Han mener, at alle der vil forstå verden og klimaet og det, at noget forgår, for at andet kan bestå, må sætte sig ind i at dyrke. Og dyrke fik han lov til i fængslet, efter mange anmodninger. Han dyrkede grønsager, hver dag, med få midler, og hans grønsager gav mere end mening: De gav medfangerne et bedre helbred, end de kunne opretholde med vand og brød på Robben Island.
Alle børn burde have en skolehave. For at have en have er stort, hvor lille den end er. Det er en urmenneskelig Alle ”må finde deres egen have” siger Nelson Mandela,som fortæller, at alt hvad han ved om politik, har han lært af
glæde, at følge årstiderne, at være udendørs, at opleve, at der ikke er noget tag over hovedet derude i naturen. At der ikke er strøm til en computer, at der er en anden rytme, at der er brug for nogle andre af de kompetencer som både piger og især drenge besidder.
Der er brug for håndens arbejde – og når hænderne arbejder, så tænker man bedre og ting falder på plads. Jeg interviewede
engang tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der fortalte, hvordan det, at komme ud og arbejde med sine hænder, altid har været ekstremt vigtigt for ham, for at få sat tingene på plads oppe i hovedet. Og det gjaldt også mens han bestred landets højeste embede.
Man får det rigtig godt af at være ude i al slags vejr. Men mange børn ved det ikke, for de er ikke ude i al slags vejr. Man får man D-vitaminer fra solens lys (mange børn lider af D-vitamin-mangel og er for lidt udendørs) og man bliver i godt humør af lyset, af gravearbejdet og af jordbakterier (det er ikke fis). Desuden har mange mennesker, herunder børn, det bedre, når de bevæger sig, sådan som man gør, når man passer en grønsagshave.
Noget af det bedste i verden er at spise mad fra egen have. Eller fra en mark, hvor nogen har gjort sig umage med at få noget til at gro på en naturlig måde, der ikke ødelægger jorden og maden. Der er sæsoner – nogle gange er der rodfrugter, andre gange er der ærter og i fire glade uger er der jordbær.
Man forstår den omhu, det kræver at skabe mad, når man selv har prøvet det. I dag har vi et meget, meget stort problem i vores del af verden med MADSPILD. Vi køber mad som vi ikke bruger og ikke spiser og ikke kan finde ud af at tilberede og så smider vi det ud. Hvis vi begynder med begyndelsen, der hvor maden bliver til, vil børnene se det madspild i en større sammenhæng – og forstå, at mad er en knap ressource og en gave fra naturen.
Det er godt at kende naturen – og naturens gang. Det betyder også, at man kender sin egen egn og hvad der kan gro i Norden og hvad der helt bestemt ikke gror her hvor vi bor. Hvor skal børn vide det fra, hvis de ikke lærer det? Mange voksne er i dag ikke bare gastronomiske analfabeter, men botaniske analfabeter. De ved intet om planter og grønsager og mad og hvordan mad bliver til og hvad der gror hvor.
Alle børn burde have en skolehave. Man kan ikke læse sig til det, man finder ud af ved at have en have ved hånden. Man finder ud af naturens orden, når man passer en have. Man finder ud af, at vi ikke skal spise det samme hele tiden og at vi heller ikke skal dyrke det samme, det samme sted hele tiden, vi skal gøre det naturligt. Vi skal skifte lidt. Som i naturen. Og naturen er vild – ser vi jo når vi er derude! Der er mange forskellige planter mange forskellige steder. Det kaldes biodiversitet.
Det er naturen selv, der har fundet på at designe lilla bønner, blå kartofler og gule gulerødder, det er ikke os. Men det er op til os, at slippe fantasien løs, når vi dyrker og hele tiden prøve noget nyt, smage noget nyt, fordi det er sjovt. Ikke et år skal ligne det foregående i køkkenhaven eller skolehaven. Livet er kort og vi skal spise godt og vi skal prøve så meget som muligt i den korte tid vi er her. Og vi skal passe på jorden, mens vi gør det. Vi skal efterlade jorden sundere og i en bedre stand end vi overtog den. Det ved børn i skolehaver. Det er voksne, der har glemt det.
Det modsatte af naturlig mad fra køkkenhaven er unaturlig mad. Jeg vil næsten sige usjov mad. Det er sådan noget de fleste børn spiser mest af. Det er helt ens mad sommer og vinter. Det er mad, der sprøjtes for at holde sig (måske flere år, hvilket er ret ulækkert, når man tænker over det). Det er mad som ofte transporteres langt, i fly, skibe, lastbiler, på samlebånd, i kølerum. Det er alt sammen en miljøbelastning.
Den hurtige mad, vi kan købe er en klima-belastning. Den er tit forarbejdet på mange måder og sammensat af dele fra mange steder i verden, der har mødt hinanden på en fabrik, der slet ikke ligner et køkken. En burger har måske kød fra hundrede eller tusind køer i sig (det er ret farligt) – og brødet er ikke brød, men noget pap, der er designet til at vi skal kunne lide det, det fordi det smager af salt, sukker og fedt. Der er mange led af transport i en burger – og det belaster den jord, vi elsker. Vi kan gøre noget andet med jorden. Vi kan dyrke den og lære børn, hvordan vi dyrker den. Og vi dem hvordan man faktisk kan hapse noget mad lige op af jorden, som hverken er blevet kørt, fløjet, kølet, kogt, sprøjtet eller noget andet, før det ender i munden.
For mig giver det rigtig meget mening at rode med jorden – og jeg har gjort det, så længe jeg kan huske. Hvor i verden vi end boede og hvad farve jorden end var. Men især i køkkenhaven derhjemme på landet. I aspargesbedet. I rækkerne med gulerødder, som smagte sødt og kunne spises på stedet. Ovre hos hønsene ved den lille sø, når jeg tog en greb og gravede regnorme op til dem. Eller henne i krydderurtebedet ved den gamle mødding, hvor alt groede så godt og hvor ænderne – som jeg havde givet navne – også holdt til. Eller når jeg mugede ud hos fårene, når jeg vendte komposten, når jeg hyppede kartofler eller når jeg såede rækker af grønsager og ikke kunne vente med at se dem komme op eller når jeg gravede mærkelige stauder (blomster) op og tog med hjem i spande fra forladte haver, fordi jeg ville se dem få et nyt liv i min egen have.
Jeg lavede børnearbejde og det er sommetider hårdt arbejde. Og jeg var træt om aftenen. Men jeg synes det var skægt. Det har givet mig indsigter for livet og mening med det hele at være tæt på naturen på den måde. Jeg ved hvor det hele begynder: I jorden. Jorden, der skal være sund, let og fyldt med næring og hønselort og dejlige regnorme, som får ting til at ske. Jeg har set mirakler mange gange – og jeg har selv været med til at skabe dem. Og det giver en grundlæggende tro på, at der dog er noget man kan… Prøv at putte små grå indtørrede frø i jorden og oplev magien, når der kommer store, grønne, levende planter op – og det hele ender med en tomatbusk, som giver røde, varme, saftige tomater resten af sommeren. Man kan ikke være ked af det samtidig med at man ser den slags lykkes…
Ethvert barn bør få lov til at opleve den glæde og sammenhæng, der er i at passe en have og dyrke en pose frø, så de bliver til noget stort. Alle børn bør få havebrug ind i natur-og-teknik-undervisningen, ind i tema-uger og i biologitimerne. Alle børn bør have en skolehave. Alle børn burde komme ud, dyrke jorden, mærke lyset, opleve miraklerne, når noget spirer frem og vande planterne, for at få livet til at fortsætte og høste grønsagerne, når den dag kommer. ”Enhver må finde sin egen have”.
LINK til HAVER TIL MAVER – Årstidernes skolehaver på Krogerup Avlsgaard.