Grøn omstilling

God nyhed: Bæredygtigt byggeri på Bispebjerg Hospital

Nybygget fælleshus på det fredede Bispebjerg Hospital

Endelig en god nyhed fra byggeriet: Bispebjerg Hospital bygger bæredygtigt, cirkulært og med respekt for historien

Detaljer fra Fælleshuset på Bispebjerg

Nu trænger vi til en god nyhed, ikke? Forleden var jeg til åbning af en længe ventet ny bygning – Fælleshuset – på Bispebjerg Hospital. I ved, som Martin Nyrop med stor omtanke for de syge tegnede som et helende sted tilbage i 1913 (fredet i 2010, det var lidt for sent, men lad nu det ligge). Nyrop står – som de fleste ved – også bag Københavns Rådhus og såmænd også Vallekilde Højskole og de smukke landarbejderhuse til slottet Gisselfeld Kloster på min hjemegn (se dem ved lejlighed). Sammen med haveanlægget er Bispebjerg Hospital et af de tidligste og smukkeste eksempler på helbredende arkitektur. Her er lyse sengestuer med kæmpe lysindfald gennem de smukke og nu heldigvis fredede vinduer og de udendørs grønne miljøer, man kigger ud på og går tur i.

Det er et af de største sammenhængende områder, der er blevet fredet i Danmark.

Nu er der så kommet en NY bygning i området…

Lars Gaarhøj viser murværket. Genbrugte mursten, der har ligget og ventet på dette byggeri i fem år. Indækninger i nye sten. Tag og tagrender/nedløbsrør i zink, der kan genanvendes også efter mange år.

Hvordan skal det nu gå, tænker man. Godt viser det sig

Til åbningen mødte jeg tre centrale figurer i tilblivelsen af Fælleshuset. Bygherre. Arkitekt. Entreprenør. Jeg lader dem komme til orde nedenfor. De har tænkt gode tanker – som viser, at også store hospitalsbyggerier kan vende skråen og tænke bæredygtighed, cirkularitet og en fornemmelse og sanselighed for, hvad der allerede eksisterer i området ind i nye byggerier. Det er smukt og et eksempel til efterfølgelse.

Bygherre – regionrådsformand Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) siger:

“Vi står midt i en klimakrise, og det betyder også, at vi må tænke nyt og bæredygtigt, når vi bygger og renoverer. Jeg er meget stolt over, at Region Hovedstaden med Fælleshuset viser, at vi som stor bygherre vil tage et ansvar og reelt sætter en helt ny standard. 

Fælleshuset er ikke bare et nyt hus – det er et smukt eksempel på, hvordan man kan bygge med både omtanke og kærlighed til stedet. Det er rejst i træ i stedet for beton, og murstenene stammer fra den gamle mur ved Bispebjerg kirkegård – genbrug med historie i hænderne. Resultatet er et hus, der står med en særlig varme og værdighed og falder naturligt ind i Bispebjergs stemning og fortælling.

Fælleshuset er noget helt særligt. Gennemtænkt, smukt og bæredygtigt fra inderst til yderst. Det er en glæde at kunne tage det i brug”.

Fælleshuset er til undervisnings- og formidling. Her det smukke auditorium.

Arkitekt Ebbe Wæhrens siger:

“Ved siden af os ligger det gamle hospital, hvor man dyrkede murværket og den hjemlige arkitektur, og der i sig selv var et opgør med den herskende internationale byggestil Læg mærke til Nyrops pavillonbygning lige overfor, der er tænkt og tegnet sådan – den er helt vild og var stærkt provokerende for ældre arkitekter på det tidspunkt, hvis ideal var græske. templer.

Ved denne bygning, hvor Region Hovedstaden allerede i 2020 havde som konkurrenceparameter, at de bydende teams skulle afleveret tegninger af en bygning, sammen med en pris i kroner og pris i CO2.

Hvor mange kroner koster dette byggeri skatteborgerne? Hvor meget CO2 koster det klimaet?

Denne bygning er et produkt af en bæredygtig tankegang. Først og fremmest er der brugt materialer lavt CO2 aftryk. Bygningen bærende dele er af træ, der erstatter det CO2-udledende beton. Ude er der brugt genbrugsmursten fra Bispebjerg Kirkegårdsmur. Nye mursten, hvor der er vandpåvirkning og hvor ingeniørerne har skullet kunne beregne.

På grund af klimakrisen er vi nu ved at erkende at vi ikke skal nedrive bygninger. Vi skal ombygge og tilbygge for at spare CO2. Vi skal tage vare på de ting vi har, og det nye vi laver, skal få det bedste frem i det eksisterende og revitalisere det”.

Ebbe Wæhrens er partner i arkitektvirksomheden BBP.

Martin Skou viser de indbyggede fugle- og insekthuller i murværket. Det er set før i ældre bygninger, men er nyt i nybyggeri. Godt tænkt.

Entreprenør Martin Skou Heidemann siger:

“Det nye Fælleshus er et byggeri, hvor vi for alvor er lykkedes med at forene bæredygtighed og arkitektonisk respekt for de historiske omgivelser på Bispebjerg hospital.

Det er et område med fredede bygninger og stærke æstetiske kvaliteter, og det har stillet store krav til os som totalentreprenør. Samtidig har det været en fantastisk mulighed for at tænke anderledes og finde løsninger, der både sænker CO2-aftrykket og skaber et varmt, indbydende miljø. 

CLT-konstruktionen og det hidtil største trædæk i Danmark har været teknisk krævende, men det har også vist, at vi er klar til at bygge med nye metoder. De genbrugte mursten fra kirkegårdsmuren er et konkret eksempl på, hvordan vi reducerer ressourceforbruget og samtidig giver bygningen karakter.

Jeg synes hele sagen peger fremad: Bygninger, der tænker klima og cirkularitet ind fra starten, men som også har varme, nærvær og holdbarhed i både udtryk og funktion. Det er den vej, vi skal. 

Jeg synes også at både fuglekasser og bi-hoteller viser et helt konkret hensyn til biodiversitet, som sjældent bliver tænkt ind i nybyggeri.

Jeg håber, vores projekt kan inspirere andre til at tage skridtet videre i den grønne omstilling – også i byggeriet. Jeg tillader mig også at rose Region Hovedstaden for allerede i 2020 at turde gå foran. Vi mangler endnu flere bygherrer, der vil gøre en konkret forskel nu”. Slutter Martin Skou fra Skou Gruppen.

Afslutning

Kære læser – er det her ikke bare opmuntrende? Vi ser talrige sjælløse grå klimabelastende betontunge hospitalsbyggerier (jeg har selv ligget syg i et af disse byggerier og det blev man kun mere syg af) – og nu ser vi dette! Vi bliver ofte frustrerede over nedrivninger og hovedløst nybyg her på Den lille grønne avis. Derfor føler jeg mig kaldet til også fra tid til anden at dele en glædelig historie.

Støt og abonner på Den lille grønne avis Mobilepay 580587- og abonnér gerne på Nyhedsbrevet, der kommer hver lørdag morgen til weekenden.