… og jeg har fløjet i et mikroskopisk fly over Victoriasøen og centralafrika og set flokke af vilde dyr på savannen. Jeg er landet på en fodboldbane, rød jord, rød jord så langt øjet rækker og glade sorte ansigter med hvide tænder tog imod mig. Jeg har…
Jeg skal snart afsted igen og sidder og tænker tilbage på det seneste halvandet års tid med mærkelige rejser mit arbejde har taget mig på og mærkelige indtryk. Kontraster. Mellem mænd og kvinder. Mellem Afrika og Amerika. Mellem Europa og Asien og Indien. Mellem dem, der intet har og dem, der har alt. For to et halvt år siden lagde jeg mit liv om og besluttede, at jeg ville spænde livremmen ind og forsøge at gøre en forskel i verden – derfor kastede jeg mig over politik og over velgørenhedsarbejde. Jeg skal rejse næsten hele november – udsendt for Danmission, som jeg er blevet velgørenhedsambassadør for – og tænker, at når jeg kommer hjem, vil jeg ud og tale om det her. Fortælle om det, jeg har mødt. Sammenhængen. Og alt det usammenhængende. Det skal være mine nye foredrag.
I forbindelse med en fotoreportage, jeg arbejdede med, har jeg mødt en meget priviligeret familie på Ibiza, som har bygget absurd fantastisk bæredygtigt hus efter holistiske principper. Der var rislende vand indbygget under brædderne under min seng, fordi det skulle virke beroligende og der var genanvendt havvand i poolen med haveudsigt, fordi det var rart.
Jeg oplevet tørke. Og tørst. Og vandmangel. Jeg har været hos “single headed households” i runde lerhytter med palmeblade på taget i Afrika. Og en mand, der gerne ville knappe sin skjorte, men ikke kunne, fordi armene var sprængt væk. Og en veluddannet kvinde der fortalte mig, hvordan det er, at være blevet så fattig pga krig og tab, at hun ikke kunne give sine børn noget over sig, når de sov. Sengetøj, et lagen, et tæppe – forstår du, sagde hun, det er værdighed for mig.
Jeg har besøgt FN i New York og talt med seje mennesker her, som kæmper for en bedre verden. Jeg har været hos en veninde med en penthouselejlighed med udsigt over Hudson River og skyline, der er så smuk om aftenen. Jeg har været på bar med en svensk millionær, der nu er crooner fordi det er sjovere, end at være direktør i finanssektoren og hans ven, en tysk-indisk advokat, der havde fået bortopereret sin ene testikel og sagt farvel til sin kæreste Daphne, samme dag, fordi de to ting havde forbindelse. Jeg har tilbragt en dag hos en Korea-veteran, der var stor på Studio 54 og på modescenen, i 1970erne. Han havde et town house i west village, i fem etager og han boede der alene, en mazarati og et hus på Long Island (“tag dog med derned i weekenden, be a sport”, sagde han). På væggene hang breve og billeder fra de store venstreorienterede ikoner sat i rammer. Marthin Luther King. Che. Castro. I det hyggelige køkken lavede han en smoothie med hindbær, mælk og mandler til mig. Og sagde, at jeg var “something else” og at jeg skulle komme tilbage og fixe haven snart.
Jeg har boet i en tidslomme på et badehotel på en ø ved Mexicos grænse sammen med en højgravid fremtidsforsker, alle vores børn og nogle gamle damer, der havde overlevet Holocaust. Jeg har med åben mund og tårer i øjnene hørt første-hånds- vidneberetninger om de hvide busser fra Austwitz, Bergen-Belsen, tiden i hulerne og kældrene, stikkeriet, at overleve ved at sortere andre menneskers tænder, at overleve hele sin familie og alle sine brødre, at få mad for første gang på Lolland og igen på Rådhuspladsen og at sove i en seng for første gang i Malmø. Og så turen til Amerika, der tog seks uger med båd.
Jeg har været i Californien. Jeg har spist verdens største frugter og drukket den bedste vin og set de smukkeste udsigter. Jeg har vist mine børn de mærkeligste fisk og den skøreste filmindustri og de højeste træer i verden. Vi har cyklet i Redwood skove og over Golden Gate og op og ned af gaderne i SF. Jeg har set, at høns og kompost, er det hippeste blandt filmstjerner i LA, der ikke taler om andet end bæredygtighed og biodiversitet. Jeg har set en by, der er så stor, at man ikke kan rumme det, for det er faktisk ubehageligt. Jeg har set, hvordan en af verdens største økonomier er ved at gå til grunde i overforbrug. Jeg har set, hvordan solceller og genanvendelse vinder frem. Jeg har set ulykkelige mennesker på gaden i slummen, kriminalitet, mennesker der intet har, kvinder, i kvindecentre, børn, som er helt ødelagte, som bliver hjulpet med terapi i haven. Ja, haveterapi. Fordi det virker.
Jeg har været til havefest i en meget stor have i Nairobi med olielamper dinglende i palmerne, dejlige drinks og smukke mennesker af seks forskellige nationaliteter. Mindst. En hollandsk-afrikansk dame kunne fortælle mig, at hun også var meget haveinteresseret og gik ind for alternativ gødning. Og forklarede: Det afrikanske marked er oversvømmet af p-piller fra vesten med udløbet holdbarhed, man køber dem bare på markedet, og smider dem i jorden. Smart. Jeg forstår ikke altid dem, der ligner mig.
Jeg har siddende på jorden og med stor glæde spist sammen med nogle glade farmere (en meget mistænkelig ret med ged) nær grænsen til Sudan. Jeg har følt et stort fællesskab – på tværs af hudfarve, sprog, økonomi, kultur. Vi har haft jorden tilfælles. Vi har talt om at så og om at høste, om at vente på regn, og om husdyr og om børn. Det vigtige.
Jeg har ligget helt alene i et telt og lyttet til de kriblende kæmpeedderkopper på mit myggenet ved Nilens bred og tænkt på, hvor smart det i grunden er med elektricitet og mobildækning. Jeg har levet af en rulle kiks i tre dage. Og har opdaget, at jeg var mere ensom i København, hvor jeg kender alle, end jeg var her. Jeg har savnet en bestemt mand, og har konstateret, at han ikke var på min frekvens.
Jeg har været på besøg i min gamle skole i Kenya og er blevet krammet af headmasteren, der fik mig til at tude, da hun stolt præsenterede mig som “One of our Gal’s” et sted, hvor der ikke længere er hvide børn, blandt de 1400 elever. Der er aldrig nogen, der er stolt af mig, vi er ikke stolte af hinanden i Danmark, men her var der nogen, der var stolte af mig.
Jeg har siddet og bedt en lille bøn for et lille lig, en netop afdød dreng på tre måneder, sammen med en nonne på et spædbørnehjem i Nord-Uganda. Jeg har været helt vild efter at få lov til at tage to små sprællevende forældreløse pigetvillinger med mig hjem. Jeg kan dufte dem endnu.
Jeg har været uvenner med politiet Kampala og med nød og næppe undgået et hold-up down town. Jeg har boet hos en svensk dame og drukket GT som sun-downers og hørt om hendes liv splittet mellem Skandinavien og Afrika.
Jeg har været til frisøren i Gulu og er blevet venner med hende, der forsøgte at få styr på mit hår og med alle hendes veninder også, der ville høre om hvor meget danske mænd drikker og jeg lærte, hvor heldig jeg egentlig er, fordi jeg ikke har en mand, for som pigerne sagde “tænk engang, du behøver ikke arbejde dobbelt!”.
Jeg har mødt kvinder, der går 10 kilometer i stegende hede den ene vej med vand på hovedet og et barn på ryggen – for at gå 10 kilometer den anden vej med vandet – og komme hjem til en mand, der vælter vanddunken eller tager bad i det hele og sender hende afsted igen.
Jeg har mødt kvinder, der har været ude for “gender related violence” som det hedder. Jeg har mødt dem, der har boet i de store flygtningelejre, som nu er ved at blive opløst. Jeg har mødt børn, der aldrig før har set hvide mennesker og som var bange for mig. Jeg har talt med kvinder, er der er enker, der er blevet forladt, enker, der har aids, enker, hvis mænd er blevet dræbt, døde af TB eller aids eller er gået fra forstanden.
Jeg har mødt mennesker, voksne og børn, der har trådt på landminer og som mangler arme og ben. Jeg har mødt kvinder, der ingenting har og alligevel deler de ud af det. Jeg har mødt mødre, der er blevet alene med seks børn og som har adopteret nogle flere børn, fordi det var det mest logiske at gøre.
Jeg har været på farmer field schools, hvor medlemmerne støtter hinanden og har andelsfællesskaber og mikrolån-grupper. Jeg har været i Afrika. Og jeg kan ikke vente med at komme tilbage.
Men først skal jeg til Syrien… og derefter til Nord-Bangladesh. Der er noget at se og noget at gøre. Der er kvinder, der bliver udsat for syreangreb og tvangsægteskaber og småpiger, der bliver gravide så tidligt, at deres kroppe ikke klarer det. Jeg forsøger at få styr på mine tanker inden de nye rejser. Jeg ved, at der er en forbindelse… jeg ved, at der er en grund til, at jeg bliver sendt ud på alle disse rejser. Jeg skal fortælle om det.
Fra januar måned tager jeg ud og holder foredrag og viser mine billeder fra en verden i forandring. Hvor kvinderne tager kampen op. Hvor bæredygtighed er vejen frem. Hvor man kan se mange af de samme løsninger i de rigeste lande og de fattigste egne. Det er et foredrag om HAVE – om jord, om life skills, om at overleve, om at høste og så, men det er også et foredrag om, at vi skal sætte vores lid til KVINDERNE… Det er dem, der slæber vandet og børnene og dem, der investerer i fremtiden.
