Rejsebrev nr 4 ud af 4. Rejsebrev fra Bangladesh om KLIMA. Baggrund: Signe Wenneberg og Karen Rosenberg var i 2010 ambassadører for den humanitære og folkekirkelige organisation Danmission og havde fået til opgave at rejse rundt i verden for at sætte fokus på kvinde-projekter og “empowerment of women” i udviklingslande under overskriften ”Verdens Døtre”. Da denne tekst udkom havde de netop afsluttet en rejse til Bangladesh: Verdens 3.fattigste land. Andre rejsebreve kan findes ved at søge på “Wenneberg + Bangladesh”.
9960 nye økologiske køkkenhaver i Nilphamari – eller hvordan de fattige dealer med klimaforandringerne
Mens jeg har været i Bangladesh, har jeg været ude at besøge de små landbrug i de fjerneste egne. Jeg har gået rundt i rismarker, i Dardjeling-temarker og i køkkenhaver. Ærindet med min rejse var at sætte fokus på “empowerment of women”. Men det er
svært at lade være med at skrive hjem om landbrug, når det er hele livet her. For kvinder og for mænd. Det er fint nok at tale om
Mad kommer af landbrug. Landbrug er fortiden og landbrug er fremtiden. Verdens befolkning vokser med mange milliarder – og der skal være mad nok til alle. Og når vi så taler om landbrug, så mener mange, at verden ikke vil være i stand til at brødføde de fattigste befolkninger uden at bruge kemikalier og effektivisering. Nogle af de mennesker, jeg respekterer mest har den holdning. Det er et synspunkt, de også har delt herude i verdens tredje fattigste land Bangladesh. I de sidste 10-20-30 år har de derfor hældt gødning på markerne, hvor de kunne komme til det, for at gøre jorden mere frugtbar – og for at høste nogle hurtige afgrøder med et lille hurtigt rodnet tre gange om året – i stedet for at satse på langsomme, vitaminrige planter, der binder Co2 og holder på jorden. Regeringen har subsidieret (støttet) kunstgødning/ sprøjtning. Alle har troet, at kunstgødning var vejen frem. Men ikke mere.
I december 2009 tog en delegation på seksten grønne NGO’ere den lange rejse til København. Til COP15. Til klimatopmøde som København var vært for fra den 7-19 december sidste år (2009). Disse fattige NGO’ere ville fortælle deres historie. Sagen er: De kommer fra et af de fattigste lande i verden (3.fattigste). De bliver fattigere og fattigere. Det går den gale vej. Jorden bliver ikke mere frugtbar af kunstgødningen, den bliver mindre frugtbar i det lange løb, fordi økosystemet forstyrres. Vandløb forurenes. Mikroorganismer og insekter kan ikke gøre deres arbejde. Mennesker og dyr får giftskader (jeg har set det med mine egne øjne). Planterester, kompost og komøg er blevet brændt af (og bliver det stadig, jeg har set det mange steder). I stedet for at blive brugt som naturlig gødning og
Jord er en knap ressource her, hvor der er overbefolkning. Hver gang en familie gifter en datter væk, skal der følge et stykke jord med. Og store landarealer er ejet af få og korrupte herremænd og tilhører ikke de mennesker, der slider i markerne. Andet jord er ”Khast Land”, land der er forladt af englænderne/ pakistanerne, da de rømmede landet og som staten nu ejer og har indhegnet med pigtråd (den jord skulle gå til de fattige, men pga korruption osv, er det ikke en realitet).
Forestil dig at være en bonde, der har ganske lidt land til rådighed, til at brødføde sin familie med, og det land har man fået at vide, at man ville kunne få mere ud af, ved at bruge sine ikke-eksisterende midler på kunstgødning og sprøjtegifte, hvorefter kunstgødningen efterlader jorden gold og tung som cement, så tung, at ikke engang dyr kan græsse på den og insekter, bier, bestøvningsmuligheder er væk. Det er en katastrofe.
Det var bl.a. dette, som delegationen fra Bangladesh efter sigende prøvede at tale med de rige lande om i København. Men de er et lille land uden ressourcer og i følge mine kilder, følte de ikke, at der blev lyttet til dem. De følte, at de store, rige lande havde deres egen agenda og lyttede til andre store lande, som de har handelsaftaler med. De ringede med klokker, men for hvem?
Det forklarer Doyal Paul mig. Mr. Paul er en stor, mørk og myndig mand. Han er meget optaget af ”enviromental issues”,
Doyal Paul og mange af hans medarbejdere bruger i dag en stor del af deres tid på at arbejde med biodynamisk / økologisk landbrug. For som Mr.Paul ser det, så er de fattige lande virkelig på spanden – der er ingen hjælp at hente fra de rige lande og fra COP15 og COP16-møder… De fattigere må finde løsninger selv, ude i marken – ude i naturen – derude, hvor maden bliver til. Den mad, der skal sikre, at der overhovedet er en befolkning at hjælpe med alle de andre fine tiltag.
Derfor er Doyal Paul så optaget af landbrug og af dyrkning. Han forklarer stolt, mens jeg jubler, at hans team har skabt ikke mindre end 9960 biodynamiske køkkenhaver og 4570 kompost kasser i denne provins inden for de seneste to år – og at denne indsats er blevet heftigt optrappet efter det fejlslagne klimatopmøde.
I køkkenhaverne dyrkes kål, så vidt jeg kan se er det palmekål, glaskål, blomkål og savoykål. Der dyrkes mange slags kartofler. Løg og chili. Mange slags auberginer, både små tykke og lange tynde. Små græskar, som hænger fra bambusstativer. Der er flere slags bønner. Agurker, som gror hen over tage på hytternes bambustage. Enkelte tomatplanter har jeg set. Så er der en bananplante eller to ved hvert hus og nogle steder har man en lille indhegning med bananplanter i køkkenhaven. Fra træer kommer desuden store oliven og brødfrugter – og der ser ud til at blive plantet flere buske og træer med bær og frugter. Sidstnævnte er en fantastisk ide, fordi bær/frugt er en “vild” fødevare som kræver et minimum af pasning, som binder jorden med sit store rodnet og som binder CO2. Nu vi taler om “de vilde” ting… Så ser det ud til, at jo længere væk vi kommer fra verdens larm, jo mindre skade er der gjort på måden, man dyrker på. Der har simpelthen ikke været nogle fremmede forbi for at lære menneskene i “the remote, rural areas” uvanerne med kunstgødning og sprøjtegifte. Jo mere oprindeligt, der dyrkes og leves, jo bedre ser det ud til at gå.
Hvad gik galt med det Klimatopmødet fra de fattiges point of view? Spørger jeg. Og får forklaret, at de fattige lande blev efterladt med følelsen af at de var ”on their own”. Når de ville tale om, at det er et stort problem, at de efter selvstændigheden i 1971 fik et land tilbage fra englænderne (efter 200 års kolonialisering), som de synes, er rippet for ressourcer og hvor de fandt, at grænserne var flyttet lidt for smart, sådan, at det store land Indien fik alle de gode floder og alle de gode teplantager og indæmninger, så var det ikke noget, nogen gad at høre på. – “Vi føler kort sagt” forklarer Mr. Paul, “at de store økonomier støtter de andre store økonomier”.
Efter jeg første gang begyndte at tale om Climate Changes på bagsædet af den bil, der transportede Karen og jeg rundt i landområderne, forstod han og vores tolk Annie, at vi har fælles interesser. Så da vi mødes dagen efter medbringer de en stor stak avis-udklip og avis-tillæg til mig, fint klippet ud med saks fra nogle af de engelsksprogede aviser, der udkommer i hovedstaden Dhaka. Aviser, der har en langt hørere redaktionel kvalitet, end man måske skulle tro. En af aviserne kører med et dagligt opslag – dvs hele to sider i broad-sheet format – om Climate & Enviroment. Sådan et dagligt fokus kunne jeg godt bruge i mine københavner-aviser!
I verdens tredje fattigste land, Bangladesh, er klimaforandringerne anderledes nærværende. ”Climate Changes is the number one issue” – hører jeg igen og igen. Bønder siger det. De veluddannede siger det. Aviserne siger det. Jeg taler om det med tolkene og med Mr. Paul.
Hvad er problemet? – spørger jeg. Og får forklaret at vinteren kommer langt senere. Det er svært at dyrke det, man plejer, i disse konditioner. Der er heftige oversvømmelser og ekstremt vejr. Der kommer hidtil uset kulde i nord, som de fattige bønder, slet ikke kender til. Og de barfodede mennesker er ikke forberedte: Jeg her med mine egne øjne set, at der ikke er tradition for sko, strømper, støvler deroppe, ingen sælger dem, ingen har råd til dem og ingen har haft brug for dem. Før nu. Når der kommer kulde og morgenfrost, så tager planterne, der gror under disse varme himmelstrøg skade – og menneskene fryser helt vildt i sarier, saronger og bare tæer.
Klimaforandringer betyder også, at der enten er alt for meget vand eller slet ikke noget vand, og når vandboringerne går ned i for dybe lag, kommer de til den naturlige arsenik. Arsenikforgiftninger og arsenikskader er et stort problem her, forklarer tolkene, som om det er noget alle burde vide. Når man går rundt i bare fødder i en rismark, der jo er en våd mark, og der er vandet med arsenik i stedet for vand, så går fødderne i opløsning. Annie og Doyal Paul har vist mig billeder af det, og det er ikke kønt.
Der er flere klimaproblemer: Et af dem er forurening som smog. I hovedstaden Dhaka kan man slet ikke se himlen og ja, jorden er dækket af skrald. Lækkert. Folk i Bangladesh cykler meget flittigt – og lad os håbe, at de bliver ved med det, og at der ikke kommer flere biler til. Der skrives da også rigtig meget om ”public transportation” på klimasiderne i de lokale aviser. Det er kloge, indsigtsfulde artikler, som kunne have stået i de store internationale aviser, bortset fra at jeg ikke er sikker på, at nogen gider læse om hvordan det står til med klimaet i et fjernt tredjeverdensland eller om hvad de går og tænker på af løsninger. Og derfor skal du selvfølgelig have tak, hvis du stadig hænger med her.
Da jeg var i Kenya og Uganda og helt oppe ved grænsen til Sudan i foråret, hvor jeg besøgte ”Farmer Field Schools” og arbejdede med mit (daværende) frøprojekt ”Signes Spirer”, kunne jeg ikke lade være med at få den tanke, at Afrika ville have været bedre tjent med aldrig at have fået hjælp fra de kloge vesterlændinge. Der bliver dyrket ”forkerte” afgrøder, den hvide mands afgrøder. Afgrøder som majs og hvede, der i virkeligheden ikke er særligt sunde eller proteinrige har her afløst lokale afgrøder som hirse og pearlmillets. Nu skal afrikanerne i ”farmer field schools” til at lære alting påny. Lære det, deres vilde bonde-forfædre har vidst i århundreder – men som er gået i glemmebogen, fordi der kom to for befolkningen skrækkelige ting til: Interne krige og hvide mennesker der vidste bedre.
Men ligesom i Bangladesh og denne fattige region er der store lyspunkter i Uganda og Afrika. ”Farming is the Future” siger ledende trendforskere i andre sammenhænge og taler om at grønt er det nye sort. Men fremtiden er også rykket ind i landbruget på en måde, jeg i hvert fald ikke var klar over, før jeg kom ud i felten i Afrika og i Asien.
Som jeg ser det, er det en kæmpe revolution, at der er kommet mobiltelelefoner, solceller (dvs mulighed for at oplade et batteri, selv i de mest rurale områder) og der er kommet Internet. Det betyder, at husholdninger og landsbyer som før har været fuldkommen afskåret fra viden – nu er med og kan få viden og det betyder empowerment. Jeg har spurgt mig omkring og fra flere kilder fået at vide, at 60 procent af husholdningerne i Bangladesh nu er i besiddelse af en mobiltelefon (præcis det samme tal som i Uganda) og cirka 30 procent går på Internettet (de fleste via mobiltelefon). Der er mobile modemmer, som man kan købe i enhver større by, de er magen til de USB-modemmer vi har derhjemme og koster ca. 250 kr at købe og 50 kr at drive pr. måned – hvilket er mange penge her, så det er endnu ikke så udbredt, men dog findes det. Går man på Internettet er der ingen restriktioner.
På Internettet og på forskellige sms- og telefontjenester kan befolkningen lære mere om det, de mangler basal viden om. Det er helt almindelige ting som vejrudsigten, hvordan man dyrker hvad, hvordan man helbreder en syg ko, hvordan symptomerne er på børnesygdomme og hvornår det vil være smart at så, man kan få at vide via ”sharing” på nettet. For de mennesker, der har anlagt en af de over 9000 nye køkkenhaver i Nilphamari betyder kommunikationen på nettet og med mobilen, at der er skabt et nyt fællesskab, hvor man forsøger at løfte i flok i kampen mod klimaforandringer. – ”Something gotta change” siger de, når de taler om det store uhyre kaldet ”Climate Changes” og meget har ændret sig.
Vil man i fremtiden ikke kunne undgå konventionelle dyrkningsmetoder, hvis der skal være mad nok til alle de fattige? Skal der køres stordrift? Skal der smides kunstgødning og sprøjtegift? Oppe i den fattigste del, at et af de fattigste lande i verden, er der folk, som synes, at kemiske sprøjtemidler ikke længere duer. De planter deres forfædres afgrøder igen. De finder tilbage til tiden før. De planter træer, med frugter og gode rodnet. De laver kompostbunker og køkkenhaver og forsøger, at redde sig selv.
SLUT
