PÆONERNE BLOMSTER!!! Der er ingen bedre tid i haven end her i juni. Jeg kan sidde derude og bare nedstirre roser og pæoner – og kan slet ikke forstå, at det var vinter engang. At det var så koldt. Og så trist. Når der nu er al denne frodighed. Det er et mirakel.

Der er travlt i haven. Græsset vokser, hylden blomster og bliver til saft, roser skal bindes op, kæmpevalmuer og ja, pæonerne skal have støtte…

Og så er her kommet en ny lille hundehvalp – efter lang tids overvejelse. Emil har fået en lillesøster, som selvfølgelig hedder Ida. Hun er et halvt år og har været et sted, hvor de alligevel ikke kunne have hende, og derfor blev vi de heldige nye ejere af hende… Begge hunde er Jack-Russell-.terriere og det er en stor, stor fornøjelse. Undtagen for katten Alfred og hønsene, som slet ikke kan se ideen med arrangementet.

Vi tilbringer megen tid i haven med dyrene lige nu… Og jeg er mere hjemme end jeg plejer, fordi der er dette projekt hundehvalp. Og så fordi, jeg er nødt til at sidde og stirre på pæonerne.

Da jeg boede i lejlighed, drømte jeg om at få en have, hvor jeg kunne plukke pæoner (bonderoser, silkepæoner, træpæoner, jeg skelner ikke her). Som barn kom jeg i en forladt have, som jeg holdt hemmelig, og som jeg stadig ville kunne finde rundt i med lukkede øjne. Jeg ved lige præcis, hvor og hvornår hvad blomstrer. Det bedste var bonderoserne. Store, mørke og fantastiske. Jeg turde ikke tage mere end en enkelt, var bange for, at de ikke ville komme igen, hvis jeg plukkede for mange. Men bonderoser har rødder (knolde) og kommer igen og igen i årevis. Selv i en forladt have.

Pæon

Pæoner findes over hele jorden og kendes tre tusinde år tilbage i historien. Den er så smuk, at alle, der har bare et lille stykke jord, burde have nogle af dem. Hver enkelt blomstrer kort – fra en til fire uger. I min havekalender sidste år beklager jeg mig over, at det gik alt for hurtigt på grund af en heftig hede. Men er vejret og heldet med, blander man dem klogt og planter forskellige, kan der være blomster fra slutningen af maj til juli i pæonbedet.

Træpæoner vokser som løvfældende buske, og de er meget, meget fine. De mere almindelige silkepæoner vokser som stauder. Det er dem, jeg har i mit bed. Pæoner har ry for at være svære. Men det er de ikke. De har ry for ikke at kunne lide at blive flyttet, men det går som regel godt. Jeg har flyttet pæoner fra min gamle have til min nye, og jeg har samlet knolde i en have i nabolaget, hvor der var anlægsarbejder, og de var lagt til udsmidning. Begge projekter lykkedes med blomstring til følge.

Pæoner skal have kulde hvert år i dvaleperioden, og det får de jo nemt i Danmark. I efteråret kom jeg til at stille en potte med en silkepæon i kælderen sammen med pelargonierne, og jeg har vandet og passet den helt uden at tænke mig om: Den er gået ud. Den vil nemlig ikke passes om vinteren, den vil have frost og dvale. Pæoner vokser langsomt, står der i bøgerne. Men jeg har oplevet at gå fra nul til hundrede blomster på tre år, så det synes jeg er ret godt.

DET SKER I HAVEN I DENNE UGE!

· Nyd pæonerne maksimalt. Står de langt væk fra dig, så tag nogle ind og stil dem, hvor du ser dem ofte. Tag måske en enkelt med hen på skrivebordet, på arbejdet eller stil en ved køkkenvasken hjemme

· Der er meget at gøre i haven i denne uge. Ofte er der temmelig megen regn i juni Nogle gange meget voldsom regn. På grund af varme og væde gror alt i haven med eksplosiv fart – derfor skal man være over ukrudt og rækkerne i køkkenhaven, der kræver at blive udtyndet

· Hvis der stadig skal luges meget (med hånd og kultivator), må der sættes mere bunddække. For det skal kunne lade sig gøre at have bede, der ikke skal luges, og det kan vitterlig lade sig gøre

· Rigtig mange medlemmer af Det Danske Haveselskab holder hver sommer åben have hjemme i deres egen have. Du kan finde haverne på www.haveselskab.dk.

· Sørg for støtte til de tunge hoveder på pæonerne. Stativer, bambuspinde og grene – alt, der støtter, er godt

· Klip hæk inden sankthans (men pas på fuglereder). Hække ind til naboer skal være 1,80 meter medmindre, man er enig om andet. Hække ud mod fortove og stier, også bag plankeværk, skal være fremkommelige, ellers kommer kommunen efter dig igen og igen. Er afprøvet her i haven

· Klip buksbom let. Husk, at de vokser langsomt og bare lige skal formes.

· De første kartofler kan spises som slik

· De varmeelskende bønner, stangbønner og squash er noget af det sidste, der sås. Sæt dem, hvor der bliver plads efter opgravede kartofler… Så endelig også mere salat! Og flere sommerblomster…

· Husk at nappe sideskud af tomatplanterne.

· Køb mælk i plasticdunke, som derpå gemmes til at fryse hyldeblomstsaft ned i. På frost holder den længere – i almindelige

flasker skal der bruges atamon, det kan undgås med minusgrader

· Tag på cykeltur med cykelkurve. Pluk hyldeblomstskærme, hvor de ikke har fået bilos. Lav hyldeblomstsaft. Husk citroner, vinsyre/citronsyre og store mængder rørsukker (samt kogt vand). Brug emalje- og plasticspande til at lade det hele trække. Find din yndlingsopskrift!

TIP
Plant pæoner

Sådan gør du: Pæoner vil have læ, sol og brokker sig (ved ikke at blomstre), hvis de ikke har fået præcis den jordhøjde, de kan lide: Og det er ganske lidt jord, højst fem cm, der dækker pæonrødderne. Rødderne, som ligner små grimme troldeagurker, skal ligge lige under jorden. Derfor er det også godt at dække rødderne af med en grangren om vinteren. Kig nøje på voksested og jordhøjde. Sørg for, at der ikke har været pæonbed på voksestedet før. Lav et stort hul. Udskift to spadefulde jord. Tilsæt gerne grus for at dræne. Sæt rødderne med øjnene opad med fem cm jord over knoldene. Det er meget vigtigt, at det ikke bliver ti cm på toppen i farten. Meget vigtigt! De er ikke kræsne, hvad jord angår. Hos mig har de sidst ankomne stået i byggejord i et hjørne og klaret det. De kan godt lide vand i blomstringsperioden, men kan ikke tåle at soppe rundt i en sjasket jord.

Indholdet i denne klumme stammer delvis fra min bog Morgenfruer og Løjtnantshjerter, hvor jeg skriver om haven uge for uge. Bloggen er skrevet i samarbejde med Plantetorvet.dk.

Facebook kommentarer

Pin It on Pinterest

Tak fordi du deler...