Kultur

Avisen skal ud

I dag med en opløftende historie om et kollegium med fokus på fællesskab – og med en nødvendig tekst om “bevar eller forklar”

Det er lykkedes at få nyhedsbrevet fra Den lille grønne avis afsted med halv frekvens efter jeg gav mig til at varetage et hverv i Folketinget. Nyhedsbrevet udkommer hver anden lørdag. Og således også nu. Tak fordi du læser med!

I dag udkommer kan du læse en opløftende historie om et historisk kollegium – glæd dig til den. Og der er også en nødvendig historie med svar på forskellige ting.

Spinatbedet

De seneste dage har jeg gået tænkt over hvordan det var, at arbejde på en avis og på en slagkraftig kulturredaktion før i tiden. I gamle dage – på Politiken – kom avisen ud lige meget hvad pokker der skete på redaktionen. Og lige meget hvilket umulige forhold, der var at arbejde under. Avisen kom altid ud. Chefredaktøren boede i Tel Aviv og der var krig og ufred også dengang og der var flyaflysninger og manden skrev på et gammelt hakkebræt.

Der var ikke rigtig noget Internet endnu. Man skulle have alle oplysninger via en fastnettelefon eller ude i byen. Der blev drukket godt med øller – både blandt redaktører, journalister, typografer, trykkerimedarbejdere. Men avisen kom ud. En fuld lederskribent blev engang hentet og bragt i brummen – men avisen kom ud – nu med en leder skrevet af andre. En musikanmelder anmeldte en koncert, der havde været aflyst. Der var altid ballade. Der var gang i spinatbedet. Jeg kan huske, at jeg så måbende til – ung, uerfaren og fra landet. Ikke mindst når min redaktør modigt sagde

“vi skal ægge til eftertanke og modsigelse!”

Jeg har gået og tænkt lidt på gamle dage. Og besluttet mig for, at nyhedsbrevet skal ud. På trods af alting.

Der er arbejde at gøre. Der er ingen tid at spilde, som vi plejer at sige. Mens alt er kørt af sporet i “rage bait” og “click bait” – så har jeg passet mit hverv og mit civile arbejde. Jeg har skrevet og jeg været til bestyrelsesmøde. Jeg har forhandlet medieforlig i dagevis, hilst på en statsleder, været på kasernebesøg, forholdt mig til sikkerhedstrusler, forhandlet midler til de fredede bygninger og til tømreruddannelsen på Finansloven, forhandlet midler til dem, der slet ingenting har og som jeg kender fra hjælpearbejde. Næsen i sporet. Videre.

Den inderste kerne

En sød og klog erfaren politiker på Christiansborg skrev for lidt siden til mig på en sms: Prøv at holde fast i din inderste kerne – det, der er dig! Og videre: Stol på, at dem der har fulgt dig i mange år, de ved godt hvem du er.

Jeg har skrevet i spalter og avis lige siden jeg var 20 år gammel og de første ord blev nedfældet til I-byen-tillægget på en papirdug på Cafe Zeze, hvor jeg arbejdede. Jeg cyklede ned til Rådhuspladsen med det store stykke hvide papir, og fik ordene tastet ind i avisens spalter. Sådan begyndte det. Få år efter blev jeg ægte en del af kulturredaktionen. Og resten er historie.

Jeg har skrevet kommentarer og faste klummer i over 25 år i træk for alle mulige medier på kontrakt. I har læst med. Jeg har skrevet for andre medier i årevis. Løst og fast. Jeg har skrevet på mine egne kanaler. Jeg har skrevet bøger. Jeg har skrevet artikler. Jeg har skrevet opslag. Det gør, at jer, der har læst med kender mig. Jeg må stole på, at I kender mig.

Det er gået op og ned i show-business alle årene. Lige nu mest ned. Men jeg kommer til at skrive til jeg stiller gummistøvlerne.

Jeg har ofte sagt og virkelig ment – gennem alle årene – at jeg har verdens bedste læsere. Det har jeg også nu.

Tak for de hilsener I sender mig. Det hjælper.

Jeg stoler på, at I kender mit kompas og mine intentioner. Og jeg stoler på, at I efter alle disse år kender min sag. Og at I ved den er vigtig og værd at kæmpe for. Klimakrisen og ressource-krisen er real. Vi passer ikke på vores bygningskulturarv for de næste generationer. Vi river alt for mange huse ned i Danmark. Og intet sted belaster vi mere med vores forbrug, end når vi bygger ubæredygtigt med nye jomfruelige – og ikke biobaserede – materialer.

Vær stærke derude! November er er ikke nem

Husk, at sætte nogle løg et sted, hvor du bliver glad for at se, at der kommer blomster til foråret.

Kh Signe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *