Bygningskulturarv

Spansk ambassade ødelægger dansk bygningskulturarv

Historisk palæ i Ambassadekvarteret mistede i denne uge sine originale vinduer. Unødvendigt tab af bygningskulturarv baseret på dårlig rådgivning

I denne uge har jeg dokumenteret lidt af hver i afdelingen for ødelæggelse af bygningskulturarv inde på Instagram. Efter et tip fra en læser besøgte jeg den spanske ambassade på Kristianiagade på Østerbro i København. Her ødelægges dansk bygningskulturarv af udenlandsk ambassade.

Vi ser nu at endnu et af de historiske palæer i ambassadekvarteret – et af de sidste, der havde sine originale vinduer intakt – blive skamferet

Der er i disse tilfælde aldrig nogen tvivl om, at der har været ”professionelle rådgivere” på spil. Nogen, der er fejlinformerede, videregiver fejlinformation – ofte for at tjene penge på at der købes nye bygningsdele. Som nu nye vinduer, som ambassaden ikke har brug for.

Der er tale om rådgivere, som går max ind for forbrug og meget lidt ind for genbrug.

De er helt umulige at tale fornuft med. De elsker lineært forbrug i en verden, der har brug for cirkulært forbrug.

At jeg havde ret i min antagelse kunne vi se, da maleren på projektet gav sig til kende i tråden og videregav sin fejlinformation “de blir skiftet fordi karmene er rådnet igennem i bunden og vi ka gøre deres klima aftryk 6x mindre i varmeforbrug”.

Det her er totalt vrøvl. Originale vinduer med fortsats er mindst lige så energieffektive som nye, der ikke holder i længden og de er sundere for bygningerne. Det er ikke noget jeg siger. Det siger fagkundskaben. Således blandede Professor MSO i Bæredygtig Bygningskultur ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Nicolai Bo Andersen sig i tråden og skrev:

“det er helt entydigt klart, at en nænsom restaurering og korrekt foretaget energiforbedring af de eksisterende (i dette tilfælde småsprossede) vinduer ville være meget bedre end udskiftning til nye vinduer – både hvad angår isoleringsevnen, materialekvaliteten, ressourceforbruget, klima- og miljøpåvirkningen samt de arkitektoniske kvaliteter og kulturhistoriske værdier”

Derfor: Vogt jer for rådgivere, der har gået i en brug-og-smid-væk-skole. De anser alt der er af ældre dato for at være ”gammelt lort”. 

En af de mange, mange kommentarer fra læsere i tråden på Instagram.

Kernetrævinduer med fortsatsvinduer saves i stykker – se dokumentation. Ressourcer og godt håndværk – som kunne have holdt 100 år mere med pasning, kitning og en omgang linoliemaling – bliver smidt ud og erstattet af vinduer i dårlig kvalitet (plastik, alu og hurtigtvoksende træ), som kan holde 15 eller måske 20 år.

Det vil sige, at der skal skiftes vinduer fem gange over de 100 år: Den tid, som de gamle vinduer ville kunne holde

De nye discount-vinduer er billigere end at male de gamle, siger nogen

Men ikke rigtig hvis vi ser det i et generationsperspektiv, vel? Hvor vi må sande, at vi i dag stjæler kommende generationers ressourcer og muligheder for at leve med den langtidsholdbare bygningskulturarv, der holder. 

I stedet giver vi ganske usolidarisk de unge generationer et problem på halsen: Bygninger, der har fået fjernet ikke bare deres vinduer, deres sjæl, men også de ressourcer, som der bliver så hårdt brug for i fremtidens ressourcekrise. 

Klimakrisen findes. Ressourcekrisen findes

Vi skal væk fra den her dumhed, som er spottet på ambassaden Kristianiagade på Østerbro. Vi skal væk fra den lineære brug-og-smid-væk-økonomi og lære at værdsætte ressourcer, materialer og godt håndværk i den cirkulære økonomi. Er du enig?

Endnu en kommentar fra tråden på Instragram. Bland dig også gerne nedenfor og giv din mening til kende.

PS. Bygningen burde være fredet. Det ville have umuliggjort vinduesudskiftningen. se hvor smukt der sættes gamle vinduer i stand på enten fredede huse eller hos dem, der har forstand på deres huse (som forrige opslag fra Ringsted, hvor naboen viste sine vinduer).
Del gerne!

Støt arbejdet på Den lille grønne avis – MobilePay 580587 eller via abonnement

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *