Lettere at blive skilt?

SKILSMISSEKOMMUNIKATION: I dag er det “talk of the town” at Socialminister Karen Hækkerup “vil gøre det lettere at blive skilt“. Dette link postes overalt på Facebook og det diskuteres i hver eneste radioavis. I virkeligheden siger Socialministeren, at vi kan diskutere, om det skal være lettere at blive skilt, om der skal mere dialog og kommunikation til. Og at vi skal se på om skilsmisselovgivningen er forældet. Og det er den. Man kan blive skilt på to uger, hvis man har været utro, fordi utroskab sidestilles med grov vold og bigami og andre forbrydelser. Så tosset. Almindeligvis får man seks til tolv måneders tænkepause, når man vil skilles. Det er godt. Jeg kender mange, der har fundet sammen igen i løbet af tænkepausen.

For halvandet år siden udgav jeg en bog om skilsmissekommunikation (det var en opfølger til min antologi fra 1997 om skilsmissebørn). Bogen handlede om, at man godt kan (vælge at) blive glad efter en skilsmisse og at man selv har en pligt til at være et ordentligt forbillede for sine børn. Man har også en forbandet pligt til, at få samarbejdet til at fungere – og det kan det kun, hvis man bliver hjulpet på vej med den gode og gensidigt respektfulde kommunikation.

Læs mere om skilsmissekommunikation her. Artikel fra K-forum. Tryk på link.

Mindst 40 procent af os bliver lovformligt skilt og læg dertil alle dem, der ikke havde papir på hinanden. Ofte er skilsmissen en rigtig god ide, men måske kan nogle skilsmisser undgås? Hvis bare een familie, kan blive glade sammen igen, efter at have fået hjælp, er det så ikke det hele værd?

Om man bliver sammen efter en krise eller om man bliver skilt, så er det under alle omstændigheder noget af et dialog-projekt (for er der børn, holder man aldrig op med at være en familie, der skal kommunikere). Det jeg skriver om i bogen er, at man kan vælge at deltage i dette dialog-projekt med mere eller mindre ynde og med “mere eller mindre lykke til flest muligt” til følge. Min bog kom for halvandet år siden. Den svenske bog Happy Happy, som alle danske journalister synkront skriver om i disse dage kom nogenlunde samtidig med samme emne.

Jeg hører til dem, der er skilt, og som er glad for at være det, når det nu ikke kunne være anderledes. Men jeg synes alligevel, at det skal være sværere, meget sværere, at blive skilt. Men det er lidt omsonst at diskutere her i finanskrisen, for den har klaret problemet for mange par, der engang drømte om at blive skilt. Det kan de simpelthen ikke. De er holdt sammen af fastforrentede lån, teknisk insolvens og en usælgelig bolig. Og hvem ved, måske finder de hinanden igen. Måske bor de i hver sin ende af huset. Måske bliver det forår igen.

Al denne snak om skilsmisser og dialog har fået mig til at tænke på en dansk eksportsucces: Et dialogprojekt. Som jeg synes, vi kan lade os inspirere af her i Danmark.

I vinter var jeg igen tilbage i Afrika. Jeg rejser i min egenskab af velgørenhedsambassadør med fokus på kvinders rettigheder. Hjælpeprogrammerne kaldes ”Verdens Døtre” eller ”Empowerment of Women” og handler om at hjælpe kvinder. Det ville jeg gerne sige noget morsomt om, for at få dig til at læse denne blog til ende. Men det er ikke spor sjovt.

Jeg har set piger, der er blevet overhældt med syre, kvinder der er blevet gennembanket til ukendelighed, kvinder, der pukler, kvinder, der er uden rettigheder, kvinder, der må findes sig i dovne, tyranniske mænd og i mænd, der gifter sig med mange kvinder på en gang og mishandler hele familien og tager livet af pigebørnene. Jeg har set kvinder være så panisk angste for at få bank eller for at blive ofret til hekseguderne – ofte som et led i mandens jagt på materielle goder – at de hverken turde kigge verden, mig eller deres egne børn i øjnene. Disse kvinder har en fuldt ud begrundet angst for at dø før tid.

Jeg har besøgt utrolig mange projekter i utroligt fjerntliggende egne. Men det, jeg vil fortælle om nu hørte hjemme i Bukoba, en by i det sydlige Tanzania ved foden af Victoriasøen. En hel dag fik jeg lov til at følge arbejdet i dette meget moderne danske dialog-projekt. Et projekt, hvor nogne, der vil skilles, møder hinanden. Hvor offer og gerningsmand møder hinanden. Og hvor kvinder, der har været udsat for vold kan få hjælp.

Tegning: Mads Salicath.

Metoden, der anvendes i dette dialogprojekt er mediation. Man ønsker via dialog og samtale, at få skabt fred og måske en mulighed for at ægteskaber kan fortsætte. I dag handler det om en mor til fem, som efter 20 års ægteskab har forladt mand og børn. Hun har de mest triste øjne jeg nogensinde har set. Men der stikker noget under. Manden lægger ud og siger:

”Jeg vil have min kone tilbage. Børnene har brug for en mor og jeg har brug for en kone. Nu har vi gået en lang vej sammen. Op ad bjerge og ned ad bjerge. Du har båret meget vand og født mig mange børn. Nu er det begyndt at gå godt for os økonomisk. Så jeg synes, at vi skal vandre over de sidste bjerge sammen i dette liv”.

Kvinden ryster på hovedet.

Vi befinder os i et lyst rum. En slags menighedsværelse. Projektet er støttet af den folkekirkelige organisation Danmission og af Danida. Men alle trosretninger er velkomne her, selvom der er kors og salmebøger bundet ind i koskind i lokalet.

Rundt om bordet ses kvinden, der har forladt familien, og som insisterer på, at hun ikke vil sige hvorfor. Hun nægter igen og igen. Det skal vi arbejde med i dag. Der er hendes bisidder. Hendes bror med et flot overskæg. Hendes mand/eksmand på den anden side af bordet. En iderig advokat fra projektet, som også tolker for os. To dynamiske kvindelige rådgivere, fra projektet, en uddannet lærer, en anden uddannet i humanitære studier på universitetet. Hun fungerer også som regnskabsfører, for at få det til at gå op her. Foruden – og her kommer det, der rører mit hjerte mest – parrets to ældste sønner, som er taget med den lange vej fra Karagwe, for at overtale deres mor til at vende hjem og som insisterer på at sidde helt stille og overhøre hele dialogen.

Børnene bliver i løbet af dagen også spurgt om deres syn på sagen. Det er meget moderne det her. Drengene siger, at de savner deres mor. Og de fortæller, at det er hårdt, at lave alt det husarbejde, som deres mor plejede at lave. De vil gerne have hende tilbage, så de kan koncentrere sig om deres skole.

Moderen kigger slet ikke på de sønner, hun ikke har set i mange måneder. Det er tydeligt, at hun gør sig hård. Det kender vi jo også fra danske skilsmissesager. Sønnerne beder efter en time eller to om at tale med deres mor i enrum. Hun beskylder straks eks-manden for at have sat det i værk og for at have indprentet dem, hvad de skal sige. De kommer hurtigt tilbage. Med de samme stenansigter som før. Der tales videre. Frem og tilbage. Manden bliver bedt om at holde op med at svare sin mobiltelefon, som han lidt provokerende tager, hver gang den ringer. Konen er kold og hård og gestikulerer. Taler om, at de have atten gode år sammen, før det ramlede. Vi kommer nærmere og nærmere, hvad det var, der gik galt…

Det viser sig, efter fem timers samtaler, at det hele ikke var så ligetil. Manden og kvinden oplevede efter mange års slid endelig økonomisk fremgang. Naboerne blev misundelige. Forsøgte at skille dem ad. Fortalte manden grimme ting om konen og omvendt. Endelig blev manden introduceret for en heksedoktor. Som overbeviste manden om, at han kunne blive endnu mere rig, hvis han udøvede trolddom på sin kone. Hun fik stjålet sit undertøj (det er en stor krænkelse her) og fik klippet hår af, begge dele mener hun, blev brugt til voodoo. Der blev sagt vers om hende. Hun fik det dårligere og dårligere. Hun forsøgte at tale manden til fornuft og blev banket for første gang i deres ægteskab.

Endelig fik hun nys om, at hun måske skulle ofres. At hun skulle dø, for at manden ad den vej kunne blive rigere. Hun blev banket igen, så slemt, at hun stadig har hukommelsesbesvær og andre skader. Og hun tog flugten. Hun bor nu hos sin mor. Vil ikke vende hjem. Er blot mødt frem til denne mægling i dag for at afslutte sit liv med manden og børnene (børn tilhører manden i dette samfund). Hun har ingen ide om, at hun kan vende tilbage. Heller ikke selv om der foreslås alternative måder at leve sammen på. At manden kunne bygge et hus, hun kunne låse, på grunden, så hun kunne bo alene og sammen med familien. ”Men jeg ville stadig være bange”, siger hun opgivende.

Efter en lang dag med noget af det mest meningsfulde kommunikations-arbejde, jeg som kommunikationsrådgiver har set udført, kommer vi det ikke nærmere. Men igen og igen ser kommunikationsfolkene fra projektet nye ideer og nye måder, at mødes på. De er upartiske og sætter igen og igen børnenes tarv højest. De afslutter dagen med, at manden skal sige undskyld igen. Derpå skal han købe en mobiltelefon til kvinden med et fyldt taletidskort. Han skal aflevere den her, hvor kvinden kan få den udleveret. Derefter skal han begynde at kommunikere med kvinden, og overbevise hende om, at han er ked af det og at han ønsker at ændre adfærd inden de mødes her til ny session om en måned. Han skal også skrive breve, hvor han erklærer, at han ikke vil gøre kvinden noget, underskrive dem, og kvinden skal dermed vide, at sker der hende noget, så ved verden besked om hvem hun mistænker.

Parterne går en lille smule lettede fra sessionen. Et langt arbejde for at hele en familie er begyndt.

Og jeg sidder måbende tilbage og kan ikke lade være med at tænke, at det her må være en af de mest positive eksportsucceser verden har set. Bortset fra at verden intet ved om denne danske eksportsucces. Der fortælles om vindmøller, bacon, smør, insulin, mode og lego som danske succeser i udlandet. Og så tales der lidt diffust om know how.

Her er et eksempel på den know-how vi eksporterer til gavn for verdens kvinder, familier og skilsmissebørn. Jeg synes, at Socialministeren skal gå sammen med Kirkeministeren og bruge de samme metoder herhjemme, som vi bruger i Afrika.

Det er meget nemt at blive gift i kirken og måske slipper kirken for let? Måske skal kirken og meninghedshusene – ligesom her – stille sig til rådighed for meningsfulde samtaler med familier. Og som i Afrika, behøver det ikke være psykologer og jurister, der er i dialogprocessen, det kunne også med stor fordel være folk, der ved noget om kommunikation… Jeg melder mig gerne. Jeg synes, det skal blive sværere at blive skilt. Og jeg synes, vi skal fokusere på den gode kommunikation og dialogen, både for dem, der kan blive sammen efter en krise og for dem, der ikke kan.

PS. Jeg er klar over, at der er meget meningsfuldt mediationsarbejde i Danmark. Jeg ved, at såvel domstole som statsforvaltninger arbejder med mediation.

Min bog om skilsmissekommunikation kan også købes via Gyldendal. Tryk på link.

HVIS DU VIL STØTTE DIALOGPROJEKTERNE I AFRIKA, kan det gøres her.