Så er jeg tilbage fra langt, langt ude i bushen – jeg har været i det nordlige Uganda. Helt oppe ved grænsen til Sudan. Derude hvor børnene kan finde på at råbe “mono, mono” (hvid, hvid), fordi de aldrig har set sådan en som mig før. Jeg har besøgt op til syv projekter om dagen. Jeg har besøgt marker, hytter, køkkenhaver, frøstationer, stalde 0g nyetablerede brønde. Jeg har mødt mennesker, der har fået sprængt benet af af landminer. Jeg har mødt “child-headed-households” – hvor der ingen forældre er tilbage til at tage vare på børnene. Jeg har set en skole, der blev tømt for elever, da alle børnene blev kidnappet og rekrutteret som børnesoldater, og hvad de ellers kunne bruges til ved fronten. Jeg har været i flygtningelejre / transition camps. Jeg besøgt Farmer Field Schools – og det er fremtiden (fantastisk at uddanne børn og voksne i Life Skills; at passe dyr, at dyrke jorden, at tage vare på og være solidariske som i vores Andelsbevægelse). 15-årige Jason fortalte mig, at han egentlig var droppet ud af skolen, men nu var kommet tilbage via dette projekt, han har nu lært, hvordan han kan være med til at bidrage derhjemme, han lærer sine søskende om at dyrke køkkenhaven, han bliver sundere fordi han spiser grønsagerne og han er stolt, fordi andre grønsager indbringer penge på markedet, så en mindre søster kan komme i skole. Nu drømmer Jason om at blive ingeniør. Jeg har besøgt Women-of-Africa-projekter for kvinder, der er driver “single-headed-households” fordi deres mænd er væk (døde af aids, ikke vendt hjem fra fronten, forsvundet, syge af TB eller andet). Jeg har besøgt skoler, børnehjem og spædbørnehjem (hvor jeg var med til at bede for lille tre måneder gammel dreng, David, der netop var død af aids – og hvor jeg forelskede mig i tvillingepigerne Paula & Pricilla på 9 måneder, hvis mor var død i barselsseng og far ikke havde meldt sig). Jeg har fået kæmpe stor respekt for Dansk Flygtningehjælps arbejde.

Kvinderne og børnene er Afrikas fremtid. Det siger alle, der ved noget om sagen – især de kloge, veluddannede ugandiske mænd, jeg mødte og som tolkede for mig eller var regeringsrepræsentanter. Som Mbonge Isa, regeringsgrepræsentant for West Nile provinsen, der sagde: “Men are men, they at busy being men! The women are the breadwinners here. There would be no households in Uganda, in Africa, if it were’nt for the women. Look at the women! They are doing all the work!”. Han og mange andre forklarede mig, at når en mand dyrker et stykke jord, så opfatter han det sådan, at udkommet skal gå til ham selv. Dyrker en kvinde et stykke jord går udkommet til mad til familien, salg på markedet, så der kan blive købt tøj, fornødenheder og måske blive betalt skolepenge. Projekterne gør det muligt, at kvinderne kan gå sammen 10 og 10. De låner så 500 $ tilsammen og hæfter solidarisk. Det giver meget stor ansvarlighed. Og det har betydet, at kvinder, har fået nye muligheder. En kvinde, Ester, som er enke, fortalte, at hun slet ikke ville have kunnet træffe mig for et halvt år siden, hun ville ikke have optrådt offentligt “jeg havde ikke ordentlig tøj på”, sagde hun. En anden, Rebecca, der er enke, forklarede, hvor ydmygende det havde været, at hun end ikke havde haft råd til sengetøj, så hun havde bare sovet helt bar. Nu havde hun købt lagner. En tredje, Agnes, som er enke, havde fået råd til TB-medicin til et af hendes børn (hun havde fem børn og havde taget tre andre forældreløse børn til sig). En fjerde, Paula, hvis mand er død af aids, forklarede hvordan hun før havde følt sig stigmatiseret i lokalsamfundet, flov over sin situation, men nu havde hun fået et tilhørsforhold i gruppen og ny selvtillid. Nu kunne hun klare sig sammen med de andre kvinder, som alle er enlige med børn.

Der har været krige i bl.a. Uganda i 20 år – det hele har handlet om overlevelse, ikke så meget om at dyrke og blive klogere. Der har været kæmpemæssige tætbefolkede flygtningelejre, hvor man nu er ved at fjerne hytter, for at afværge “gender based violence” (voldtægt idømmes der nu hårde straffe for, dvs 7 år bag lås og slå – og fængslerne er proppede). Og når hyttene fjernes, så bliver jorden igen ledig til at dyrke. Og så kommer der mad! Og der kommer økonomi til at forbedre livet og drømme nye drømme. Men at dyrke jorden kræver viden – og det kræver såsæd. Det sidste kan vi hjælpe med at fremskaffe. I samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og Albertines Frø har jeg lavet “Signe Spirer”. Frøpakker som sælges i fri handel fra den 30.marts. Du kan købe fire pakker gode frø for 50 kr og al overskuddet går til de mest trængende af de kvinder og børn, som jeg netop har besøgt i Afrika. Hvis jeg får solgt alle frøene i Danmark – kommer der næsten 250.00o kr til Uganda. For 20 kroner kan en kvinde eller et barn købe frø til at tilplante et areal på størrelse med en fodboldbane (1 acre). De frø du køber på denne måde spirer således, kan man sige, to steder i verden på een gang – i din køkkenhave og i de nødlidendes køkkenhaver. Du kan få en blomsterpakke og en grønsagspakke. Gode frø. Gode intentioner.

Tak til Albertines Frø fra Fyn – de har været en helt fantastisk samarbejdspartner. Tak også til DRC (Danish Refugee Counsil). Du kan støtte projektet ved at købe frø. Men også ved at sende en sms til “flygt100″. Så giver du 100 kr. Du kan også støtte på andre måder via www.flygtning.dk

Lets fight the filth with forks and flowers - Richard Reynolds

Jeg har lige delt en masse stokrosefrø med en overlæge, der ligesom jeg, er guerrilla gartner. Vi sår frø der hvor vi synes der skal være blomster. Men ikke nødvendigvis der hvor der gerne må være blomster.

Det med Guerrilla Gardening taler jeg (om det går som planlagt) lidt om i TV-avisen fredag aften (09.10.09) kl.21.00.

Guerrilla Gardening er en bevægelse for havemennesker uden have. For gartnere i byer. For mennesker, der har en grøn holdning til urbanitet og æstetik. Guerrilla gartnere gør oprør mod en byggestil i byerne, der giver for lidt rum for det grønne. Og så planter de! Som et oprør mod at ingen andre gør det. Du kan sige, at Guerrilla Gardening er en form for civil ulydighed. Det er selvfølgelig strengt taget ulovligt at plante træer, hvor der ikke må være træer, at drysse rundt med frø i jord, der ikke er din jord, og at plante tulipanløg i rabatten. Men nogle gange må man jo give sin mening til kende. Med blomster.

Som jeg ser det, er Guerrilla Gardening er et udtryk for en megatrend. Der handler om, at der er sket i paradigmeskift i måden vi anskuer alt fra kommunikation til have. Nu handler det om “sharing”. Om fællesskaber. Om at dele med andre. Haven, blomsterne, træerne – alt det grønne vi elsker – er til deling.

Når Michelle Obama anlægger en biodynamisk køkkenhave ved Det Hvide Hus, handler det om, at hun anerkender, at hun og hendes familie er rollemodeller for en nation, der spiser for lidt grønt, laver for lidt grøn mad selv og spiser for meget importeret/ transporteret mad. Hun tænker haven ind i en kontekst. Ligesom i øvrigt Eleanor Roosewelt gjorde under 2.verdenskrig hvor hun gik foran med sin “Victory Garden”. Det endte med at 42 procent af Amerikas fødevarer blev produceret i baghaverne – og det var det, der var meningen, for at sikre nationens overlevelse.

Der er mange andre store damer, der har være vilde guerrilla gartnere før der var noget, der hed sådan. En af dem var Isabella, en gammel dame, jeg mødte for ca 20 år siden. Hun er mit guerrilla-forbillede – hun fortalte mig hvordan hun smed frø fra toget så hun på den måde såede et blomsterflor på jernbanestrækningerne rundt om i Danmark (dengang kunne vinduerne åbnes i toget). En anden var Karen Blixen, der anlagde blomsterhaver (med svingende held) i Afrika og med stort held på Rungstedlund (husk, at se stauderne, når du er deroppe). Blixen rev hegnet ned, så alle kunne få glæde af synet af haven fra Strandvejen (og Rungstedlund er uden hegn den dag i dag).

Hvis du vil have et guerrilla-nummer og være med i den voksende globale protest-bevægelse, kan du melde dig under fanerne her: www.guerrillagardening.org

Og du kan læse mere i blandt andet disse bøger:

On Guerrilla Gardening – a handbook for gardening without boundaries, Richard Reynolds. Bloomsbury.

Guerrilla Gardening – A manualfesto, David Tracey, New Society Publishers.