Hvor skal vi gå hen og hvor vi kan købe ind? Os øst-danskere, der har mistet et supermarked, vi var glade for, fordi der var taget stilling til mange gode ting for os:
Dyrevelfærd (Irma var de første til at udfase buræg), en klar holdning til økologi, støtte små danske producenter (hvoraf mange står med håret i postkassen nu og flere allerede er gået konkurs), finde de gode specialvarer, den gode kaffe, den gode te, den gode marmelade og så videre, rydde dejligt op i forretningen så vi kunne komme frem for papkasser, undlade at proppe slik og sodavand op foran kasserne hvor man ved det frister børn og svage sjæle, holde op med at spille mærkelig musik, ansætte gamle mennesker og behandle alle de ansatte rigtig godt.
Nu er det forbi med Irma.
Der findes stadig enkelte butikker. De er reelt ikke længere Irma-butikker – nogle steder er det søde personale der stadig, nogle steder er de iført røde uniformer og ser jævnt hen trykkede ud.
En dag fik jeg tårer i øjenene, helt uventet, jeg har ikke let til tårer, da jeg trådte ind i min “gamle Irma” der lå overfor min gamle lejlighed, som jeg flyttede fra i maj måned. Den er nu en Brugsen.
Jeg ved fra min tid som formand for Irmas (Interrim)-bestyrelse, en post daværende Irma-chef Jesper Uggerhøj udpegende mig til i øvrigt, at min gamle Irma var blandt dem, der havde den bedste indtjening. Lidt plads. Stor omsætning.
Nu er den en rodebutik. Den søde butikschef, som også har været chef for min yngste søn, da han sad i kassen, ser ud til at være en stor undskyldning for det synkende skib han står i stævnen på.
På hylderne er der discount-varer som i gamle dage aldrig havde fundet vej til min gamle Irma. Priserne er ikke discount. Kvaliteten er. De dårligste chips. De dårligste flasker ketchup. De dårligste konserves. Jeg købte den mælk fra Thise, den røde hvor kalvene har gået med køerne i et halvt år, den er blevet i Brugsen, og så gik jeg ud igen. Meget, meget tung om hjertet.
Jeg er blevet hjemløs.
Jeg har handlet i Irma hele mit liv. Min mor kom altid i Irma. I Roskilde. I Køge. I Haslev. Min mormor kom altid i Irma – lige siden hun flyttede fra Aalborg til København.
Vi har altid elsket Irma. Alle sammen. Hele familien.
Der er ikke noget galt i at elske kvalitet og tage stilling til at det mad, vi spiser, skal være god mad, det betyder ikke, at det skal være dyr mad. Det er en kæmpe misforståelse.
Min familie er ikke rig. Min mor var enlig mor og folkeskolelærer.
Vi har bare prioriteret at købe lidt mindre. Dyrke noget mad selv. Have nogle høns. Næsten aldrig drikke andet end vand. Så kan man godt købe den gode pasta til tomaterne.
Jeg skriver det, fordi vi, der forsvarede Irma i foråret da lukningen var en realitet, igen og igen måtte høre for at vi var nogle københavnersnuder-luksusdyr. Og igen og igen måtte vi forklare, at det ikke er en dårlig ting, at gå op i god mad og god kvalitet, en italiensk husmor ville ikke forstå, hvad det her handlede om. Men sådan er det i Danmark.
Der var også jyderiet – og det er det mest mærkelige, for nu kommer jeg meget i Jylland grundet mine foredrag, jeg er kommet der meget i ferier og så er jeg også nordjyde/sønderjyde på mødrene/fædrene side.
Jeg har købt ret meget ind i Jylland. Og man kan købe meget, meget, meget bedre ind i Jylland, end man kan på Sjælland.
Man kan købe bedre ind på Lolland og Falster også. Og på Fyn.
I Jylland er der gårdbutikker så du ikke tror dine egne øjne – vi snakker gårdbutikker med afdelinger for te, for kaffe, for frisk fisk, for vidunderlige oste, der er kødafdelinger hvor slagteruddannede typer fortæller hvordan dyret har haft det og hvilken gård det kommer fra, der er kageafdelinger og gigantiske grøntafdelinger og mange slags jordbær og hvad har vi.
Læg dertil at Salling er luksus og nogenlunde lige så fantastisk som Irma var for 10 år siden, før Irma begyndte sin lange kvælningsdød som Coops ledelse pinte hende med. For sandheden er at Irma ikke har været sig selv i mange år. Og slet ikke efter Coop lukkede eget kafferisteri, eget bageri, eget slagteri med mere. Men Irma var dog Irma og lignede Irma, selv om vi godt vidste hvordan fx Knuthenlund blev behandlet af Coop (det vidunderlige gedeoste-mejeri fra Lolland gik konkurs af den behandling, det var en katastrofe) og jeg har, som økologisk spiritus-producent ikke kunnet lade være med at observere den dobbeltmoral, der ligger i at Samvirke og store annoncekampagner fortalte om at man ville “støtte små lokale brands” – samtidig med, at man i enhver Irma i lang tid har kunnet observere det billigste sprut-sprøjt ved kasserne, det har været spil for galleriet. Sådan kender vi ikke vores Irma. Nu er det slut. Pokkers osse.
Nu ved jeg ikke hvordan jeres indkøbsvaner har været. Mine har været meget… forvirrede og hjemløse og søgende. Lad mig komme med en liste nedenfor, bare sådan taget ud fra min hukommelse. Jeg tager ikke alle mine fede oplevelser i Jylland med – jeg ser om jeg kan fortælle om alternativer for øst-danskere, der er blevet indkøbs-hjemløse.
Superbrugsen i Gentofte – super rodet butik. Der dog er blevet en af mine favoritter fordi: 1. Alle Irmas varer er tilsyneladende havnet her. Derfor har jeg blandt andet købt 60 poser af min yndlingste på slagtilbud her. Jeg har også fundet alle mulige andre varer, der er udgået hos Irma i Ordrup og Irma i Søborg, så nu skal man i Brugsen for at købe Irma-varer, det er logik for Coop-chefer. 2. Der er en smaddersød gråhåret Irma-agtig kassedame. 3. Kunderne er venlige ældre mennesker, der bruger lang tid på at læse om vin på deres telefoner mens de køber ind. Det er hyggeligt. Til gengæld er der aldrig noget kattemad. Det skal jeg finde andre steder.
Netto i Ryparken. Ryparken er et socialt boligbyggeri og folk har mange farver. Det er mit tætteste supermarked efter jeg er flyttet. Det er ikke den Netto der har det største udvalg, men jeg kan gå derhen. Skal jeg have en lidt bedre Netto tager jeg den i Waterfront. Eller den på Hellerup Station. Jeg savner min gamle Netto i Nysted på Lolland. Den var bedst af alle. Og på Lolland bliver Løgismose aldrig udsolgt.
Dalbakkegård på Lolland. Det her er ikke et sted, hvor man lige kan tage hen, det ligger i Øster Ulslev, men jeg har stadig venner på Lolland, så de tager kylling og æg med til mig fra Dalbakkegård – ellers kan det fås i Omegn i Torvehallerne. Her kan man også få en lille varm ret eller noget andet dejlig mad. Engang for længe siden lavede jeg noget der hed Maggies Indkøbsfællesskab, der fik kyllinger sendt fra Dalbakkegård til Omegn – og vi kunne så skrive os op til dem i det her lille indkøbsfællesskab. Maggie var burhønen fra Burhønsens Befrielsesfront, den der lille forening jeg drev med 14.000 medlemmer.
Torvehallerne er jeg blevet bedre til at bruge efter Irma. Også fordi jeg nu sommetider arbejder i Linnegade. Der er dyrt. Men der er ret godt på en fredag eftermiddag. Jeg køber ost, fisk, grønt, krydderurter, krydderiet. Og der er kommet en hæderlig bager derinde. Men brød køber jeg nu altid i Hart, Lille Bakery, Juno, Batting eller hos Bread Station, det har ikke noget med Irma at gøre, bare et tip.
Jeg er i det hele taget blevet meget glad for markeder. Der er bare ikke så mange af dem, men dem der er, må vi støtte.
Og hvad ellers? Ja, så er jeg blevet glad for at køre over broen – enten med tog eller med bil (jeg skal også hente byggematerialer) til Sverige. Jeg køber ind i Sverige. Når jeg kan komme til det… Det er bedre og billigere. Man tror det er løgn.
