Rapport fra en vellykket hjemløse-aktion

Foråret er kommet og sneen er smeltet. Men for kort tid siden, var vinteren mere barsk end den har været i ti år. De hjemløse var på herrens mark i kulden særligt i København og omegn.

Nu skal du høre en rørende – men også meget barsk fortælling om frivilligt arbejde. Det er en long-read (15 minutters læsetid), men det er værd at læse øjenvidneberetningen og du rammer ingen betalingsmur.

På grund af et gammelt venskab fra mine dage som bartender for mange år siden blev jeg hvirvlet ind i snestormen af hjælpearbejde, der tog sin begyndelse i januar, da minusgraderne blev faretruende. Historen her er fortalt af en ildsjæl, Peter Haugelund fra den lille frivillige non-profit organisation Det Runde Bord, der fik en tanke og rakte ud til to fra sit netværk. Og på under to døgn lykkedes med at få hjulpet hundredevis af hjemløse i polarkulden. Hvorefter aktionen fortsatte i alle de mange uger, hvor der var polarkulde i Danmark.

Når frivilligt socialt arbejde giver allermest mening

Hej Peter – vi har længe talt om, at vi må se at få takket alle de mennesker, der støttede vores polarkulde-aktion. Men måske giver det også mening, at du fortæller hvad der skete. For det er jo lidt vildt, at et enkelt menneske – dig – kan få en tanke, ringe til to venner og så få sat så meget i værk på så kort tid.

Vil du med dine egne ord fortælle hvad der skete, så redigerer jeg?

Peter Haugelund fortæller. Sæt sig godt til rette, det er en god historie om hjælpsomhed:

Jeg havde lige arbejdet 250 timer på 18 dage i træk. I december skabte vi den sjette udgave af vores storskalaindsats, som vi kalder “Jul På Hjul”. Vi var 70 af vores bedste frivillige i Det Runde Bord, sammen dag og nat. Og nu var der intet, jeg så mere frem til, end bare at flade helt ud og sove længe.

Jeg var totalt udkørt på alle måder, mine gamle knæ og ryggen gjorde ondt. Også selvom stoltheden over vores indsats hjalp lidt på smerterne. Vi fik lavet så meget mad og hjulpet så mange mennesker. Vi sørgede for at 1400 af de mest sårbare sjæle i København og omegn fik kærlige måltider og gaver hele julen, mens der var personale på ferie mange steder. At aflevere varm vellavet mad – som de sårbare selv havde fået lov til at krydse ønsker af for inden julen – og se glæden i deres øjne og høre dem takke så inderligt gør at man ikke kan andet end at blive ved og ved. Det her betyder noget.

Jule-blues efter stormen

Fra at have været sammen med det skønneste hold af frivillige nærmest i døgndrift i så lang tid – og endnu en gang have oplevet dem sætte den lige i skabet, så faldt dopamin- og endorfinniveauet drastisk fra den ene dag til den anden. Jeg vidste jo godt, at det ville ske, og var godt forberedt på det. Jeg vidste, at jeg nu ville jeg blive ramt af den ondeste “jule-blues” og ville blive så grådlabil, at jeg de næste dage ikke ville kunne se to minutter af “Bambi på glatis” uden at bryde sammen. Der var bare brug for ro. Stilhed efter storm.

Men så skete der noget

På vej hjem efter en sidste tur til Bella Centeret, hvor jeg lige var ude og dobbelttjekke, at vi havde efterladt de kæmpestore køkkener (som Bella Group igen i 2025 generøst havde stillet helt gratis til rådighed i tre uger) ordentligt rengjort og alt var stillet på plads, så ringede min telefon to gange meget hurtigt efter hinanden. Det var den 2. januar.

Begge opkald kom fra socialarbejdere på to forskellige af Københavns vinter-nødherberger. Og beskeden var den samme: “Kulden bliver slem. Vi er helt fyldt op og må afvise folk hver aften”. Jeg kom ikke hjem til sofaen og Bambi. Jeg brugte i stedet tre aftener og nætter på gaderne og ude på værestederne for at danne mig en lynhurtig, håndholdt behovsanalyse. Det var minus 3-4 grader, men vejrudsigten fra DMI viste, at det ville blive meget, meget koldere de næste dage og nætter.

Noget måtte gøres med det samme

Jeg ringede til dig, Signe, det ved du jo godt, men nu fortæller jeg det – og jeg råbte om hjælp. Du havde lige igen hjulpet med “Hjul på jul” (red. Vi har kendt hinanden i 37 år eller lige siden dengang jeg var bartender på Cafe Zeze og Peter var en ung sorthåret tømrersvend med en smuk langbenet kæreste). Jeg ringede derefter videre til Jonas, som er en af Det Runde Bords frivillige, som kan tage fra og er en dygtig dokumentarist. Vi fordelte rollerne. Signe, du blev sat til at fundraise, vi havde brug for mange penge hurtigt – vi havde lige brugt alt på at lave julemad – og Jonas og jeg var praktiske.

Den 6. januar gik jeg i TV2 Kosmopol og råbte op om, at man straks skulle åbne dørene, så alle hjemløse uden undtagelse kunne komme indenfor i ly for kulden, og at der skulle skaffes brugbare soveposer til alle, der sov direkte på gaden. Desværre afviste Karina Vestergård Madsen, som er socialborgmester (Enhedslisten) i Københavns Kommune, kritikken. Hun påstod, at der var pladser nok, at de havde gjort alt, hvad de kunne, og at de ikke kunne gøre mere. Men vi så et helt andet billede på gaden.

Chillfaktor på minus 16

Samme nat blev der målt en chillfaktor på minus 16 grader. Nu var det direkte forbundet med risiko for alvorlige frostskader at være ude om natten – og det kunne være livsfarligt at sove udendørs, hvilket det særdeles erfarne sundhedspersonale på området og Michael Wanscher, der er overlæge på Rigshospitalet og har forsket i hypotermi (underkøling), kunne bekræfte. Men vi fik stadig ingen reaktion fra socialforvaltningen.

Den 7. januar smed Jonas alt andet og vi optog en lille video med Annemarie fra Sundhedsrummet på Vesterbro til de sociale medier med en opfordring om at aflevere varme brugte soveposer og varmt tøj til femten forskellige omsorgssteder i hovedstadsområdet, hvor dem, der lever hele eller det meste af døgnet direkte på gaden, kommer.

Samtidig startede vi en indsamling

Og der kom masser af penge meget hurtigt, da du Signe, gav dig til at skrive historier og spørge alle dine følgere på Facebook, om de ville hjælpe. Man kunne overføre via MobilePay – alle penge skulle gå ubeskåret til at hjælpe – og så ville vi fra Det Runde Bord indkøbe liggeunderlag og polarsoveposer, der kunne tåle ned til minus 19 grader samt sørge for, at de kom ud til dem, der havde allermest brug for det.

Jeg havde fuldkommen glemt, at min ryg og mine knæ gjorde ondt. Normalt afviser jeg totalt udsagnet om, at dem, der har evnen, har ansvaret, som noget vrøvl.

Nogle gange kan tre frivillige rykke virkelig meget

Men vores lille hold af frivillige – vi var kun tre, Signe, Jonas og jeg – tog helt uden at kigge os over skulderen en eneste gang det ansvar, som ingen andre åbenbart var klar til at tage. Jo, nuvel, der blev helt sikkert kæmpet på de forskellige omsorgssteder for at hjælpe, men stadig ingen reaktion fra de myndigheder, der i sidste ende burde have ansvaret for at have et socialt beredskab klar.

Natten til den 8. januar begyndte en 7-8 uger lang periode med frostgrader ned til minus 16 grader og vindstød på op til 18 meter i sekundet, hvilket betød, at chillfaktoren (den ækvivalente køletemperatur) føltes som cirka -30 grader.

Isvinter – vi sent vil glemme

Meteorologerne har betegnet starten af 2026 som en “isvinter”. Men der kom ingen reaktion fra socialborgmesteren i Københavns Kommune. Hun stod stadig ved håndvasken og afviste, at der manglede pladser på byens vinter-nødherberger, at der ikke var fuld belægning på alle tilbud hver dag, og at der højst var tale om en manglende koordinering, hvilket hun om tre uger ville holde et Teams-møde om med nødherbergerne. Og at hun fortalte, at hun til de næste budgetforhandlinger, i september 2026, ville kæmpe for investeringer i sårbare mennesker. Det gjorde mig rasende.

8. januar – miraklet

Jonas, Signe og jeg var i konstant kontakt hele dagen. Der var en helt unik holdånd af den allerbedste slags. Vi var ikke et sekund i tvivl om hvorfor, hvordan og hvorledes – der skulle skaffes rigtig mange soveposer, og vi skulle gerne skaffe midler til mindst 200 polarsoveposer, der var egnede til de meget hårde frostgrader. Ikke om tre uger eller til september. Men nu. Og for os var der kun én slags nu, og det var NU.

Klokken 21.00 torsdag den 8. januar sendte vi via sociale medier – især Signes ret store Facebook-kanal – vores 30 sekunder lange video med opfordring om at donere soveposer af sted. Og så gik det stærkt..

Omsorgsstederne meldte tilbage, at der var mange, der kom forbi med soveposer, og pengene væltede ind via MobilePay i et tempo, der var helt vanvittigt.

På 27 timer havde 917 forskellige mennesker indbetalt 175.440 kroner. Tak for det. Derfor kunne jeg allerede ved 12-tiden ringe til Lars fra Backpackerlife og bestille de første 200 polarsoveposer. Lars gav os en kæmpe rabat – vi betalte 60.000 kroner for soveposer til en butikspris på 160.000 kroner. Tak, Lars.

Soveposerne blev straks sendt af sted med GLS og ankom lørdag den 10. januar om morgenen hos GLS i Høje Taastrup, men desværre for sent til, at de kunne nå frem til pakkeshoppen før tidligst mandag. Nu var gode råd dyre, men takket være en meget flink depotchef i GLS fik vi soveposerne udleveret med det samme, og AVIS kom også vores behov for en varevogn, der kunne rumme de 12 kubikmeter, soveposerne fyldte, i møde. Gratis og lynhurtigt. Et CSR-samarbejde i særklasse. Tak for det.

Under to døgn efter kunne vi køre ud med soveposer

På under to døgn efter, at vi gik i luften, kunne vi nu køre ud med 200 soveposer, der kunne sikre dem, der sov direkte på gaden, meget bedre end de manglende handlinger fra socialforvaltningen. 48 timer efter at de første støttebidrag tikkede ind,  snart ville tre meget trætte mennesker kunne sige godnat og en kæmpestor tak til alle involverede, der ikke alene var med til at frostsikre nogle af de allermest udsatte, men fuldførte den kæmpe udfordring uden at miste troen eller betænke sig én eneste gang

Tillid, samarbejde, handlekraft og sammenhold

Der sad vi så Signe, Jonas og jeg, skulder ved skulder i den store varevogn, der var fyldt helt op med polar-soveposer. Solen var så småt og meget smukt ved at gå ned over byen. Det var bidende koldt udenfor, men der var dejligt varmt inde i varevognen, og der var højt humør. Vi var rigtig glade for, at vi næsten var i mål med det, vi et par dage før havde sat os for, nemlig at skaffe varme soveposer nok til at dække det mest akutte behov, inden det, der skulle vise sig at være nogle af de koldeste dage i mange år, med snestorm og ned til minus 19 grader.

Nu skulle det gå stærkt. Hver gang vi kom frem til et nyt sted, hjalp Signe og Jonas personalet og brugerne med at bære de store kasser med soveposer ind, imens jeg sad inde i bilen og ringede til næste stop på turen.

Allerede efter første stop blev Signe og Jonas lidt mere stille, og det var helt tydeligt, at det syn, der mødte dem, ramte hårdt og brutalt efter hvert stop.

Det at se folk stå i vinterkulden med bare tæer og uden overtøj, opleve den elendighed og det kaos, der var flere af de steder, vi kom frem til, se de store bakker med nye nåle og fixeudstyr, der stod fremme, og det direkte møde med virkeligheden for de medmennesker, hvis liv var alt andet end en dans på roser, men rent faktisk var en dans på de brugte kanyler og smadrede flasker, der lå på gaden omkring mange af de steder, vi kom frem til.

Der blev ikke sagt mange ord i bilen mellem de sidste stop

Det var tydeligt, at de mange voldsomme indtryk fra hverdagen for dem, vi var her for, lige skulle bundfælde sig. Jeg skulle lige til at sige noget til Signe og Jonas om det, de lige havde set og oplevet helt tæt på – en utrolig hård verden for dem, der lever livet direkte på gaden, en verden som meget få mennesker forstår, hvor barsk og brutal kan være. Men jeg valgte blot at skrue lidt op for varmen og musikken i bilen. Nogle gange er der bare ikke så meget, man behøver at sige.

Jeg husker mig ofte på noget meget vigtigt, nemlig at man altid skal huske, at man kan ringe til en ven!

Når mine – til tider lidt for mange – idéer, hvor jeg påtager mig en eller anden social opgave, der skal løses, opstår, så starter det meget ofte med tomme lommer og en lang række udfordringer, der skal løses, før vi kan komme i gang. Men det vil jeg blæse på – for jeg ved, at man “bare” kan ringe til en ven.

Nogle gange ringer jeg til Jacob eller Smed. Thor kommer også tit ind i kampen, til jul er det Allan og Mats, der tilvejebringer, og er det noget, der handler om mad, så ved jeg, at jeg bare kan ringe til Peter, Otto og vores andre kokke. Vores frivillige i Det Runde Bord står parat på spring og kampklare, når opgaverne skal løses – respekt til dem. Men først skal alle mine tossede idéer og projekter lige have en fod at stå på, før det hele har en chance – og så er det, jeg ringer til en ven.

Denne gang var det Signe Wenneberg, der fik et opkald, Jonas Christensen, der smed alt og kom løbende og skabte en god løsning på en stor del af udfordringen. Og alt sammen på grund af stærke netværk og en ufortrøden vilje til at handle. Uden at et eneste Excel-ark led overlast. Årshjulene har vi også kunnet undvære, på samme måde som alle mulige og umulige konsulenter heller ikke får mulighed for at sende en regning. Det her er 100 % omsorg uden omveje – 100 % frivillighed – 100 % non-profit – 100 % opbakning.

På vores vej rundt med soveposerne til femten forskellige omsorgstilbud, der arbejder med de mennesker, som reelt bor hele eller det meste af døgnet direkte på gaden, blev vi opmærksomme på, at der var andre ting, vi kunne gøre. Og måtte gøre.

Det første var det, der er Det Runde Bords normale og primære indsatsområde, nemlig at lave mad til målgruppen. Så søndag den 11. januar gik jeg i køkkenet på Natcaféen ude på Sundholm, der langt om længe (desværre kun i to dage) var blevet åbnet i døgndrift. Der var laksemousse og oksefilet med masser af tilbehør på menuen til over 60 mennesker, der kvitterede med at sidde usædvanligt stille og spise, tæt skulder ved skulder og for en gangs skyld uden en eneste konflikt. Folk var glade og faldt helt til ro og i søvn. Det var vidunderligt at opleve, hvad god mad gør ved mennesker, der ellers ofte lever et liv i kaos fyldt med interne konflikter.

Den søndag blev der ikke råbt, og ingen kom op at skændes – en rolig snorken fyldte derimod hurtigt tomrummet, i en grad så de skønne socialfaglige på Sundholms Natcafé gik rundt med et stort smil og rystede positivt på hovedet.

Men udenfor var det stadig modbydeligt koldt, og alt kunne tydeligvis ikke løses med en varm sovepose

Vi så rigtig mange mennesker gå rundt i tynde jakker og hullede sko.

Derfor iværksatte vi det, vi kaldte “Operation undertøj/overtøj”. For når man sover på gaden i København, overnatter på et kirkegulv eller et andet vinternødherberg, så har man ikke noget sted at stille et klædeskab. Når tøjet er slidt op af et hårdt liv på gaden, møgbeskidt eller gennemblødt, er man 100 % afhængig af de få sociale tilbud, der tilbyder brugt tøj til hjemløse. Men på næsten alle de tilbud var der helt tomt på hylderne. Der var stort set intet vintertøj og brugbart fodtøj tilbage.

Det første, vi gjorde, var at begynde at opkøbe alt det overtøj, undertøj, strømper og lidt fodtøj, der var kommet på udsalg, for de penge, der var tilbage. Først tømte vi to H&M-butikker for varmt overtøj og derefter to Bilka-varehuse og fem Føtex-butikker i flere omgange. Salling Group skal have stor ros for at udvise forståelse for udfordringen.

Jeg tror, at vi fyldte omkring 20 af deres store indkøbsvogne med overtøj og undertøj – med meget store rabatter. Et hemmeligt undertøjsfirma gav os mulighed for at købe direkte fra dem, og vi kunne bestille flere soveposer og andet godt udstyr hos Backpackerlife, stadig med solide rabatter. Hos Billig-arbejdstøj.dk fik vi på samme måde mulighed for at købe en masse termotøj med mere.

Det var stadig modbydeligt koldt og snestorm

På vores vej rundt i hovedstadsområdet med tøj og soveposer mødte vi omkring 50 personer, der lå og sov på gaden. De var skjult ved byggepladser, i parker eller langs banelegemerne. Aldrig i mine over 25 år med frivillige indsatser på området har jeg set så mange sove direkte på gaden.

At finde medmennesker, der ligger i en snedrive, bogstaveligt talt, burde ikke kunne ske i et land som Danmark.

Selv jeg, der mener, at jeg har set og oplevet de fleste og mørkeste sider, var rystet.

Nu var der efterhånden gået tre uger, hvor vi stort set dagligt kørte ud med tøj, rygsække, soveposer og andet vintergear for at skabe et lidt bedre liv for dem, der lever på gaden.

Vi købte ind til en værdi af omkring 800.000 kroner, men vi var desværre langt fra i mål. Vi var løbet tør for penge fra donationer fra MobilePay-betalinger.

Omsorgsstederne efterspurgte stadig vinterstøvler og varmt tøj.

Signe var tilbage fra noget hjælpearbejde i Afrika og kom ind i fundraising-kampen igen. Og som sendt fra alle vores inderligste ønsker kom der på to dage to fonde med ind over – med nogle meget seriøst tilskud til vores sociale indsatser. Og vi kunne købe meget mere tøj og udstyr og mere mad.

Var stormen forbi?

Mandag den 24. februar, efter et par dage med meget kolde nætter, så det endelig ud til, at den benhårde frost havde sluppet sit tag om Danmark. Og lidt på samme måde som lige efter jul, så jeg frem til lidt ro og fred.

Jeg var stolt og glad over, hvad vi som et lille hold på tre mand havde opnået med hverdagsaktivisme, CSR-samarbejder og et satans godt netværk.

Men samtidig med, at de første små forårstegn kiggede op gennem sneen, ramte de voldsomt hårde frostgrader et andet sted i Kongeriget Danmark. Nemlig oppe i Grønland, hvor det ellers havde været usædvanligt høje plusgrader i de første uger af 2026. 1 % af alle indbyggere i Grønland lever i udsatte positioner – ikke helt på samme måde som her i København, men stadig med store sociale udfordringer.

Og nu, da vi var oppe i gear, fortsatte vi naturligvis med en indsats, primært i Nuuk

Vi fik via vores gode netværk skabt kontakt til Kevin, der er lektor på Grønlands Universitet og forsker i hjemløshed i Grønland, og dermed kunne vi få et godt indblik i, hvad der manglede mest.

I de sidste dage havde der været en chillfaktor på minus 20-25 grader i Nuuk.

Derfor købte vi straks mere ind og sendte 38 kæmpestore kasser af sted med ekspres luftfragt. Over tre kubikmeter varmt tøj og støvler til en værdi af over 140.000 kroner landede i sidste uge i Nuuk i Grønland og er allerede i brug. Vinterjakker, varme vandrestøvler, fleecejakker, termobukser, termojakker og veste, strik huer, halsedisser, handsker og varmt undertøj. Og der er mere på vej med skib snart.

Ti tons gear

Samlet set har vi sendt omkring 10 tons, eller 90 kubikmeter soveposer, varmt tøj og andet vinter-gear ind på et område, hvor der efter min mening bliver snakket for meget og handlet for lidt – og alt for langsomt.

Mere end 10.000 effekter til en værdi af ca. 2,2 millioner kroner har vi de sidste 9 uger fået sendt af sted til de alt for mange sårbare medmennesker, der lever med hjemløshed, vold, kriminalitet, prostitution, misbrug, psykiske udfordringer og social isolation. Og vi har kun brugt omkring 600.000 kroner på det, takket være et smukt kludetæppe vævet af gode netværk, erfaring, handlekraft og forståelse fra en meget lang række privatpersoner, firmaer og et par fonde.

Det har været en smuk og meget følsom oplevelse, men nu vil jeg meget gerne tilbage til det, vi er allerbedst til, nemlig at lave rigtig meget god mad der, hvor behovet er størst – tak for kampen allesammen. // Citat slut.

Se var det ikke en eventyrlig fortælling?

Støt Den lille grønne avis ved at tegne abonnement – ved at dele indlæg med dit netværk – eller ved at støtte på MobilePay 580587.

Læs også historien om jule-maden i december her. “Hjælp os med at hjælpe de udsatte”.