I sidste uge have jeg den store glæde at tale om haver på mange måder – og med mange forskellige mennesker. Fredag morgen i København talte jeg med nogle fantastiske gartnere fra Los Angeles området, som har erfaringer med haver i krisecentre og hvad der virker, når mennesker med traumer får det bedre via haveterapi. Om torsdagen så jeg Food Inc.-filmen og var til selskab med instruktøren bagefter – her blev det bl.a. til en snak om hvordan køkkenhaver kan redde verden (meget kort fortalt). Om mandagen talte jeg for børnene i 3.C på Ordrup skole om hvordan det er at gå i Farmer Field School i Afrika. Om, at være så glad for at lære at passe dyr og passe en køkkenhave, fordi det giver nye muligheder og et bedre liv. Små frø puttes i jorden og store mirakler kommer op. Grønsagerne  giver mad i skålen og penge når de sælges på markedet, nok til at sende lillesøster i skole. Børnene i 3.C har siden fortalt mig, at de har plantet de frø, de fik af mig, i deres egne haver. Jorden hænger sammen.

Onsdag holdt jeg foredrag i Tårnby om haveterapi – og hvordan man kan undgå stress eller afhjælpe stress i terapihaver. Der var mange kloge haveinteresserede tilstede og der var en, som netop havde mistet sit arbejde og nu bruger tiden konstruktivt i haven, en der sagde, at hun ikke kunne have klaret at blive enke, hvis hun ikke havde haft haven og alt havearbejdet og en, som arbejder som sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling for unge og ønsker, at der kommer terapihaver der. Vi var alle sammen optagede af, at man får det bedre af at være udendørs.

Det er vigtigt, at understrege, at ikke alle uderum virker afstressende. Nogle haver og grønne områder indbyder meget til, at man opholder sig der. Andre grønne miljøer, har man ikke lyst til at være så længe i. Forskellene mellem områdernes appel har de svenske landskabsarkitekter Ulrikka Stigsdotter og Patrik Grahn undersøgt og beskrevet via otte basiskarakterer, som er:

1. Det rolige – lyden af vand og dyr

2. Det vilde – det uberørte og mystiske

3. Det artsrige – at se liv

4. Rum for tanke og vederkvægelse – en verden uden støj og krav

5. Fælleden, engen – den åbne, grønne plads til socialt samvær

6. Lysthaven – det indhegnede, trygge rum, hvor børn kan lege

7. Festen – Tivoli, Dyrehavsbakken – de meget festlige indslag

8. Kulturen – den historiske plads, monumentet

Hvis en have eller et grønt område indeholder mange af basiskaraktererne, fungerer det i følge Stigsdotter og Grahn, både når man er glad, begejstret, sur, deprimeret eller psykisk udmattet.

Jeg sluttede min uge fredag aften – ikke udmattet, men glad – i tog gennem det lysegrønne land, hvor bøgen er sprunget ud. På vej hjem fra Middelfart, hvor jeg holdt et foredrag om haven som terapi – og hvor heldige vi i grunden er, os, der har haver. I dag begynder en ny uge i haven. Kasserne til køkkenhaven ankommer snart. Kyllingerne i hønsegården vokser dag for dag. Krukkerne  skal fyldes (jeg viser hvordan i morgen-tv på onsdag). Vi ses!

Denne blog er produceret i samarbejde med Lithos Natursten, hvor jeg gæsteblogger:http://www.lithos.dk

Husk det nu… Haven er et sted hvor vi skal slappe af og nyde livet udendørs - det er ikke et sted, hvor vi skal få stress, fordi vi vil iscenesætte det perfekte udendørsliv. Ja, der er meget ukrudt lige nu, hvor det er varmt og der har været regn – men gør hvad du nu formår… og husk at nyde haven også.

Forleden holdt jeg foredrag for en grundejerforening. Jeg spurgte før jeg gik i gang: ”Hvor mange af jer har drømmehaven?”. Kun to hænder kom op. ”Hvor mange har en god have?”. Mange hænder kom op. Og så brugte jeg halvanden time på at overbevise forsamlingen af haveglade grundejere om, at de allerede har drømmehaven (eller er godt på vej til det, ved at være glade for deres stykke jord). Drømmehaven, eller den ultimative have, det er den have, der passer til os. Det er en hverdagshave. Det behøver ikke være en stor have. En slotshave. En have med havudsigt. En have med gartner. En have hvor der ikke er en eneste mælkebøtte, ikke noget skvalderkål, ikke nogen vildskud. Den ultimative have er ikke perfekt. Faktisk er det perfekt, hvis den ikke er perfekt.

Den ultimative have er en have, der passer til de livssituationer vi er i. Vores alder. Om vi har små børn eller børnebørn eller ingen børn. Drenge eller piger. Om vi bor alene eller om vi er mange i haven. Om vi har masser af tid til have – eller næsten ingen tid til haven. Om vi er meget hjemme eller meget ude. Den ultimative have kan for mig sagtens være baghaven hjemme hos mig, hvor der roder, hvor høns går frit rundt og laver ulykker, hvor hunden kravler op i hytten for at fange katten, hvor børnene rykker rundt på alting og hvor vi bruger mere tid på at lege, hoppe, læse, mødes og spise, end på at ligge på knæ og kæmpe med ukrudtet.

For mig kan den ultimative have sagtens være den have, hvor børn kommer til at slå en rude itu den ene dag, hvor de laver en dam til tudser i et gammelt kar den næste dag og et papkasse-gaffatape-hus til killinger den næste. Kønt er det ikke, men det er alt sammen tegn på liv. Og hvad skal en have egentlig kunne andet end det? Andet end at være vores livline til naturen? Være der hvor sjove livlige ting sker? Hvor noget gror, der hvor det ikke er planlagt, at det skal gro? Hvor børnene, der nemt kommer til at sidde inde foran skærmen og spille computer eller kommer til at hænge i sofaen som sofakartofler, kommer ud? Haven kan fungere som et udendørs klasseværelse, hvor børn kan lære om dyr og forplantning (vi har kyllinger lige nu), om fotosynteser (at noget gror, når det får lys og vand), om biodiversitet, om årsag-virkning og om hvordan man gør praktiske ting, som at bygge en hule (og hvad der sker, når man hopper ned fra taget af den). I min version af den ultimative have er der hyggeligt. Og der er sådan set også grimme ting. Mine børn har grimme behov i haven. De har fx en trampolin, sådan en er der ikke i smukke drømmehaver på tv, men sådan en er god i en have, hvor drenge har krudt i benene og hvor det er en ekstra kvalitet ved haven, at børn kan blive forpustede og trætte derude.

Hvor mange af jer har ved nærmere eftertanke drømmehaven? Hvad skal der til for at I får den? Drøm ikke små drømme for de rører ikke menneskers hjerter, sagde Goethe. Drøm gerne skøre, store, vilde drømme for din have – og vent ikke med at leve dine drømme ud i haven. Vent ikke med dine planer. Før dem ud i livet. Livet er kort – og det skal leves for fuld udblæsning. Helst udendørs. God weekend.

Denne blog er produceret i samarbejde med Lithos Natursten, hvor jeg gæsteblogger: http://www.lithos.dk

Så er jeg tilbage fra langt, langt ude i bushen – jeg har været i det nordlige Uganda. Helt oppe ved grænsen til Sudan. Derude hvor børnene kan finde på at råbe “mono, mono” (hvid, hvid), fordi de aldrig har set sådan en som mig før. Jeg har besøgt op til syv projekter om dagen. Jeg har besøgt marker, hytter, køkkenhaver, frøstationer, stalde 0g nyetablerede brønde. Jeg har mødt mennesker, der har fået sprængt benet af af landminer. Jeg har mødt “child-headed-households” – hvor der ingen forældre er tilbage til at tage vare på børnene. Jeg har set en skole, der blev tømt for elever, da alle børnene blev kidnappet og rekrutteret som børnesoldater, og hvad de ellers kunne bruges til ved fronten. Jeg har været i flygtningelejre / transition camps. Jeg besøgt Farmer Field Schools – og det er fremtiden (fantastisk at uddanne børn og voksne i Life Skills; at passe dyr, at dyrke jorden, at tage vare på og være solidariske som i vores Andelsbevægelse). 15-årige Jason fortalte mig, at han egentlig var droppet ud af skolen, men nu var kommet tilbage via dette projekt, han har nu lært, hvordan han kan være med til at bidrage derhjemme, han lærer sine søskende om at dyrke køkkenhaven, han bliver sundere fordi han spiser grønsagerne og han er stolt, fordi andre grønsager indbringer penge på markedet, så en mindre søster kan komme i skole. Nu drømmer Jason om at blive ingeniør. Jeg har besøgt Women-of-Africa-projekter for kvinder, der er driver “single-headed-households” fordi deres mænd er væk (døde af aids, ikke vendt hjem fra fronten, forsvundet, syge af TB eller andet). Jeg har besøgt skoler, børnehjem og spædbørnehjem (hvor jeg var med til at bede for lille tre måneder gammel dreng, David, der netop var død af aids – og hvor jeg forelskede mig i tvillingepigerne Paula & Pricilla på 9 måneder, hvis mor var død i barselsseng og far ikke havde meldt sig). Jeg har fået kæmpe stor respekt for Dansk Flygtningehjælps arbejde.

Kvinderne og børnene er Afrikas fremtid. Det siger alle, der ved noget om sagen – især de kloge, veluddannede ugandiske mænd, jeg mødte og som tolkede for mig eller var regeringsrepræsentanter. Som Mbonge Isa, regeringsgrepræsentant for West Nile provinsen, der sagde: “Men are men, they at busy being men! The women are the breadwinners here. There would be no households in Uganda, in Africa, if it were’nt for the women. Look at the women! They are doing all the work!”. Han og mange andre forklarede mig, at når en mand dyrker et stykke jord, så opfatter han det sådan, at udkommet skal gå til ham selv. Dyrker en kvinde et stykke jord går udkommet til mad til familien, salg på markedet, så der kan blive købt tøj, fornødenheder og måske blive betalt skolepenge. Projekterne gør det muligt, at kvinderne kan gå sammen 10 og 10. De låner så 500 $ tilsammen og hæfter solidarisk. Det giver meget stor ansvarlighed. Og det har betydet, at kvinder, har fået nye muligheder. En kvinde, Ester, som er enke, fortalte, at hun slet ikke ville have kunnet træffe mig for et halvt år siden, hun ville ikke have optrådt offentligt “jeg havde ikke ordentlig tøj på”, sagde hun. En anden, Rebecca, der er enke, forklarede, hvor ydmygende det havde været, at hun end ikke havde haft råd til sengetøj, så hun havde bare sovet helt bar. Nu havde hun købt lagner. En tredje, Agnes, som er enke, havde fået råd til TB-medicin til et af hendes børn (hun havde fem børn og havde taget tre andre forældreløse børn til sig). En fjerde, Paula, hvis mand er død af aids, forklarede hvordan hun før havde følt sig stigmatiseret i lokalsamfundet, flov over sin situation, men nu havde hun fået et tilhørsforhold i gruppen og ny selvtillid. Nu kunne hun klare sig sammen med de andre kvinder, som alle er enlige med børn.

Der har været krige i bl.a. Uganda i 20 år – det hele har handlet om overlevelse, ikke så meget om at dyrke og blive klogere. Der har været kæmpemæssige tætbefolkede flygtningelejre, hvor man nu er ved at fjerne hytter, for at afværge “gender based violence” (voldtægt idømmes der nu hårde straffe for, dvs 7 år bag lås og slå – og fængslerne er proppede). Og når hyttene fjernes, så bliver jorden igen ledig til at dyrke. Og så kommer der mad! Og der kommer økonomi til at forbedre livet og drømme nye drømme. Men at dyrke jorden kræver viden – og det kræver såsæd. Det sidste kan vi hjælpe med at fremskaffe. I samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og Albertines Frø har jeg lavet “Signe Spirer”. Frøpakker som sælges i fri handel fra den 30.marts. Du kan købe fire pakker gode frø for 50 kr og al overskuddet går til de mest trængende af de kvinder og børn, som jeg netop har besøgt i Afrika. Hvis jeg får solgt alle frøene i Danmark – kommer der næsten 250.00o kr til Uganda. For 20 kroner kan en kvinde eller et barn købe frø til at tilplante et areal på størrelse med en fodboldbane (1 acre). De frø du køber på denne måde spirer således, kan man sige, to steder i verden på een gang – i din køkkenhave og i de nødlidendes køkkenhaver. Du kan få en blomsterpakke og en grønsagspakke. Gode frø. Gode intentioner.

Tak til Albertines Frø fra Fyn – de har været en helt fantastisk samarbejdspartner. Tak også til DRC (Danish Refugee Counsil). Du kan støtte projektet ved at købe frø. Men også ved at sende en sms til “flygt100″. Så giver du 100 kr. Du kan også støtte på andre måder via www.flygtning.dk

Problemet er snarere, at der er for meget sikker sex blandt glitterfisser og gummimænd

- ”Det er en ganske forfærdelig udvikling” siger DF’s familieordfører René Christensen i Berlingske Tidende i dag, om det faktum, at flere og flere singlekvinder i 30erne vælger at få børn alene. – ”Børn har brug for både mor og far” skriver mange vrede mænd i debatten på Berlingskes web. (Hvor ord som Glitterfisse, er blevet et begreb, de seneste uger). Mændene raser forståeligt nok nu over at de synes, de bliver overflødiggjort.

Kvinder har altid fået børn alene. Førhen forgik det bare ikke vha klinikker, men vha mænd. Så kære harmdirrende mænd – I havde slet ikke været her, hvis der ikke flere steder i jeres stamtavle (kig selv efter) havde været kvinder, som havde opfostret børn alene (eller haft børn med forskellige fædre med ind i ægteskaberne). Kvinder fik børn alene, fordi de var kommet til at gå i seng med nogen, de ikke skulle gå i seng med. Statistikker viser, at mellem 10-20 procent af den europæiske befolkning ikke har den far, der har fungeret som deres far. Ting skete. Også førhen. Men dengang mere uplanlagt. Kvinder blev gravide, fordi de ikke kunne andet – det var sværere at undgå og det var umuligt at få en abort. Så dengang var sex – i modsætning til nu – sådan noget som både mænd og kvinder vidste, at man fik børn af.

I dag er er sex for sjov. Det er blevet lidt for ”gratis” for mænd at få sex. Sex er blevet noget mænd og kvinder ikke bagefter skal stå til ansvar for (på den ene eller anden måde). Hvad rigtig mange mænd og kvinder i ikke helt perfekte relationer benytter sig af. ”Jeg er gravid” siger kvinden. ”Ok, hvornår kan du få en abort” siger manden. Manden kunne i stedet sige ”Tillykke”. Eller – ”det skal vi nok finde ud af og jeg skal nok tage min del af ansvaret, hvad der end sker med os to”.

Samfundsmæssigt har vi brug for børn – også børn af ressourcestærke forældre. Vi burde takke alle de kvinder i 30erne, der får børn alene lige nu fordi de ikke længere tør vente. Tak fordi I sørger for at der er nogen, som kan overtage forpligtelserne i vores samfund i fremtiden. Tak.

Det er et kæmpe samfundsproblem, at der ikke bliver født nok børn af de kræsne, kloge kvinder i den fertile alder før de 35 år. Det koster kassen. Både med den kunstige befrugtning. Og senere, når børnene bliver til uden en far – så koster det også i fripladser, børnetilskud osv, som staten skal betale til de enlige mødre, som ikke har mænd med ind over som forsørgere. For slet ikke at tale om hvad det vil koste om 20 år, når børnene, der har fertilitetsklinikker som fædrene ophav, skal i terapi for at tale om “begrebet far”.

Set fra et samfundsmæssigt synspunkt burde vi således anbefale meget mere usikker sex (her lader vi lige være med at komme ind på kønssygdomme osv). Og sørge for, at alle, der får en abort, på forhånd havde fået rigtig mange gode snakke om, at man ikke behøver at have det perfekte liv, for at få børn.

Børn bør være sådan nogle man får af at have haft sjov sex. Og jeg tror det egentlig ville være meget rart for børn, hvis de slap for det pres, det er, at være super-ønskebørn, men bare kan være sådan nogle, der kommer dumpende midt i studier og andet levet liv.

Vi burde som samfund sætte ind lang før kvinderne når derhen, hvor fertilitetsklinikkerne bliver fædre til samfundet børn. For børn har brug for to forældre. Samfundet har brug for at børnene har to forældre, der selv kan forsørge børnene og som tager hånd om børnene og giver dem svar på ”hvor de kommer fra”. Om forældrene er forældre i en perfekt fire-familie eller en alternativ familie, er sådan set lige meget. Familier kan se ud på mange måder. Og børn kan bo i mange forskellige familietyper og være lykkelige. Mange glade børn bor sammen med én forælder.

Det nytter ikke noget, at mænd tuder nu, hvor kvinder får børn alene. De må tage action. Barnløsheden hos kvinderne i slutningen af 30erne er et resultat af alt for sikker sex, i alt for mange år. Alt for mange kvinder bruger stensikker prævention og får måske en abort også, mens de er i 20erne og 30erne, fordi de venter på at kæresten skal blive mere moden, så han gider blive far (det sker tit først når han står med ungen i armene). Og de venter på at studiet skal være færdigt, karrieren skal i gang, den rigtige bolig skal findes, økonomien skal på plads osv. Og somme tider venter de for længe.

Jeg synes helt alvorligt, at kvinder over 25 år skal holde op med at bruge prævention, hvis de ikke har børn. Efter devisen: Hvis du er glad nok for ham her til at hoppe af begejstring i høet med ham, så kan du også godt klare at få et barn med ham. Der er ingen garantier. Og hvem ved om et forhold varer 1 år eller 50 år. På kort formel: Få børnene, mens du kan og mens der er en far i farvandet.

Hvad med mig selv? Jeg havde det store held (kan jeg se nu) at blive gravid som 26-årig midt i et karriere-move. Forholdet holdt ikke. Men barnet er vidunderligt og han har en dejlig far. Han har også en skøn lillebror, som har en anden dejlig far. Jeg bor alene sammen med drengene og er glad for, at de har sådan nogle fantastiske fædre, der er forældre på lige fod med mig, selv om vi ikke bor sammen længere.

Der er brug for fædrene. Men der er altså også brug for, at mændene rykker lidt på noget usikker sex med kvinderne. Og for at de ultra-mandigt tager ansvar for det bagefter ved at insistere på at få børnene i de uperfekte og usikre parforholdskonstellationer. Kunne det ikke være skønt, hvis sex igen blev sådan noget unge mennesker fik børn af?