Vi er godt i gang med brevkassen! Tak for jeres spørgsmål. Tak også til dem, der har brugt Brevkasse-formularen til at skrive tak for Den lille grønne avis. Det er meget værdsat! Tak.
Jeg har udvalgt et havespørgsmål
Der har også været spørgsmål om andre ting. Men denne uge skal det handle om have.
Fordi jeg har fået mange tilkendegivelser om, at læserne meget gerne vil have mere havestof på mine kanaler.
Foråret har været travlt (og jeg har manglet en studentermedhjælper til at filme), så jeg har ikke som vanligt lavet en reel om ”denne måned i haven” på Instagram. Men jeg har skrevet lidt om have på @studiehuset på Instagram (navnet på mit hus i Studiebyen ved Ryvangen – her skriver jeg om hus og have).

Grunden til at jeg får mange havespørgsmål
– og har fået det gennem mange år er, skal jeg måske lige sige, er fordi jeg for 24 år siden skrev en bestseller om have. ”Den første have” (bogen er stadig i handlen). Jeg lavede en del tv-programmer om have på DR (nogle af dem kan ses nu igen på DR – søg på ”En dag i haven” – det er sjovt at se). Jeg kom også til at bestyre havebrevkasser for Ude&Hjemme og Bo Bedre. Siden kom jeg til at lave 14 havebøger om mange forskellige emner. Og jeg lavede en podcast i vist over 30 afsnit på Podimo fra min uperfekte have ”Jordforbindelse”… Den podcast har jeg forsøgt at fortsætte med forskellige samarbejdspartnere – fra DR til virksomheder. Uden held. Jeg forsøger stadig at finde samarbejdspartnere til det vigtige formidlingsarbejde om den jord, vi skal passe sådan på. Skriv hvis du har en ide. Nu til ugens spørgsmål:
Gødning
Kære Signe. Mit spørgsmål handler om gødning. Jeg er i gang med at anlægge min første have, der skal stå smukt til mit fine gamle hus fra 1926. Haven havde allerede nogle smukke gamle roser da vi købte, men jeg ønsker at fylde mere på.
Hvordan er det med gødning? Jeg kan jo forstå at det er godt at gøde ens planter. Men samtidig er jeg forvirret over hvordan det er klimamæssigt? Vi vil jo helst ikke have at landmændene gøder… Hvilken slags gødning er ok at bruge i sin have, hvis nu man ikke bare har fri adgang til heste- og hønsemøg? Kan jeg købe det de sælger i Brugsen fx eller skal det være noget særligt økologisk?
Venlig hilsen,
Helene
Kære Helene,
Tak for dit spørgsmål. Om lidt giver jeg dig et tip til at gøde gratis! Jeg skriver tit, at vi skal gøde – og det er ikke en ”slem” ting at gøde. Det er godt! Vi skal ikke over-gøde. Vi skal give noget tilbage til jorden for at jorden skal kunne blive ved med at være frugtbar og give os grøntsager og smukke blomster. De vilde blomster og en flot blomstereng vil IKKE have gødning – de vil leve nøjsomt. Men roser skal for eksempel gerne have et skud gødning fire gange i sommersæsonen (og ikke om vinteren).
Problemet ude hos landmændene
Er ”overgødning”… At alt er overdrevet i nutidens landbrug. Vi har to millioner svin i Danmark. Vi er et alt for lille land til at optage al den gylle (tis) fra indendørs husdyr (jeg går ind for de udendørs husdyr i begrænsede mængder, de kan være gode for biodiversiteten i landskabet).
Man må spørge sig selv, hvordan vi blev det land i verden med flest produktionsdyr. Folk på landet er plaget af svinefabrikker og kan ikke åbne vinduerne – det stinker derude. Og vi ødelægger vores havmiljø, søer og vandløb, fordi der er alt for meget næring, der fosser derud. Fisk dør. Fedtemøg overalt.
Og så er der kunstgødning, som også skaber ubalance.
Du har godt fat i, at vi skal den økologiske vej. Og du har også tanker om hestemøg og hønsegødning – og det er jo dejligt, hvis man kan få fat i det. Jeg bruger jo selv hønsegødning, men har også haft perioder uden høns i haven. Du kan godt købe økologisk (flydende) gødning i Brugsen, som du skriver. Det kan være fint til tomaterne i drivhuset. Men du kan også gøre noget andet.

Kompost
Det bedste du kan gøre er, at komme i gang med at lave kompost selv – og tænke ”cirkulær økonomi”. Tilbage til rødderne. Tilbage til, hvordan vi altid har gjort som mennesker og som nogen, der har dyrket jorden. Vi har gødet og jordforbedret.
Gør det nemt. Det skal ikke være kompliceret i haven. Det vil sige, at du finder et hjørne – måske vil du sætte nogle pallerammer – her laver du en kompostbunke. Direkte på jorden. Før er du måske gået af med grønt affald i en plastikcontainer til kommunen? Det skal du stoppe med. Grønt affald er guld. Det bliver til næring i haven. Jordforbedring.
Læg ikke noget, der kan puttes i en mussefælde i komposten: Ost, brød, kød, middagsretter. Vi vil ikke tiltrække mus og rotter. Men læg gerne æbler, kartoffelskræller, æggeskaller (kalk er godt), græsafklip, blade, snask fra når man har lavet salat osv i vasken i køkkenet, tegrums og kaffegrums (vigtigt, masser af næring), bananskræller, græskar og også våde ting som en kop kaffe, en kande kold te osv osv. Alt det skal i komposten. Du skal ikke købe orme eller noget. Regnorme kommer nedefra og hjælper. De er vores venner.
Der går noget tid og du skal bruge kompost nu. Her kommer et super trick.

Brændenælder
Har du brændenælder nede i bunden af haven? Hvis du har er du heldig. De er føde for sommerfugle og de er meget næringsrige. Hvis du ikke har brændenælder selv, så må du ud og finde nogle. Tag handsker på og en Ikea-pose eller en spand med. Klip en masse brændenælder. Hjemme lægger du dem i store spande/baljer – sammen med hvad du ellers har af snask (lidt blade, lidt græs uden frø, lidt ukrudt uden frø) – og hælder vand over. Efter et par dage lugter det fælt som troldedrik. Stik din vandkande derned (hold i tuden). Hæld det over dine planter, der trænger til gødning.
Lad det blive en god vane at beholde alt grønt affald på grunden (grene kommer ikke i komposten, men i kvashegn, som er godt for biodiversiteten og for pindsvin, fulgle, insekter). Og hav altid en balje hjemmelavet gødning stående et sted i haven i sæsonen.
Held og lykke og tak fordi du læser med!