http://madmedier.dk/2013/02/manedens-madkommunikator-februar-2013/

Tak til Mad+Medier. Jeg er månedens madkommunikatør i februar 2013. Læs interview ved at trykke på link. Jeg forklarer lidt om at skabe bevægelser på sociale medier og om min tilgang til arbejdet:

- “Når det handler om mit yndlingsemne: Mad, så kan vi også bruge den positive kommunikation til at flytte bjerge. Jeg tror ikke et sekund på, at vi flytter noget ved at råbe og skrige ad dem, der køber fx buræg og metermedister. Jeg tror på høflig og venlig oplysning. Jeg tror, vi skal sætte danskernes, efter min mening, skrækkelige forbrugsvaner ind i en kontekst. Forklare, hvad de ikke ved om fødevarer. Forklare, at vi er den nation i Europa, som bruger færrest penge på mad i forhold til vores indkomst. Det store flertal af danskerne vil have alting billigt. Og bliver rasende, når de opdager at de bliver syge af at spise billig skod-mad. Eller bliver rasende over, at dyrene, som de gerne spiser, bliver mishandlede. Lige nu ser vi, at danskerne synes, at det er ”nogens skyld” og kalder det ”svindel”, når en eller anden klam omgang lasagne til 9,95 kr fra Aldi viser sig at indeholde en blanding af slam og hestekød fra østlandene. Folk ved simpelthen ikke, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet”...

(LÆS MERE VED AT TRYKKE PÅ LINK OVERFOR… ELLER VED AT TRYKKE HER).

I dag har der været en livlig debat inde på min FB-side om hvorvidt alt det med “Urban Farming” og “Urban Gardening” og havehalløjet, som jeg taler så meget om, er “damebladsagtigt” og glittet. Jeg kunne ikke være mere uenig. Her er min seneste klumme fra damebladsverdenen. Den handler ironisk nok netop om, at haven er perfekt, når den ikke er perfekt.

UGEBLADET SØNDAG MAJ 2012

Haven er perfekt, når den ikke er perfekt! Det siger jeg tit, når jeg holder foredrag. Og det tænker jeg ofte hjemme i min egen have. Især på denne årstid, hvor der er så meget at gøre og hvor ingenting rigtig ligner noget endnu. Alligevel går jeg rundt og smiler. Smiler. Smiler. Smiler. Fordi jeg kan komme i haven og i drivhuset. Her er godt at være.

Lige før var to journalister forbi og det er ikke første gang, jeg har fået denne kommentar: ”Øh, Signe, det var ikke lige

Som I ved kan jeg ikke få nok af høns. Jeg elsker at holde høns. Jeg holder forfærdeligt meget af ex-burhønen Maggie (du kan se hende inde på Burhønsenes Befrielsesfront på Facebook – https://www.facebook.com/gooooook).

Og jeg synes det var vildt sjovt, at opdage, at det at holde høns i storbyer er det hotteste ovre i USA, hvor jeg lige er kommet hjem fra.

Der stod en masse om det i magasiner og aviser og dem, der lavede urban farming (og det var ikke så få) havde selvfølgelig høns.

I aften – torsdag aften – fortæller jeg om hønse-trenden i Aftenshowet på DR1, hvor jeg for tiden er fast “naturvejleder-type”…

Der er mange gode grunde til at holde høns. 1. Det kan opdrage børn og alle andre til, at mad ikke kommer fra Supermarkeder. 2. Det forhindrer spild af mad (høns elsker at spise rester, også børne-snask og madpakker). 3. Det er rigtig god terapi i en stresset verden at sidde at glo lidt på høns eller kæle lidt med dem efter arbejde. Og de er nemmere end alle andre husdyr. 4. De er god underholdning for børn. 5. De kræver ikke meget pasning – tre minutter om dagen max – og de giver verdens bedste æg. Det er alt i alt helt fantastisk at holde høns. Punktum.

I disse dage befinder jeg mig i USA. Jeg har været på arbejds- og studietur i Washington DC og er nu rejst videre med toget op gennem fem stater – og lige nu befinder jeg mig i Philadelphia. Overalt kigger jeg på URBAN FARMING projekter – og her er nok at se på, tage billeder af og blive inspireret af.

Philadelphia (og New Jersey området) er førende indenfor Urban Farming. I dag har jeg været vidt omkring og jeg har taget et hav af billeder og et hav af notater og glæder mig til at bruge det hele i mit arbejde derhjemme.

Måske skal jeg lige sige, at jeg hjemme i Danmark er selvstændig kommunikationskonsulent især med kunder indenfor forbrug, madkultur og fødevarer. Her bruger jeg min research dagligt. Og så holder jeg:

1. Workshops i min egen have både for børn og for voksne. 2. Workshops i institutioner eller på arbejdspladser. 3. På opfordring af flere af mine kunder samtidig holder jeg også arrangementer for medarbejdere eller sommerafslutnings-arrangementer, hvor jeg planlægger cykelture, grøn mad, kok i en have, mad i min have og information om urban farming. 4. Og sidst men ikke mindst: Foredrag om udviklingen indenfor grønt forbrug, grøn byudvikling og urban farming – og her kommer jeg også ind på haveterapi og hvorfor vi får det bedre af at være udendørs.

I dag udkom Michelle Obamas politiske havebog. Fantastisk – den glæder jeg mig til at læse.

Før familien Obama – helt grønne – flyttede fra lejligheden i Chicago og ind i Det Hvide Hus i Washington DC (og dermed til familiens første have) havde der været dyrket køkkenhave på stedet før… Men aldrig så meget som da Eleanor Roosevelt stod i spidsen for Victory Gardens-bevægelsen under 2.verdenskrig. Se lille historisk overblik her nedenfor. Lille film fra Kicthen Gardeners International, der opfordrer det kommende præsidentpar (2008) til at blive urbane farmere…

Michelle Obama var ikke sen til at tage opfordringen til at dyrke op. Hun stillede sig top-engageret i spidsen for en ny bevægelse “Let’s move on child obesity”… og gav sig til at dyrke økologisk. Hun er rollemodel for en hel nation af husmødre – der ikke alle sammen har råd til eller mulighed for, at købe friske grøntsager til deres børn (hvoraf mange ikke står til at overleve deres forældre pga fejlernæring, overvægt og type 2 diabetes). First Mom (som hun kaldes) viser hvordan alle, mødre, fædre, bedsteforældre, rige, fattige og byboere kan dyrke mad lige der, hvor de bor. Om de har en privat have eller ej (har man ikke have, er man med i et byhavefællesskab). Michelle Obama gør et kæmpe socialt arbejde og er helt utrættelig i sin kamp for at skabe en “madrevolution” til gavn ikke mindst for børnene. Jeg glæder mig til hendes bog.

PS. jeg forsøgte selvfølgelig på alle måder at få lov til at kaste et lille blik på køkkenhaven ved Det Hvide Hus, da jeg var i Washington for en uges tid siden, men det lykkedes ikke. Haven var lukket for alle andre end skolebørn i disse måneder.