Er du på vej på ferie? Rejser du alene? Eller med børn som den eneste voksne? Tager du på tur med dine venner? Står du for 
første gang i mange år alene om sommerferiebeslutningen? Hvad du end gør, lad være med at tro på, at den eneste sande ægte, gode, rigtige måde, at holde sommerferie på, er, at rejse med Den Perfekte Familie (sådan som sommerferie-reklamedrømmen ser ud). Der findes 38 familieformer i Danmark – ifølge Danmarks Statistik – og lad os endelig ikke have nedtur over, at vi ikke er med kernefamilien på tur. Vi fra de 37 andre familieformer har det (nogle gange) sjovere på rejser. Jeg ved det. Jeg har oplevet det.
Nåmen, hvordan jeg end vender og drejer det, så er jeg nødt til at indlede denne lille blog om at rejse, med at takke min eks-mand (og gode ven) for at han forlod mig. Ellers var ting ikke sket. Det er vigtigt at huske taknemmeligheden.
Det blev symbolsk for mig, at det var i juni måned, den store sommerferiemåned fyldt med (ikke mindst egne) forventninger til ferien
og det gode liv, at jeg blev alene med mine små børn.
Jeg besluttede hurtigt – selvklart efter at have overvejet mord, selvmord, forsvindingsnumre, enkeltbilletter og eksil – at de år, som nu lå foran mig, skulle være de bedste: ”Let the past make you better – not bitter”.
Positiv tilgang til sommerferie og alt muligt andet er et valg man tager. At rejse, kan også være, at rejse sig… Så da jeg efter cirka 467 dage holdt op med at tude, dengang for længe siden, var jeg egentlig lidt lettet… Fra nu af var jeg blandt “The Odd Ones”. Fra nu af ville jeg have et liv fyldt med rejser, venner, oplevelser, gode dage, god mad, gode indfald… Og med en rodet have, en hest på verandaen (eller nå ja, en hund, en kat og nogle høns) og to sjove børn, at lege med. Ligesom Pippi, min barndoms heltinde, der nu kunne hives frem fra reolen igen. Hun er ikke bange for en skid og da slet ikke for at være alene. Hun rejser i luftballoner, flyvende biler og sørøverskibe og ikke på ingen måde hæmmet af at bo alene i et skramlet hus eller at være sat udenfor kernefamiliekonventionerne. Se det er et godt forbillede. Også fordi hun er så modig.
Modig. Det var jeg ikke i begyndelsen. Jeg var hunderæd. Også for ferier og rejser. Kunne jeg finde ud af det?
Hvis jeg ikke var blevet skubbet ud over kanten, dengang i juni måned, ville jeg sikkert stadig have været bange. Bange for det uforudsigelige. Bange for det ukendte. Bange for tropesygdomme. Bange for at skuffe nogen. Bange for hvad folk ville sige. Bange for at blive bange. Bange for alle de steder, jeg har rejst i årene siden. Bange for at hanke op i to børn på 4 og 8 år, give dem rygsæk på, rejse til Goa i Indien med dem (køb altid charterbillet, med små børn til Goa, så er der direkte fly og et hotelværelse at vende tilbage til mellem turene). Bange for at tage på ture til storbyer med dem, for ville jeg kunne finde ud af alle de busser, undergrunden, planlægningen… (ja, det kan jeg og det kan børnene også. Læs min blog om London her). Bange for at køre rundt i 
Sydfrankrig alene (læs om Sydfrankrig her). Bange for Afrika. Bange for Mellemøsten. Bange for Bangladesh, for pokker. Bange for Amerika. Bange for at ligge helt alene i et telt ved Nilens bred uden satellitforbindelse med omverdenen. Bange for storbyers slum. Bange for at blive overfaldet på et marked i Ugandas hovedstad (og ja, jeg blev overfaldet og jeg kom over det). Bange for at køre i bil i Los Angeles på de sekssporede motorveje. Eller for at køre en lille smule tør for benzin alene med børnene på Pacific Highway 1 (vi klarede det). Bange bare ved tanken om at holde sommerferie alene. Også når sommerferie alene betød sommerhus på mørk sommerhusvej i Danmark. Jeg ville have været bange for alting. Og nu. Nu er jeg ikke bange for en skid.
De år, der siden er gået, har vist sig at blive de bedste, sjoveste, modigste og mest produktive år i mit liv. Det har også været de mest berejste år af mit liv. Det viser, at nogle gange er den længste rejse, man kommer på i livet, den rejse, der er mellem to gader, når man rejser fra et liv til et helt andet liv og finder sig til rette med det. Man bestemmer selv. Om man vil hænge fast i det, der var, eller man vil rejse sig og rejse videre.
Hvis min mand ikke havde forladt mig, så havde jeg med sikkerhed holdt fast i livet, som det så ud henne i firefamilien: Jeg ville måske have boet i det samme hus. I den samme gade. Jeg ville have levet et privilegeret fælles liv, som man gør, når man er to om regningerne, græsslåningen og ferieplanlægningen. Vi ville have nok have været i gang med at planlægge endnu en familiesommerferie lige nu. Måske til Italien. Grækenland. Mallorca. Nu overvejer jeg også Italien,
Grækenland eller Mallorca på en mere uplanlagt måde. Og til vinter vil jeg måske til Maldiverne, til San Francisco igen og med sikkerhed til Cuba, for at se på urban farming… Alt kan sådan set lade sig gøre. Og jeg er taknemmelig for alt det, der virkelig er muligt. Og for, at jeg ikke er (længere) er bange for at være alene eller for at sætte mig ind i et fly, et tog, en bil, en rickshaw, en landrover eller en luftballon. Eller op på hesten. Jeg er ikke længere bange for en skid. Det har Pippi og livet lært mig.
Denne blog er skrevet som et bidrag til min non-profit side om REJSEBREVE. Følg med i de gode råd vi, der rejser, giver hinanden på www.facebook.com/rejsebreve
PS. Du kan læse mere om positiv psykologi og positiv kommunikation i min bog ”Lev Livet Selv – sådan bliver du lykkelig efter din skilsmisse”. Gyldendal.
Portræt i Politiken Rejser her. http://signewenneberg.dk/2013/02/politikenrejser/