Her følger let omskrevet et indlæg, jeg udgav i 2017, da det var uge 4 i haven… Vejret er det samme. Kyndelmisse er den samme. Årstidshjulet drejer. Du kan sagtens læse med her i 2018. Og – der er et havespørgsmål fra en ung haveejer – Johanne Schmidt-Nielsen – nedenfor.

I dag skal det handle om unge og helt grønne haveejere. Forleden var jeg i Ilva i Lyngby efter en dims, der ikke var på lager. Derfor skulle ekspedienten have mit navn. ”Er det ikke dig med havebloggen?”, sagde denne unge mand på cirka 27 somre. Måske har han sin egen lille første have med kæresten. Måske han har altan og mærker de grønne fingre røre på sig. Måske har han bare altid elsket at være udendørs ligesom mig. Jeg fik ikke spurgt. Jeg blev bare så glad og også overrasket. Fordi en ung mand havde læst det jeg skriver.

Senere samme dag opdagede jeg, at denne unge mand ikke er en enlig svale. Den største gruppe af besøgende på min blog/instagram er lige pt unge under 34 år.

Jeg tror, de vil i haven. Jeg tror, at de unge interesserer sig for jorden, for at dyrke fra jord-til-bord, for økologi, bæredygtighed, guerrilla gardening, cirkulær økonomi og urban farming. Og som jeg skrev i sidste uge “hvorfor blive inde, når alt håb er ude”.

Jeg får løbende en del spørgsmål fra helt nye – helt grønne kan man sige – haveejere. Bliv endelig ved!

En tanke: Hvis du ikke er en af de grønne, men en af dem, der ved noget om have: Skal alle os, der har lidt erfaring med have, ikke sørge for at få delt mere ud af vores erfaringer? Vi kan invitere nye naboer ind på havevandring. Tage vejens børn ind og vise dem hvordan man laver det gode bål. Eller forklare unge gæster med nye haver, at man aldrig nogensinde må smide kaffegrums og teblade og andet organisk rod ud, fordi det er guld ude i havens bede og krukker.

Hvis vi nu overleverer den slags almindelig erfaret hverdagsviden til hinanden, så skal hver generation ikke starte forfra og lære det hele selv. 

Det er mere organisk på den måde. Holistisk. Cirkulært.

Nedenfor svarer jeg på et godt spørgsmål fra en ung førstegangshaveejer – Johanne – og hun gør på sin velbesøgte Instagram-profil ikke nogen hemmelighed ud af, at hun ikke kan genkende påskeliljer på vej op og ikke ved, hvad hun skal stille op i haven på denne tid af året. Men hun er interesseret. Og så kommer resten af sig selv.

UGENS MÆRKEDAG I HAVEN

Kyndelmisse (eller Mariæ renselsesdag) er en gammel kristen helligdag den 2.februar. Så er vi halvvejs i vinteren, selv om det føles, som om vi er på vej mod forår.

En gammel regel siger, at bonden skal have halvdelen af foderet til dyrene tilbage ved Kyndelmisse, fordi dyrene først kan komme på græs i maj måned.

Dagen blev kaldt for Kjørmes Knud. Kyndelmisse er en fordanskning af de latinske ord for lysmesse: kyndel = candelarum, lys og missa messe. Et andet ord var kermesse og heraf kom kørmesse og kjørmes. Det er den dag, halvdelen af vinteren er gået, hvilket også ligger til grund for vendingen om at, kyndelmisse slår sin knude. I den katolske kirke fejres dagen med en stor lysmesse, hvor de lys, som skal bruges i det kommende år, velsignes.

Kyndelmisse ligger 40 dage, efter Jesus blev født og hans mor, Maria, kunne fremstilles i templet, så hun

 kunne gennemgå den traditionelle renselse. Lysfesten er ikke helligdag i Danmark.

Ved kyndelmisse afholdtes kjørmes-gilder, sammenskudsgilder med kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse.

Mange traditioner og varsler er knyttet til kyndelmisse. Frugttræer piskes med ris og rituelle pløjninger sikrer en god høst. Flæsk spises for at forhindre hunger. Og vejret på dagen varslede forårets komme: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden så vil foråret snart være på vej. Og Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø.

Vi skal altså have tøvejr og blæsevejr på torsdag for at få vished for, at det snart blive forår.

KILDE: Wikipedia.

EFTERRTANKER

Det er i disse dage 17 år siden (det var i 2001) jeg gik i gang med at skrive min første havebog. Bogen kom til at hedde Den Første Have og ville dermed passe godt til unge haveejere.

DEN SENESTE UDGAVE TIL VENSTRE OG DEN FØRSTE UDGAVE TIL HØJRE.

Jeg var 32 år gammel og mor til to små børn, da jeg skrev den. Den ene søn havde brækket benet ret slemt. Derfor var jeg hjemme i hus og have sammen med ham i lang tid (det kunne lade sig gøre, fordi jeg også dengang var selvstændig). Det var ene og alene af den grund – altså det brækkede ben – at jeg kom i tanke om at skrive en bog om have.  Det var mit held i uheld. Hvilket min nu to meter høje søn tit morer sig over at minde mig om.

Vi havde sat et håndværkertilbud i stand. Vi havde verdens grimmeste byggeplads af en have. Hvis den kunne blive en god familiehave, så var det, journalistisk set, en god historie. Derfor kastede jeg mig ud i at skrive bogen til de botaniske analfabeter. Sådan nogle som mig selv.

Jeg havde lagt mærke til, at der ikke fandtes sådan en bog, fordi jeg selv havde ledt efter den. Og det bedste, man kan gøre, er at skabe det, man selv lige står og mangler.

Bogen blev en omvæltning . Før var jeg slet ikke sådan en der skrev om have. Bagefter blev jeg nærmest ikke kendt for andet. Nogle gange til min store og også uklædelige ærgrelse. Bogen fås – og det er usædvanligt – stadig i landets boghandler. Der har været tre forskellige forsider og jeg har vistnok bearbejdet indholdet tre gange også.

Man kan også låne bogen på biblioteket stadigvæk. Gør det endelig! Der står meget af det, jeg selv gerne ville have vidst dengang. Nu du er derhenne. Så spørg også efter alle de andre havebøger, jeg fik skrevet bagefter. De bliver nemlig kun på hylderne derude, hvis der er efterspørgsel. Jeg siger det, fordi bøgerne er skrevet  for at blive læst. Også af nye generationer af haveejere. Så der er brug for at bøgerne bliver på bibliotekerne. Ordene skal være frit tilgængelige derude. Det er public service.

ERANTIS – UGENS MEST POPULÆRE BILLEDE PÅ MIN INSTAGRAM-PROFIL.

ET STOF MAN BLIVER AFHÆNGIG AF

Nu er der gået 17 år med havestoffet. Det er et stof, man bliver afhængig af. Det er blevet til rigtig mange havebøger. Rigtig mange artikler. Vanvittig mange foredrag rundt om i landet. Allerflest sidste år. Mange havekurser og workshops. Og nogle programserier på tv. Og nu her denne lille blog i 2017. Jeg har tænkt over, hvorfor jeg morer mig mere over at skrive havestof nu. På en digital blog. Er det fordi jeg skriver af lyst? Næh, det har jeg nu altid gjort. Hvad der det så? Det er timing.

Før i tiden, da jeg skrev havestof og havebrevkasser i uge- og månedsblade, skulle jeg skrive om noget, der var to-tre måneder ud i fremtiden. Det var gætværk! Og jeg skulle tage billeder nu, som jeg så kunne bruge til næste år, og få til at passe nogenlunde på hvad der muligvis skete i haven. Eller regne ud, hvad der muligvis ville ligge mig på sinde. Men det blev jo ikke autentisk. For hvordan kunne man regne ud, hvordan vejrlig, flora og fauna teede sig et par måneder eller et helt år frem i tiden?

Nu kan jeg skrive tekst i realtid og publicere den med det samme. Vintergækkerne ser ud som de ser ud lige nu ude i haven. For første gang i de mange år, jeg har skrevet om have, kan jeg skrive om vinter, når det rent faktisk er vinter. Det er noget af det bedste, ved at blogge om have og sende billeder ud om have på Instagram (instant + telegram). Det foregår med det samme.

Det er kyndelmisse. Vinteren er halvvejs overstået. Og her kommer ugens havespørsmål. 

UGENS SPØRGSMÅL 

Johanne Schmidt-Nielsen fra Valby havde det her spørgsmål til mig i en tråd på netop Instagram.

Skal man foretage sig noget i haven på det her tidspunkt af året? Bliver græsplænen ked af det, hvis jeg lader alle bladene ligge på den? 

Kære Johanne – tillykke med haven. Det er så skønt at få sin første egen have. Man bliver afhængig af det. Af at kunne komme ud. Af at følge med. Af at se årstiderne tæt på.

Det med have er ikke spor svært. Det første man skal gøre er at SE. Simpelthen holde øje med haven, sådan som du gør. Se, efter hvor lyset er. Hvor er verdenshjørnerne. Hvor er der mørkt, hvor er der lyst. Det har betydning for hvad der kan gro hvor. Se, hvad der sker derude. Hvad der kommer op hvor. Måske notere det i en notesbog med lidt tegninger eller tage billeder og gemme dem, så man kan se, hvad der gror hvor. Uge for uge. Måned for måned. Efter tolv måneder i haven har man et godt overblik over hvad der er hvad. Og hvor der er noget, der skal laves om. Det første år med en ny have tager man den med ro. Det er et godt gammelt råd. I det hele taget er det en god ide at lytte til de gamle. Dem, der har prøvet det hele halvtreds gange. Måske er der en nabo på vejen eller en ældre dame i din omgangskreds, som interesserer sig for have. Min erfaring er, at de elsker at blive spurgt til råds og gerne vil hjælpe.

Du behøver ikke gøre noget nu her i januar og februar. For inkarnerede haveejere er disse måneder en velkommen stille-tid. Jeg kan for eksempel ikke rejse væk om sommeren, for der sker jo alt for meget i min have. Det er fjollet, men det er sådan det er. Om vinteren kan man lettere rejse, læse havebøger, tænke lidt over næste sæson, bestille frø til årets grøntsager og blomster og måske diskutere en haveplan med en, der ved mere om have end jeg selv.

Lige nu så tidligt på sæsonen sår man kun chili. Jeg gør dog ikke, fordi jeg hellere vil køre hjem på landet, hvor jeg kommer fra, hvor jeg så køber dem af Lene på Toftegaard i Vedskølle. Lene ved alt om tomater og chili og det er en fast tradition, at jeg tager derned i maj måned. Den tur kan anbefales! Jeg skriver om det til maj.

Og så til det du skriver om bladene på græsplænen. Alt organisk affald i haven må ikke ses som affald, men en ressource. Man må aldrig gå af med det. Ikke lade det blive kørt væk. Det er næring til næste generation af planter. Så lad det ligge for nu. Med mindre blæsten har skabt et alt for tykt lag blade – sådan at græs-planterne ikke får ilt og lys. Ellers dækker blade bare fint for frost. Og der foregår en formuldning som er frugtbar. Du kan måske flytte nogle af bladene hen over de skud af påskeliljer og scilla. Eller hvis der er roser i haven, vil de også blive glade for at få blade lagt om sig, som et lunt tæppe.

Når det bliver forår – og alt ligesom har brug for at få slumretæppet af – så flytter du blade fra rundt omkring i haven og hen i kompostbunken, der godt bare kan være netop en bunke i et hjørne af haven, hvor ormene kan komme til.

Skriv endelig igen. Og husk at læse havebøger: Jeg har skrevet en bog om Den Første Have, som 

fås på biblioteket og som også stadig kan købes i boghandler (eller af mig). Den kan du starte med. Og så får du måske bagefter lyst til at læse mere.

I bogen ”Spis Din Have” – handler det lidt mere om urban farming (det er grøn aktivisme).

PS. Til dem, der gør sig lystige henne på din profil, over om revolutionen nu er afløst af havearbejde, kan du hilse at sige følgende: Havearbejde – især arbejde i køkkenhaver – har været vældig revolutionært og selvstændiggørende fra stavnsbåndets ophævelse over slavernes frigivelse over kvindefrigørelse og empowerment of women i udviklingslande. I storbyer verden over betragtes Urban Farming som en ”radical act”.

Kh Signe

Hvis du har ideer, forbedringer, forslag til bloggen – eller tanker om samarbejder eller ønsker om at få et foredrag om have eller bæredygtighed ud til din kreds af mennesker, så send endelig en e-mail.

FOTO: Alle billeder er taget af mig. Billeder må ikke sakses eller bruges uden min tilladelse. Se flere billeder her.

Kan du lide hvad du læste? Så overvej at støtte på Mobilepay: 214354623.

Og en lille ting efter rulleteksterne…

Facebook kommentarer

Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er forfatter og foredragsholder - samt uafhængig journalist. Udkommer på egne platforme. Er især at finde på Instagram - her på bloggen - og på Facebook-siden. Følg med hvis du interesserer dig for hverdagsaktivisme, dyrevelfærd, bæredygtighed, ressourcer, hus og have, mad og madspild.

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...