Politiken har lavet et stort søndags-interview hvor jeg har fået lov til at tale om det, som jeg helst vil have fokus på: Klima og klimaskadelige nedrivninger af bygningskulturarv. Vi skal renovere mere. Renovere bæredygtigt. Passe på vores gamle huse for de unge generationer. Alt er kun til låns her i livet. Vi skal rive meget mindre ned. Men mange får pludselig den skøre ide, at forbruge nyt og rive huse fra 1930, 1940 – ja, og 1980 ned. Alt skal bare ned så der kan bygges stort og nyti beton, glas, stål. Meget klimabelastende materialer. Vi belaster med alt forbrug – fly, biler, fødevarer, madspild, fast fashion – men der er intet sted, hvor vi belaster mere end ved nybyggeri og ved ubæredygtige, unødvendige renoveringer og udskiftninger. Det må vi gøre noget ved.

I forbindelse med artiklen i Politiken (bragt 4.august 2024 – her er linket) blev jeg bedt om at lave en Hot og Not liste for husejere. Ældre typer måske vil kunne huske at jeg lavede Hot og Not-lister for Politiken i 9 år i træk tilbage i 1990erne, indtil jeg synes jeg var blevet for “gammel” (jeg var vist 29 år). Her kommer den uforkortede liste, som jeg lavede til Politiken. Illustrationer, der passer til listen kan ses inde på den kanal, hvor jeg har skrevet ret meget om bæredygtige renoveringer – @studiehuset på Instagram. 

Politiken, Foto: Miriam Dalsgaard

Hot & Not for huskøbere

Hot: At være rebelsk, når ejendomsmæglere, ingeniører, byggesagkyndige, smadremænd og vinduessælgere påstår, at alt i det hus du kigger på et ”noget gammelt lort”. Ret ryggen og brug ord som bygningskulturarv, forbrugssamfund, cirkulær økonomi, de planetære grænser, der er overskredet og overshoot day.

Not: At lytte til typer, der ikke har forstået, at vi ikke kan smadre næste generations fremtid ved at stjæle deres naturressourcer, ødelægge de huse og ressourcer, der allerede er i spil og fjerne den fornemmelse af historie og arv, der er i landskaber og byer ved at fjerne husene, vinduerne og hoveddørene.

Dette vindue findes ikke mere. Er smidt ud. Ligesom hele huset i Køge er revet ned og erstattet af nybyg

Skønne typer har reddet disse vinduer og malet med linoliemaling. Sidder på børnehave i Ordrup

Hot: At bevare/kitte/male gamle kernetrævinduer – alle vinduer over 50 år kan som hovedregel bevares. 150 år gamle vinduer har snildt 150 år i sig endnu. Nye vinduer i plast er ikke vedligeholdelsesfri. Nye vinduer i træ holde måske 15 år, så de skal skiftes 10 gange – i stedet for at passe på de gamle

Not: At udskifte vinduer fordi man lader sig forføre af ingeniørtyper og vinduespushere, der siger noget meget hurtigt om energioptimering-og-trelagsglas-og-varmeregning. Gamle vinduer m fortsats er bedst. Et sundt hus har en lille smule ventilation. Det er dejligt at leve uden skimmelsvamp og uden børn med allergi og dejligt at undgå 40 grader indendørs om sommeren.

Hot: At have et gammelt køkken, som sættes i stand. Eller at bygge et køkken der kan holde i 100 år

Not: At blive bildt ind at ”alle har ret til et fedt køkken”. Det koster på næste generations ressourcer at alle skifter køkkener ud fordi alle har ”ret til” at forbruge løs. Hvis køkkenet skal udskiftes – det kan være du har et i plastik fra 1980erne som jeg havde – så lav et køkken som min nabos: Det har holdt i 94 år og han har ingen planer om at udskifte. Køkkener udskiftes i gennemsnit hver 11 år. Det er en tendens vi skal væk fra. Køkkener bør holde i 100 år. Mindst.

Hot: Badeværelser som har 100 år på bagen og kolde terrazzogulve.

Not: Gigantiske velværelser med varme i gulve, vægge, spejle og fuld plade på forbrug.

Hot: Linoliemaling + ler og pigment på vægge.

Not: Plastikmaling med mikroplastpartikler og allergi.

Hot: At renovere bæredygtigt – hvilket ikke betyder at gøre ingenting. Men handler om at renovere med respekt for det oprindelige og sådan, at et hus kan holde mange generationer endnu.

Not: At rive ned eller renovere så det oprindelige ikke længere ses og sådan at der bruges mange ressourcer, vinduespartier og sortglacerede tegl i processen.

Hot: At genanvende byggematerialer. Vinduer, døre, tagsten, belægninger, mursten, beton, jern, radiatorer, håndvaske, køkkener, skabe, gulve. Har du brug for noget nyt, så find noget gammelt.

Not: At kun 1% byggematerialer genanvendes i Danmark. Resten bliver hovedsageligt til fyld under motorveje.

Hot: Stedsans = At respektere vejen og andre huses udtryk.

Not: Æstetisk tonedøvhed = uden omtanke give sig til at rive ned og genere naboerne med at bygge et nyt akvarium i glas, stål og hvide betonflader på en gade med velholdte 1920er-villaer.

Hot: At bevare gamle store træer både fordi de er smukke, hjemsted for andre væsener og fordi de kommer til at give værdifuld skygge i en hed fremtid.

Not: At bygge mure omkring huse og kræve ”fuld sol” = At fælde store træer og også de hække, hvor der bor pindsvin for neden, fugle og insekter i midten og hvor insekter næres ved fx hvide blomster fra tjørn og liguster.

Hot: Fjernvarme, jordvarme, jordspyd og solceller.

Not: Gas, olie, pillefyr og gamle brændeovne.

Hot: I en tid med kriser = At finde et hus med en kælder, et forrådskammer og plads til høns.

Not: At fjerne kartoffelkælderen, køkkenhaven, bærbuskene og æbletræerne ved huskøb.

PS. Jeg holder snart endnu et kursus i bæredygtig renovering for private bygherrer. Det holdes her i mit hus – Studiehuset – og har gæsteforelæser og godt med information. Læs oppe under kurser her på siden. 

 

 

Facebook kommentarer

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...