Tak for alle de gode råd om London jeg fik inden turen via min nye side: www.facebook.com/rejsebreve
KEEP CALM AND CARRY ON. Det var, da jeg stod i endnu en kø, at jeg lagde mærke til det: Der lugter af prut i London. Fordi
folk fiser. Og man kan lugte det, fordi der er utrolig mange mennesker i London. Hver eneste uge flytter flere og flere mennesker ind i London. Det er et urbaniseringsfænomen vi ser over hele verden. De store byer bliver større og større. Folk bor på mindre og mindre plads. Her er proppet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at være turist i højsæsonen. Vi kom off-season. Vi var her fra 26-30 september. Efter OL. Og før juleindkøb.
Alligevel er her rigtig, rigtig mange mennesker. Overalt. Alle butikker har indrettet store områder foran kasserne til at køer kan sno sig. Der er tætpakket i undergrunden (og der lugter). Busserne er overfyldte. Og de mest kendte gader har fyldte fortove. Man bliver lidt stresset af det.
Det er der heldigvis råd for. For London består – takket være fredninger – stadig af 10 procent rolige, grønne åndehuller, hvor man lige kan komme sig over byens larm. Museerne er stille og guddommelige (intet mindre) og der er gratis adgang mange steder. Og når man først finder den lille rolige frokostrestaurant i en sidegade, så er der nok ikke noget bedre sted at tilbringe en lørdag end i London. Men man skal lede og man skal gøre en indsats for at komme væk fra alt det, der er frygteligt stressende og frygteligt modsætningsfyldt.
I London er der på trods af 11 års Labour-styre – et styre, som med Tony Blair i spidsen satte alt ind på at mindske de sociale skel, der var blevet meget store under Thatcher – blevet endnu større sociale skel. Og de er meget tydelige for os, der besøger byen. Der er kæmpe dyre biler i gaderne. Der er rige damer i høje stiletter og perfekt make-up, som tager deres uniformsbørn til eftermiddagste og som får bragt deres varer hjem til deres London-bolig ”for kun 500 kr”, så de ikke behøver holde en pose i hånden. Der er folk, som med al tydelighed smider om sig med penge. Og så er der – i samme gader – hjemløse: Beskidte gamle mennesker, handicappede unge mennesker og (illegale?) indvandrere. Mennesker med koldbrand og bare tæer i plasticpose-sko. Sorte fødder hvor tæer er faldet af og et tiggerkrus holdes frem. Man kan vælge at kigge væk, men man kan ikke undgå at se.
Jeg rejste med mine sønner på 12 og 16 år. Vi er i gang med at besøge store byer sammen – sidst var det San Francisco og Los 
Angeles. Det er godt at komme lidt ud og få en fornemmelse af tingene. Min yngste søn troede at alle ville gå rundt i bowlerhatte i London og at her ville være hestevogne: Han har vist set for mange film.
Vi boede i et for os nyt område i det renoverede South Bank på et virkelig godt hotel (Park Plaza County Hall). Vi havde en studio på 7.sal med god udsigt og med minikøkken. (Booket via Hotels.com med rabat). Vi boede lige ved London Eye (og London Aqarium) og de gode gåture langs Themsen. Tæt på Bouroughs Market – et skønt mad-marked, hvor også Jamie Oliver gør sine indkøb (virkelig anbefalelsesværdigt, spis evt på Fish). Vi var tæt på The Garden Museum (selvklart) og The Botanical Garden (jep). Og også tæt på Imperial War Museum, som virkelig kan anbefales til alle, der har skolesøgende børn. De skal jo lære aldrig at glemme. Det er et fantastisk museum, som kun kan blive endnu bedre, når det lukker for renovering i første halvår af 2013. Vi boede også helt tæt på Waterloo Bridge og Big Ben – et godt pejlemærke, når man skal finde ud af byen for første gang, som mine sønner skulle. De blev gode til at finde vej – og vi droppede så vidt muligt undergrunden, for at kunne se byen mens vi transporterede os rundt i de klassiske røde to-etages busser. Vi kunne godt have taget en turist-tur, men almindelige busser fungerede fint. Dog må man sige, at 7 pund for en dagsbillet er dyrt. (Vi købte dog fra start tre billetter til alle fire dage, så det var en ordentlig udskrivning).
Mine sønner er vilde med god mad og de er helt vilde med Wholefoods – et amerikansk, økologisk supermarked. De kender det fra USA og de ville hen til Wholefoods hele flere gange i London, der har et par filialer. Hvad er det sjove ved det? Mad, der kan smages og alt er sundt. Turkise øko æg man kan købe i løs vægt. Og en stejl rulletrappe kun til kundevogne (!). Stor begejstring.
Det bedste ved byen var… sagde mine sønner… at besøge det helt fantastiske Science Museum, at se den fireetagers tøjbutik 
Superdry på Regent Street (som den ældste, der er arkitekturinteresseret, synes var supersejt indrettet) og så at spise kager og scones og drikke te og kigge på folk. Vi drikker rigtig meget te til hverdag og vi drak utrolig meget te i London. Vi fik både High Tea (700 kr til tre personer, yak), te på Starbucks (gratis wireless) og te i stormagasiner (en tradition, for mit vedkommende, at drikke te øverst ved Food Market i Harvey Nichols). Og nu vi er ved stormagasinerne. For ti år siden – da jeg ikke var, hvor jeg er nu, synes jeg det var rigtig sjovt, at gå i stormagasiner (Harvey Nix, Liberty, Selfridges osv) og ose og købe ting og tøj. Nu fik jeg næsten kvalme af den måde hvorpå ikke bare stormagasinerne, men hele London, er designet til forbrug. Designet til overforbrug. Og det virker meget før-finanskrise-agtigt på den ufede måde. Jeg forstår godt, at det er hele planen med det. At de rige og turisterne skal komme og bruge en masse penge. Det virker bare… forhistorisk. Vi har jo ikke brug for alle de der nye grimme kjoler i kjoleafdelingerne.
Så jeg købte ingen kjoler. Men en køleskabsmagnet med de kendte ord fra en krigs-plakat “Keep Calm and Carry on”. Og det er nok bare det vi skal. Holde roen og fortsætte. Ikke tage os af at London er overbefolket. Ikke tage os af modsætningerne. Og frem for alt forholde os meget rolige omkring at alting er så dyrt i verdens dyreste by, at man ikke tør kigge på sit kontoudtog, når man kommer hjem…