Brevkasse

Brevkassen: Hvad gør vi med blommer?

En ung læser har mange blommer og vil gerne bruge dem til desserter og andet

Blommer

Jeg har ingen erfaring med have og heller ikke meget erfaring i et køkken. Men har i år fået en kolonihave med et blommetræ med virkelig mange blommer. Du har flere gange vist dine blommer på det seneste (@studiehuset og @signewenneberg på Instagram, red.). Og du har skrevet, at du laver blommetrifli.

Vil du fortælle hvordan du laver din blommetrifli? Og hvad bruger du ellers blommer til? Jeg synes, det kan være meget uoverskueligt med al en frugt og nu er de begyndt at ligge på jorden i massevis.

Hvad gør jeg? Venlig hilsen et ungt botanisk analfabet

Blommetræ
Det er sjovt at kravle op i blommetræet og få blommerne ned.

Kære botaniske ven,

Hvor er det godt, at du vil sørge for at blommerne bliver brugt. Jeg giver dig lige et par ideer til, hvad du kan gøre med alle de vidunderlige guldklumper. Som ganske rigtigt er ved at falde til jorden nu – også i min have, hvor jeg har hele tre slags blommer. (kæmpe Reine Claude (rød, der er lidt sure), grøn Reine Claude og især Opalblommer).

Jeg giver blommer væk i massevis

Hvert år har jeg en ide om, at jeg vil have en vejbod og plukke og stille ud, men det bliver ikke rigtig til noget. Det ender med, at jeg bare siger til naboerne, at de skal plukke. Forleden var jeg på Lolland og da jeg kom hjem sagde en nabo, at han havde plukket 2,5 kilo. Herligt.

Jeg plukker også hele tiden i skåle og gamle jordbærbakker til andre naboer og til familie og venner. Folk bliver så glade for at få blommer i gave.

Jeg råber også sommetider en forbipasserende børnehave an og lader dem få blommer. Og forleden kom en bedstefar og et vuggestuebarn, Einar, ind i haven og hentede blommer på eget initiativ. Skønt.

Jeg orker næsten ikke at spise flere blommer selv. Jeg har fået friske blommer til ost. Blommer på yoghurt. Henkogte blommer. Blommemarmelade (på pandekager og på brød). Blommesaft. Og så har jeg lavet min dessert, der er enkel, men alligvel lidt tidskrævende (fordi det tager lang tid at stene blommerne ud).

Jeg mangler stadig at lave blommechutney med kanel og chili. Det må jeg gøre i weekenden. Og jeg vil bruge de her store Reine Claude-blommer til det.

Forledens lavede jeg blommetrifli til 28 personer til vores fætter-kusine-fest og min svenske kusine, der er en ældre end mig, fortalte, meget mærkeligt, at det her var en dessert vores fælles (højt elskede) mormor lavede. Det kunne jeg ikke huske, for hun døde da jeg var 8 år. Måske har jeg husket det et eller andet sted i kroppen alligevel? Måske er det derfor, jeg altid laver denne dessert? Sådan kan det være med mad og smage, ikke sandt?

Opskrift på trifli

Trifli er noget af det nemmeste man kan lave.

Jeg gør sådan her: Jeg smider en masse udstenede blommer i dybe bradepander (ikke dem der er i ovnen, nogle andre, dybere). Så hælder jeg rørsukker over. Ikke for meget og ikke for lidt. Man må sjusse i forhold til hvor søde blommerne er.

Jeg har en masse vanilje-stænger fra da jeg var i Kenya tidligere i år, så dem er jeg ødsel med. Engang har jeg også hældt noget god rom over. Til et voksent selskab

Så er det i ovnen til det har boblet og blommene er godt smattede. Forleden blev jeg træt og gik i seng og lod bradepander stå på eftervarme hele natten. Det blev virkelig godt. Jeg kan ikke sige, hvor lang tid de skal have. Man må holde øje med dem.

Jeg portionsanretter i glas. Det ser flot ud. Jeg knuser makroner (i posen før den åbnes). Køb gode makroner, dem Netto har i øjeblikket er helt ok, Coops discount-makroner er elendige, Karen Volfs er også ok. Dernæst skal der flødeskum på toppen. Jeg synes ikke, at det skal piskes for hårdt. Det skal være blødt og næsten flydende ned over makroner og blommer. Og jeg har makroner over blommemassen, ikke under, det er der mange, der har. Men jeg kan godt lide at de er lidt sprøde stadig når desserten serveres.

Folk elsker den her dessert. Og det er en god måde at få brugt mange blommer.

Jeg gemmer resten af triflien (kun blomme-massen) på store glas. Det er perfekt til yoghurt. Ret flydende jo. Meget lækkert.

Bagatel

Bonusinfo: Ordet “trifli” stammer fra det engelske “trifle”, som betyder bagatel eller noget simplet. Hvilket antyder en let og enkel dessert. Trifli er således en engelsk inspireret dessert – som man siger, består af lag af forskellige elementer, ofte ladyfingers eller makroner, frugtkompot, creme og flødeskum. 

Skriv dit spørgsmål til brevkassen og jeg bliver rigtig glad for at høre fra dig, hvis du har fået svar på et spørgsmål her. Ellers går jeg og tænker på om du mon har set det.

Støt Den lille grønne avis på MobilePay 580587. Vi får ingen anden støtte end den venlige støtte fra læsere. Tak!

10 kommentarer

  1. Sidste år havde jeg også opalblommer (på et 20årigt træ) i stride mængder og gjorde brug af din gode opskrift på ovenbagte blommer; i år bærer samme træ ikke tre blommer – besynderligt!
    Håber bestøverne ikke har forladt os .

    1. Det kender jeg. Jeg har jo kun kendt mit blommetræ siden maj 2023 – da jeg overtog huset og gav mig til at sætte hus og have i stand. Der var vist to blommer det første år. Så var der rigtig mange sidste år. Og vilde mængder i år. Jeg tænkte, at træet ville bære hvert andet år – det synes jeg de tidligere ejere havde sagt. Men der kom så alligevel masser af blommer i år. Måske samler træet kræfter nogle år?

    2. Sådan er det også hos mig i år. Sidste år måtte der saves 4 tykke hovedgrene af mit Opaltræ, for de bøjede helt ned til jorden, af vægten fra blommerne. I år har jeg 20-30 blommer i alt! Og jeg har 5 blommetræer. Her er rigtig mange insekter, bier, hvepse, sommerfugle og fluer, så det kan ikke være det. Jeg har frosset blommer og lavet blommetærter, blommemarmelade og blomme chutney. Jeg bruger opskrifter fra nettet eller Den Grønne Syltebog fra Tørsleffs.

  2. Jeg er super interesseret i at købe evt pluk selv blommer og andet frugt. Kan du anbefale gode steder helst økologisk 😍

    1. Prøv at se de opslag jeg lavede lige inden sommerferien om vejboder… Der er en app som hedder Go Get Green, som handler om hvor vi får fat i frugt og grønt

  3. Jeg plukker blommer (og kirsebær tidligere på sommeren), udstener dem, skærer dem i kvarte og fryser dem. Senere i august plukker jeg økologiske blåbær på Feddet på Sydsjælland. De kommer også i fryser. Ofte har jeg så nok frugt til morgenmadssmoothie helt frem til næste forår:
    1/2 banan
    125 g frossen frugt
    1 spsk ærteprotein
    1 spsk hørfrøolie
    1,25 dl soyamælk
    Honning
    Alt i blender og så 1 skive rugbrød. Så får man både protein, kulhydrat, fedt + frugt i ét måltid.

  4. Blommer er helt perfekte til chutney. Og har man rigtigt mange, kan man jo lave flere forskellige chutneyer, en stærk til orientalsk mad og en mildere til ost, fx.

    Særligt hvis man vover sig ud i engelsksprogede opskrifter (ikke så svært nu med AI), er der hundredvis af virkelig gode på nettet.

    1. Ja og jeg fik faktisk lavet en ret god en med lyse rosiner, kanel, mandler, chili… Tror det bliver dejligt til vinter!

  5. Jeg er så gammel at jeg altid laver alt fra bunden. Det meste af mit liv har jeg boet på landet eller i mindre landsbyer, men nu bor jeg i en 1-værelsers lejlighed på altan, og har ikke mere adgang til have. Suk!, men man kan ikke ha´ alting. Til gengæld får jeg al slags frugt og bær i rigelige mængder fra min ældste søn, der i dag har et økologisk fritids-landbrug. Derfor kan jeg fortsat sylte alt muligt. F. eks. sveskeblommer med smuttede mandler +/- et skvæt rom. Diverse geleer af bær og æbler. Det er simpelthen så let. Det er æble-ingefærmarmelade også. Desværre har min søn ikke gråpærer., men jeg har foræret ham et træ, så jeg med tiden kan sylte hele skrællede gråpærer – med stik – i en sukkerlage med et par skiver ingefær. Det er noget af det lækreste sammen med noget flødeskum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *