Spørgsmål
“Jeg har tit tænkt på noget Signe! Selvom det jo er dejligt at se sine børn vokse op, er det så ikke forbundet med sorg nogle gange? Altså at den lille dreng aldrig bliver mere? Eller? Jeg arbejder som pædagog, og jeg har det tit s¨ådan, når jeg skal aflevere en 6.klasse til det næste team, at det er med stor sorg, ikke bare over afskeden, men også over, at de små poder man fik fra børnehaven er blevet store. Det kan godt være, at det bare er mig. Hvad tænker du?” Kh X
Det første spørgsmål
Her kommer det første spørgsmål min brevkassen modtog – da Den lille grønne avis blev lanceret på website tilbage i maj.
Dengang mine skriverier alene var at finde på Instagram modtog jeg utrolig mange spørgsmål – mange flere end jeg kunne svare på – og når jeg svarede var det 1:1 og ret kort. Derfor fik jeg lyst til at åbne en brevkasse og finde et repræsentativt spørgsmål hver uge. Hvor alle læsere kan læse med. Alle kan spørge.
Og da gode læsere også støtter avisen økonomisk har jeg mulighed for at gøre mig lidt mere umage med at skrive længere svar (se vores abonnementsordning her) eller støt på MobilePay 580587.

Husk – jeg svarer bare som mig
Jeg svarer ikke som verdens største ekspert og heller ikke som Forbrugerrådet eller Haveselskabet eller Etisk Råd. Jeg får stillet spørgsmål – som nogen ønsker mit personlige svar på. Jeg agerer ikke som ekspert her. Bare som en, der ved lidt om mad, indkøb, have, hus, byggeri og ja, lidt om livet – og om mine stofområder klima, miljø, bæredygtighed, bygningskulturarv, arkitektur, kultur, kommunikation.
Jeg har ventet med at svare på det her spørgsmål – fordi jeg gerne ville slå en tone an i brevkassen – hvor det netop handlede om stofområderne. Og det her er jo personligt – men også meget mellemmenneskeligt (og jeg elsker, at vi kan tale om den slags her i vores fællesskab).
Denne læsers spørgsmål har rumsteret lige siden jeg fik det. For sådan noget skal vi jo også kunne tale om.
Svar
Kære X – jeg har ofte tænkt på dit spørgsmål siden du stillede det. Og for at svare dig meget kort: Jo! Det er da en stor sorg, at man ikke længere kan snuse til og holde om sine små børn. At de ikke findes mere! Tænk, de findes jo ikke mere. De er blevet store.
Jeg ville give en million for at kunne sidde ved køkkenbordet og spise pandekager og drikke te med mine 7- og 11- årige drenge
Høre dem fortælle. Høre dem grine. Se at de ikke ville kunne sidde stille. Få den 7-årige på skødet. Jeg kan huske præcis hvordan det føltes. Jeg kan huske deres arme om min hals. Jeg kan høre dem sige “jeg elsker dig mor”. Jeg kan huske stukturen i alt deres tøj og hvordan det føltes mod min kind. Jeg kan mærke dem. Jeg kan fornemme deres lyde om natten. Jeg ved præcis hvad der er fat med dem. Jeg ved, hvad de har lyst til at spise og hvornår de har brug for ro. Men mine mindre børn findes ikke mere. Og det ER en sorg. Og vi taler overhovedet ikke om det. Så tak for dit spørgsmål.
Jeg vil anbefale ALLE der har små børn nu, at give dem et ekstra kram. Nyd det! Nyd det lige nu!
Jeg prøvede at forberede mig på “tiden efter hjemmeboende børn”. Jeg vidste, jeg var nødt til at planlægge. For tiden med børn har fyldt så meget for mig. Jeg har arbejdet hjemmefra – og jeg har har været alene med mine børn fra de var 3,5 og 8 år gamle. Jeg har været helt alene om det hele og vi har været en god lille familie sammen. Meget tætte. Med en del udfordringer. Men vi klarede det.
Jeg vidste, at jeg måtte forberede mig – så der ikke ville blive alt for meget tomhed. Men man kan forberede sig – og jeg er god til at fylde min tid ud (og er også ved at være god til ikke at købe alt for meget mad – nu skal jeg lære ikke at være workaholic – som jeg i høj grad blev, da den yngste flyttede for to år siden). Men man kan ikke gøre noget ved savnet…

Man er mor. Men man er ikke rigtig mor til hverdag. Det er enormt underligt
Der er ikke noget, jeg har gjort mig mere umage med i det her liv end at forsøge at være en god mor og skabe nogle trygge gode rammer for mine børn.
Når man gør sig meget umage med noget og bruger titusindvis af timer på noget, så bliver det noget, man er ret god til. Jeg kan overskue alt muligt familienoget – bare kom med ti uventede sultne drenge-gæster om 30 minutter og de vil få mad – og den slags. Og pludselig – så skal jeg slet ikke bruge de evner mere.
Ingen har brug for, at man kan lave gode madpakker eller kender venners madvaner
Min ældste søn fylder 30 år i næste uge den 9.oktober. Så jeg har nu 30 års jubilæum som mor – jeg blev mor, da jeg var 27 år gammel – så jeg kan næsten ikke huske andet. Men nu er der er ikke længere brug for, at det er mig, der holder fødselsdagen eller at det er mig, der påtager mig opgaver.
Mine børn er selvstændige. De har gode liv. De har liv med kærlighed og kærester. De har studier og arbejde. De har gode venner som de har holdt fast i siden skoletiden. De er begge to et rigtig godt sted i livet. Og jeg er meget stolt af dem og glad for dem.
Selvstændighed var præcis, hvad jeg håbede for dem og prøvede at opdrage dem til. Så jeg kan ikke pive over, at de er selvstændige, vel?
Så. Når man har opdraget børn til at være selvstændige mennesker, der er gode socialt sammen med deres venner og relationer og som ovenikøbet har uddannet sig til noget, de er glade for og hvor de yder et bidrag til samfundet, så kan man ikke sidde her og være i sorg. Det kan man ikke.
Man kan føle en form for sorg over ikke at kunne spise pandekager, kramme, gå tur med hund, glædes over at katten får killinger, bygge huler, læse godnathistorier, tage på skovtur og have små (og store) jublende drenge… Men man kan ikke sørge over det… Så det forsøger jeg at lade være med (selv om det ikke hele tiden er let). Og jeg genkender din sorg ved at sende 6.klassen videre.
Man kan være noget for andre børn
Jeg savner mine drenge – og alle deres venner – og jeg savner at være en aktiv mor. Jeg savner det helt enormt. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Men det er “part of life”.
Der kommer nye livsperioder. Og nye børn, man kan tage sig af. Og jeg er allerede blevet farmor til en lille dreng – og der kommer sikkert flere børnebørn. Og der er lige nu ved at flytte børn ind i nabohuset, og der er kommet mange nye børn på vejen på det seneste. Og jeg tænker, at man kan omgive sig med børn på andre måder resten af livet. Være noget for nogen. Tanken om at blive frivillig på en feriekoloni eller blive “besøgsven” for et Røde Kors-barn har strejfet mig. Det kan vi jo alle sammen overveje, hvis vi savner at være noget for børn.
Og i forhold til mit eget moderskab, så forsøger jeg at gå med at være stolt og glad – og have denne følelse af “job well done”. Vi lykkedes. Vi kom igennem svære tider. Jeg fik drengene “godt i vej”. Og det er jeg stolt af og glad for.
God weekend – og tak for dit spørgsmål!
Husk – at alle kan kommentere nedenfor…


7 kommentarer
Åh hvor er det fint , jeg kan spejle mig meget i dine ord- har altid været alene med min datter og arbejder forøvrigt også indenfor børneområdet. Min datter er i dag i 30 erne – og godt på vej i livet. Men nøj hvor savner jeg de der år 7-12 år – da hun flyttede hjemmefra som 21 årig- blev jeg ramt af den vildeste emty nest følelse.. jeg endt med at engagerer mig overdrevent meget i mit arbejde .
Kender! Jeg har også engageret mig overdrevent meget i mit arbejde… Fordi der er tid. Og fordi min yngste flyttede for to år siden. Og det er dejligt og meningsfuldt at arbejde. Men jeg savner min familie 🙂
❤️❤️❤️
Du har så meget ret
Der er glæde, stolthed men også savn af det der var, men hellere et halv fyldt glas, end et halv tomt.
Jeg savner også mine børns barndom, og kan snildt sidde alene og fortabe mig i minder. Men jeg oplever, at det hjælper at italesætte minderne, når man er sammen med dem. Minder huskes ofte forskelligt, så man får både grinet og bliver overrasket indimellem. Jeg har venner som synes det er så dejligt, at de krævende unge er flyttet hjemmefra. Jeg selv elsker at lave madpakke til min datter (3.g, mit valg, fordøm mig ikke) samt lytte til hendes musik, som jeg ikke selv ville have fundet.
Jeg ved og anerkender
at disse overgange er hårde. Og jeg kender det med at sende elever videre.
Og værre bliver det selvfølgelig, når det er ens børn, der flytter. De efterlader et stort tomrum. Dette savn har oven i købet et navn… “empty nest syndrome”… Kristina Holgersen har skrevet en genial lyriksamling om det: “Favn, overgangstekster”.
Når det er sagt kan dette savn efter svundne tider slet ikke sammenlignes med det savn, jeg har efter min datter. Hun nåede slet ikke at flytte hjemmefra, men tog den direkte tur fra Rigshospitalets intensivafdeling til Skansegirkegårdens afsnit 11.
Jeg ville give alt for at hun fandtes et sted i verden og levede sit eget liv.
Jeg er meget ked af at høre om dit tag – så frygteligt! Kærlig hilsen Signe
Kære Signe
Så dejligt at læse, jeg har børnebørn og nu kommer de rolige gåture tilbage, kikke på en snegl, grine af vinden i bladene, spise langsomt mens man kikker ud af vinduet og ser en solsort, en lille buttet hånd i min og glæden ved ritualer. En 7 årlig får jeg på skødet og ja det er bare skønt.
Jeg føler godt at jeg kan “genbruge” nogle af de færdigheder jeg har med mig nu hvor jeg er bedstemor: bage boller, lave æblegrød, læse bøger sammen med dem, for jeg har jo tiden….