Blog # 3 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh, verdens 3.fattigste land – nabo til Indien, Nepal og Burma. Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er blevet udpeget som ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt i verden og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”.

Blog # 3 fra det nordlige Bangladesh / At rejse er at leve – og at aflive myter

Hvordan er det derude? Bliver jeg spurgt, hvis der slipper en sms eller en mail igennem det usikre mobilnet langt ude på landet, hvor jeg rejser rundt. Får du noget at spise?

Vi spiser ris og dal, ris og dal, ris og dal (dal er en slags karry-kikærte-blanding som binder risen sammen). Det smager slet ikke dårligt. Tit får vi grønsager fra de lokale køkkenhaver til. Tomater, blomkål, agurk. Plus måske lidt ged eller kyllingekød tilberedt i en rundbundet gryde over ild med olie, chili og karry. Der er ti slags ris, her i området, får vi forklaret og jeg kan ærligt sige, at jeg har fået nok af ris. På heldige dage finder vi banan og papaya. Man kan kun få hvad der dyrkes lokalt og er i sæson.

Blog # 2 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh, verdens 3.fattigste land – nabo til Indien, Nepal og Burma. Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er blevet udpeget som ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt i verden og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”.

Vi kører helt derud hvor der ikke er veje. Vi kører på stier gennem rismarker. Vi går. Og så er vi  igen i en “remote village in a rural area”. Men denne gang synes det, som om vi er kommet længere væk end nogensinde før.

Dette er den første blog ud af fire. Det er et rejsebrev fra Bangladesh, verdens 3.fattigste land – nabo til Indien og Nepal og Burma. Baggrund: Signe Wenneberg og Karen Rosenberg er blevet udpeget som ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og har til opgave at rejse rundt i verden og sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”.

Nu spiser de p-piller i Panchagor

Så er jeg tilbage fra langt, langt ude i bushen – jeg har været i det nordlige Uganda. Helt oppe ved grænsen til Sudan. Derude hvor børnene kan finde på at råbe “mono, mono” (hvid, hvid), fordi de aldrig har set sådan en som mig før. Jeg har besøgt op til syv projekter om dagen. Jeg har besøgt marker, hytter, køkkenhaver, frøstationer, stalde 0g nyetablerede brønde. Jeg har mødt mennesker, der har fået sprængt benet af af landminer. Jeg har mødt “child-headed-households” – hvor der ingen forældre er tilbage til at tage vare på børnene. Jeg har set en skole, der blev tømt for elever, da alle børnene blev kidnappet og rekrutteret som børnesoldater, og hvad de ellers kunne bruges til ved fronten. Jeg har været i flygtningelejre / transition camps. Jeg besøgt Farmer Field Schools – og det er fremtiden (fantastisk at uddanne børn og voksne i Life Skills; at passe dyr, at dyrke jorden, at tage vare på og være solidariske som i vores Andelsbevægelse). 15-årige Jason fortalte mig, at han egentlig var droppet ud af skolen, men nu var kommet tilbage via dette projekt, han har nu lært, hvordan han kan være med til at bidrage derhjemme, han lærer sine søskende om at dyrke køkkenhaven, han bliver sundere fordi han spiser grønsagerne og han er stolt, fordi andre grønsager indbringer penge på markedet, så en mindre søster kan komme i skole. Nu drømmer Jason om at blive ingeniør. Jeg har besøgt Women-of-Africa-projekter for kvinder, der er driver “single-headed-households” fordi deres mænd er væk (døde af aids, ikke vendt hjem fra fronten, forsvundet, syge af TB eller andet). Jeg har besøgt skoler, børnehjem og spædbørnehjem (hvor jeg var med til at bede for lille tre måneder gammel dreng, David, der netop var død af aids – og hvor jeg forelskede mig i tvillingepigerne Paula & Pricilla på 9 måneder, hvis mor var død i barselsseng og far ikke havde meldt sig). Jeg har fået kæmpe stor respekt for Dansk Flygtningehjælps arbejde.

Kvinderne og børnene er Afrikas fremtid. Det siger alle, der ved noget om sagen – især de kloge, veluddannede ugandiske mænd, jeg mødte og som tolkede for mig eller var regeringsrepræsentanter. Som Mbonge Isa, regeringsgrepræsentant for West Nile provinsen, der sagde: “Men are men, they at busy being men! The women are the breadwinners here. There would be no households in Uganda, in Africa, if it were’nt for the women. Look at the women! They are doing all the work!”. Han og mange andre forklarede mig, at når en mand dyrker et stykke jord, så opfatter han det sådan, at udkommet skal gå til ham selv. Dyrker en kvinde et stykke jord går udkommet til mad til familien, salg på markedet, så der kan blive købt tøj, fornødenheder og måske blive betalt skolepenge. Projekterne gør det muligt, at kvinderne kan gå sammen 10 og 10. De låner så 500 $ tilsammen og hæfter solidarisk. Det giver meget stor ansvarlighed. Og det har betydet, at kvinder, har fået nye muligheder. En kvinde, Ester, som er enke, fortalte, at hun slet ikke ville have kunnet træffe mig for et halvt år siden, hun ville ikke have optrådt offentligt “jeg havde ikke ordentlig tøj på”, sagde hun. En anden, Rebecca, der er enke, forklarede, hvor ydmygende det havde været, at hun end ikke havde haft råd til sengetøj, så hun havde bare sovet helt bar. Nu havde hun købt lagner. En tredje, Agnes, som er enke, havde fået råd til TB-medicin til et af hendes børn (hun havde fem børn og havde taget tre andre forældreløse børn til sig). En fjerde, Paula, hvis mand er død af aids, forklarede hvordan hun før havde følt sig stigmatiseret i lokalsamfundet, flov over sin situation, men nu havde hun fået et tilhørsforhold i gruppen og ny selvtillid. Nu kunne hun klare sig sammen med de andre kvinder, som alle er enlige med børn.

Der har været krige i bl.a. Uganda i 20 år – det hele har handlet om overlevelse, ikke så meget om at dyrke og blive klogere. Der har været kæmpemæssige tætbefolkede flygtningelejre, hvor man nu er ved at fjerne hytter, for at afværge “gender based violence” (voldtægt idømmes der nu hårde straffe for, dvs 7 år bag lås og slå – og fængslerne er proppede). Og når hyttene fjernes, så bliver jorden igen ledig til at dyrke. Og så kommer der mad! Og der kommer økonomi til at forbedre livet og drømme nye drømme. Men at dyrke jorden kræver viden – og det kræver såsæd. Det sidste kan vi hjælpe med at fremskaffe. I samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og Albertines Frø har jeg lavet “Signe Spirer”. Frøpakker som sælges i fri handel fra den 30.marts. Du kan købe fire pakker gode frø for 50 kr og al overskuddet går til de mest trængende af de kvinder og børn, som jeg netop har besøgt i Afrika. Hvis jeg får solgt alle frøene i Danmark – kommer der næsten 250.00o kr til Uganda. For 20 kroner kan en kvinde eller et barn købe frø til at tilplante et areal på størrelse med en fodboldbane (1 acre). De frø du køber på denne måde spirer således, kan man sige, to steder i verden på een gang – i din køkkenhave og i de nødlidendes køkkenhaver. Du kan få en blomsterpakke og en grønsagspakke. Gode frø. Gode intentioner.

Tak til Albertines Frø fra Fyn – de har været en helt fantastisk samarbejdspartner. Tak også til DRC (Danish Refugee Counsil). Du kan støtte projektet ved at købe frø. Men også ved at sende en sms til “flygt100″. Så giver du 100 kr. Du kan også støtte på andre måder via www.flygtning.dk

Er på opgave i Uganda… http://flygtning.dk/saadan-kan-du-hjaelpe/signes-spirer Sidder og nyder at varmen så småt forsvinder og at cikaderne begynder på deres koncert. Har udsigt over Victoria-søen i Kampala som er hovedstaden i Uganda. Her befinder jeg mig på en terrasse til det guest-house, hvor jeg skal sove i nat inden jeg kl.6 i morgen tidlig flyver med et lille propelfly til Nord-Vest-Uganda – tæt ved Nilen.

I dag har jeg haft møder, man bliver klogere af: Fantastiske Maud fra DRC (Danish refugee council) har fortalt om situationen her i det centrale Afrika og på ambassaden mødte jeg en ekspert i landbrug (seeds, storing, agriculture etc). Han forklarede, at der ud over det store buzz-word “organic” (som der er arbejdet meget med) også arbejdes med “menneskerettigheder” i relation til landbrug. Det betyder, at det nu er muligt for donorer af fx penge til kaffeproduktion/vanilieproduktion at gå ind og kræve, at deres samarbejdspartnere arbejder aktivt mod omskæring af piger. Spændende perspektiver. Han fortalte også om, at det er vigtigt, at købe frø lokalt (så de lokale frøfirmaer ikke dør af at der kommer sponsorer et enkelt år), ikke ødelægge balancen, at frøene skal testes, så de kan give masser af afgrøder og at det er et problem, at 20 procent af høsten går tabt her, fordi der ikke er ordentlige lagringsmuligheder. Men der er masser af muligheder for at dyrke og få held med det og der er velfungerende farmer schools. Og så er mobiltelefoner blevet en vigtig del af landbruget. 60 pct har dem. Og via sms kan landmænd (som ofte er kvinder) får besked om sygdomme, vejr, køremuligheder, gødning…

Det er en grøn udsigt her. Troperegnen er kommet tidligt i år – det regnede helt vildt i det Nairobi jeg ankom fra i går. Og her er frodigt. Denne frodighed gør det jo til et paradoks, at disse smukke lande har haft så mange problemer med at brødføde deres befolkninger. De har kastet sig ud i krige, i industrialisering, i rivalisering, i larm og ballade, i stedet for at kaste sig over landbruget og forfine det. Det lader til at de udefrakommende kræfter også har gjort megen skade. Blandt andet ved at indføre afgrøder, som ikke er oprindelige her og som ikke giver nok proteiner og som har for lang modningstid. Nu arbejder man på at dyrke hirse osv osv. Men problemerne er mange – der er fuglene og ja, så er der også problemer med klimaforandringer, der gør, at man ikke kan regne med sin høst på helt samme måde mere… Jeg skriver om det når jeg kommer hjem.

PS. Butikken er lukket i denne uge – men åben i næste uge.