Krig og krise: Hvordan skal vi holde det ud?

Kære Signe – hvad gør du for at holde humøret oppe i disse tider? Når man ser, at det hele går den forkerte vej?

Jeg er bange for, at der kommer krig, for at Trump vil sætte militær ind i Grønland. Jeg er bange for, at der kommer borgerkrig i USA efter det seneste mord på en civil kvinde i Minneapolis. Jeg er bange for klimaforandringerne. Og jeg er bange for, at det er for sent for os alle sammen, at gøre noget ved det. Det er jo helt sort. Hvordan skal vi leve glade liv på den her måde? Vh. Fanny, 21 år.

Kære Fanny,

Du er i din gode ret til at være bekymret og bange. Det tror jeg, at vi allesammen er.

Ja, det er alvorlige tider. Det har det været før. Andre før os har klaret vilde ting.

Og vi er ikke dem i verden, der har det værst lige nu. Andre lever i ekstreme situationer og klarer det. Det hjælper mig personligt, at finde inspiration hos dem. Derfor rejser jeg også snart tilbage til Kenya – som frivillig ulønnet journalist, for at forsøge at gøre nytte og handle og gøre noget. I bonus får jeg selv inspiration fra de meget resiliente typer, der bor meget udsatte steder.

Vi kan ikke være til nytte for os selv og andre i svære tider, hvis vi har gravet os ned i et sort hul

Vi er nødt til at holde os resiliente og relevante for enhver situation. Det arbejder jeg ud fra.

Det lyder som en lidt vild livsfilosofi, men der er reelt ikke andet at gøre.

Det gælder om at få mest muligt ud af det liv, som vi er blevet givet. Andre har kæmpet med vilde ting før os.

Ukrainere kæmper med vilde ting. Dem i Palæstina og dem i Sudan kæmper med vilde ting.

Jeg har boet i Kenya som barn og jeg føler en forbundethed og tager ofte tilbage for at “give tilbage” – det hjælper mig simpelthen til at holde fokus – at opleve, hvordan dem, der står i klimakrisens front håndterer det. Myndigt. Klogt. Handlekraftigt. De kenyanske klimaaktivister er en kæmpe inspiration for mig.

Det er også en hjælp for mig, at arbejde med frivilligt arbejde generelt. At forsøge at gøre mig nyttig. Derfor hjalp jeg med julemad til de sårbare (1400 fik mad) her i julen (mange af jer donerede, tak) og lige nu hjælper jeg i en aktion for at få hjemløse under tag i kulden og skaffe nok soveposer. At gøre noget for andre hjælper til at flytte fokus fra os selv. Se Facebook.

Måske kan du finde noget frivilligt arbejde – hvor du kan være sammen med andre om at skabe mening?

Lad os kigge på hvad vi mere kan gøre

Overalt – i alle kriser, nu og historisk , så er dem, der handler – dem, der har “life skills” – også dem, der klarer sig bedst mentalt og fysisk.

Fordi de kan finde ud af ting – de kan finde ud af at skaffe mad, dyrke jord, fiske, finde vand, finde løsninger. Her kan vi fokusere. Så får vi det bedre med det hele.

I sorte tider gælder det om tre ting – her taler jeg ud fra min erfaring, jeg er jo meget ældre end du er:

Hvad har vores forfædre gjort før os i svære stunder – som dem, vi oplever nu?

Det er vigtigt at forstå af historien. Der har været krig og kriser før. Lad os lære af dem, der var før os. Læs deres bøger.

Jeg er meget glad for at genlæse Victor Frankl fra tid til anden. Han har skrevet på papirlapper i en koncentrationslejr, hvor han mistede alle omkring sig – og han har skrevet på den måde, så man bliver opmuntret. Hvis intet andet virker, så læs. Læs bøger skrevet af nogen, der har oplevet slemme tider med humøret i behold.

Hvad kan vi selv gøre, så vi ikke føler os magtesløse? Det er vigtigt, at vi gør noget, handler, agerer. Så bevarer vi roen

For seks år siden ramte en kæmpekrise. Coronakrisen. Landet blev første gang lukket ned den 11.marts 2020. Det var historisk og uden fortilfælde i nyere tid. Vi måtte tilbage til pesten og den spanske syge – og tuberkulose – for at se noget der lignede.

Victory Gardens bevægelsen

Her – i den situation – kiggede jeg tilbage til noget, jeg vidste lidt om, fra mine mange foredrag om have (og bøger om have).

Hvor jeg havde været meget optaget af, hvordan vi under 2.verdenskrig gjorde noget meget opmuntrende.

Vi i de allierede lande stiftede en bevægelse, Victory Gardens, der gjorde os næsten selvforsynende med mad. Fortove og parker blev brækket op og der blev dyrket mad. Alle havde høns. Forhaver blev til køkkenhaver. Kvinderne trak i arbejdstøjet. Alt dette vidste jeg, da jeg så pressemødet om at landet blev lukket ned fandt sted.

Derfor satte jeg mig til tasterne allerede den 11.marts og skrev hele natten (tror ikke der var mange, der sov den nat). Igen – det hjælper at handle.

Jeg skrev første afsnit af den lange serie “Hverdagsaktivistens Guide til Krisetiden”. Som heldigvis er noget af det mest læste, jeg nogensinde har skrevet.

Anyway. Jeg ønskede at vise en vej til de mange læsere, der ville åbne computeren om morgenen og have hjemsendte børn, ingen mulighed for at tage på arbejde, med tanker om, hvad der skal hamstres i en krisesituation (ikke toiletpapir, ikke gær).

Jeg ville gerne opmuntre dem. Ligesom jeg gerne vil opmuntre dig

Når jeg har det værst lige nu – for jeg er alt for optaget af den internationale politik, jeg bliver simpelthen bange ind i mellem – så går jeg over på min lille kanal på Instagram – @studiehuset – hvor jeg ikke mener noget om noget, men bare poster et billede af noget flot sne eller at man skal huske at lægge tæpper (og uld og dyner) ud i sneen og jeg følger kun andre have- og byggetyper derfra. Jeg gør det for at kunne trække vejret og lige et øjeblik have fokus på noget ufarligt. Det er det, haven kan.

Haveterapi og selvforsyning

Men haven kan også noget andet. Så længe vi har eksisteret har vi levet AF jorden. Det er godt lige at huske på.

Vi skal vende os mod jorden for at finde håb og overlevelse. Og glæde. Det skrev jeg om dengang i “Hverdagsaktivistens guide” (og i bogen Haveterapi). Vi får tankerne væk fra alt det sorte, når vi er i færd med alt det grønne. Når vi dyrker jorden.

Regenerere

Oppe øverst her på sitet står der, at det her er “regenerativ journalistik”. Med det mener jeg, at det er handlingsanvisende, at vi skal regenerere, at vi skal finde muligheder for at efterlade jorden (og husene og alt andet) i en bedre forfatning til de næste.

Hvis du ikke rent praktisk har en have – det har du nok ikke i din alder – så vid, at der er 86 procent af danskerne, der har en have (måske dine forældre?). Og der er havefællesskaber og kolonihaver og nyttehaver og taghaver, hvor man kan være med. Det giver et øjebliks fri i hovedet at arbejde med hænderne – på noget, hvor vi faktisk kan være med til at blive resiliente (ved at lære at dyrke vores egen mad).

Jeg holder høns, dyrker krydderurter og kål og tomater og har en have med en masse frugt. Jeg har ikke alt. Men nok til, at jeg føler mig resilient og nok jord til, at vi ville kunne dyrke mere her, hvis der virkelig kom krig og krise. Det giver en god sikkerhed. At vide, at der er jord – og at vide, at der er høns, og at vide, at man kan finde ud af at skabe sin egen mad.

Hvad kan vi gøre i fællesskaber?

Det sidste, jeg vil nævne som en kur til at få det bedre med det hele, er, at gå sammen i fællesskaber. Både med frivilligt arbejde, som jeg har nævnt før. Men gå også sammen med nogen, der tænker ligesom dig – og som du kan være sammen om at mærke det hele sammen med.

Det er til stor opmuntring for mig, at jeg har et klimanetværk bestående af alle de andre klimafolk – dem, som ofte tager ordet – vi mødes privat, meget tit hos mig, så snakker vi om tingene i et fortroligt rum, hvor vi ikke behøver at pakke noget ind. Det er en stor glæde. Og jeg kan virkelig anbefale at gå sammen i nabofællesskaber, klimagrupper, miljøpunkt-grupper og så videre.

Det hjælper!

Tak fordi du skrev. Det hele er sort. Men vi er sammen om at opleve det. Og snart bliver det forår i haven og blomster vil skyde op gennem den frosne jord og træer vil springe ud. Det opleves som et mirakel hver gang. Der er meget at glæde sig over.

Kh Signe

Del gerne!

Kære læser – Støt den lille grønne avis på MobilePay 580587. Eller med abonnement. Kommenter gerne nedenfor.