Nu skal I høre noget fantastisk. Et hus er blevet solgt, købt, bevaret, prisbelønnet.
Først lidt baggrund. Under Corona lavede jeg en hversagsaktivistisk serie, der hed #denperfektelade – hvor jeg kørte rundt i landet og kiggede på ejendomme, som fortjente at blive bevaret. Jeg havde tid til overs, fordi jeg var aflyst foredragsholder og jeg blev bims af ikke at komme ud på mine ture. Jeg fik lyst til at finde nye udsigter selv – væk fra mit elskede træhus i Tisvilde – og ud og se noget andet i helt andre nabolag.
Jeg fik også lyst til at opkøbe skov og jord. Jeg fik lyst til at få en ”perfekt lade” – som jeg ville indrette til høstmarkeder og havekurser og foredrag, som ingen ville kunne aflyse mig fra uden løn.
Jeg glemte, at jeg har meget dårlig ryg, ikke har nogen traktor og ikke har noget grønt bevis. Og jeg endte med at købe en fredet købmandsgård i en fredelig havneby – Nysted – med en walled garden og ikke nogen perfekt lade (nu er stedet overdraget til nogen, der læser med på min Instagram og sådan fandt vi hinanden).
Undervejs med min serie fik jeg delt virkelig mange huse
– af den type, som nogen kalder ”noget gammelt lort”. Huse, som er fine, med sjæl, med dejlige tilgroede haver, med gode gamle originale trægulve, døre, vinduer, køkkener, badeværelser – og en masse, man kan rose, i stedet for at sige: ”Trænger til den helt store tur”.

Eller endnu værre: ”Her kan du rive ned og bygge dit drømmehus” – som mange ejendomsmæglere stadig skriver, helt afkoblede af virkelighedens realiteter, hvor vi har klimakrise, ressourcekrise og skal passe på bygningskulturarven og de huse, vi sådan set kun har til låns.

Hus med blå vinduer i Horsens
Et af de huse jeg delte dengang, var en perle med blå vinduer i Horsens, som jeg teasede for i sidste uge.
Der skete nemlig det forunderlige, at nogle af mine læsere (et ægtepar, der ikke vil have deres navn frem her) købte huset. Og nu har de skrevet til mig. Horsens Kommue har nomineret dem for “bedste restaurering 2025” og fredag eftermiddag den 6.juni 2025 vandt de prisen! Tillykke! Godt gået!
Vi skal have mange flere den slags gode eksempler. På mennesker, der tør give sig i kast med at renovere med respekt for husets originale detaljer og sjæl.
Fakta: Huset var sat til salg for 3.5 million i 2022, da jeg viste det. 166 m2. 1100 m2 grund. Et sundt kvalitetshus, der krævede en ordentlig omgang. Det er tegnet af arkitekt Christian J Fussing – og er bygget i 1918.
Parret fortæller: “Vi prøver så vidt muligt at være tro mod huset. Men det skal også være et hus vi kan bo i i mange år. Vi har mange billeder, vi da vi ikke er færdige endnu, så er der mange detaljer der mangler. Men se her”.




