Som lovet kære læsere, så kommer her langt om længe mine bedste tips til Sri Lanka. Jeg var der i påsken 2018 i anledning af min 50 års fødselsdag. Jeg rejste med de bedste rejsekammerater – mine store sønner på 17 (nu 18) og 22 år. Det var vores første ferie sammen foretaget med fly i fire år. Vi flyver sjældent. Jeg har virkelig savnet at vise drengene verden og have den intense tid sammen med dem.
Vi rejste til Sri Lanka i anledning af rund fødselsdag og det er et rejsemål valgt med stor omhu. Min lærerinde skolen i Nairobi kom fra Sri Lanka – Ceylon hed det dengang – og hun fik stedet til at lyde så fantastisk: Te, elefanter, aber, blomster, grønne bjerge, blå safirer, smukke landskaber og gamle kongedømmer fra en svunden tid. Det har jeg altid gerne villet se. Og jeg skal love for, at vi fik set alt dette og mere til.
Dette er ikke en egentlig rejsebeskrivelse – det er mere en samling af gode råd, som jeg gerne selv ville have kunnet læse inden jeg tog afsted – og som jeg har lovet alle jer fra Instagram (hvor du kan se flere billeder og tryke på location på stederne, jeg har prøvet at huske, at være meget præcis med locations).
Hvis du lander i Colombo, så overvej at blive der en nat – og kom lidt til hægterne efter den lange flyvetur inden du kører ud på tur. I Colombo kan man drikke Colombo-gin på gamle barer (som ikke kan skaffes på resten af øen). Man kan drikke Ceylon Tea på kolonihoteller. Og så rundt i gaderne på jagt efter blå safirer, som Sri Lanka er så kendt for.
Vi landede tidligt om morgenen og havde dermed sprunget en nat over. Vi rejste meget behageligt med et kæmpe fly fra Emirates, der var helt fyldt, man kan ikke tale om flyrejser og bæredygtighed før alle fly er blevet solcelledrevne, men skal man flyve, er dette den mest bæredygtige måde at gøre det på. Propfyldt stort fly.
Skynd dig at hæve penge i lufthavnen ved de mange maskiner, der er opstillet. Hæv for eksempel 20.000 rupies, der svarer til cirka 1000 kroner. Tag et nul af og så det halve – det var min hovedregel derude. Hæv eventuelt mere, for det koster cirka 50 kroner at hæve penge.
Vi mødte nemt vores guide og chauffør i lufthavnen og kørte straks videre. Man er meget afhængig af en god chauffør, men deres engelsk er forbløffende dårligt i forhold til, at dette har været en engelsk koloni. Landet har været i borgerkrig og uddannelse er altid første offer. Nuvel. Man klarer det jo alligevel og gode chauffører kan forklare meget på få ord og de har gode netværk rundt omkring. Man skal være forberedt på at give cirka 200 kroner om dagen i drikkepenge til chaufføren, når rejsen slutter. Husk desuden at skrive i chaufførens gæstebog.
God info: Hvis man i Sri Lanka siger, at der er 3-4 timers transport med bil, så betyder det 6-7 timer. Hvis nogen siger, at noget tager halvanden time, så tager de mindst to timer.
Hvis man har god tid, så er det en virkelig dejlig ide, at rejse med tog gennem landet. Man skal være forberedt på overfyldte tog, der standser mange gange og der er meget varmt. Vi kan ikke rejse med toget på den måde, da vi har noget medicin med, der skal holdes køligt om muligt. Men prøv det! Mange har anbefalet turen – også omkring Galle i syd. For resten – hvis du er i syd, så skal du se Ella også – en malerisk lille by, som mange anbefalede, men som jeg ikke nåede at se. Grunden til at toglinjernes infrastruktur er så fin i Sri Lanka tilskrives to ting: Te og elefanter. Det var på grund af den store produktion af te, der skulle bringes hjem til England, at der var brug for togbaner. Og det var elefanterne, der hjalp med bygge. Indtil da havde de transporteret teen på ryggen.
Nå, hvor kom vi fra? Vi landede og vi kørte med vores chauffør ud på en rejse mod Kandy, der tog seks timer. Vi var virkelig trætte på vores første lange biltur op gennem landet. Men vi stoppede et sted og fik god lokal landevejsmad: Det er altid ”rice curry”. Vanvittig lækkert.
Vi tog også forbi et krydderisted. Hvis man vil købe krydderrier og er turist, så er det faktisk blevet en lidt mærkelig situation, er det mit indtryk. Man bliver kørt hen til særligt indrettede turistfælder, hvor der sælges krydderier til overpris – men ikke altid de rigtig gode varer. Det er eksempelvis umuligt at opdrive vanilje som andet end ekstrakt. ”God og billig”, siges det. Men når man nu gerne vil have den ægte vare, er det jo ikke lige sagen. Det lykkedes ved hjælp af de søde mennesker på hotellet/rejsebureauet, at opdrive ægte vanilje – og de var så gode at købe det til mig inde i Colombo. Lokalt produceret på en ”organic” farm nær Colombo. Jeg betalte en god pris for det, så jeg håber, at ingen er blevet underbetalt. Sæsonen er fra midsommer og frem, sådan som jeg har forstået det. Og da høsten er slået fejl andre steder i verden – eksempelvis på Madagascar – så er der blevet stort internationalt pres på vaniljemarkedet. Køb hvis du ser noget!
Vi ankom til vores hotel højt oppe i bjergene over millionbyen Kandy. Vi blev indkvarteret i en ”cabin” – en skøn træhytte i haven til Mount Batton Bungalow – der er en smuk gammel villa, som har tilhørt Earl Mountbatten, der var guvernør over Kandy i kolonitiden. Der er koldere i bjergene (det vil sige rart) og så smukt, at man får lyst til bare at blive på bjergsiden ved pool og med High Tea indenfor rækkevidde (se billede øverst).
Vi delte os. Så dagen efter ankomsten tog jeg alene ned til Kandy by for at kigge nærmere på Den Kongelige Botaniske Have. Det er virkelig en tur værd, jeg kan ikke anbefale det nok. Parken er på 60 hektar og meget imponerende. Et grønt åndehul. En af verdens fineste botaniske haver. Næsten ingen turister. Me mange unge par, der var tydeligt forelskede. Mange sommerfugle, mange tamme aber, mange vilde venlige hunde, mange flagermus – som kaldes flyvende hunde.
Maden på Mountbatten hotel er helt fantastisk – der er ingen grund til at spise andre steder, når man bor der et par dage. Der er dog lidt myg, hvis man spiser ude, så man kan overveje at spise inde i den gamle spisestue – hvad vi også gjorde. Måden man serverer te på her er også skøn. Helt frisklavet Ceylon-te – ikke noget med at servere fra thermokander, som på andre hoteller. Morgenmaden var også virkelig god – og helt friskpresset juice, som man ikke ser alle steder. Engang – dengang jeg rejste meget med mit arbejde og sov på utrolig mange hoteller – da havde jeg noget jeg kaldte en “juice-test”. Jeg havde den teori, at man altid kan altid bedømme ethvert hotels køkken på måden, hvorpå de serverer juice på til morgenmaden. Den helt lusede er at der hældes den billigst tænkelige fortyndede juice på en juicekøler. Her havde vi den dyre model, hvor alt er frisklavet til hver enkelt gæst. Dejligt.
Her ses haven i bjergene ved Mountbatten – man kan godt se, at den er videreført efter en engelsk Earl. Det er lokale kvinder, der klipper og ordner og vi gav dem drikkepenge, fordi der er så fint.
Efter botanisk have tog vi i samlet flok op på bjerget i 4000 fods højde og så et te-museum i en helt vidunderlig fireetagers træbygning fra kolonitiden. Her gik det virkelig op for os, hvor meget teproduktion har betydet for Sri Lanka – teen blev indført hertil fra Kina og viste sig at gro fantastisk på Sri Lankas bjerge. Al te kommer fra samme plante – den eneste forskel er hvordan teerne gror, passes og forarbejdes efterfølgende. Te er, når man tænker over det, egentlig en rigtig fin og bæredygtig afgrøde – det er permakultur, blivende planter, og der kan høstes fra samme plante i årtier. Desuden har det vist sig at te har talrige gode egenskaber – ja, det er ligefrem sundt at drikke også for mennesker med gigt, kredsløbsproblemer og dårligt hjerte. Besøget sluttede af med, at vi helt uden at blive presset, købte noget vidunderlig te, som det har ærgret mig, at jeg ikke købte mere af. Jeg burde have købt i hvert fald ti poser. Stærk sort te – typisk for Kandy-området – og slet ikke bitter. Te kan dog også købes – dog ikke lige så autentisk – i butikker i større byer og i lufthavnen, inden du rejser hjem.
Te-museet var i fire etager – og meget meget interessant – man fik virkelig et godt indblik i hvad te har betydet og stadig betyder for Sri Lanka (Ceylon-te).
Vi rejste fra den kølige egn omkring Kandy midt i landet – og videre gennem bjergene, der er ældre end Himalaya – og over mod østsiden af landet. Det var en dagsrejse, vi kunne godt have brugt mere tid undervejs, for det er virkelig et spændende landskab. Et landskab, som på mange måder er berørt af menneskehænder. Gør dig selv den tjeneste at læse om Sri Lankas lange historie – fra før kolonitiden – med kongedømmer og belæste herskere, der ønskede, at tilvejebringe vand – vandløb, floder og søer – til befolkningen, sådan at der kunne blive bedre tid til filosofi, nu man ikke skulle tænke på vand. Det ses stadig overalt – at der er adgang til vand – men man kan næsten ikke forstå, at vandet er tilvejebragt af mennesker (og elefanter) for mange hundrede år siden.
På østsiden tog vi en slapper i nogle dage på grund af sygdom. Vi boede virkelig dejligt. I en hytte på stranden – på et ikke så stort resort kaldet Maalu Maalu. Dejlig strand.
Vores hyggelige hytte på stranden. Ikke det værste sted at ligge syg, når det nu skulle være.
Vi ville have været til Trinco (Trincomalee) – en historisk vigtig havneby (lå halvanden times kørsel fra hotellet). Trinco har den dybeste indre havn i nogen asiatisk by. Og tænk sig, den har engang været på danske hænder i en kort periode under Chr.4 (1620). Der blev – kan man læse sig til – efterladt to skibe fulde af danske soldater herude, så måske er der dansk blod i årene i området. Nuvel, vi ville have sejlet til den lille ø Pigeon Island ud for Trinco og have dykket med havskildpadder og delfiner og kigget på blåhvaler og selvlysende koraller. Vi hørte fra andre rejsende, at der næsten ikke var nogen turister – og store mængder af blåhvaler lige præcis mens vi var der. Men vi holdt os i ro. Jeg vil anbefale et råd, jeg selv fik, vedrørende Trinco: Tag op på det nordligste hotel på hovedvejen (High Park Hotel) – og tag ud med båd derfra. Tag eventuelt op og se Fort Frederick – som kunne have været dansk og heddet Fort Christian, hvis der ikke havde været nogle forviklinger. Snyd ikke dig selv for at benytte et tip jeg fik, nemlig at besøge ”Cafe on the 18th” – hvor frisk mango-lassi serveres i syltetøjsglas og menuen skrives i hånden på tavle – det er gerne friskfangede kæmpekrabber fra lagunen i rød karry – og der serveres morgenmad frem til aften for de mange rygsækrejsende.
Tamiler og Singalesere lever fredeligt sammen i dag. Men det er tydeligt, at Østsiden af øen er mærket af borgerkrigen, der hærgede indtil for ni år siden. Her har været no-man-land og der har været miner og afbrændinger. Alt er ved at blive bygget fint op og med nye hoteller. Her er således ingen rester af gyselige 1980er-hoteller på stranden, som det ses andre steder i verden. Her er man startet på en frisk og har bygget lavt og mere respektfuldt. Og på vores hotel, er der er tænkt på bæredygtighed: Det vil sige bæredygtigt byggeri, vandgenanvendelse, papirgenanvendelse, affaldssortering, indsamling af plast i området, køkkenhave inde bagved, donationer fra hotellet til skoler og enkeboliger.
Området har været hårdt ramt – og derfor er befolkningen fattigere her end på resten af øen. Det til trods så jeg ikke en eneste sultende tigger noget sted – sådan som man ofte ser det i Indien. Man bliver mindet om, hvor kolossalt vigtig turismen er i områder med stor fattigdom. De lever af os. De kan ikke overleve uden os. Hvis det skal være en bæredygtig udveksling, så skal vi huske at bruge en hulens masse penge, købe ved alle vejboder og give en masse drikkepenge (også til kvinder) – mens vi er på besøg i landet og mens vi slider på landet.
Efter fem dage på langs – kun afbrudt af lidt svømning, en lille smule snorkling og en små ture langs stranden i solnedgangen – var vi friske til at tage videre.
Der er en dejlig brise på østsiden af øen trods den tørre varme. Og det er spændende at opleve, så store forskellige i temperaturer, der er på øen. Da vi kørte mod vest igen blev det hurtigt meget varmt. Vi kom til det varmeste sted på øen – Sigiriya – en gammel konge-by.
Her så vi de vildeste fortidsminder! Templer, bosættelser og Buddah-figurer. Og skulle selvfølgelig tage både hatte og sko af, da det jo var hellige steder. Det var godt nok varmt! Vi brændte fødderne og sprang rundt i gruset i solen. Det koster kassen at komme på museer eller ud at se de mange hundrede år gamle seværdigheder i Sri Lanka og det er helt i orden. Det er sådan de bliver passet og bevaret til eftertiden, det er kun rimeligt, at vi betaler.
På rejserne rundt i landet standsede vi ved landevejs-restauranter. Den bedste var utvivlsomt dette sted, der serverede en buffet helt frisk mad lavet over bål og serveret på palmeblade. Vi blev hængende længe her.
Overalt på øen mødte vi aber, der ikke er bange for mennesker. Her den sødeste familie – mor og far og to drengebørn.
Da vi alle tre var friske nok bumlede vi ud på safari … Vi flyttede ind i elefant-området nu. Her var meget varmt og meget grønt. Vi boede i en hytte bygget af genanvendt træ… ved et hotel der er opkaldt efter elefanter… Men det er jo ingen sikkerhed for at møde de vilde elefanter af den grund. Men heldet var med os. Vi så dem i helt uhørte og uventede antal… 300 stykker i flokke og med babyer ned til 3 uger gamle… vi så også aber, ugler, vilde påfugle, kæmpeegern, gekkoer… Den vildeste safari med mine to drenge – vi kommer aldrig til at glemme det.
Vi stoppede ved et træskærerværksted på vej hjem fra safari. Jeg har et svagt punkt for træskærerarbejde og vi købte en del souvenirs – og også et par elefanter til minde om vores vilde dag. Vi gav træskærerne nok til en god frokost i drikkepenge.
De sidste nætter boede vi i en hytte inde i skoven ved natur-reservaterne med elefanter… Hytten er bygget af genbrugstræ/genbrugspaller… Hotellet – Aliya Resort & Spa – arbejder aktivt med bæredygtighed og cooperate social responsability (csr). Jeg fik lov til at besøge øko-køkkenhaven, hotellets egen papir-genanvendelses-fabrik (nedenfor) og hotellets vand-rensningsanlæg. Hvor er det bare i orden, at man arbejder så meget med bæredygtighed i et turisterhverv i et fattigt land.
Jeg skrev sådan her på Instagram om bæredygtighed og turisme, mens vi var i Sri Lanka: Vi har boet tre steder. Hver gang i træhytte tilhørende hoteller, som har en aktiv bæredygtighedsagenda. Det er virkelig vigtigt det her. Hvis man interesserer sig for bæredygtighed – og man ikke tror på, at alle danskere skal gå off-the-grid, sige jobbet op, blive 100 procent selvforsynende, kompostere tis, flytte ud i svenske skove og holde op med at bruge hospitaler/veje/infrastruktur og flyvemaskiner… og holde op med at være turister, ja, så må vi tale om hvordan vi kan rejse og være turister mere bæredygtigt. Det har jeg gået og samlet lidt info om på det seneste. Vi kan starte med at flyve mindre end før. Ikke de 4-6 gange om året på familieferie, som TVA oplyste forleden, i forbindelse med at jyske lufthavne oplever pres.. Vi kan vælge rejser med omhu hvert andet år måske? Vi kan flyve i fyldte fly – gerne store dreamlinere. Vi kan lægge en ferie i halen på en arbejdsrejse, hvis vi er afsted i embeds medfør. Vi kan donere til skovplantning, når vi køber billetter. Vi kan støtte bæredygtighed og fair trade, når vi er fremme. Købe lokalt kunsthåndværk og lokale afgrøder (jeg har købt krydderier, udskåret træ og ceylon te). Betale for en masse massage. Give mange drikkepenge. Også til kvinder, som jeg fra nødhjælpsarbejde ved, er dem, der har mest behov (plus dem, der betaler for børnene). Vi kan betale 500 kr i entre for at se historisk verdensarv (som det koster her) uden at kny, fordi det er godt, at det er os der får lov til at betale. Vi kan lade være med at spise kød i vegetariske lande, hvor kød importeres med stort besvær (det har jeg uden problemer overholdt). Vi kan spise lokale afgrøder på destinationen. Og så kan vi vælge at støtte de hoteller og rejseselskaber, som forsøger at gøre en bæredygtig forskel…
Overfor – affaldsortering i Botanisk Have i Kandy. Der sås mange af den slags initiativer rundt om på øen. Det er tydeligt, at der er en ny generation – også af politikere – der kæmper for at få ryddet op i fortidens synder. Der er stadig lovlige plast-poser og der er stadig plast-affald mange steder – og det er et problem for blandt andre aber og elefanter Men der arbejdes på sagen.
Så er turen forbi, og det er værd at vide om Sri Lanka Lufthavn, at den er blevet udbygget for nylig. Den er virkelig kaotisk ved indtjekning. Men den del af lufthavnen er gammel og er ved at blive bygget om, en ny del står klar om halvandet år. Men når man først er tjekket igennem (tre gange gennemlysning af bagage), så er den anden del af lufthavnen ny og butikkerne er åbne, også om natten, og der er simpelthen alt, hvad man drømmer om at købe med hjem. Alle specialiteter fra Sri Lanka – som du måske har ledt efter på rejsen men ikke har fundet: Te, krydderier, tekstiler, træskærerarbejder, sæber, olier og ja endda de blå safier, der ikke findes andre steder. Nedenfor ser du mine fund fra turen.
Flyver du via Dubai? Her fik jeg den bedste gulerods-valnøddekage jeg nogensinde har smagt. Teen var også god. Det er hos kæden Carlucci – der også har italienske kogebøger og tørpasta. Der er virkelig mange butikker i Dubai lufthavn – også med bøger, internationale aviser og blade og store afdelinger med vin og spiritus (selv om vi er i Mellemøsten) samt butikker med fødevarespecialiteter fra hele verden – så hvis du har et par timer der, kan det bliver helt spændende.
J