Kultur

Kunst, kulturarv og kollegier

Kom med til Folketingets åbningsdebat. Videre ud til et kollegie ved Øresund. Og ud på Frederiksberg, hvor vi genbesøger en nedrivning

I dagens nyhedsbrev kan du læse om kunst og kultur. Du får første afsnit af en ny serie om historiske kollegier. Den føljeton gav jeg mig til at skrive ved et tilfælde – du skal med ud på P.Carl Petersens kollegium i Charlottenlund, hvor der er udsigt over Øresund, kunst på væggene og en husleje på 3000 kr. Det skal du læse om! Måske kender du nogen, der kan søge om at bo der.

Folketinget åbnede officielt i denne uge

I denne uge åbnede Folketinget officielt. Vi har naturligvis været i gang længe. Første dag i salen efter sommerferien var den 12.august. Men selve “Folketingsåret” løber fra oktober til oktober. Derfor denne markering – hvor de kongelige deltager (det var i tirsdags) og med åbningsdebat torsdag.

Jeg skriver disse linjer morgenen efter en maraton-åbnings-debat i Folketinget.

Det var en stor oplevelse, som du lige skal høre om. Der er traditioner – folk har masser af slik med – og der er protokol: Man må ikke bruge direkte tale – hverken flertal eller ental – og man skal omtale de andre med Hr. og Fru. Alle partier holder en tale på talerstolen – efter størrelse. De små partier sidst.

Derpå stilles der spørgsmål fra salen, man får et spørgsmål og et opfølgende spørgsmål.

Det føltes virkelig “farligt” at rejse sig op og stille spørgsmål for første gang i den historiske sal. Jeg kniber mig i armen over at jeg får lov til at opleve det her. Det havde jeg godt nok aldrig troet, dengang jeg næsten ikke turde gå op på vores talerstol på første år på retorikstudiet på Københavns Universitet.

Jeg gjorde det til åbningsdebatten. Jeg stillede spørgsmål. Jeg var ikke særligt velformuleret – og jeg lærte, at jeg bedre kan lide at stille spørgsmål uden manuskript (og uden briller). Jeg har jo også i mange år holdt foredrag – og ofte for mange mennesker – uden at være nervøs og uden manuskript. Nu skal jeg bare lige tilbage til den ro her i det nye univers.

Regeringspartier – og støttepartier – var inviteret til pizzaer hos Socialdemokraterne i spisepausen. Det var sjovt og vældig kaotisk, som det ses. Mange af os havde en arbejdsdag på 18 timer torsdag.

Bevar eller forklar – nu også på arkitekturens dag

Siden sidst har det også været Arkitekturens Dag – og jeg deltog i debat hos Arkitektforeningen. Fuldt hus. Det virker som om hele branchen er meget opsatte på det vi taler om her i spalterne med “bevar eller forklar” og “transformation”. Det er meget opløftende.

Så du slipper naturligvis ikke for en historie om bygningskulturarv og nedrivning og klimabelastende betonforbrug i dette nyhedsbrev. Vi skal genbesøge Jasminvej på Frederiksberg. Forbered dig på det værste.

Kunst og kultur

Jeg har – måske som modvægt til det travle og spændende liv som ordfører for fjorten vigtige områder – haft brug for at gøre noget andet i weekenderne på det seneste. Du ved, gøre noget andet, gøre noget unyttigt, lave mad, ordne have, gå på loppemarked, kigge lidt på kunst og holde en lille pause fra forsvar, beredskab, sikkerhed og udenrigsanliggender, som fylder meget for tiden. Vi lever ikke længere i fredstid, som udenrigsministeren og statsministeren ofte siger. Vi oplever nye sikkerhedstrusler. Der er mørke skyer fra øst. Det skrev jeg om i sidste nyhedsbrev.

På besøg blandt militærfolk i Ringsted med Forsvarsministeren, som jeg har et rigtig godt samarbejde med som forsvarsordfører. Vi har alt for meget med hinanden at gøre, fordi trusselsbilledet er som det er. Det betyder mange møder. Også mange møder i hemmelige lydtætte rum. Det er vilde tider.

Kongens omdiskuterede portræt

Vi er nødt til at få noget kunst og kultur indenbords. Vi er nødt til at opleve æstetik og storhed og tænke på noget helt andet. Jeg greb chancen og tog (som kulturordfører) op og så det nye omdiskuterede portræt af kongen på Frederiksborg Slot, da det blev afsløret.

Psst. Når du er i Hillerød, så se også alle portrætterne på 3.sal.

Riddersalen

I århundreder har Frederiksborg dannet ramme om portrætter af danske konger og dronninger og siden slutningen af 1800-tallet har Riddersalen været viet til Christian 9., ”Europas svigerfar” og hans glücksborgske efterkommere. Her hænger nogle af de mest kendte kongelige portrætter af kunstnere som Laurits Tuxen, Otto Bache og Preben Hornung.

Nu er der så blevet et nyt værk føjet til rækken, da det første officielle malede portræt af kong Frederik 10. blev afsløret.

Bemærk, at alle portrætterne af vores kongelige betales af Carlsbergfonden, så tak også til Brygger Jakobsen og efterkommere.

Portrættet er skabt – gennem to år – af den anerkendte danske kunstner Cathrine Raben Davidsen – som jeg har fulgt i mange år (også fordi hun var med i netværket ”Albrightgruppen” som jeg drev for en del år siden).

Og ja, jeg er vild med Cathrine Raben Davidsens fortolkning af mennesket – vores konge. Ham er vi heldige med!

Riddersalen – som portrættet er skabt til og der er referencer til rummet i portrættet.

Billedet er 240 cm højt – og passer godt i rummet. Portrættet er udført til selve Riddersalen – og der er spor af farver og æstetik hentet fra salen. I arbejdet med portrættet hentede kunstneren inspiration i både gyldenlæderet og gobelinerne i Riddersalen, hvilket føjer et lag til forståelsen af naturen i baggrunden af portrættet.

Der er også egeløv – som reference til et særligt træ og det område, hvor Kongen trænede, da han blev frømand.

Kongen har selv været med til at male de små margeritter – en hilsen til Dronning Margrethe, der som bekendt fra barnsben har haft kælenavnet ”Daisy” (som er bellis/margerit på engelsk).

Jeg kan virkelig anbefale at tage en tur til Hillerød

Jeg nåede også en tur gennem den smukke have. Og det minder mig om, at jeg gerne vil høre, hvor i landet du synes, at havekulturen formidles bedst?

Jeg kunne godt tænke mig at se, om man kunne dirigere nogle kultur-midler i retning mod landskabsarkitektur og køkkenhave-historie-formidling. Jeg mener – måske ikke overraskende – at havekulturen har været meget overset og underprioriteret i mange år. Og noget er ved at gå tabt her, frygter jeg.

De generationer, der vokser op nu, ikke kan ikke tale med om hvordan de kom i bedsteforældres frodige og selvforsynenende haver. For flere generationer har droppet køkkenhaverne og har udlagt haverne til græsplæner og særligt slemme steder er der ørkener af rullegræs, kirsebærlaurbær og plankevæk i stedet for en livlig hæk. Her er hverken biodiversitet, mad, selvforsyning, skønhed, inspiration eller glæde.

Vi kommer til at få unge generationer, der ikke har en begrebsverden omkring, at haver er nyttige – at nyttehaver betyder at man drager nytte af haven, fordi man dyrker noget, der kan spises – og vi kommer til at få et enormt videnstab.

Hvis vi ikke gør os umage med at bevare den form for kulturformidling, der ligger i at formidle havekultur og køkkenhaver. Hvad tænker du om det?

Nu vi taler om det. Så har Beredskabsminister Lisbeth Bech Nielsen og jeg (som beredskabsordfører) skrevet en kronik i Information i denne uge. Du kan læse den her. Den handler om at se det, at dyrke til husbehov som en del af beredskabet – i en tid, hvor vi er nødt til at foreberede os på at kunne klare os selv med vand, mad, et batteri og lidt kontanter.

God fornøjelse med denne uges artikler.

Skriv endelig nedenfor, hvis der er noget, du ønsker at vide mere om.

Støt Den lille grønne avis på 580587 eller som abonnent. Alt går til drift og studenter. I øjeblikket forsøger en af dem fx at fikse det, at vi ikke kommer direkte over til Substack, at vi har været gemt af Google og alle andre søgemaskiner og AI. Det er vistnok i orden nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *