Har du hørt, at det er sidste sæson?” – spurgte en af de andre hotelgæster mig ved morgenmaden. – ”Hotellet er sat til salg.

Ingen ved hvad der sker med det nu. Og vi prøvede ellers at leje villaen, der hører til hotellet til sommer”. Fortsatte hun; en dansker, der var her med sin store familie.

Og vi talte om, hvor frygteligt det vil være, hvis der kommer en eller anden tosse og køber denne lille perle. En, der sætter coca-cola-lysreklame-skilte op over det hele. Propper den lille fine have, hvor der nu dufter af salvie og citrusfrugter, med plastic-møber. Sender muzak ud gennem højtalere. Installerer fjernsyn på værelserne. Og begynder at servere skodmad. – ”Jeg tror, jeg skriver et blogindlæg om det”. Sluttede jeg samtalen af med at sige.

Vi befinder os på en bjergskråning i Sydfrankrig. I Tourrettes sur Loup. I Provence. Lidt udenfor Vence. Tæt på St. Paul du Vence. En halv time (hvis man ikke kører forkert, som vi gjorde) fra Nice lufthaven. Tyve minutter fra stranden (hvor vi badede her i oktober – vandet var 20 grader. Men tag derned om det er vejr til at bade eller ej, det er skønt at sidde og spise moulles fritte med udsigt over middelhavet). Vi er tæt på og alligevel langt væk fra alting.

Byen er en af de mest charmerende små landsbyer man kan forestille sig. Her er turister, javist, især danskere og

svenskere har tilsyneladende fundet vej hertil denne efterårsferie – men her er også uspoleret og autentisk. Turisterne fylder ingenting her. Ingen grimme badedyr, ingen klamme åbne tåsandaler og ingen højrøstede udlændinge med for røde basunkinder. Her er heller ingen af de grimme 1960er-bolig komplekser til at ødelægge billedet af den perfekte pittoreske franske bjerglandsby, som man ser det så mange andre steder. Her er ingen store supermarkeder. Ingen Carrefour. Her er ingen storcentre. Ingen larm. Her er gamle mænd, som helt efter bogen spiller petanque og skiftevis småskændes og smågriner henne på torvet. De går op i det med liv og sjæl og finder af og til målebånd frem, for at se, hvem der har ret. Her er gader så smalle, at vi ville kalde dem stier. Her er rosmarin, modne druer og figner overalt, ja, det gror faktisk som ukrudt her. Her er listige små spisesteder og vinbarer. Og her er den mest fantastiske udsigt.

Hotellet vi bor på ligger få meter fra torvet – i det man vel kan kalde hovedgaden. Her er ingen larm. Ikke engang på torvedagen. Alt ånder fred og ro. På torvet, som jeg selvfølgelig straks måtte besøge, var der grønsager, skinker, pølser, æg i løs vægt og ost. Og smukke provencialske spækbrædder til ostebordet. Fantastiske sager, som jeg havde lyst til at købe og pakke i kufferten for at overleve efteråret derhjemme.

Mange af mine virtuelle venner har været her eller har nævnt stedet her på diverse sociale medier.  Cofoco har forpagtet og

markedsført de seneste år og det har trukket folk fra Cofoco-segmentet hertil. Men Cofocos forpagtning slutter nu – med udgangen af oktober måned. Som jeg forstår det, har der været en tragedie i personalestaben og tiden er tilsyneladende ikke længere til fjerne forpagtninger for Cofoco-drengene, som de kaldes hjemme i København. Hotellet er ejet af en frankofil dansker (med god smag kan vi se) – som gerne vil sælge det videre eller forpagte det ud igen. Men lige nu er skæbnen for dette smukke hotel uvis.

Og så er det, man ikke kan lade være med at tænke: Skulle man i grunden ikke drive et hotel på en bjergskråning? Skulle man ikke sadle om? Gøre noget andet? Som min yngste søn på 12 år sagde forleden: – ”Her er jo alt, det er sådan en lille hyggelig by og her er endda god forbindelse”. Ja, her er god internetforbindelse. Man kan være tilstede, selv om man er ude. Det kunne man ikke, da jeg rejste i middelhavslandene som ung. Da var man væk, væk, væk. Bare det at ringe hjem var et dagsprojekt, finde mønter i rigtig valuta, finde telefonboks, finde ud af det hele. Nu er alting anderledes. Man kan jo sådan set sagtens bo og arbejde og skrive og levere fra en fransk bjerglandsby, så længe der er forbindelse. Og hvis man er foodie, frankofil og har lidt på kistebunden, kan man måske også gøre et arbejde ud af, at drive sådan et smukt sted her? Well. At overtage et hotel er ikke muligt for mig. Men måske er der andre, der har mulighederne?

”Har du hørt, at det er sidste sæson?” Sagde hotelgæsten. Og jeg lovede at skrive. Ideen er hermed givet videre. Er der nogen,

blandt mine venner som kender nogen, der kender nogen, der vil drive dette skønne køkken og dette smukke hotel videre? Helst uden cola-reklamer og plastikhavestole? Ja, så er vi er mange, der gerne vil tilbage hertil og mange, der ”liker” det her sted: 700 alene på stedets Facebook-fanside, kan jeg se…

LINKS OG TIPS

http://www.tourrettessurloup.com/ – Turistkontor og information

https://www.facebook.com/AubergedeTourrettes?fref=ts – hotellets fanside på facebook, med 700 fans

https://www.facebook.com/groups/458266277546770/?fref=ts – gruppen, hvor hotellet er til salg – hotellet ses også til salg her: http://global.remax.com/370151003-29

https://www.facebook.com/media/set/?set=oa.458280627545335&type=1 – billeder fra hotellet

I Tourrettes bør man også spise på: CHEZ Grand Mere. Fransk mormormad – prøv en lille forret med orientalsk salat og Meguez pølser. Hovedret Couscous men med Brochette d’Agneau eller fillet de beuf.

Og på Café du Midi (frokost lukker 13.30).

Og på den lille skønne La Cave (vinbar med udsigt – skøn mad). La Cave ligger lige ved siden af den bedste bager i byen. Tjek lige altanerne bagerst. Hvilken udsigt.

Bag La Cave ligger den skønneste lille vej eller sti – uden på bjerget.

Adresse: Auberge de Tourrettes. 11, route de Grasse, Tourrette-sur-Loup, FR. 89 93 66 34

http://lesbacchanales.com. Hvis du vil spise ultra-gourmet-mad her i området, så spis hos Christoph Dufau, som nogen vil huske som hotellets første køkkenchef – eller måske husker nogen ham fra de danske køkkener, hvor han huserede i en del år. Han driver nu sin villa-restaurant i Vence.

http://www.confiserieflorian.com/ Det er et godt tip er at besøge Confiserie Florian (som ligger mellem Tourrettes og Grasse). En lille slikfabrik med udsøgt chokolade.

St. Paul – fin, fin by og tag gerne til Fondation Maeght som er byens imponerende kunstmuseum.

Der er marked i Vence om fredagen. I Tourrette om onsdagen. Og i Nice er der stort loppemarked søndag og mandag. Alle dage er der blomstermarked.

 Tak til alle dem, fra min side om rejser, som gav mig gode råd før afrejsen. www.facebook.com/rejsebreve.

Tak til madnørderne Martin Petersen, Anneauchocolat, Camilla Brobjerg og Lise Lundgaard – for rigtig gode tips om området og spisestederne.

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...