Bæredygtighed

Biolog forklarer valgets landbrugs-temaer

Biolog Alexander Holm har de seneste år markeret sig som en af de stærkeste kritikere af industrilandbrug og politikere, der ikke arbejder for dyr, miljø og bæredygtighed. Hvordan ser han valget?

Hvad skete der lige der, Alexander Holm? Valget kom til at handle om alle dine yndlingsemner, ikke? Alt det, du som biolog formidler om biodiversitet, dyrevelfærd, havmiljø, drikkevand, fedtemøg, dyrevelfærd, dyrerettigheder. Vi var jo sammen om at skrive Borgerforlaget i januar sammen med otte andre – som nu er det borgerforslag, der har fået flest underskrifter nogensinde – og nu fik vi et svinevalg!

Vi ønskede i al stilfærdighed, at få Folketinget til at kræve at Dyrevelfærdsloven skal overholdes.

Alexander Holm og jeg. I Den Fynske Landsby sidste sommer.

Hvad tænker du om valget? Hvad er det, danskerne har fået nok af? Kan du forklare som biolog?

Alexander Holm svarer:

“Det, rigtig mange danskere har fået nok af, er den industrielle, konventionelle animalske produktion. Dyr bliver ulovligt udsat for smertefulde indgreb uden bedøvelse, søer fikseres, og slagtesvin lever deres korte liv på tragisk lidt plads.

Oveni genererer millioner af produktionsdyr milliarder af liter gylle hvert år, som ender ude i naturen og kvæler vores fjorde og kystvande. Folk, der bor tæt på svinefabrikker plages af lugt, larm og lokal forurening, og deres helbred er potentielt i fare. Næsten halvdelen af Danmarks areal bruges til foderdyrkning, og pesticider fra de konventionelt dyrkede marker siver ned i grundvandet.

I Aalborg kommune er nitratforureningen fra landbruget så alvorlig, at drikkevandet fra hanen kan udgøre en kræftrisiko. Desværre stopper listen ikke her.

Hvordan har det givet sig udtryk i løbet af valgkampen. Har du et eksempel?

Ja, det er jo netop denne virkelighed, som gør det så problematisk, når politikere og landbrugslobbyister siger at landbruget er blevet en skydeskive, eller når Jacob Jensen (V) fx lægger opslag på Facebook under overskriften

STOP HETZEN MOD DANSK LANDBRUG”

I dette opslag fremhævede han sig selv som en af de politikere, der har gjort allermest for dyrevelfærden herhjemme. Og til sidst opfordrede han folk til at dele, hvis de var enige. Det var der bare ikke ret mange, der var. Enige altså. Delinger var få, og en god del af dem var fra folk, der netop ville markere deres uenighed.

Kommentarfeltet taler sit eget sprog: Over 1400 kommentarer, langt de fleste skarpt kritiske. Den kritik kommer ikke ud af ingenting – den hænger direkte sammen med den kurs, landbrugets selvudnævnte forsvarer har lagt.

Problemet med ministerens retorik er den vinkling, han laver, når hele landbruget gøres til synonym med den konventionelle, industrielle produktion af svin, kvæg og fjerkræ. Men landbrug er langt mere end dyreproduktion i industriel skala. Ingen går efter de små økologiske grøntsagsavlere, dem der eksperimenterer med regenerative dyrkningsmetoder, permakulturbønderne eller de producenter, der fx dyrker svampe indendørs.

Fastspændt ammeso i det konventionelle landbrug.

Det er netop den industrielle del, kritikken retter sig mod – ikke landbruget som helhed. Om ministerens upræcise sprogbrug er bevidst retorik eller bare sjusk, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men havde han villet være ærlig, kunne overskriften i stedet have lydt “STOP HETZEN MOD SVINEFABRIKKER”.

Og billedet, hvor han står udendørs med køer på græs – dyr fra den lille minoritet af danske kvæg, der rent faktisk kommer udenfor – kunne passende have været erstattet af et foto fra indersiden af en dyrefabrik.

Hvordan oplever du, at vælgerne reagerer på den slags kommunikation?

Frustrationen vokser i stigende grad. Også over politikere som Jensen, der enten forholder sig passivt eller som aktivt arbejder for at bevare tingenes tilstand. Eller som Socialdemokratiet kaster grus i maskineriet, når landbruget ellers kunne omstilles.

Ministeren gentager stort set de samme budskaber som Landbrug & Fødevarer, de store dyreproducenters interesseorganisation, men afviser samtidig, at der skulle være et for tæt samarbejde mellem organisationen og hans ministerium.

Her ville et lobbyregister være en kærkommen nyskabelse, så offentligheden kunne se, hvem ministeren mødes med og hvor tit, og vi kunne af- eller bekræfte spekulationerne om Venstres bånd til landbrugslobbyen. Mere gennemsigtighed omkring partistøtte ville ligeledes afsløre, hvor meget – eller lidt – Venstre modtager fra den nævnte organisation.

Konventionelle og meget billige rygge fra svin fundet i Brugsen.

Når ministeren ikke er til samråd om de kummerlige forhold på dyrefabrikkerne eller forsøger at sælge sin ret tandløse dyrevelfærdsaftale – som eksperter i øvrigt ikke mener løser de reelle problemer – bruger han sin tid på Facebook-opslag med en ønsker om at man deler, hvis man er enig.

Hvad skal der ske herfra?

Et ønske herfra kunne være, at ministeren og hans parti Venstre lige tog luft ind og trådte et skridt tilbage. Og overvejede, hvem de egentlig repræsenterer: Danskerne og Danmark som helhed – eller den lille håndfuld ejere af dyrefabrikker, som gerne vil fortsætte med at producere svin og mejeriprodukter til eksport, bakket op af statsstøtte og med deres egen “hjælperytter” på Christiansborg (det er noget Jacob Jensen har kaldt sig selv, red.).

Og lad os så i øvrigt begynde at tale om landbrug med de nødvendige nuancer

Der er forskel på dem, der producerer bæredygtige fødevarer, og dem der driver industriel dyreproduktion – og det gavner ingen at skære det hele over én kam. Hvis vi bliver skarpere i sproget, bliver både kritikken og forsvaret mere præcist, og debatten rykker et niveau op. For selvfølgelig skal vi have landbrug i Danmark – det behøver bare ikke at være verdens mest animalsk intensive, vel?”. Citat slut.

Alexander Holm, 34, er biolog. Han er kendt fra podcasten Den Dyriske Time. Han holder foredrag i hele landet og udkommer med daglige opråb på sine egne kanaler og i talrige aviser. Han er en stor stemme indenfor dyrevelfærd og bæredygtighed.

Støt Den lille grønne avis – og vores formidling om bæredygtighed – på MobilePay 580587 eller på abonnement – se her.

***

Bemærk. Den lille grønne avis udkommer ikke i påsken, fordi vi holder påskeferie.

5 kommentarer

  1. Tak til Alexander for at være Dyrenes Naturens og Havets Stemme. Følger ham på insta, og det er en fornøjelse at læse hans veldokumenterede og oplysende opslag.

  2. Lige præcis – industrilandbrugets støtter forsøger at få vores berettigede kritik skovlet over til at være en kritik af HELE landbrugssektoren.
    Vi behøver måske et nyt ord til at beskrive den form for landbrug som langt de fleste mennesker her i landet føler sig knyttet til. Er “Traditionelt landbrug” for tandløst??

    Og igen – langt de fleste danskere mener et politisk, men når de står nede i supermarkedet, så vælger de alligevel det billigste – fuldstændigt samvittighedsløst

    Den HELT store skandale er jo først og fremmest at nogle synes det er okay at behandle dyr og naturen som de bedst synes, men en næsten lige så stor skandale er det jo at politikerne MEST af alt lytter til lobbyister. Lobbyister som vi ikke en gang må få oplyst hvem er, og hvor mange penge interesseorganisationer lægger hos dem…

  3. Alexander er også den ene radiovært i radio 4s sjove og seriøst oplysende program “Det billige skidt” med naturnyheder fra hele verden om især dyr. Den anden hedder Sebastian Klein. Seneste udgave handler også om politik. Nemlig hvordan SVM-regeringen har klaret dét emne.

  4. Jeg så forleden et klip med en økologisk landmand som opdrætter slagtesvin, han havde meget svært med at sælge dem til slagterierne… og hvorfor mon det?

    Klart fordi kunderne ikke køber økologisk kød.

    Og kunderne er desværre ikke kloge nok til selv at vælge, så det må klogere folk gøre for dem.
    Og DERFOR skal alle afgifter på økologiske produkter fjernes 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *