I dag har der været en livlig debat inde på min FB-side om hvorvidt alt det med “Urban Farming”
UGEBLADET SØNDAG MAJ 2012
Haven er perfekt, når den ikke er perfekt! Det siger jeg tit, når jeg holder foredrag. Og det tænker jeg ofte hjemme i min egen have. Især på denne årstid, hvor der er så meget at gøre og hvor ingenting rigtig ligner noget endnu. Alligevel går jeg rundt og smiler. Smiler. Smiler. Smiler. Fordi jeg kan komme i haven og i drivhuset. Her er godt at være.
Lige før var to journalister forbi og det er ikke første gang, jeg har fået denne kommentar: ”Øh, Signe, det var ikke lige sådan, vi havde forestillet os at DIN have så ud”. Rolig, rolig. Det er tidligt på sæsonen. Alt er grimt nu. Og senere, ja, da kan min have såmænd også være temmelig uperfekt at se på. Jeg nægter, at lade min have være endnu et sted, hvor jeg som kvinde, fuldtidsarbejdende og mor, skal forsøge at leve ”det perfekte liv”. Min have og mit hus er ligesom Pippi Langstrømpes have og hus. Fuld af fejl. Og fuld af sjove oplevelser, mennesker, dyr, planter og måske endda sodavand i træerne. Gid der også var en hest på verandaen!
Min have er ikke endnu et sted, hvor jeg forsøger at levere perfekte løsninger, sådan som jeg gør, når jeg laver et stykke arbejde, nogen betaler mig for. I min have skal det være anderledes. Rodet. Afslappet. Hjemligt. Her skal ikke klippes kanter med en saks. Eller bruges hverken kratrydder eller gasbrænder. Hvorfor skulle jeg dog stresse med maskiner, der ofte gør mere skade end gavn? Her skal heller ikke roundup mellem fliserne og stauderne, for at få det rene look frem. Her skal være rart, økologisk og mangfoldigt. Med biodiversitet, liv, planter, ukrudt, kriblekrable, arter og sommerfugle.
– “Hvad er ukrudt? En plante, hvis gode egenskaber endnu ikke er blevet opdaget”. Ralph Waldo Emerson, legendarisk forfatter, 1878
Min have er min. Her når jeg, hvad jeg når. Nogle gange har jeg ikke meget tid. Sidste år rodede jeg mig ud i dobbeltarbejde, frivilligt arbejde og politisk arbejde og derfor er min have selvfølgelig ret upasset at se til, nu hvor stormen har lagt sig. Sådan er det jo. Men så må jeg smøge ærmerne op. Jeg har ingen havemand. Jeg har til gengæld en hund, som synes, at han ”hjælper” med at grave. Og en kæmpekat, der sender mig ”blikket” og ser dekorativ ud i solen, mens han lærer mig alt, hvad jeg behøver at vide, om at tage den lidt med ro og nyde solstrålerne. Hønsene går rundt og graver de spirer op, der skulle blive til noget flot og jeg forsøger at dække af, så godt jeg kan, med gamle snehegn og løse cykler. Det er selvfølgelig ikke kønt. Men det giver mening.
De fine haver i tv er altid landhaver, som ligger langt væk fra de haver, som de fleste af os kan gå ud i. 86 procent af os bor i byer. De fleste af os har adgang til have på en eller anden måde – for har vi ikke vores egen lille byhave, så har vi adgang til nyttehave, kolonihave, taghave, sommerhushave, baggårdshave og fælleshaver. Kun de færreste må ”nøjes” med parkerne – som nu hører til blandt mine yndlingshaver.
Ude i haverne går vi rundt og smiler. Smiler. Smiler. Smiler. Os, heldige kartofler, der har fundet ud af alt det haverne kan, når de ikke skal være perfekte. Haverne kan give os den fuldkommen vigtige ro, der snart ikke findes andre steder. Vi kan slippe væk fra skærme og onlinesamfundet derude. Vi kan blive ”geninstalleret”. I haven bruger vi vores sanser og gør det, vi er forprogrammerede til at gøre som mennesker. Det er ”naturligt” for os, at passe høns og dyrke mad. Det har vi gjort i tusindvis af generationer. På samme måde med at så. Dyrke. Smage. Dufte. Mærke. Høste. Lave kompost. Jordforbedre. Gøde. Grave. Vande. Bygge. Når vi gør det, får det os til at føle, at vi gør noget vi er ”forprogrammerede til”, det får os til at føle, at vi lever og gør noget meningsfuldt med vores hænder. Det er bedre end terapi og piller, at blive ”genstartet” i forårshaven. Vi får det simpelthen bedre, når vi er derude, er praktiske, bruger kroppen, bliver trætte og får naturligt sollys. Lyset giver os ikke bare D-vitaminer, men også humørmedicin til hjernen. Ligesom der findes et andet lykkestof i jorden, som vi hvirvler op, når vi graver. Satte vi en havemand til at gøre vores have perfekt, ville vi ikke opleve alt det, der gør os glade derude. Vi ville ikke selv være en del af det arbejde og de planer, der giver så mange smil. Haven er perfekt, når den ikke er perfekt.
