Er du på vej på ferie? Rejser du alene? Eller med børn som den eneste voksne? Tager du på tur med dine venner? Står du for første gang i mange år alene om sommerferiebeslutningen? Hvad du end gør, lad være med at tro på, at den eneste sande ægte, gode, rigtige måde, at holde sommerferie på, er, at rejse med Den Perfekte Familie (sådan som sommerferie-reklamedrømmen ser ud). Der findes 38 familieformer i Danmark – ifølge Danmarks Statistik – og lad os endelig ikke have nedtur over, at vi ikke er med kernefamilien på tur. Vi fra de 37 andre familieformer har det (nogle gange) sjovere på rejser. Jeg ved det. Jeg har oplevet det.

Nåmen, hvordan jeg end vender og drejer det, så er jeg nødt til at indlede denne lille blog om at rejse, med at takke min eks-mand (og gode ven) for at han forlod mig. Ellers var ting ikke sket. Det er vigtigt at huske taknemmeligheden.

Det blev symbolsk for mig, at det var i juni måned, den store sommerferiemåned fyldt med (ikke mindst egne) forventninger til ferien og det gode liv, at jeg blev alene med mine små børn.

Jeg besluttede hurtigt – selvklart efter at have overvejet mord, selvmord, forsvindingsnumre, enkeltbilletter og eksil – at de år, som nu lå foran mig, skulle være de bedste: ”Let the past make you better – not bitter”.

Positiv tilgang til sommerferie og alt muligt andet er et valg man tager. At rejse, kan også være, at rejse sig… Så da jeg efter cirka 467 dage holdt op med at tude, dengang for længe siden, var jeg egentlig lidt lettet… Fra nu af var jeg blandt “The Odd Ones”. Fra nu af ville jeg have et liv fyldt med rejser, venner, oplevelser, gode dage, god mad, gode indfald… Og med en rodet have, en hest på verandaen (eller nå ja, en hund, en kat og nogle høns) og to sjove børn, at lege med. Ligesom Pippi, min barndoms heltinde, der nu kunne hives frem fra reolen igen. Hun er ikke bange for en skid og da slet ikke for at være alene. Hun rejser i luftballoner, flyvende biler og sørøverskibe og ikke på ingen måde hæmmet af at bo alene i et skramlet hus eller at være sat udenfor kernefamiliekonventionerne. Se det er et godt forbillede. Også fordi hun er så modig.

Modig. Det var jeg ikke i begyndelsen. Jeg var hunderæd. Også for ferier og rejser. Kunne jeg finde ud af det?

Hvis jeg ikke var blevet skubbet ud over kanten, dengang i juni måned, ville jeg sikkert stadig have været bange. Bange for det uforudsigelige. Bange for det ukendte.  Bange for tropesygdomme. Bange for at skuffe nogen. Bange for hvad folk ville sige. Bange for at blive bange. Bange for alle de steder, jeg har rejst i årene siden. Bange for at hanke op i to børn på 4 og 8 år, give dem rygsæk på, rejse til Goa i Indien med dem (køb altid charterbillet, med små børn til Goa, så er der direkte fly og et hotelværelse at vende tilbage til mellem turene). Bange for at tage på ture til storbyer med dem, for ville jeg kunne finde ud af alle de busser, undergrunden, planlægningen… (ja, det kan jeg og det kan børnene også. Læs min blog om London her). Bange for at køre rundt i Sydfrankrig alene (læs om Sydfrankrig her). Bange for Afrika. Bange for Mellemøsten. Bange for Bangladesh, for pokker. Bange for Amerika. Bange for at ligge helt alene i et telt ved Nilens bred uden satellitforbindelse med omverdenen. Bange for storbyers slum. Bange for at blive overfaldet på et marked i Ugandas hovedstad (og ja, jeg blev overfaldet og jeg kom over det). Bange for at køre i bil i Los Angeles på de sekssporede motorveje. Eller for at køre en lille smule tør for benzin alene med børnene på Pacific Highway 1 (vi klarede det). Bange bare ved tanken om at holde sommerferie alene. Også når sommerferie alene betød sommerhus på mørk sommerhusvej i Danmark. Jeg ville have været bange for alting. Og nu. Nu er jeg ikke bange for en skid. 

De år, der siden er gået, har vist sig at blive de bedste, sjoveste, modigste og mest produktive år i mit liv. Det har også været de mest berejste år af mit liv. Det viser, at nogle gange er den længste rejse, man kommer på i livet, den rejse, der er mellem to gader, når man rejser fra et liv til et helt andet liv og finder sig til rette med det. Man bestemmer selv. Om man vil hænge fast i det, der var, eller man vil rejse sig og rejse videre.

Hvis min mand ikke havde forladt mig, så havde jeg med sikkerhed holdt fast i livet, som det så ud henne i firefamilien: Jeg ville måske have boet i det samme hus. I den samme gade. Jeg ville have levet et privilegeret fælles liv, som man gør, når man er to om regningerne, græsslåningen og ferieplanlægningen. Vi ville have nok have været i gang med at planlægge endnu en familiesommerferie lige nu. Måske til Italien. Grækenland. Mallorca. Nu overvejer jeg også Italien, Grækenland eller Mallorca på en mere uplanlagt måde. Og til vinter vil jeg måske til Maldiverne, til San Francisco igen og med sikkerhed til Cuba, for at se på urban farming… Alt kan sådan set lade sig gøre. Og jeg er taknemmelig for alt det, der virkelig er muligt. Og for, at jeg ikke er (længere) er bange for at være alene eller for at sætte mig ind i et fly, et tog, en bil, en rickshaw, en landrover eller en luftballon. Eller op på hesten. Jeg er ikke længere bange for en skid. Det har Pippi og livet lært mig.

Denne blog er skrevet som et bidrag til min non-profit side om REJSEBREVE. Følg med i de gode råd vi, der rejser, giver hinanden på www.facebook.com/rejsebreve 

PS. Du kan læse mere om positiv psykologi og positiv kommunikation i min bog ”Lev Livet Selv – sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse”. Gyldendal.

Portræt i Politiken Rejser her. http://signewenneberg.dk/2013/02/politikenrejser/

Stem på bloggen her – den ligger på Spies’ side og jeg kan vinde en rejse. Det vil jeg jo gerne.

Der gik cirka syv år før jeg fik taget mig sammen til at få lavet et ordentligt energieftersyn. Og til at få lavet alle de der klimarenoveringer, som jeg virkelig burde havde fået lavet for længe, længe siden. Og nu vil jeg foreslå dig, kære læser, at lade være med at være lige så dum som mig.

Der var noget, jeg ikke forudså, dengang jeg blev skilt. Eller der var mange ting. Men nogle af de dem, var alle de uendeligt mange ting, jeg er så elendig til, fordi det bare er… mandeting. Og fordi jeg altid – indtil da, havde haft en kæreste eller en storebror – der kunne tage sig af den der slags. Jeg bliver aldrig nogen ørn til at tænde en grill, rydde op i en bil eller endnu værre… tage mig af et hus med tagrender, fyrkælder, vandhaner, der drypper og varmeapparater, der siger lyde for slet ikke at tale om regnskaber og renovering af tagplader på hønsehuset. Eller mus. Eller varmeregnskaber. Eller de der skruer, der skal strammes på vinduerne, for at de er tætte eller de der skruer, der skal skrues fast i dørene, når alt for mange drengegæster har flået alt for meget i de gamle døre, mens de har løbet rundt og grinet og råbt. Jeg har heller ikke forstand på at rense kloakken. Eller vandlåsen. Jeg er umulig til det hele. Til gengæld har jeg – som så mange andre kvinder – haft nemt ved at tegne og sætte nogen i gang med at lave køkken, bad og ja, have.

Hvis jeg havde taget mig sammen til energieftersyn (og renoveringer) lidt før, havde jeg været lidt rigere (og haft meget bedre klima-samvittighed). For du tror det er løgn. Nu her et år efter jeg endelig fik ordnet de vigtigste såkaldte ”klimatilpasninger” har jeg (og mine flinke overboere, som var med på renoveringen) sparet 50 procent af varmeregningen! Det er mange penge. Det er en weekendtur med veninderne. Det er et lille tilskud til en sommerhusopsparing, for jeg ønsker mig virkelig et gammelt skur med en gammel have, som jeg vil holde havefester i, når jeg bliver gammel. Eller det er helt vildt mange pakker af yndlingsslikket: Lakridschokolademandler fra den lille lækre chokoladebutik, som jeg ikke rigtig synes, jeg kan tillade mig at købe, fordi de er virkelig dyre.

Jeg opfatter mig selv som ret grøn, øko og bæredygtig. Jeg har kørt i elbil. Jeg har partikelfilter på min bil. Jeg slukker altid lyset. Jeg vasker ved under 40 grader. Jeg har høns for pokker. Jeg laver kompost. Jeg dyrker grøntsager. Men jeg havde indtil for nylig en pivhamrende utæt villalejlighed, et oldgammelt oliefyr og nogle tussegamle radiatorer. Samt en utæt tagrende, der var for lille og hullet til at klare ekstremregn, hvorfor vandet skvulpede over. Læg dertil et par uisolerede vægge, som kunne bygges op indefra. Når man bare vidste hvordan.

Jeg er flov over at sige det. Men indtil for nylig var jeg er ligesom så mange andre kvinder (og vistnok også nogle mænd). Jeg vidste godt at mit hus var fra 1880. Jeg vidste godt der skulle laves ting der havde noget med varme at gøre. Men jeg kunne ikke finde ud af hvem jeg skal ringe til. Jeg aner ikke hvad jeg skal spørge om. Jeg ved heller ikke hvad der er vigtigt.

Men så en dag var jeg ude for at holde foredrag. Jeg lignede ikke en, der var klar til at tale om termiske affotograferinger og efterisoleringer. Jeg havde kjole på og talte for et netværk af virksomhedsledere. Om at få det bedste ud af umulige situationer. Det ligner en tanke.

En af dem, der var med i netværket, Peter, fortalte om sit ret seje firma. De lavede klima- og energirenoveringer i lejligheder og huse. De kunne tage sådan nogle billeder, der viste præcis hvor varmen fes ud af huset og hvor man kunne gøre noget. De kunne klare renoveringen.

Hvad gik energirenoveringen helt konkret ud på? Nyt naturgasfyr. Nye radiatorer. Nye tagrender. Ny energineutral tilbygning med græs på taget i stedet for gammel utæt havestue. Nye isolerende dobbeltvægge på nordside med ny grøn el indeni. Nye lister i vinduer. Efterisolering af rør i kold kælder. Varmeapparat sat op i kold opgang. Enkelte nye tykke døre, hvor der før var gamle. Alt i alt var det selvfølgelig en udskrivning. Men det er et nyt køkken jo også. Og det sparer ikke noget på varmeregningen og giver slet ikke den samme tilfredsstillelse. Der er nu ikke noget, som at kunne holde varmen når vinteren er seks-syv måneder lang.

Der gik cirka syv år før jeg fik taget mig sammen til at lave et energieftersyn. Kære læser, lær af min dumhed og få det gjort nu.

PS. Selvfølgelig er der nogen, der gerne vil have Peters kontaktinfo. Her er de med min allerbedste anbefaling. http://www.holm-as.dk/kundeservice.html

Her havde jeg lovet at skrive en lille gratis pixi-bog om høns, hvis jeg kunne få 100 familier til at holde høns. Og da 200 skrev ind, at de var med på ideen, ja, så er hønsebogen nu en realitet. Du kan få den ved at skrive til WWF på s.madsen@wwf.dk. Og du kan læse en lidt længere version af den lille bog nedenfor.

WWF’s Earth Hour kampagne handler om bæredygtighed. Hvad har høns med bæredygtighed at gøre?

Høns er bæredygtige, fordi de leverer mad (proteiner) næsten gratis lige der, hvor vi bor og fordi de spiser vores madrester. Madrester, som ellers bliver smidt ud og som skulle have været afhentet i skraldeposer, som skulle køres væk i motoriserede køretøjer, for derpå at blive brændt af (i hvert fald de steder hvor der ikke er affaldssortering). Der koster alt sammen energi. Der ligeså godt kan blive til god energi hjemme i haven.

Det er et meget stort problem, at vi smider så meget mad ud fra de private og offentlige husholdninger. 40 procent af al den mad der er dyrket, forarbejdet, emballeret, kølet, kørt, fløjet og hentet hjem fra supermarkeder… bliver slet ikke spist. Det er fejlkøbt mad. Og så er der den mad, som bliver til overs på tallerkenerne. Det er ikke til at bære, at smide god mad direkte i skraldespanden. Det sker ikke desto mindre i private husholdninger hver dag. Og det sker ikke mindst i de store offentlige husholdninger. Det er ikke til at holde ud.

Hvis man ikke passer på bliver man sådan en mor eller far, der taler om de små børn i Afrika hen over middagsresterne. Hvilket sådan set er fuldt ud rimeligt. Men ret abstrakt for børn. Det er meget mindre abstrakt, at vise børn – og sig selv – at både resterne fra tallerkenerne og madkasseresterne kan genbruges. Og at de på næsten magisk vis kan blive til de fineste æg i løbet af natten.

Det, at holde høns, er en meget fin anskuelighedsundervisning. Man viser simpelthen, hvor maden kommer fra ved hjælp af sådan en lille to-benet tosse med fjer på. En levende affaldskværn, har jeg også engang kaldt en af hønerne, da hun ikke hørte det.

Via høns kan man vise børn og alle andre, der er interesserede, at maden ikke gror henne i supermarkeder. For hønsene leverer æg hjemme på matriklen – lige omme i baghaven eller nede i gården, hvis man bor i en by – og de gør mere end det: De leverer også gødning til haven. Og så er de virkelig hyggelige at have gående omkring og sommetider spiser de måske også et par skadedyr i havens bede. Det opvejer selvfølgelig ikke, at det ikke er dyr med den store ordenssans: De roder. Når de går frit rundt. Men pyt med det. Der er så søde, at man ikke rigtig lægger mærke til det.

I forhold til det med at holde høns, har jeg fra begyndelsen haft den fordel, at jeg vidste en del om det. Jeg har haft rigtig mange høns, da jeg var barn. Når vi havde flest var vi oppe på 30 stykker, plus ænder og gæs. Så får man lidt rutine. Og jeg har som voksen haft mine egne høns, i al den tid jeg har haft have. Det vil sige, at mine børn også har haft høns, så længe de kan huske.

Når man først er kommet ind i en gode vane med at aflevere alle sine madrester i hønsegården og hente æg med orange blommer med ind retur, er det noget, man får meget svært ved at undvære.

Hvordan gør man og kan vi finde ud af det?

Alle kan finde ud af at holde høns. Børn kan lære at tage sig af en hønseflok og de kan passe hønsene fra en meget tidlig alder. Ansvaret for hønsene skal være de voksnes. Både mad, vand og det med at lukke for ræven om aftenen, skal et barn ikke have ansvaret for alene. Men et barn kan været meget stolt af at få lov til at få en smule ansvar i forhold til dyr.

Arbejdet med hønsene er meget begrænset. Det tager to minutter om dagen at passe høns i et lille hønsehold. Læg dertil den tid, man for sin egen fornøjelses skyld bruger på at kigge på hønsene og tale med dem og om dem. Høns er virkelig god underholdning for børn – også børn som sidder og stener i klapvogn og er lidt trætte. Her er høns faktisk bedre end Teletubbies…

To minutter. Det er virkelig den tid, det tager at holde øje med om der er vand i vandingsautomaten, foder i foderautomaten og gå ud med rester til hønsene – samt lukke dem ud af deres hus.

Hvad så med at muge ud? Nu er høns jo nogle små dyr og derfor kommer der heller ikke så voldsomt meget igennem dem. Og det der er, er guld for havens bede…

Jeg renser det bræt, der er under sove-pinden måske tre gange om året. Resten af tiden smider jeg bare halm på, så der ser lidt ordentligt ud.

Jeg muger grundigt ud i hønsegården hvert forår, men det er ligeså meget fordi jeg har brug for deres velomsatte kompost-jord og gødning til mine køkkenhavekasser, der skal have ny næring.

Det tager et par timer at lave den store forårsrengøring med spade, skovl og trillebør, men det er hyggeligt og det lugter ikke. Og det er bedre end at gå til fitness eller noget.

Hvor ulækkert er det? Lugter det og kommer der rotter og mus?

Modsat hvad mange tror, så lugter en hønsegård ikke. I hvert fald ikke, hvis der er strøelse nok (halm). Der skal være flere halmballer halm inde hos høns, der har det godt. Jeg kan huske, at jeg en gang som barn har været på en gård, hvor hønsegården lugtede, men der var også mudret og ulækkert og alt for mange dyr samlet på et sted, som nappede hinanden. Det kan høns nemlig godt gøre, hvis de ikke har halm at buldre rundt i.

Høns kan godt være alene hjemme i to dage – ja, helt op til tre-fire dage, hvis der er gode naboer. De skal selvfølgelig være forsynet med foder, vandautomat og rævesikret indhegning.

Det er min erfaring, at naboer meget gerne vil passe høns, fordi der følger dejlige æg med i præmie. Hjemmelagte æg er virkelig som små guldklumper. Når naboerne først har prøvet dem, vil de meget gerne have fingre i flere.

Jeg får tit bekymrede spørgsmål om høns. Har de lopper? Er der rotter? Er der mus? Er hønsene ikke ulækre? Og jeg svarer så godt jeg kan og ud fra mine egne erfaringer. Høns er meget, meget renlige dyr som elsker at tage støvbad og som bruger lang tid på at passe fjerdragten. Mine høns – alle de høns jeg har haft i hele mit liv og det er mange – har aldrig haft lopper. Vi har enkelte gange haft problemer med en rotte. Men det har man også når man har en kanin. Eller når man slet ikke har dyr. Vi har cirka hvert tredje år ringet efter en rottefænger fra kommunen, det er gratis og man finder sådan en via kommunens hjemmeside. Sagen er, at der altid er rotter i kloakkerne, der hvor mennesker bor. Hvis man har problemer med den slags nær hønsegården, så må man fodre en eller to gange dagligt og ikke have mad i skålen. Man må også passe på med at have brød og madrester liggende fremme. Hav heller aldrig madrester – undtagen grønt – i komposten.

Jeg har aldrig set en mus i den hønsegård, jeg har nu, men høns er faktisk også kødædere og de har nogle ret skarpe næb. De kan sagtens fange en mus. Og ellers gør min kat det. Det er han virkelig god til. Alt i alt vil jeg sige, at rotter, mus og lopper og anden snak ikke må afholde nogen fra at få høns.

Hvor mange skal man have?

Under krigen, da køkkenhaver og høns var en nødvendighed for husholdningerne i de allierede lande, sagde man, at alle familier skulle have det dobbelte antal høns, af hvad der var mennesker i husstanden. En familie på fire skulle således have otte høns. I dag kan vi få proteiner mange andre steder fra og de færreste af os, der har hygge-høns slagter heller ikke en kylling, når der skal laves søndagsmad.

Selv kan jeg ikke bære at spise nogen jeg kender, så vi spiser ikke vores egne høns. Det her er helt forkert, for hvis man vil være kødspiser, må man også være klar til at se realiteterne i øjnene. Jeg kan bare ikke.

Jeg vil foreslå, at man har mellem fem og otte høns, hvis man er en familie. Vi er tre i min familie og vi har faktisk seks høns, sådan som de gamle krigstids-råd foreslog. Men er man en familie på fem, skal man ikke begive sig ud i at få ti høns i en lille bitte have. Man må heller ikke. De fleste steder må man have otte høner og ingen hane. (De specifikke regler ser du på din kommunes hjemmeside, det varierer fra sted til sted). Hanen galer og det kan man ikke byde naboer – jeg har ikke selv noget imod haner, men mange har. En flok klarer sig fint uden en hane: De små damer indretter sig og finder et naturligt hierarki. Som man skal respektere. Man kan fx ikke bare putte en ny høne ind i en eksisterende flok uden at regne med ballade. Hvis man sætter nye høns ind til gamle høns er det under alle omstændigheder en god ide at gøre det om aftenen. Her er der ro. Og bum, når det bliver morgen, så er der pludselig en ekstra eller to ekstra på pinden…

Hvad for nogle høns man skal vælge afhænger af temperament. Jeg har to gamle brune landhøns, en stor new hampshire, som har været kylling her i hønsegården, to unge brune landhøns og så Maggie, en tidligere burhøne, jeg måtte overtage efter hun havde været med i et tv-program. Man kan se meget mere om hønseracer på nettet. Men jeg vil virkelig anbefale at holde igen med de ”sjove og nuttede” høns. Få nogle, der er gode til at lægge store æg. Det er det sjoveste i længden. Lige nu pønser jeg på at få to hvide sussex med sort krave, fordi de er gode til at blive skruk. Og jeg har lovet min yngste søn, at vi skal prøve at have kyllinger igen.

Man kan læse mere om hvad reglementer er for hønsehold på sin kommunes hjemmeside. Alle kommuner har reglementer vedrørende høns. Jeg tænker, at det er fra gammel tid, hvor rigtig mange familier i by og på land holdt høns. Hvor skulle de ellers få æg fra? Høns har været et af vores vigtigste husdyr helt op til 1960erne, hvor det gik af mode, i takt med at man kunne købe konserves, papæskemad, buræg og alt muligt andet dødsmart. Og i takt med, at der ikke var så mange husmødre hjemme til at tage sig af husholdninger og høns mere. Der skete et skred. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, begyndte at købe æg og høns kom hen på kæmpestore hønserier. Nu håber jeg, at vi kan få hønsene tilbage til familierne igen (uden at få kvinderne hjem til kødgryderne, forstås).

Hvad spiser hønsene?

Høns spiser alt. Tænk bare på de høns som man møder på rejser i Afrika, Asien … eller bare i Grækenland. De går rundt og finder føde i rodebunker og i rester. Høns spiser alt.

Mine høns får alle mulige rester som jeg samler i en spand med låg, som altid står på køkkenbordet. Den tømmes hver morgen. Det er min erfaring, at hvis man ikke har en nogenlunde pæn spand til formålet, så får man ikke gemt resterne. Hvis maden bare gemmes i en åben skål bliver det for grimt at se på. I hønsespanden er der alle slags rester fra køkkenet. Det eneste, mine ikke får, er kyllingekød og fisk. De elsker spegepølsemadder, og mine drenge ved, at de ikke må smide madpakkerester ud henne i skolen, men skal tage alle rester med hjem til hønsene. De får også grød, ris, frugt, grønt, gammelt brød, kager, rester af middagsretter, endda rester af æg, de får alt det grønne, der bliver skåret fra, eller som bliver til overs, og de får også alt fedt, der bliver til overs fx på en pande. De har brug for fedt om vinteren til at holde varmen.

Resterne smides bare ud fra tallerkenerne som de er. Vi gør ikke meget ud af at skære maden i småstykker til høns. Hvis der er et hårdt gammelt rugbrød lægges det i blød og brydes op, men ellers kan hønsene selv hakke i maden. De skal ikke have alt serveret for fint… de skal bruge sig selv og få underholdning ud af, at spise. Det virker naturligt sådan.

Det er vigtigt, at fodre med andet end rester. Der er dage, hvor jeg har så mange rester og hvor de er så varierede, at et voksent menneske ville kunne leve fint af det, der er i spanden. De dage undlader jeg at give fuldfoder og korn. På andre lidt mere magre dage (hvor der ikke er så meget i spanden) ja, der får hønsene både økologiske korn, som kommer i en stor sæk, økologiske fuldfoderpiller fra en stor sæk og somme tider får de endda også skaller. Det er, hvis jeg synes, at æggeskallerne har brug for lidt ekstra. (Jeg får det bragt, da sækkene er tunge. Man kan nemt finde foder på nettet).

Ud over det elsker mine høns de lidt fede fuglefrø, som jeg fodrer de vilde fugle med om vinteren, så vi har lavet den aftale, at hønsene får halvdelen og de vilde fugle får den anden halvdel på fuglebrættet.

Ud over at få mad hver morgen, så får hønsene også vand. Når det er frost, må jeg ud to gange om dagen med en kande vand. De får bare koldt vand eller lunkent vand. Ikke varmt vand. Om sommeren skifter jeg vandet i deres vandautomat cirka hver tredje dag. Men hønsene vil tilsyneladende helst drikke af potter og kar i haven og kender deres yndlingsvandingssteder, hvor der er regnvand.

Man kan se på æggene, at høns har det godt. Høns, som får varieret kost har orange blommer og hårde skaller.

Mine nuværende høns er flinke til at gå ind i rederne og lægge deres æg. Men er høns meget ude, kan de finde på at lægge æg de sjoveste steder. Vi har haft æg i legehuset. Æg oppe i kompostbunkens varmeste hjørne eller oppe i myntebedet. Æg bag ved Astrid Lindgren-rosen. Æg i ølkasser. Æg i gamle kurve. Det er ikke så sjovt, for man har jo hønsene for at kunne bruge æggene.

Når det bliver efterår, holder de fleste høns – ikke alle – op med at lægge æg. De holder en æglægningspause i anledning af, at det er så mørkt. De vil begynde at lægge æg igen, når det bliver lysere til foråret. Min høns lægger æg om vinteren. Lidt færre æg. Men æg kommer der. I hvert fald så længe hønsene er unge og friske.

Hvordan skal hønsene bo?

Prøv at undgå, at gøre hønseprojektet for kompliceret. Brug et gammelt cykelskur, legehus eller et andet haverum til hønsene. Køb evt. et billigt skur til dem, hvis du ikke har et gammelt, der kan bruges. Eller byg et af nogle gamle brædder. Høns er ikke for fine til at bo i noget bæredygtigt. Jeg har hørt om folk, der får bygget hønsehuse, som koster mange, mange penge. Et sted står et hønsehus til 80.000 kroner. Mindre kan gøre det. Man kan også godt vælge en nem løsning, hvis man har travlt med noget andet, og få en hønsegård-startpakke leveret. Det fandtes så vidt jeg ved ikke, da jeg fik høns første gang som voksen for 12 år siden. Dengang brugte jeg et gammelt cykelskur til høns. I den have jeg har nu, bruger vi et skur, som vist er et redskabsskur. Hovedsagen er, at det hus som hønsene skal være i om natten er fuldkommen vindtæt om vinteren. Høns kan ikke tåle træk. De kan sagtens – som andre fugle – tåle bidende kulde. Men ikke træk.

Sæt redekasser op inde i skuret. Sammen med en firkantet pind til at sove på om natten. Der skal være et bræt til opsamling af husdyrgødning under den pind. Vores bræt er en skabslåge, vi fandt til storskrald. Redekasserne kan være gamle øl- og vinkasser af træ sat op på væggen. Foruden pind og redekasser skal der også være en lille lem i hønsegården. Skær et hul ud med en stiksav nede i fodhøjde. Sæt to lister op i hver side af hullet. Lav en lem ud af det stykke træ, du har skåret ud. Eller et andet mere robust stykke træ. Sådan kan du lukke hønsene helt inde i hønsehuset.

Det var huset. Så er der hønsegården. Hjemme hos os går hønsene frit rundt i haven (selv om det er en lille smule forbudt) store dele af året. Haven er fint hegnet ind og vores hund, som er en jagthund, er trænet til at lade hønsene være i fred. Katten, som ellers er meget stor, gør heller ikke hønsene noget. Hønsene ødelægger til gengæld alt, når der lige er sået. De tror, at de små spirer af salat kommer op ad jorden for at de skal spise dem og rode i dem. Derfor må hønsene være lukket inde i deres hønsegård om foråret og noget af sommeren. Eller også må køkkenhaven hegnes ind. Sammen med de blomster, som hønsene har smag for. Inde i hønsegården er der halm, sand, skaller og vand og mad. Og mine drenge graver orme til hønsene derinde et par gange om ugen. Desuden smider vi mælkebøtter og græsafklip ind til dem, så de får masser af grønt de uger eller måneder, de ikke er ude i haven.

Hønsene er også lukket inde i hønsegården året rundt, når vi ikke er hjemme. Så er vi på den sikre side.

Hønsegården skal være stor nok til det antal høns man har (tænk i m2 pr høne, hvad synes du de skal have?). Lav den så stor som muligt. Den skal frem for alt være robust under jorden. Pælene skal graves dybt ned. Der skal lægges cement eller sten eller gamle mursten, net eller plader hele vejen rundt i kanten af hønsegården i hvert fald 30-40 cm ned og så jord ovenpå. Det skal fungere sådan, at ræven ikke kan grave sig ind. Ræven skal man tage alvorligt. Også i byen. Jeg har haft mine kampe med rævene – og jeg har mistet mange høns til ræven.

Når sten er gravet ned og søjler er sat, skal der net på indhegningen. Hønsenet. Nettet skal gå fra under jorden og mindst to meter op. Det er en god ide at lægge tag (plader) eller net på hønsegården. Et tag sikrer, at der ikke kommer regn ind og gør hønsegården mudret, og halmen klam. Net og tag sørger også for, at fugle ikke flyver ind. Der bør altid været et tørt hjørne, hvor hønsene kan tage støvbad.

Grav jorden lidt op, så den ikke er helt stampet til inde i hønsegården. Hønsene skal kunne grave efter regnorme. Står der et træ i hønsegården, er det dejligt. Høns har brug for både sol og skygge.

Sæt pinde op, som hønsene kan sidde på. Det kan være grene eller et gammelt kosteskaft. Men det er vigtigt, at der også er firkantede pinde, dem sover høns bedst på. Og så måske en bænk til børn og alle andre, der har lyst til at kæle med høns og lige sidde en stund inde i hønsegården og se, hvor dejligt det er, at følge med i hønsenes liv.

Held og lykke med hønseholdet!

OBS OM HØNS

Vær med i Burhønsenes Befrielsesfront, hvor der hver dag udveksles tips og tricks om høns, æg, mad og dyrevelfærd.  www.facebook.com/gooooook

Pixibogen har smukke tegninger af Mads Salicat og det grafiske står Maria Hagerup for. Bestil den gratis hos s.madsen@wwf.dk

Du kan læse mere om urban farming og om høns i min bog “Spis din have”.

Du kan købe gode danske landkyllinger til at spise her: www.facebook.com/kyllinger

Du kan se billeder af baghave-høns på min Pinterest-side www.pinterest.com/wenneberg

“Således har Signe Wenneberg begået en ny bog i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum, som er fyldt med viden og de gode historier. Lige fra historien om Flora Danica, til hvordan man laver frøbomber samt gode ideer til kreativitet med blomster. Bogen er, som Signe Wennebergs øvrige bøger, en æstetisk nydelse, fyldt med de gode fortællinger og masser af viden. Jeg vil på det varmeste anbefale bogen til alle blomsterelskere i alle aldre”. Anmeldelse fra bloggen http://guldoggroent.blogspot.dk/

VIL DU BESTILLE BOGEN – SÅDAN GØR DU

Bogen har fået sin egen side: www.facebook.com/florasblomsterbog - her kan du følge med i opdateringer og links… Læs også mere her: http://snm.ku.dk/SNMnyheder/floras_blomsterbog/

PS. Næste bogsignering foregår i Frederiksberg Have på Mit Hjem er Mit Slot-udstillingen… Det foregår grundlovsdag kl.13-17.

LIDT MERE OM BOGEN

Her er min nye bog. Floras Blomsterbog.

Floras Blomsterbog er blevet til i samarbejde mellem Signe Wenneberg og Statens Naturhistoriske Museum i anledning af udstillingerne om Flora Danica. Der er netop nu blomsterudstillinger på alle parkmuseerne i København (og de er fine!). Floras Blomsterbog sælges via butikkerne i Botanisk Have, på Statens Museum for Kunst og hos Arnold Busck og hos andre udvalgte boghandlere (i skrivende stund Lyngby og Jærgersborg alle)… Den kan også købes signeret direkte af mig. Se overfor.

Floras Blomsterbog handler om alt fra Flora Danica til Frøbomber. Floras Blomsterbog er en hyldest til blomster!

Blomster er måske jordens måde at grine på, er det engang sagt. Blomster er overskud, frugtbarhed, flora danica-plancher og porcelæn, guerrilla gardening, stauder, buketter, blomstertryk, blomstermaleri og blomster på Pinterest og Instagram…

Blomster er magiske. Blomster er tiltrækkende. De dufter. De kan spises. De er smukke for øjet. De kan plantes, sås, plukkes, arrangeres, presses og tegnes. Blomster er symboler på liv. Vi siger noget til hinanden med blomster. Vi siger tillykke. Vi udtrykker kærlighed, lykke, glæde, medfølelse, jubel og omsorg for syge med blomster. Vi indleder og afslutter endda livet med blomsterbuketter.

Blomster kan beundres i parker, haver, skove, grøfter, byggetomter og ikke mindst, når de forvilder sig op gennem asfalt eller fliser i byen. De findes på de bedste træer og buske. I bede, i altankasser, i krukker. Og vi kan selv sørge for flere blomster og mere blomstring. Det er det sjove ved det.

Mange børn oplever ikke længere natur hver dag. De kender måske heller ikke til blomsternes verden eller til blomsternes navne eller ved, hvad man kan med blomster. Måske ved de slet ikke hvor sjove blomster er eller hvorfor det er godt med bier og sommerfugle og det der svære ord “bio-diversitet”.

Alle mennesker – børn og voksne – har brug for jordforbindelse. Vi har brug for at være i kontakt med jorden, lytte til fuglene, se mirakler, når frø bliver til planter, mærke årstiderne og få lys. Det er engang sagt, at hvor der er blomster, er der også håb.

Floras Blomsterbog er tiltænkt ”Blomsten af Danmarks ungdom”. Den kan læses af store børn og gerne sammen med blomsterinteresserede bedstemødre og forklarende forældre.

Jeg blev så overrumplet, at jeg måtte op og takke i strømpesokker (havde smidt de høje sko under bordet, for jeg skulle jo ingen steder)… Med tårer i øjnene prøvede jeg (uden helt at lykkes) at fremstamme en tak til mad+medier for det fantastiske arrangement og en tak til juryen ikke mindst for valget af min bog… (tusind tak for motivering Tina Scheftelowitz).

Og jeg prøvede at sige, at det er vidunderligt med denne hæder, ros og opmærksomhed til – ikke bare mig – men til alle os madkommunikatører. Som freelancer og forfatter bliver man ikke rigtig fejret eller hyldet til jubilæer eller noget, man lever sin egen stille skrivetilværelse og håber nogen læser og kan bruge det man skriver… Man håber også nogle gange, at det man skriver vil forandre verden bare en lille bitte smule (det er jo drivkraften, i hvert fald for mig). Men man ved aldrig helt om det læses eller værdsættes… Det ved jeg nu! Jeg forsøgte også at takke Gyldendal og bogens dygtige redaktør Hélène Wagn, den kloge Louise Haslund-Christensen som har holdt mig ud gennem mange bogudgivelser og ikke mindst min elskede grafiker Maria Hagerup, som jeg lige har afsluttet endnu en bog med (den er flot, Maria!)… Jeg forsøgte sådan set bare at sige tak. TAK!

Juryen (v. Tina S) sagde følgende: Vinderen af Mad og Mediers pris for “bedste bog om mad” 2013
Signe Wenneberg: Spis din Have.

Denne bog præsenterer fuld af fortællelyst og optimisme et af tidens allervigtigeste budskaber omkring forholdet mellem vores fødevareproduktion og de globale klimaproblemer. Bogen er en blændende god introduktion til det ultrarelevante begreb Urban Gardening, som kunne være en løsning, hvis vi handler i fællesskab. Dens absolutte force er af folkeoplysende karakter, og på pædagogisk vis behandler den alt fra råd om kompostbunker til opskrifter på lækre salatdressinger. En afgørende kvalitet er, at den kan læses og bruges af alle – ligegyldigt om man har sine egen have, en altankasse eller bare to urtepotter stående vindueskarmen.

Desuden er den godt boghåndværk; fotos, illustrationer og tekst danner en inspirerende og fængende helhed. Udstyrsmæssigt er der kælet for detaljerne hele vejen igennem lige fra papirkvalitet til den modige forside, der ligesom resten af bogen lader tekst fylde i stedet for billeder.

Vinderen er Signe Wenneberg med “Spis din have”.

Læs alle juryernes motiveringer her: http://madmedier.dk/2013/05/vindere-af-madmedier-prisen-2013/

Læs uddrag af Spis Din Have her: http://www.gyldendal.dk/~/media/Files/spis_din_have_uddrag2.ashx

Food Culture om prisuddeleingen

Bestil Spis Din Have hos din boghandler eller køb den signeret direkte af mig (send mail).

Kom til det næste foredrag om urban farming – hold øje med min Facebook-side… www.facebook.com/wenneberg

På opfordring: Min klumme fra Ugebladet Søndag hermed online…

Hvordan bærer du dig ad med at fokusere på det positive? Hvorfor har du altid et eller andet godt at fortælle? Hvordan kan det være, du altid føler dig heldig?

Det korte svar på de spørgsmål, som jeg får rigtig tit fra læserne af denne klumme, af mine bøger og af mine digitale opdateringer, er, at det er et valg. Og en vane. Jeg har simpelthen en gang for længe siden besluttet mig for at gøre som Pippi Langstrømpe: Fokusere på det sjove og positive. Være taknemmelig for små ting. Og lade være med hele tiden at finde fejlene og det, der ikke virker. Men kigge på det, der er godt og det, der virker.

Nu er det blevet til en vane. En vane, som jeg gør brug af lige nu, hvor jeg ligger i sengen med den onde mandeinfluenza (nyt ord!). Jeg er taknemmelig for solen, der skinner og dyrene (hun og kat), der ligger her på dynen. For at eksmand, der har været forbi med croissanter. For naboer og venner, der er kommet med mad til mig. Ja, jeg er endda virkelig taknemmelig for, at jeg i sidste uge satte fugle-foderbrættet der, hvor jeg kan se det fra soveværelset og for at jeg nu kan følge de smukke tyrkerduer. Der er altid noget at være glad for.

Jeg er ikke sådan ubetinget født Pippi-glad og ubekymret. Jeg har lært værdien af at være det hen ad vejen. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke forstod at værdsætte hver dag, som om det var den sidste. Hvor jeg ikke var klar over, at man altid må minde sig selv om at bidrage med noget positivt, til verden (til et selskab, til de sociale medier, til fællesskaberne). Man ved aldrig, hvornår det er for sent.

Mit liv har ikke altid været let. Så positivt anskuet bliver det ikke en kedelig selvbiografi, jeg kan skrive engang. Jeg har oplevet store sorger, trafikulykke, uhelbredelig sygdom, død, tab, svigt, skilsmisser og alt muligt. Og jeg har da også været helt nede. Når man har været der og når man har været tæt på døden, så ved man med sikkerhed, at livet er en gave og at verden er vidunderlig. Og glemmer jeg da, ja, så virker det for mig, at rette blikket mod nogen, der har det værre. Så pakker jeg sammen.

Men man kan ikke være lallende positiv hele tiden. Det er klart. Men man kan godt sætte en positiv grundstemning for sig selv og dem, man kommunikerer med. Her har jeg altid haft en 90/10-regel. Den handler om, at jeg maksimalt må komme med noget negativt/brok/øv 10 procent af tiden. Jeg vil anbefale alle der opdrager børn, kommunikerer med eksmænd eller bruger sociale medier, at agere på den måde. Den positive kommunikation breder sig nemlig som ringe i vandet.

Netop dette skrev jeg om i en bog, der udkom for et par år siden (NB. Lev livet selv – sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse – kan købes her på siden for 200 kr). Den er ubetinget den tekst, jeg nogensinde har fået flest læserhenvendelser på. Bogen handlede om at kommunikere positivt efter en skilsmisse. I mit arbejde som kommunikationsrådgiver har jeg brugt positiv kommunikation og det var derfor oplagt, at tage fat her. For at arbejde med en forandringssituation i en virksomhed er det samme som i en familie: Vi er bare meget mere tilbøjelige til at forstå vigtigheden af, at kommunikere positivt i det professionelle liv – i forhold til i det private liv. Men det er vigtigst og mest livsforandrende, at kommunikere positivt (eller i hvert fald i 90/10) i det private liv. Alt for mange har vænnet sig til at tale grimt i det private liv (og på de sociale medier). Man behøver blot tilbringe et øjeblik i IKEA for at høre, hvordan folk taler til hinanden i parforhold og familier.

Man kan gøre noget andet. Man kan beslutte sig at tale pænt. Derefter kan man ændre samtalen oppe i hovedet: Sige ”hvor er jeg bare heldig” til sig selv et par gange om dagen. Det virker! Jeg har mødt inspirerende mennesker, der har mistet alt i KZ-lejre og mennesker, der har mistet børn til aids i Afrika, som formåede at sige ”hvor er jeg bare heldig!”. Når de kan, så kan vi også. Man kan skrive fem ting ned hver aften, som kun må handle om noget, man er glad for og taknemmelig over. Man kan hver eneste gang, man oplever et eller andet, beslutte sig for at se på det sjove/gode/interessante ved situationen. Så bliver det en vane. Taknemmelighed er en vane, der kan læres. 

I begrundelsen står der følgende:

Og de nominerede er …

Bøger om mad

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for Spis din have
. Urban gardening og det lokale er in. Selv uden en have kan bymennesket være med til at redde verden. Bogen er grundig og lærerig med en overflod af stemningsfulde billeder.

Madkommunikation for virksomheder og organisationer

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for kampagnen ”Burhønsenes befrielsesfront”
. Nomineres for den originale idé og den friske og nye måde at kommunikere en tung sag på. Med få midler har Signe Wenneberg formået at skabe synlighed om en sag, som for alvor har optaget forbrugerne.

Mad på sociale medier

Signe Wenneberg, journalist og kommunikationsrådgiver + urban farmer og blogger, for Burhønsenes Befrielsesfront
Med den befriede burhøne, Maggie, har Signe Wenneberg skabt et madpolitisk fællesskab på Facebook – og endda fået folk til at købe høns på nye måder.

Jeg er meget glad og meget beæret. Uanset om jeg vinder en pris til slut. Tak!

LÆS også interview, da jeg var månedens madkommunikatør hos Mad&Medier i februar 2013.

For tiden oplever jeg den vildeste husmoderservice. Efter i årevis at have slæbt tunge poser med mad, mel og mælk, ufattelig mange liter mælk, er mine arme nu ved at genfinde deres naturlige længde. For nu er der i stedet en lang række stærke mænd, som strider sig gennem snestorme for at bære mine varer for mig. Det er ret skønt at se på. De slæber poser og kasser hele vejen ind i mit køkken. De kommer med mad. Yndlingskager. Husholdningsartikler. Krukker. De tunge jordposer til haven. Friske fisk. Lækre grøntsager. Frugt. Madpakkehalløj. Middagsretter. Opskrifter og alle mulige lækre ingredienser til vores aftensmad. De kommer endda også med bøger, planter og frø til drivhuset. Det er intet mindre end fantastisk! Og jeg fatter ikke, at jeg har været så lang tid om at ændre vaner.

Jeg er gået fra udelukkende at få post, brænde, halmballer og avisen leveret på matriklen til pludselig at gå all-in på nethandel. Jeg ved ikke, om vi skal beskylde finanskrisen, klimabekymringerne eller den sunde fornuft for at stå bag. Men faktum er, at jeg: A. Ikke gider shoppe = forbruge noget ubrugeligt mere. B. Er blevet helt vild med at bestille mine varer på nettet, da det sparer mig for at blive fristet til at købe alt muligt skrammel. Og så sparer det også brændstof, tænker jeg, når en enkelt bil kører rundt til mange kunder her i området på en gang. Nu vi er ved miljøet: Jeg får kvalme af, at vi smider 40 procent af al den mad, vi køber, ud igen. Der er brugt så meget af Moder Jords energi på at skabe maden, pakke maden, emballere maden, transportere maden… og så smider vi den bare ud. Når man køber velovervejet og på nettet, tror jeg på, at man kan formindske impulskøb og dermed madspild. (Det samme gælder for tøj). 

Går du så aldrig mere i butikker? Jo. Jeg er en af dem, man kan se i statistikken under ”salget af økologiske varer og high-end-produkter er steget efter krisen” (salget af discount og junk-mad er også steget, skal jeg retfærdigvis tilføje).

Hvad angår indkøb af mad, så vil jeg hellere købe lidt, men godt. Undlade at spise kød hver dag. Bruge gode gamle husmoder-fif, for at få maden til at strække. Købe en ordentlig kylling, der giver mad til tre dage, hvis man ved hvordan. Det vil også sige at undlade, at købe færdiglasagne, der viser sig at være fyldt med slam, bakterier og blandingskød. Men købe noget ordentligt, når det skal være. Derfor elsker jeg, at hente min forudbestilte frilandskylling i Torvehallerne (360Nord). Jeg elsker det nye bageri her, hvor jeg bor (The Bread Station),  hvor melet males og brødet bliver bagt i stenovn, mens man får te og Madeleinekage. Og så får man varmt brød med hjem. Jeg elsker IRMA, som jeg altid har gjort. Min ex-burhøne, som faste læsere af denne spalte kender, elsker også IRMA, fordi det er det eneste supermarked, der ikke sælger buræg. Nu vi er i gang, så holder jeg endda også af Rema1000 (der har Osted Mælk). Så jeg køber da ind, i rigtige butikker, vist gør jeg det. Jeg bliver bare gladere og gladere for nethandlen. Jeg har været meget sen til at få fat i kasserne med ”jordforbindelse” fra Aarstiderne, fordi jeg ikke troede de kunne forenes med min impulsivitet i køkkenet. Men jeg tog fejl. Og nu elsker jeg endda også måltidskasserne, når der er travlhed. Nemlig.com er blevet mit virtuelle favorit-supermarked. Hvorfor? Fordi det er dem, der har flest økologiske varer, fisk og små lokale producenters varer på hylderne. Og så kan man selv bestemme hvornår på dagen, man vil have leveret. Det er da husmoderservice!

Når de stærke mænd strider sig op ad min havegang med varer, så føler jeg, at vi er ved at vende tilbage til den husmoderservice, som vi har været frataget i de seneste 30-40 år. Hvor alt bare er blevet større og større med storcentre og selvbetjening. Da jeg blev født kunne min mor få leveret alting fra rullekone, købmand, mælkemand, fiskebil, slagterbil… Æg fik man på landet fra egen eller naboens hønsegård. Og brød og kager bagte man selv. For min skyld må ALLE de gode gamle husmorserviceordninger (inkl. stærke mænd) gerne komme tilbage. Jeg elsker tidens nyfortolkning af det gamle ord: Husmoderservice.

PS. Jeg har ingen aktier i de nævnte firmaer. Men jeg nævner dem som en husmoderservice til dig, der gerne vil prøve at forbruge lidt anderledes.

Bogen tager fat på det faktum, at vi er ved at gå rabundus. Fordi vi ikke tager livet og jorden alvorligt. Fordi vi spiser helt forkert – så vi bliver usunde, ikke sunde. 80 procent af vores sundhedsudgifter går allerede nu til livsstilssygdomme.

Vi spiser og drikker forkert. Og vi passer ikke på vores jord, som er den, der skal brødføde os.

Vi dyrker ikke jorden – mulden – på en måde, så den bliver bedre for vores efterkommere at dyrke og leve af. Det kan vi ændre på! Vi kan dyrke mere selv og kræve mere økologi i alle landbrugsproduktioner i hele verden.

Vi tager heller ikke vandet alvorligt. Så ville vi ikke sidde roligt på stolen mens 40 procent af alle danske vandboringer er blevet lukket af vandværkerne for bestandigt, fordi de er forurenede af roundup og andet skrammel, som vi alle sagde, ikke ville gøre nogen skade. Vi kan kræve, at der bruges mindre gift i landbruget – og vi kan selv undlade brug af roundup i haverne… Vi kan dyrke jorden rent og økologisk. Sådan at den bliver bedre for vores børn at dyrke end den var for os.

Min bog handler om, at vi selv kan gøre noget. Sammen med de millioner af andre mennesker verden over, der gør noget. Vi står foran den største fødevarekrise verden endnu har set. Vi er på vej mod de 9.milliarder mennesker i verden. Vi skal alle sammen have mad. Den mad skal komme fra jorden. Fra frø. Selv kød kommer helt grundlæggende fra frø – fra at noget mad til et dyr er groet ud af et frø.Vi må bruge jorden fornuftligt. Overalt. Vi kan gå med i den verdensomspændende bevægelse, som allerede er meget stor i Amerika, Asien, Afrika og ja, på Cuba, og dyrke mad i byerne. Indrette byerne på at alt mad ikke skal bringes ind i lastbiler og fly – men at noget kan dyrkes og skabes inden for bygrænserne. Det handler om Urban Farming.

Vi kan skabe køkkenhaver i parkerne og hjemme hos os selv i baghaverne. Vi kan lave små lommeparker med høns og højbede, som kan vise børn, at mad faktisk ikke gror henne i supermarkeder. Vi kan lave suppekøkkener med mad dyrket inde i byerne. Vi kan dyrke en lille smule selv og være med i community gardens – fælles haver – ligesom de ses i USA, hvor selv præsidentparret går foran og er selvforsynende med en have i byen – foran det hvide hus i Washington DC.

Vi kan alle sammen gøre noget. At vi ikke kan gøre alt og blive totalt selvforsynende året rundt betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Alle kan dyrke en lille smule. Om ikke andet bare krydderurter i altankassen. Det handler min bog om…

Bogen kan købes i alle boghandler, lånes på biblioteket eller købes signeret af mig. Den er vistnok billigst hos netboghandlerne.