Godt nytår! Den 1.januar havde jeg mere at fejre end det nye år – for dagen markerede at jeg har 25 års jubilæum med mit lille firma. Det synes jeg er noget af en milepæl!

På den første dag i året 2001 fik jeg mit CVR-nummer og var dermed et firma, som kunne skrive fakturaer og skulle ud og skaffe opgaver og samarbejder.
Der var ingen større plan. Jeg stiftede min virksomhed af nød.
Jeg var 32 år. Jeg havde to små børn, den ene diabetiker med et behov for, at jeg var i nærheden af børnehaven til at kunne komme hurtigt og give insulin. Jeg kunne ikke tage tilbage fra barsel til et job som kommunikationsrådgiver i et konsulenthus (med gode kolleger) på Christianshavn. Og jeg kunne heller ikke se, at jeg igen kunne påtage mig at arbejde på en avisredaktion eller på en tv-station (med sjove kolleger), som jeg havde prøvet kræfter med før.
Jeg arbejder gratis – men ikke for de store
I stedet blev jeg en del af “prekariatet”. Dem, der arbejder fra opgave til opgave uden sikkerhedsnet, uden fagforening, der taler vores sag (de kæmper for de fastansattes vilkår) og uden HR-afdeling (der har skyklapper på overfor freelancere). Jeg er også stadig en af dem, der bliver lidt langhåret af at blive ved med – ugentligt stadigvæk – at få tilbudt at levere gratis arbejde fra folk i ministerier, på aviser med mediestøtte i ryggen, fra DR med et budget på fire milliarder, fra store organisationer og virksomheder.
Bemærk: Jeg arbejder gerne ulønnet. En hel masse. Mange uger om året. Men kun for nødhjælpsorganisationer og folk i nød. Og jeg arbejder som regel uden løn her på avisen. Men jeg arbejder ikke gratis for de store. Det kan de have ret svært ved at forstå. Med et er sådan noget med sorte og røde tal og kunne betale sin husleje. Man overlever ikke 25 år som selvstændig uden at have fokus på bundlinjen.
Det er altid spændende at begynde forfra hver måned – jeg har ingen fast løn – og hver måned, tolv måneder om året, starter derfor med et rundt nul.
Så der skal løbes hurtigt og man må være flittig for at få de sorte tal hjem.
At mit lille firma har klaret sig gennem turbulens, skilsmisse, skilsmisse, Covid (to år med nedlukninger var en kæmpekrise i en foredragsvirksomhed), sygdom (også en kæmpekrise for en foredragsholder at få kræft i halsen og være i fare for at miste stemmen), vanvittige shitstorme, nedgangstider i mediebranchen, budgetafskaffelser, kunstig intelligens og så videre – er et mirakel.

Den lille medievirksomhed er her endnu!
Hvis du vil ønske mig tillykke – så er det mit store ønske, at vi får flere abonnenter og flere, der skriver sig op til nyhedsbrevet.
For at lave uafhængig rebelsk journalistisk på egen platform – og få jer som abonnenter – er at gøre oprør mod de sociale medier, der stjæler vores data og hopper i kassen med Maga. Det er en protest!

Fællesskaberne
Det kan lyde mærkeligt, men det bedste ved at have et enkeltmandsfirma er fællesskaberne.
Jeg elsker at arbejde alene – skrive og forberede foredrag – men det bedste er fællesskaberne. At være ude og holde det forberedte foredrag og tale med jer! At publicere den forberedte tekst og høre fra jer og vores fællesskab!
Jeg har altid savnet kolleger. Naturligvis. Men jeg har alle årene har haft sjove og kloge samarbejdspartnere.

Jeg har været med i Klovn og Max Pinlig, bare for at nævne det mærkeligste. Jeg har siddet i Etisk Råd, Madkulturen og andre bestyrelser. Jeg har et fantastisk klimanetværk – vi er ved at støbe nogle kugler og 2026 kan godt vente sig!

Jeg har produceret økologisk botanisk gin m mine sønner og m brødrene Braunstein i Køge. Jeg har skrevet og redigeret 18 bøger og for mange forlag. Jeg har skrevet for mange redaktioner, aviser og blade, da de stadig gad at betale freelancere og invitere os til fest. Det var tider!

Jeg har lavet en masse tv og vil gerne lave mere. Jeg har lavet podcast (I kan stadig lytte til min havepodcast Jordforbindelse) og vil gerne i gang igen.

Jeg har rådgivet en hel masse i virksomheder. Jeg har undervist meget førhen – og elskede det. Jeg har oplevet hjertevarme fællesskaber, når jeg laver frivilligt arbejde for sårbare i Danmark eller for skolebørn i Kenya.

Jeg har holdt en hulens masse åbningstaler på kulturinstitutioner, masser af talks, været moderator på debatter og holdt så utrolig mange foredrag i hele landet i alle de her 25 år.

Jeg takker for alle de fællesskaber derude – der tager så godt imod mig! Alle jer, der med Kongens ord fra Nytårstalen åbner kredsen.
Tak til jer der inviterer og arrangerer foredrag. Tak til jer, der kommer og lytter og engagerer jer. Tak til alle jer, der læser med.
Jeg har sagt det før – jeg har været heldig, i alle årene – at have verdens bedste læsere. Før var det i aviser og blade – i klummer, artikler og brevkasser – så var det i bøger – og længe var det på Instragram og nu er vi her på vores eget fællesskab: Den lille grønne avis!
Støt Den lille grønne avis på 580587 – eller med månedligt abonnement

4 kommentarer
Tak for din stemme og tillykke med jubilæet.
Mange tak!
1000 TAK for det hele 🎉 Vi glæder os til mere i 2026 og støtter dit store arbejde 💚
Mange tak!