Jeg skriver disse linjer søndag formiddag. Hvor jeg lytter til P1. Radioen kører i køkkenet.
For tredje gang på en uge mener P1’s nyhedsredaktion at vi skal have et meget, meget laaaangt indslag om at et radioprogram, som ikke er på P1, og som hedder Giro413, fylder 80 år!!!
Det kan ikke være public service at rydde morgenfladen for intern selvfejring.
I alle tre tilfælde (og det er kun de tre jeg har overhørt, er der flere?) interviewer DR-journalister DR-journalister om et DR-program.
Der foregår rigtig rigtig meget vigtigt i den her vilde tid
Der er kriser rundt om i verden, der er krige, vi gerne vil høre mere om, men må slå over på BBC for at høre om. Der er international politik, som vi må høre mere om på NPR og udenlandske podcasts. Der er gigantiske problemer med klimakrise, datacentre, AI. Der er kultur, som vi ikke kan høre ret meget om – men som vi kunne lytte og se masser om i programmer førhen i Danmark. Og det er vigtig formidling!
Kan vi ikke lige hæve niveauet lidt P1? Jeg skriver dette mens jeg i P1-morgen (hvor jeg forventer at høre nyheder) hører, at der “er samlet ind i en b-skål”… Please!
Jeg er kæmpe fan af DR – jeg synes DR er meget vigtig infrastruktur – men vi skal have et højrere niveau på P1.
Svært at være menneske
Nå, nu spiller P1 “det er svært at være menneske, jeg har prøvet det selv”…
PS. Jeg er heller ikke fan af at der skal spises så meget slik og kage og grines så meget internt i DR-podcast. Det er en uskik, som helt sikkert er sjov for værterne (det lyder som et skægt redaktionsmøde, men hold det internt – prøv lige at lyt til jeres egne programmer og lav noget efterkritik). Det er ulideligt for lytterne, som gerne vil lytte til værternes guldkorn og kloge ord. Tænk på lytterne/modtagerne. Det er hvad public service handler om.

En god debat at tage her
Dette indlæg skrev jeg først på LinkedIn. Men slettede det her, da jeg kom i tanke om, at jeg driver en avis, hvor det fint kunne udkomme. Hvor det kan være en udmærket diskussion for os. Vi har jo tidligere diskuteret P1 – da en læser skrev til Brevkassen, fordi hun ikke forstod at der udelukkende sendes genudsendelser i skoleferier. Det blev en god diskussion.
Se her – P1 på Påskeferie – hvorfor?
Læs også min mediekommentar om BBC World Service og om fyringerne på Washington Post her
På LinkedIn havde jeg tilføjet, at jeg er kulturordfører – det synes jeg var mest ordentligt at deklarere derovre. Det skriver jeg ikke her, for det ved I læsere allerede.
Mange kommentarer – men alle anonyme
Det er åbentbart farligt at kritisere DR. Der er kommet en del kommentarer på dette indlæg overfor, men ingen har ønsket at stå frem, alle har sendt mail til mig og bedt om at være anonyme. Der er tale om journalister, som er enige med mig. Men vil ikke stå frem. Hvis du tør stå frem, så send endelig en kommentar nedenfor.

OPDATERING tirsdag den 13 oktober kl.12.00
Fagbladet Journalisten har (underligt nok) skrevet en historie om det her. UDEN at tage kontakt til mig før udgivelse (!). Fagbladet skriver, at jeg har slettet min tekst på LinkedIn efter henvendelse fra Ekstra Bladet. Dette er IKKE korrekt (hvilket jeg har oplyst til Journalisten, der jo er journalisternes fagblad. Jeg har en masse blokerede EB-numre fra dengang jeg havde kræft, hvor de jagtede mig, det er muligt et af de numre har forsøgt at fange mig).
Jeg har flyttet min tekst fra en kanal til en anden kanal. Det må man gerne. Journalisten ville gerne interviewe mig og da deres optager ikke virkede blev det på skrift, derfor kan jeg sende spørgsmål og svar her uredigeret – og alle er velkomne til at kommentere nedenfor.
Spørgsmålene er som følger:
Fagbladet Journalisten: Hvorfor har du fjernet ”Kh fra kulturordføreren, som virkelig gerne vil kæmpe for DR i de kommende medieforhandlinger” fra den tekst, du nu bringer i Den Grønne Avis?
Jeg har ikke fjernet et komma i min brødtekst. Men på Den lille grønne avis kender læserne mig rigtig godt og derfor var det ikke nødvendigt at give mig selv til kende – at deklarere – som jeg synes, det var ordentligt at gøre, da teksten i første omgang udkom på LinkedIn. Hvor jeg ikke regner med, at folk ved, at jeg er ordfører for blandt andet kultur.
Jeg mener hvert et ord: Jeg kæmper for DR og jeg holder meget af DR – jeg har holdt møder med DR’s ledelse og jeg har sagt offentligt på den store mediekonference på Christiansborg, at jeg er en af de kulturordførere, som elsker DR. Journalistforbundets folk var også til stede og hørte det. Og i indlægget skriver jeg endda, at jeg anser DR som vigtig infrastruktur.
Men hvis jeg må tale om det, som indlægget handlede om, så er det, at vi skal bruge vores nyhedsudsendelser på DR godt – i denne vilde tid – og jeg synes, at selvfejring af Giro413 tre gange på en uge, måske er lige i overkanten. Der er virkelig store kriser og krige i verden, som vi lyttere meget gerne vil høre om i P1. Det er hvad mit indlæg handler om.
Fagbladet Journalisten. Kan du forstå, at det virker som en trussel, når du i ét og samme opslag kritiserer DR og minder om, at du er medieordfører og skal til at forhandle om DR’s økonomi?
Nej – det kan jeg ikke se. Det er på ingen måde en trussel, men ordentligt at deklarere. Jeg vil gerne kæmpe for DR i de kommende medieforhandlinger. Det er det jeg siger. Og det er det jeg gør.
Fagbladet Journalisten: Hvordan mener du, at armslængdeprincippet går hånd i hånd med, at du som kulturordfører kritiserer DR’s redaktionelle valg og tilrettelæggelse af enkelte programmer?
Jeg har ret stor indsigt i armslængdeprincippet – jeg er uddannet kulturjournalist og arbejdede i tidernes morgen med Peter Duelund for Kulturministeriet. Hvis man bryder armslængdeprincippet som politiker, så forlanger man bestemte udsendelser eller bestemte værter eller penge brugt på en bestemt måde. Det er der ikke tale om her. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved om vi skal have P1-morgen – som er et fint program – men ved relevansen af at fejre et DR-program tre gange på en uge, hvor DR-journalister interviewer DR-journalister om et DR-program.

18 kommentarer
Giver dig helt ret. Hvor der tidligere var journalister der interviewede mennesker om emner de vidste noget om, er det nu 2 journalister der samtaler om emner de ved lige lidt om. Lyder mere som kaffehygge i pausen.
Ja og som retoriker undrer jeg mig. Jeg har lært, at man skal høre sin tale (eller udsendelse) og altid give efterkritik og se, hvad der kan gøres bedre. Jeg tror ikke, at journalisterne på de her grine-spise-sludreprogrammer (som jeg hører, fordi journalisterne er dygtige og kloge) lytter og giver efterkritik…
Enig.
Desværre sker det også på Radio4, at jeg hører journalister, som virker useriøse. Så ender jeg, som elsker en informativ radiodebat med at slå om på P4Fyn og høre Morgenklubben, hvor der er musik og en dygtig kvindelig radiovært.
Enig!
Og er der storm og højvande, må vi kikke på 2-3 journalister der står i mørket og fortæller der er højvande i ……. og et interview med en invalidepensionist der ikke vil følge mundighedernes opfordring.
I NRK interviewer de fagfolk og borgmestre, som fortæller om beredskabet, og at folk er gode til at følge anvisninger osv.
Andet eksempel:
Vi får kun at vide om optøjer i Frankrige. Igen skal vi kikke på en dansk journalist på en Boulevard i Paris. I SVT’s nyheder får vi at vide at der også er optøjer i flere andre hovedsteder i Europa. Hov?
Kære Signe, jeg er så enig, jeg undrer mig igen og igen over det DR opfatter og leverer i forhold til deres hovedopgave: Public Service, også kaldet folkeoplysning. Formidling, til hele befolkningen, der er af højeste kvalitet, opdateret, noget vi hele tiden skal minde hinanden om, vigtig viden om livets mangfoldighed og en mangfoldig Verden.
Jeg streamer kun P1-programmer, min radio kan kun finde ud af at have 1 fast kanal, så det er P2. ;o)
Tre gange fejring af Giro413 lyder af meget, ikke mindst hvis formen de tre gange er den samme, journalister interviewer journalister.
Det glæder mig dog at P1 tager emnet op, P1 skal også huske at få hele befolkningen med. Jeg kender ingen, der hører P1…
Jeg synes det er så tiltrængt at du tager en seriøs kritik af DR op, jeg opfatter efterhånden det sted, som en ‘lukket selvfed medieboble’, sat temmelig meget på spidsen… Der er jo et væld af supergode programmer, ofte nogen DR ikke selv synes de skal reklamere for (Pilgrim, Supertanker, Optimistens guide til Planeten, Frank & Kastanjegaarden 🤩 (som stadig får en del omtale, heldigvis)).
Det handler ikke en skid om armslængde og viser bare hvor dårlige journalister generelt er til kritik og selvkritik. Selvfedme… et træls ord men det dukker hele tiden op, når jeg skal beskrive mange journalister, herunder de spørgsmål du har fået. Og ikke mindst Ekstra Bladet…!
Mange hilsner en stærk DR-tilhænger, vi fik fjernsyn da jeg var 4-5 år og jeg har fulgt dem tæt siden, men noget skete da TV2 kom…
Anna Sørensen
Tak for din kommentar! Jeg er helt enig… jeg er også meget glad for DR. Som er meget vigtig for os.
Jeg er SÅ enig med dig.
Specielt skete der er forfladigelse af DR efter TV2’s tilsynekomst. Jeg så kun lidt TV2, i starten, da det var “gratis”. Men mediet er så fladt og udvandet og ligegyldigt mainstream populistisk at jeg ikke holder det ud
Jeg ser i det hele taget ikke TV, kun enkelte udsendelse på pc’en.
Og jeg tilslutter mig kritikken fra både Signe Wennerberg og dig: jeg er også træt af journalister som fejrer sig selv, og som sætter sig selv i centrum – og jeg er enormt træt af at DR er overvejende venstresnoet- der bør kunne skaffes plads til andre synspunkter også.
Hej Signe,
Tak for at bringe det op, er ikke klar over, om det kun er journalisters kommentarer, du efterlyser, for det er jeg ikke… blot en lidt frustreret lytter/læser.
Jeg oplever også, at programmer ofte er en lukket hyggeklub, og hold da op, de netværker og tjener deres penge på en behagelig måde, lyder det til. Men min grund til at lytte er jo netop at blive informeret og få udvidet min horisont, så meget ofte hopper jeg hurtigt af igen, da jeg ikke er interesseret i alt det private, joviale mv., de har gang i.
Ligeledes skipper jeg nu også tit DRs netmedie, dr.dk, da det dels har en uhørt stor mængde sport (som ikke interesserer mig overhovedet), og dels bliver en tættere og tættere skov af reels med levende og iøjenfaldende typografier, som hopper op og ned, og som nærmest bliver stressende at se på.
Venlig hilsen
Kirsten Sikker Hansen
Tusind tak for din kommentar – nej, jeg efterlyser bestemt ikke kun kommentarer fra journalister. Alle er velkomne.
Det handler vel om tidens løsen: At lefle i håb om at få nogle, der egentlig ikke interesserer sig til at hoppe på. Og så søger man lavere fællesnævnere; så lave at de mange gange ekskluderer de virkeligt interesserede, eller ihvertfald trækker store veksler på deres tålmodighed. Det samme gælder mht at få “flest muligt ud i naturen” – uanset, hvad de gør der og hvad de får ud af det.
Hej Signe
Tak for at tage emnet op. Jeg bliver også irriteret, når programmerne på dr’s seriøse programmer bliver for meget hyggeklub. Min reaktion er også at skifte væk eller i værste fald at slukke. Men jeg er ked af at gå glip af den del, der stadig er seriøs, så det ville være fint, hvis dr kunne holde hyggeklub for sig og lade de mere seriøse programmer holde den seriøse tone.
Kære Signe,
På DR TV annoncerer de udsendelser i mere eller mindre “hysteriske” reklamer og gentager dem igen og igen. Det er ulideligt at se på. Det foregår tit i 2 til 3 uger før programmet kommer op. Det er virkelig en uskik, som DR burde holde sig for god til at udsende. Man kan virkelig sætte spørgsmål ved, om DR er et seriøst medie.
DR er blevet useriøst. Jeg lytter til Radio 4 nu, der føler jeg man bliver reelt opdateret på en mere objektiv måde. Kvaliteten hos DR er voldsomt svingende, og det er ærgerligt for os som samfund, for en stærk public service med seriøs og nuanceret debat (som hos DR for 15-20 år siden) påvirker direkte hvor stærkt vi står. Jeg har været ærgerlig over det her længe, og har nu kapituleret, og valgt andre nyhedsmedier som mine primære. Det tror jeg mange, der gerne vil føle sig informeret gør. Underholdning kan man finde mange steder, men kerneopgaven kan DR ikke længere finde ud af, desværre. Der er en følelse af sensationalisme, som ikke fyldte før.
Kære Signe
Det er så bekymrende at andre journalister kommer med sådanne påstande..er det “tyv tror hver mand stjæler”?
Tænker DRs tilgang er at finde det mindst politiske område, måske i frygt for det træde ledelse og politikere over tæerne som andre offentlige ansatte.
Du skal bare fortsætte!
Jeg hører faktisk ikke DR På nogen måder. Jeg finder min viden andre steder fra.
MEN DR er vigtig infrastruktur, som du siger , og vi har brug for ordentlige,sobre og sande nyheder nu i disse tider.
Kh Lillian
Hej Signe.
Jeg er meget enig med dig. Jeg vil starte med en kopi af en mail jeg sendte til Tabloid på P1, som er et godt program, fredagen efter Kong Haralds død:
“Vedr. Kong Haralds død, så er jeg helt enig med Jeres gæst om at det er alt for voldsomt, specielt når det er en naturlig død og manden var 89 år og det var forventet. Og så var det i Norge og ikke vores egen konge.
Jeg kan huske, at P1 morgen afbrød et interview med Marie Bjerre som din udsendelse også viste, og det komiske var så, at man nogle dage senere havde et lignende interview hvor man brugte forklaringen om, at man pga af den vigtige nyhed om Kong Harald ikke havde været i stand til at gennemføre det den dag.
Det var helt urimeligt at standse alle andre nyheder pga af sådan en nyhed stort set en hel dag, havde det været et uventet dødsfald ville situationen selvfølgelig være anderledes.
Jeg har en forventning om at P1 er i stand til at prioritere nyheder på et væsentlig mere balanceret niveau.
Det svarer også til når TV2 kører Breaking i bunden af skærmen på news i flere timer med relativt banale nyheder… f.eks. da væksten i Danmark blev opgjort til 3,7%”
Et program som Magten, P1 torsdag, er er eksempel på en masse privat småsnak og uden nogen som helst nyheder, det er værten og 2 politiske kommentatorer, som sidder og snakker om alt det som i 9 ud af 10 tilfælde har været vendt og drejet adskillige gange inden programmet sendes.
Der er også en grænse for hvor mange forskellige analytikere og politiske kommentatorer der skal intervwieves om en nyhed og hvor mange dage dette skal ske over, har man hørt en vinkling af en nyhed 5-6 gange så er nuancerne kommet frem.
I gennem de sidste par års tid har public service funktionen fået mere og mere plads i de syv timer der er med P1 Morgen og 2 gange P1 Orientering i løbet af et døgn.
Jeg tillader mig, at slutte af med en mail fra 5. juni, også til Tabloid:
“Vi er mange der er enige i, at al den private hyggesnak i programmerne ikke hører hjemme, i det omfang det har fået i mange programmer. Har man behov for at sidde og småsnakke privat i arbejdstiden, skal man vælge et andet job, hvor man ikke distribueres til hele Danmark.
I snakkede også om “i tirsdags”, hvor man til at starte med snakkede om ingenting på P1, indtil der blev lækket oplysninger om regeringsgrundlaget, hvor var det ligegyldigt, og det samme har mange af de 70 dage været, hvor man dag efter dag har trådt vande (den ene analytiker efter den anden) uden at have noget nyt at fortælle.
Den ansvarlige fra DR som I havde med, har ikke ret i, at det er spændende at høre hvad en ny analytiker siger, når et emne er vendt masser af gange uden at der er noget nyt, han har heller ikke ret når han henviser til lyttertal. Jeg er selv en af dem der typisk har radion stående på P1 og så kører den bare i baggrunden, når P1 åbenbart ikke kan klare at levere nyheder; men bare koger suppe på de samme boller igen og igen.
Zetlands tilgangen, om at pause den nyhed, når der ikke er noget nyt, er langt mere positiv.
.
Noget lidt andet, i dag kommer nyheden om dommen for deltidsansattes overarbejde; men der kommer ingen forklaring på hvad sagen drejer sig om, som jeg forstår det er det fordi retten underkender den danske model?; men det er ikke godt nok af DR, at man ikke får baggrunden.”
Venlig hilsen
Torben Knudsen
Kære Signe,
Tak for at tage fat. Er helt enig. Der skal være noget for alle i DR, men ikke nødvendigvis i hvert program og på hver kanal.
P1 er desværre på mange områder blevet en skygge af sig selv. Flere og flere programmer er blevet til småsnak og sniksnak og mange vigtige emner forsages til fordel for studieværternes fortrukne fodboldhold og amerikanske popidoler.
Og det meste produceres til podcast og sendes først i radioen nogle dage efter, hvor tiden er løbet fra indholdet. Og når der endelig er en vært som forstår at føre en meningsfuld, upoppet og fokuseret samtale med en der ved noget om et emne, så skal programmet selvfølgelig stoppe (læs: Udsyn).
Jeg kunne blive ved!
Tak endnu en gang.
Kære Signe
Jeg bakker dig helt op. Og som jeg ser det, giver du dem noget værdifuldt. Det er KÆRLIGT at give konstruktiv kritik. Det er kærligt at gide at stille sig på øretævernes holdeplads for at servere nogle tiltrængte sandheder. Så efter min mening burde DR1 takke dig for input. Det lette er at holde kæft og passe sin egen butik. Men så bliver resultatet ganske givet, at flere og flere tuner ud og finder andre kanaler til oplysning, som jeg selv har gjort for længe siden. Keep going, du gør det godt.