Som I ved kan jeg ikke få nok af høns. Jeg elsker at holde høns. Jeg holder forfærdeligt meget af ex-burhønen Maggie.
Og jeg synes det var vildt sjovt, at opdage, at det at holde høns i storbyer er det hotteste ovre i USA, hvor jeg lige er kommet hjem fra.Der stod en masse om det i magasiner og aviser og dem, der lavede urban farming (og det var ikke så få) havde selvfølgelig høns.
I aften – torsdag aften – fortæller jeg om hønse-trenden i Aftenshowet på DR1, hvor jeg for tiden er fast “naturvejleder-type”…
Der er mange gode grunde til at holde høns. 1. Det kan opdrage børn og alle andre til, at mad ikke kommer fra Supermarkeder. 2. Det forhindrer spild af mad (høns elsker at spise rester, også børne-snask og madpakker). 3. Det er rigtig god terapi i en stresset verden at sidde at glo lidt på høns eller kæle lidt med dem efter arbejde. Og de er nemmere end alle andre husdyr. 4. De er god underholdning for børn. 5. De kræver ikke meget pasning – tre minutter om dagen max – og de giver verdens bedste æg. Det er alt i alt helt fantastisk at holde høns. Punktum.