle udkomme med gartnere på forsiden under overskriften ”Why we are going back to the farm”.

Graver vi dybt ned i have-trenden handler den om eftertanker mere end om mode. Og den vil ikke lige forsvinde, som en Garden Collection i H&M. Det forholder sig sådan, at om 40 år, i 2050, vil 80 procent af alle mennesker bo i byer. Mange mennesker i meget store byer. Demografien kommer efter os. Tanken melder sig i de allerede tætbefolkede byer: Kan vi brødføde alle? Næsten al tilgængelig jord bruges allerede i dag til at producere fødevarer. Men langt fra alle steder på den mest optimale måde. Mange steder i verden ødelægges høsten af klimaforandringer og dertil kan vi lægge de menneskeskabte problemer med fødevareproduktionen som krige, forurening eller uvidenhed.

Biodynamik

For de urbane gartnere forekommer sagen klar: Vi bliver nødt til handle lokalt for at forandre globalt. Vi må spise lokale råvarer – gerne så lokale, at de har groet lige uden for vores egen køkkendør. Vi må undgå madspild, det vil sige, at mad, der allerede har tæret på naturens ressourcer (ilt, vand og næring plus emballage, opbevaring og transport) ikke må gå til spilde på grund af vores manglende omtanke. Paradokserne står unægteligt i kø, når græsplæner vandes og marker med potentiel mad dør hen i tørke andre steder på kloden. Når den vestlige verdens største sundhedsproblem er overspisning. Mens resten af verden står foran en mulig sultkatastrofe grundet tiltagende overbefolkning.

Her er det ikke så underligt, at intelligentsiaen i byerne søger mod gamle tanker og løsningsmodeller som Steiners biodynamik, der handler om, at man altid skal efterlade jorden i en bedre stand (og med mere næring) end den stand, man modtog den i. Til et af de legendariske foredrag Rudolf Steiner holdt for landmænd i 1920erne sagde han: ”I naturen påvirker alle elementer hinanden i en gensidig vekselvirkning. Det ene påvirker altid det andet”.

Spis planter

Urbane gartnere mener, at vi skal passe bedre på jorden og den mad vi dyrker. Vi skal spise mindre og dyrke mere, vi skal spise grønnere og mere lokalt. Som den amerikanske forfatter og stjernereporter Michael Pollan har formuleret det: ”Eat real food, not too much, mostly plants”.

Avisen USA Today bragte for nylig en forsidehistorie fra en køkkenhave i Washington. Under overskriften ”Let’s move on child obesity” ses præsidentfruen i gang i sin biodynamiske (!) køkkenhave foran Det Hvide Hus. ”Let’s move” er Michelle Obamas kampagne mod børns fedme. Den er baggrunden for, at Mrs. Obama skabte sin køkkenhave sidste efterår og dermed blev grøn rollemodel. Køkkenhaven skal ud over at gøre præsidentfamilien selvforsynende med bær og grønt også fungere som ”skoleeksempel” for amerikanske husholdninger.

Det lå ingenlunde ligefor, at den meget city-lækre Michelle Obama skulle give sig til at grave have. Familien Obama er fra storbyen Chicago og har altid boet i lejligheder. Alligevel valgte Mrs. Obama at genoptage den tidligere præsidentfrue Eleanor Roosevelts tanke om at være forbillede for havebrug. Hvor Mrs. Roosevelt skabte en Victory Garden-bevægelse for at få mere mad på nationens middagsborde under 2.verdenskrig, har Mrs. Obama skabt en køkkenhave-bevægelse for at skaffe sundere, grønnere, billigere mad på de amerikanske middagsborde i krigen mod overvægt. Hvert tredje barn i Amerika er sundhedsskadeligt overvægtig. En tendens der er på vej mod Danmark og resten af den vestlige verden.

Fra industri til landbrug

Udviklingen går altid fremad. Den går ikke i cirkler. Men måske gør den alligevel. For først var der landbrugssamfund, så kom industrialiseringen og nu kommer der landbrugssamfund i de tidligere industrihøjborge. I Detroit i USA, som i mange år har været konge af bilproduktion, har man måttet sadle om, efter at bilindustrien er gået rabundus i den økonomiske krise, der har sendt tusinder ud i arbejdsløshed og hjemløshed. Nu satser man på landbrug og Urban Farming i store centrale fødevareproduktions-gårde midt i byen. I haverne, der før var til henstilling af biler, opfordres de økonomisk trængte borgere til at dyrke mad. En anden cirkelbevægelse ses i Japan, hvor veluddannet arbejdskraft fra byerne sendes ud for at arbejde med fødevareproduktion i markerne uden for byerne.

Botaniske analfabeter

Mennesket har været 10.000 år om at lære at dyrke de gode afgrøder, som sikrede artens overlevelse og børnenes sundhed. Det har kun taget en-to generationer om at afvikle den viden som almen viden. Det ses overalt på jorden. Selv her hos os er der i dag stor uvidenhed i flere generationer om sæsoner, det at gøde, så, vande og høste. I tusindvis af år har enhver familie haft sin egen køkkenhave og sine egne husdyr (i det mindste høns). Nu er de fleste af os blevet analfabeter på alt det, vores forfædre har vidst om at overleve. Vores forfædres viden er med ét blevet til ikke-viden: Noget man ikke troede, man havde brug for at vide. Det forekom som latterligt, ja, småborgerligt, næsten som at stryge viskestykkerne.

Alle må finde deres egen have

Der er dem, som mener, at alle kan og må finde en have eller et haveprojekt, at tage del i, hvis de vil være rigtig lykkelige. Det kan måske virkelig lade sig gøre for os alle, at få jord under neglene selv om vi ikke har en have. Det viser Nelson Mandela’s havehistorie. Da han sad i fængsel i 28 år lykkedes det ham at få overtalt fængselsbetjentene til, at han måtte skabe en have. Det gjorde han på fængslets tag. Den første var en meter gange 25 meter og her arbejdede han to timer hver dag og overbragte sin grønsagshøst til de andre fanger hver søndag, hvad der hjalp på deres sundhedstilstand. – ”Det er meget simpelt”, siger Mandela i sine seneste erindringer, ”alle må finde deres egen have!”.

Urban Gardening Links

www.urbanfarming.org – social, lokal, global grøn ansvarlighed

www.ecorazzi.com – grøn sladder

www.carrotmob.org – organiseret boykot af asociale og ugrønne virksomheder

www.cityfarmer.org – diskussionsforum og nyheder for city-farmere

www.guerrillagardening.org – få et guerrilla gartner/soldater nummer og kom med i krigen mod den grimme arkitektur og den onde byplanlægning. Lav køkkenhaver og plant blomster, der hvor der er et lille stykke forladt jord i byen

www.fritzhaeg.com – læs om Attack on the front lawn og Edible Estates-projekterne (gå evt videre til TED foredrag)

www.verticalfarm.com – urban farming arkitektur: Højhuse til landbrug

www.okologi.dk – økologisk landsforening, der har den bedste havebrevkasse

www.biodynamisk.dk – den 80 år gamle Rudolf Steiner filosofi for dyrkning er mere populær end nogensinde

Og endelig handler rigtig mange foredrag til foråret det også om HAVEN – drømmehaven derhjemme. Men også hvordan man skaber haver og grønne miljøer også i de offenlige byrum, om guerrilla gardening og urban gardening. (Ny bog fra Gyldendal ude til marts 2012). Og der er også foredrag om mine vilde rejser som velgørenhedsambassadør - og om hvorfor det er vigtigt med Empowement of Women, hvis vi vil redde verden…

REFERENCER OM FOREDRAG – om foredraget Positiv Kommunikation – afholdt hos Statoil oktober 2011:

Signe Wenneberg gav mig og mine medarbejdere en solid positiv indsprøjtning der fuldkommen levede op til både mine og mine medarbejderes forventninger.

Signe er en medlevende og inspirerende foredragsholder, der kan få det mest positive ud af alle hændelser og kan få deltagerne til hendes foredrag til at få samme opfattelse.

Det er en fantastisk egenskab på den korte tid der er til rådighed.

Jeg kan varmt anbefale Signes foredrag til konferencer, teambuilding dage eller bare som et godt indlæg efter en lang mødedag.

Søren Liltorp, Laboratory manager, STATOIL

I sidste uge var Maggie i ugebladet Søndag, Danmarks største kvindeblad. Efter det modtog Maggie en masse breve ogstøtteerklæringer. Her følger – efter mange forespørgsler – min klumme om Maggie i onlineversion. Sidste nyt er at Maggie har fået en fanside på Facebook. Se under Burhønsenes Befrielsesfront.

For fire uger siden fik jeg en mærkelig sms: ”Må vi komme forbi i morgen kl.9.00 med en lastbilchauffør, der hedder Kurt og en burhøne?”. Beskeden kom fra DR2. Der fremover sætter tiltrængt fokus på madkvalitet i dokumentarudsendelser. DR2-redaktøren kendte jeg, fordi vi havde haft en masse sjov, da vi lavede et program om døden. Men det her er underligere.

”I kommer bare!”. Skrev jeg tilbage, uden at vide, hvad det skulle komme til at betyde. ”Jeg laver kaffe!”. Tilføjede jeg. Og troede, der var tale om, at de ville lave et lille indslag i min have og smutte igen med lastbilchaufføren Kurt, der ikke tror på økologi, og med burhønen, der hed Maggie. De kom. De filmede. Og de gik igen. Uden Maggie.

Planen havde vist været, at Kurt skulle tage Maggie til sig. Men Kurt havde ikke lyst til at få Maggie med hjem i baghaven og derfor var hun pludselig endt her. Alene og fuldkommen befippet.

Den første regnfulde dag med Maggie var den værste. Jeg troede ikke hun ville overleve den dag. Jeg har aldrig set en burhøne før. Jeg har haft mange meninger om burhøns, i mange år, skrevet om burhøns, men jeg har aldrig set en burhøne. Og det er ikke noget kønt syn, skal jeg hilse at sige.

Da Maggie ankom var hun skræmt. Tynd. Ussel. Uden livskraft. Nøgen. Knoklet. De fleste fjer var væk efter skader fra buret. På hovedet havde hun en helt forkert degenereret kam. Der var blodige sår på hendes krop. Hendes ene klo var vokset forkert sammen om en sten. Hun havde aldrig set dagslys eller mærket luft. Hun havde aldrig brugt sine ben eller vinger. Da hun på dag 1 prøvede at gå på sine ben, var hun meget usikker. Da hun på dag 2 prøvede at folde sine vinger ud,  fór hun sammen af chok over, at hun faktisk havde vinger. Hun lukkede sig hurtigt sammen igen.

På trods af alt, så lagde Maggie æg de første dage. Bare sådan hvor hun stod og gik. De æg var  næsten det mest hjerteskærende unaturlige ved Maggie. Hun kunne ikke finde ud af at gå, drikke, spise, sove på pind eller gå i læ. Men hun poppede disse næsten datomærkede hvide æg ud alligevel. Det var sygt. Og jeg tror vi bliver syge i vores sjæl, af at spise sådan noget.

Da Maggie kom ret ubelejligt ind i mit og mine børns liv, tænkte jeg først, om det egentlig ikke var bedst, at gøre en ende på hendes lidelser. Sådan som man gør med en gammel hund, man ikke synes skal lide. Maggie var jo sådan et sølle skrog, helt uden livskraft. Men mit hjerte løb af med mig. Og heldigvis for det. For ellers havde jeg ikke set det mirakel, som vi har været vidne til de sidste par uger.

Efter de første tossede dage, hvor Maggie enten stod og blafrede midt ude i slagregn, storm og tordenvejr eller sad og rystede i et selvvalgt isolationsfængsel (en lille lomme af hønsegården omme bagved skuret), så skete der noget. Hun gik først i strejke. Æglægningsstrejke. Ikke om hun gider lægge æg mere. Det er slut med det. Så fandt hun ud af at gå i hi. Men var stadig meget bange for åbne pladser (hønsegårde) og store huse (hønsehuse). Hun krøb og rystede. Så fandt hun ud af at lægge sig i en rede med hø, når hun var våd og gå ind om natten. Så begyndte hun at spise og drikke.

Og efter tre uger gjorde hun noget meget underligt: Hun fandt hønsegårdens højeste punkt; en træstub fra den guldregn, der væltede i februarstormen, der nu knejser og er betrukket af efeu. Her kravlede hun op og blev stående, som en stolt indianer, der står helt stille på en klippe og spejder dagen lang. Hun står der med sine nye flotte fjer og en attitude som om hun siger ”Hey, jeg er burhønen Maggie, der har brudt min sociale arv, jeg strejker og jeg finder mig ikke i mere…”. Stolt ser hun i hvert fald ud, når jeg sidder her på trappestenen og betragter hende.

Det sidste, der er sket, er at Maggie kan sidde på pind med de andre høns om natten nu. Og så har hun har hun lige haft besøg. Af DR2. De kom for at filme hende og hele holdet indrømmede, at de aldrig havde troet, at hun ville overleve. Men det gjorde hun. Og Kurt gik ind i hønsegården, rakte ud efter Maggie og hviskede, at han aldrig mere vil købe buræg.

#AFSNIT 1. Burhønen Maggie lever stadig

To dage før der blev udskrevet valg til Folketinget 2011 (som jeg stillede op til) fik jeg en sms:  -”Må vi komme forbi i morgen kl.9.00 med en lastbilchauffør, der hedder Kurt og en burhøne?”. Beskeden kom fra DR2. Der fremover sætter et tiltrængt fokus på Madkvalitet. Og dokumenterer den forfærdelige udvikling, der er på dette område, hvor dyr lider, mad smides ud og mennesker spiser billigt bras, der gør dem syge, fejlernærede og ulykkeligvis også alt for fede.

”I kommer bare!”. Skrev jeg naturligvis tilbage, uden helt at vide, hvad det skulle komme til at betyde. ”Jeg laver kaffe!”, tilføjede jeg, og troede, der var tale om, at DR2 ville lave et lille indslag i min have og smutte igen med lastbilchaufføren Kurt, der ikke tror på økologi, og med burhønen, der hed Maggie.De kom. De filmede. Og de gik igen. Uden Maggie.

Planen havde vist været, at Kurt skulle falde for dyret og blive venner med hende. Og i den bedste af alle verdener aldrig ønske at købe buræg nogensinde igen. Men Kurt havde ikke lyst til at få Maggie med hjem i baghaven og derfor var hun pludselig endt her. Alene og fuldkommen befippet.

Derfor har jeg i skrivende stund både ansvar for en valgkampagne, der skal få mig valgt til folketinget bl.a. med fokus på fødevarekvalitet og dyrevelfærd. Og jeg har ansvaret for, at DR2’s høne, Maggie, overlever ude i en helt naturlig hønsegård, sådan en, som enhver husstand havde i gamle dage, da æg ikke bare var noget man rev ned af hylderne i supermarkedet. Det er skæbnens ironi. Eller også er det ”de små tings Gud”, der har været på spil. Gud er, som bekendt, i detaljen.

Den første dag med Maggie var den værste. Måske sammen med den dag, da der var tordenvejr og vild regnstorm med gul himmel og hun bare stod derude og blafrede i regnen. Jeg har aldrig set en burhøne før. Jeg har haft mange meninger om burhøns, i mange år, skrevet om burhøns, men jeg har aldrig set en burhøne. Og det er ikke noget kønt syn, skal jeg hilse at sige.

Da Maggie ankom var hun skræmt. Tynd. Ussel. Uden livskraft. Mange fjer var væk efter skader fra buret. På hovedet havde hun en helt forkert degenereret kam, der skjuler hendes ene øje. Hun havde aldrig set dagslys eller mærket luft. Hun havde aldrig brugt sine ben eller vinger. Da hun på dag 1 prøvede at gå på sine ben, var hun meget usikker. Da hun på dag 2 prøvede at folde sine vinger ud,  fór hun sammen af chok over, at hun faktisk havde vinger. Hun lukkede sig hurtigt sammen igen ogdukkede nakken.

På trods af alt, så lagde Maggie de æg, som er hele meningen med hendes sølle eksistens. Hun lagde æg. Hvide æg. Vi tog os i at kigge efter datostempler på dem. Og de æg er for mig næsten det mest  hjerteskærende unaturlige ved Maggie og jeg har på ingen måde lyst til at spise dem. For hvordan kan et dyr, der slet ikke kan tage vare på sig selv og som er stresset og sjaskvåd af den regn, som hun ikke kan finde ud af at gå i læ for, og som slet ikke har nogen som helst af de ”life skills”, som en høne bør have, bare blive ved med at lægge æg? Hun kan ikke finde ud af at drikke, spise, sove på pind eller gå i læ. Men hun popper disse næsten datomærkede æg ud alligevel. Det er sygt. Og jeg tror vi bliver syge i vores sjæl, af at spise sådan noget.

Jeg er vokset op med økologi. På landet. Med får, lam, ænder og tredive landlige brune høns, der havde kæmpeindhegning i skoven og egen sø. Jeg har selv haft høns i alle de ti år, jeg har haft have. Jeg er ikke vant til at se mishandlede dyr fra industrien. Det har været en øjenåbner. Vi må ikke behandle dyr på den måde. Der er ingen undskyldning for at gøre det. Æg kan blive for billige og det er æggene fra burhøns. Det er systematisk dyremishandling. Og det burde forbydes.

Da Maggie kom ret ubelejligt ind i mit og mine børns liv, tænkte jeg, om det egentlig ikke var bedst, at gøre en ende på hendes lidelser, som man gør med en gammel hund, der lider. Hun er jo sådan et sølle skrog.

Men selvfølgelig skal Maggie leve. Hun skal have en fair chance for at overleve ude blandt mine forkælede, velnærede, hysteriske høns, som ved alt om hvordan man lever livet, skriger efter delikatesser (madrester) og tager støvbad for at holde sig smukke. Og mobbe andre, der ikke ser lige så lækre som dem selv, gør de desværre også. Men vi forsørger efter bedste evne at skærme Maggie. Vi håber alle sammen, at hun kommer til at overleve denne store omstilling fra fængslet dyr til frit dyr.

Herhjemme er det blevet et fast spørgsmål, når nogen kommer ind ad døren, at spørge: ”Hvordan går det med Maggie”. Ingen i det her hus, hverken mine børn eller min kæreste, spørger som det første: ”Hvordan går det med Valgkampen?”. Det er godt sådan. Maggie lever. Hun er ved at finde ud af at man kan samle korn op fra jorden og ikke fra en automat. Hun har lært at man kan ligge i en rede med hø, mens det regner udenfor. Og hun har med sit lille sølle fugleliv givet mig stof til eftertanke om, hvad det egentlig betyder, at sige og mene, at vi skal tage os af de svageste.  Et samfund (og en familie som vores, siger jeg til mine børn) kan måles på, hvordan vi behandler de svageste. Her fire dage efter, at der blev udskrevet valg til Folketinget lever burhønen Maggie stadig. I hører mere.

#Afsnit 2. Maggie strejker!

Maggie strejker. Men Maggie lever stadig. Ex-burhønen Maggie er fri. Hun har overlevet at være sjaskvåd i dagevis uden at kunne finde ud af at gå i ly. Hun har overlevet uden mad og vand (fordi hun ikke kunne finde ud af at tage selv). Hun har overlevet sit frivillige isolationsfængsel henne bag hønsehuset. Hun har overlevet, at blive angrebet af de andre høns, som straks lugter svaghed hos en ”grim ællling” som Maggie.

Maggie er grim. Der er ikke nogen anden måde at sige det på. Hun er lille, hvid og tynd. Hendes fjer mangler mange steder. Hun har blødende sår, som er skader fra det bur, hun kommer fra, og hvor hun levede sit korte liv, før hun kom her.

Som jeg skrev sidst, så var det mest hjerteskærende, ved Maggies sølle eksistens, at hun blev ved med at lægge æg de første fortumlede dage. Kridhvide æg. Hun var en fugl, der ikke kunne finde ud af at tage sig af sig selv og som ikke kunne finde ud af, at opføre sig som en fugl. Et kræ, som ikke have de mest basale ”life skills” et dyr må have (gå i læ, samle føde). Og alligevel var hun forprogrammeret – som en lille maskine med fjer på – til at lægge de der hvide datostemplede æg til industrien og til forbrugerne, der gerne vil have billige æg. For billige kan man mene.

Men siden sidst er Maggie gået i strejke. Og jeg hepper på hende og kipper på den gammeldags arbejdermåde – som er lidt fraværende i min akademikergeneration – med nogle røde valgpjecer, i mangel af en rød fane, når jeg kommer hjem til hønsegården ude fra valgkampen. Go Maggie!

Maggie kan lære os fremmedgjorte urbane storby-bohemer, der er befinder os meget, meget langt væk fra industrien, det konventionelle landbrug og det snavsede arbejde, en ting eller to om fabriks-arbejdersken, der pludselig smider handsken, fordi arbejds-vilkårerne er forhistoriske. Maggie gider ikke mere. Der kommer ingen æg ud af Maggie. Nok er nok. Og det ”ægger til eftertanke” som min gamle redaktør, ville have formuleret det. (Men han var også et rigtigt æggehoved).

Nul æg. Men til gengæld er Maggie begyndt at få lidt fjer. Hun kan nu finde ud af at gå i tørvejr. Hun prøver sig lidt frem med at ligge i reder med halm i. Det ser ud som om det er dejligt. Hun er begyndt at have en dagsrytme. På æggefabrikken arbejdede Maggie 24 timer i døgnet og havde aldrig set dagslys. Hun går lidt rundt og finder ud af alting nu. Og strejker. Og er bange. Stadig.

Hun er bange for os. For andre dyr. For flyvende fugle. For regn. For lyde. For hunde. For katte. For store rum (hønsehuse) og store pladser (hønsegårde). Så hun går langs hegnet eller langs væggene. Det skrev jeg lidt om på Facebook, for hvad mon det kaldes, når en eks-burhøne, har angst for store pladser? ”Maggie lever stadig. Hvad mon det hedder, når en tidligere burhøne har angst for store rum og større pladser og kryber langs siderne?”. Det fik spøgefuglene frem.

Den politiske debattør Henrik Dahl havde selvfølgelig ordet ”agorafobi” (men jeg er stadig i tvivl om diagnosen også gælder burhøns) og mente, at Maggie var hysterisk. Hvilket jo siden Freud har været en klassisk diagnose for undertrykte kvinder. Den politiske journalist David Troels Garby, mente, at jeg burde give Maggie noget nervemedicin. Læg dertil andre gode bud. Og netop her træder Maggie igen i karakter. Det sølle skrog, viser os jo, hvad der er galt med vores samfund.

Som jeg skrev i tråden: ”Skal man bare fylde mere medicin i dem der har det dårligt, som nu Maggie, så de kan tilpasse sig et lorteliv, eller skal man gøre noget ved lortelivet?”. Maggie har haft et møgliv henne i industrien. Det er ikke underligt, at hun er mærket af det.

I Danmark findes der 500.000 mennesker, der har psykiske diagnoser og masser af mennesker lider af stress, angst, søvnløshed og det der er værre. Børn, mænd, kvinder og gamle medicineres mere end nogensinde for at kunne holde livet ud og for ikke at være for meget til besvær for deres omgivelser. Medicin er godt og helt sikkert en del af løsningen for mange. Men måske er løsningen også, at vi får en større rummelighed og at vi skaber nogle bedre rammer for de mennesker, der er syge i sindet?

Maggie er angst. Men Maggie er også lidt sej, hun i hvert fald fundet styrken i sig selv til at strejke. Det gør mig stolt af den lille grimme høne.

Maggie minder mig om, hvor det virkelig er værd, at vi kæmper når vi taler om hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Vi skal satse på madkvalitet! Vi skal have en anstændig fødevarepolitik (som de sidste 10 år er ført af V og dermed af de konventionelle landmænd). Vi skal skabe innovation på fødevareområdet og ramme lige ned i den efterspørgsel vi ser på den lokale mad, den nordiske mad, den rene mad, den økologiske mad. Vi skal kæmpe for ordentlige forhold i vores fødevareproduktion – både for dyr og for mennesker. Vi skal have en fødevareproduktion, vi kan være stolte af og hvor vi kan se vores høns i øjnene.

Kan du se dit buræg i øjnene, som sagerne står? Jeg kan sige så meget, at ingen, heller ikke børn og gæster i det her hus, har haft lyst til at sætte tænderne i Maggies tre hvide industriæg, fra før hun gik i strejke. Vi er faktisk ved at brække os bare ved tanken…

SE LILLE FILM OM MAGGIE HER

#Afsnit 3. Burhønen Maggie som mønsterbryder!

Maggie gør noget underligt i disse dage. Hun har fundet hønsegårdens højeste punkt. En træstub fra den gulregn, der væltede i februarstormen. Her stiller hun sig op hver eneste dag, som en indianer der står musestille på en klippe og spejder ud over landskabet. Først troede jeg, at hun ikke kunne finde ud af at gå ned igen. Den høne kunne jo for kort tid siden hverken finde ud af det ene eller det andet, så hvorfor skulle hun kunne finde ud af at gå ned fra en træstub? Men hvis jeg fjerner hende, så kravler hun straks op igen. Og stiller sig i indianerposition. Der står hun så, tør og fin og med nye fjer og en kæmpe kam. Stolt ser hun ud. Som om hun siger: ”Jeg er burhønen Maggie og jeg har brudt min sociale arv og nu tager jeg det her videre til det næste step!”.

De andre høns lader hende sjovt nok være. Som om de tænker, nårh, hende der, det er bare hende tossen, der står oppe på træstubben. Hun lægger stadig ikke æg. Hun har gang i noget andet nu.

Hun er blevet politisk. Ja, hun er blevet lobbyist, på sine gamle dage. Forleden hjalp ”Danmarks nye grønne håb”, miljøforkæmperen Dan Jørgensen fra Europaparlamentet, mig i valgkampen. Bagefter tog han med hjem for at få noget aftensmad og for at se Maggie. Jeg tog hende op og han fik lov til at se de skader, som hendes EU-godkendte bur har givet hende overalt på kroppen. Og jeg tror aldrig, han glemmer mødet med Maggie. Lur mig, om hun ikke bliver brugt som referenceramme i Parlamentet. Se hvem havde nu troet det?

I det hele taget får Maggie mange besøg. Hver gang, der kommer nogen forbi her, for at tale om valgkamp, for at interviewe mig eller for at hente æbler, plakater og andet valgkampmateriale, der står i skuret ved siden af hønsegården, så skal de lige forbi og se til Maggie. Og på min trappesten sidder vi så tit, og vi får os en lille snak om Maggie. Om dyrevelfærd. Om landbrugspolitik. Om miljøpolitik under Venstre. Om hvordan vi behandler dyr i fødevareproduktionen i Danmark. Om at høns får syreskader af deres egen urin i burene. Og om at være mønsterbryder… Som jeg også lidt føler, at jeg er.

I Danmark er vi meget dårlige til, at ændre den sociale mobilitet. Mønsterbryderne er få. I filmen om Svend, forklarer Svend Auken en taxa-chauffør i et fremmed land, hvad det vil sige at være socialdemokrat: At være socialdemokrat, forklarer han, handler om, at vi tror på at alle mennesker er født lige og skal have lige muligheder. Og at man skal kunne bryde den sociale arv.

I denne valgkamp, hvor der har været talt for lidt, om de ting, der interesserer mig så brændende:Klima, miljø, dyrevelfærd, kærlighed, generøsitet, madkvalitet, landbrugspolitik, vandforurening og sundhedspolitik, så har Maggie været min lille ledestjerne. Hun er den lille industriarbejder, der er brudt ud. Hun er sej og hun viser, at der er en kamp, der er værd at kæmpe.

Jeg har lige været ude på endnu en uddannelsesinstitution og har talt med de unge. Uddannelse er et sted, hvor vi kan se den sociale arv gøre sig gældende, et andet sundhed. Hvis man kommer fra Albertslund dør man langt tidligere, end hvis man kommer fra Hellerup. Hvis man kommer fra Vestegnen har man generelt en dårligere sundhedstilstand og er tykkere og dør tidligere, end hvis man kommer fra de nordlige forstæder. Børn bliver født ind i nogle sociale rammer, som de har næsten lige så svært ved at slippe ud af, som en burhøne har, for at slippe ud af sit bur. Men sådan behøver det ikke at være. Det er det, jeg råber op om.

Nogle gange så føler jeg mig som Maggie. Jeg er helt alene kravlet op på den højeste træstub i hønsegården, selv om jeg i grunden er meget genert, og selv om det har vanvittigt mange omkostninger. Her fra den høje træstub står jeg nu og beder om folks opmærksomhed. Så jeg kan være med til at ændre verden. På fredag ved jeg og resten af hønsegården om det lykkes…

PS. Valget er ovre. Fredag fik jeg at vide, at jeg ikke vandt ikke mandatet – og fredag kom DR2 – dvs Thomas, kameramanden og Kurt, forbi. De filmede Maggie, hønsegården, hendes bjerg, hendes nye fjer, hendes liv. Maggie lever. Og i dag har hun for første gang fundet ud af hvordan man sidder på en pind. Hun flyver derop. Sætter sig. Jeg sværger på, at hun ser stolt ud. Kurt har fortalt, at han aldrig mere vil købe buræg. DR2-udsendelsen om Madkvalitet bliver sendt i løbet af efteråret…

Tak til Mads Salicath for tegninger af Maggie.