Nu trænger vi til en god historie, ikke sandt? Om bygningskulturarv, om at renovere og passe på det vi har. Derfor tog jeg til Lyngby – på invitation fra Borgmester Sofia Osmani (K) – der viste mig rundt på det nyrenoverede rådhus forleden. Sikke en oplevelse. Den vil jeg gerne dele med dig – derfor denne fotoreportage nedenfor.
Min tanke er, at vi – midt i alle de grumme historier om nedrivninger og manglende omtanke (læs historien om Danmarks Akvarium i Gentofte fra sidste uge) – også engang i mellem er nødt til at se de gode eksempler. Derfor også min historie om Christianssæde som du kan læse her – “Kulturarv reddet på Lolland” og derfor vil jeg vise billeder af, hvordan kulturarv blev reddet i Lyngby.
Alle kommunens folk – og alle politikerne – har været genhuset i tre år
De har haft midlertidigt til huse ovre i det ikke særligt skønne “Lyngby Storcenter”. Men nu er de tilbage og kan nyde de historiske rammer.
Det gamle fredede rådhus trængte til en ordentlig omgang. Enten skulle politikerne beslutte at sælge til en udvikler og finde et andet rådhus eller måske bygge nyt, som man har valgt at gøre i Tåstrup og lige nu i Haderslev.
Eller også skulle de tage luft ind og bestille den helt store renovering, der i nogle år ville gå ud over andre opgaver i kommunen. Regningen endte på over 300 millioner for at sætte den seks etagers bygning i stand. Kommunalbestyrelsen var enig på tværs af partiskel om, at man skal passe på og renovere.
Kommune betyder fællesskab
Det tænkte jeg over, da jeg så rådhuset, som åbner sig mod fællesskabet og borgerne. Både i mødesalen og i kommuneservice. Det er et sted, som borgerne vil få lyst til at komme og være en del af.
Krigsbyggerierne
Lyngby Rådhus blev bygget i 1941 – nogenlunde samtidig med Gentofte (1934-1936), Gladsaxe (1937) og Holte (1940-1442). Forstæderne udenfor København voksede. Velfærdsstaten var under opbygning. Det lille hidtidige rådhus var blevet for småt. Man udskrev en arkitektkonkurrence som i 1938 blev vundet af arkitekterne Hans Erling Langkilde og Ib Martin Jensen. Man valgte ambitiøst dengang i de usikre tider mellem to verdenkrige. Det var tydeligt, at her var tale om et symbol på en forstadskommune der ville frem i verden.
Ved indvielsen i sommeren 1941 deltog både statsminister Stauning og kongefamilien.
Grønlandsministeren vil have grønlandsk marmor
Og her kommer en sjov historie om politikere, der blander sig i tidens arkitektur, som jeg lige har beskrevet at vores nuværende Kulturminister har gjort i denne uge læs her
Arkitekterne havde oprindeligt tænkt sig, at jernbeton-skelettet som understøttede bygningen skulle beklædes med gule kaltsten, som ville passe ind til områdets huse. Men så blandede statsminister Stauning sig i byggeriet! Han var også grønlandsminister på dette tidspunkt og vidste at der var brug for at få afsat den grønlandske marmor til prestige-projekter. Stauning overtalte sognerådsformanden i Lyngby-Tårbæk, som han var venner med. Og så blev det meldt ud, at grønlandsk marmor var den bedste løsning.
Det har været noget af et problem under renoveringen af bygningen, da Grønland slet ikke udvinder marmor mere. Men så er der enkelte steder lavet reparationer med amerikansk marmor.
Genbrug
Rådhuset blev bygget under krigen og vi kan i dag lære meget af kvalitetsbyggeri fra den tid, hvor der var ressourceknaphed på grund af krig og man dermed tænkte i at genbruge materialer. De jerndragere, der danner skelttet i tagetagen er genbrugte jernbaneskinner fra Nærumbanen.
Fra starten var der indrettet beskyttelsesrum i husets kælder, fordi det er krigsbyggeri.
Lyngby-Tårbæk Rådhus blev fredet i 2014
Det var da i kritisk tilstand. Slots- og kulturstyrelsen har stillet krav til renoveringen ud fra fredningsbestemmelserne og har blandt andet været med til at bestemme farvevalg, markiser og erstatningsmarmor.
Den smukke vielsessal er i 1943 udsmykket af Ejnar Nielsen, der var meget optaget af blomster og hjemmehørende arter (værket er betalt af Brede Klædefabrik). Der er gardiner for, så farverne ikke tager skade.
Tak for det smukke syn!
Støt arbejdet på Den lille grønne avis – enten ved abonnement her eller på MobilePay 580587. Husk at skrive dig op til Nyhedsbrevet.
Foto: Signe Wenneberg / Den lille grønne avis. Billeder må ikke hapses. Medievirksomheden Heartbeats snuppede et billede her fra siden i sidste uge, så det er desværre nødvendigt at skrive, at der er ophavsret.
8 kommentarer
Dejligt med den renovering. Flot hus, fin historie. Men du skriver, at under krigen blev de nødt til at male kobberet sort, for at de tyske bombefly ikke skulle bemærke bygningen. Mon ikke det er de engelske fly, der ikke skulle se det. Vi samarbejdede jo med tyskerne under det meste af krigen!?
Jeg skriver tyske bombefly – fordi det var fjendtlige tyske bombefly, man skulle være bange for. England bombede naturligvis ikke Danmark – heller ikke før 1943. RAF bombede ikke Danmark – de bombede udelukkende strategiske tyske mål. Den franske skole var en kæmpe fejl…
Winther har nu ret. Mørklægningen var et krav fra værnemagten.
Kære Signe. Mange tak for den fine artikel og billeder af vores smukke rådhus. Jeg bor selv i Lyngby-Taarbæk Kommune og var også på rundvisning i bygningen for nylig. Det er et imponerende renoveringsprojekt, og resultatet er intet mindre end fantastisk. Det gør mig glad og taknemmelig for, at vi i kommunen har en borgmester og politikere, som på dette punkt har handlet ansvarligt og bevaret uvurderlig kulturarv. Det har været hver en skattekrone værd. Dbh Ursula
Kære Signe
Som født og opvokset i Lyngby-Taarbæk – og med Lyngby som byen, jeg arbejder i – er det også for mig dejligt på dine fine fotos at se detaljerne i renoveringen og gense en stor arkitektonisk bedrift, som den var tænkt.
Jeg hører fra bysbørn holdninger til de funktioner, der ikke (længere) er tidsvarende. Fx er akustikken stadigt umulig fra tilhørerpladserne i byrådssalen. Nu kommer Auracast snart og løser det for os 🙂
Med hensyn sidebemærkningerne om mørklægningen af kobbertaget har jeg kigget på leverandørens hjemmeside. Her skriver Toft Kobber, at: “For at den tyske besættelsesmagt ikke skulle stjæle kobberet på taget, malede man det under opførelsen sort, så det lignede tagpap”.
Det har ikke så meget med Den lille grønne avis’ mission at gøre – men det er da nomatterwhat lidt krymmel på den gode historie.
Tak for dig og for din vigtige avis!
Tak for den ekstra lille krølle på historien… Og tak fordi du læser med (husk at skrive dig op til nyhedsbrevet – det siger jeg til alle). Kh
Kære Signe. Tak for din artikel. Det er os hos ERIK arkitekter, der har restaureret, renoveret og faktisk også transformeret det fine rådhus. Grunden til at jeg bruger alle tre ord, er kompleksiteten i arbejdet. Vi har været tro overfor husets bærende fortælling og har afrenset og genophængt langt de fleste marmorplader på facaderne. Sammenligneligt er de fine Perspektiva-vinduer, der også er brugt i Arne Jacobsen og Erik Møllers rådhus i Århus renoveret – men med teak i stedet for mahogni, der ikke længere er tilgængeligt.
Vi overtog for år tilbage et hus, der gennem årtier desværre var blevet misforstået med ikke hjemmehørende overflader og sænkede lofter, der ødelagde rummenes proportioner og også skjulte de fine belysningsarmaturer på de marmorerede søjler, der nu er genskabt nutidigt.
https://erik.dk/projects/lyngby-radhus/
Tillykke med det flotte arbejde!