Haven

Haven i 2025

Her glæder jeg mig til at skrive om have. Ikke hver uge. Ikke hele tiden. Men fra tid til anden.

Jeg har skrevet om have siden 2001. Jeg kan huske årstallet, for min ene søn var 1 år og den anden var 5 år – og han havde lige brækket benet meget alvorligt (både skinneben og lårben). Hvilket gjorde, at jeg ikke kunne komme væk fra matriklen og ind for at passe opgaver for mine kunder (jeg var lige gået selvstændig som kommunikationsrådgiver dengang og arbejdede blandt andet for Fødevareministeriet). Det var noget være noget.

Signe Wenneberg

Men jeg fandt så på, at lave en havebog – fordi vi havde en miserabel have derhjemme på matriklen.

Og benet blev brækket den 25.januar – altså lige i starten af haveåret.

Og således kunne jeg skrive om, hvordan man griber sådan noget an – med at få en helt utroligt udfordret have (totalrenovering, for meget skygge, for lidt plads) til at blive en dejlig familiehave på en sæson.

Forlaget Gyldendal var med på ideen – ikke mindst fordi jeg fik overbevist dem om, at der måtte være et stort nyt publikum blandt unge haveejere og nye “botaniske analfabeter”. Resten er historie. Bogen “Den første have” blev en bestseller, der stadig er i handlen og aldrig har været på nedsættelse.

Jeg kom derefter til at lave en masse om have – hvilket jeg aldrig havde troet eller planlagt

Jeg havde den fordel, at jeg havde elsket at gå i haven som barn og ung på landet og jeg kunne lide at formidle stoffet. Men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle bruge en god del af mit voksne liv på at skrive om have, skrive havebøger, skrive i havebrevkasser, lave have-fjernsyn, lave have-podcasts…

Jeg har skrevet bøger om altanen – som en have i højden, haven for børn, høns i haven, den spiselige have og om haveterapi. Jeg har haft en del haver siden den have, hvor det hele begyndte i 2001. Den have jeg har nu har jeg haft i to år – den har jeg skrevet om på Instagram-profilen @studiehuset. Fremover vil jeg også skrive om haven her… For haven er det bedste sted at komme lidt ned i gear. Jeg vil gerne dele de glæder, der er i haven…

PS. Dine havespørgsmål er velkomne – jeg har genåbnet brevkassen.